Komatas.
Gjeterne mine, gaa væk fra Sibyrtas’ slave derborte!
Væk fra gjæteren Lakon! Igaar har han stjaalet min skindvams.
Lakon.
Pas jer nu, sauene mine! Gaa væk fra bækken derborte!
Ser I da ikke Komatas som stjal min fløite iforgaars?
Komatas.
Hvad for en fløite? Naar hændte den ting, du træl hos Sibyrtas,
at du fik tak i en fløite? Sig, kan du ei nøie dig længer,
likesom Korydon gjør, med at plystre som før i en rørstub?
Komatas.
Jo da, den brokete feld som jeg fik, da Krokylos ofret
gjeten til nymferne nys. Og syk av misundelse var du
dengang, din skarv, og tilsidst blev du tyv og klædte mig naken.
Lakon.
Nei, nu sverger jeg dyrt ved Pan; nei aldrig har Lakon,
søn av Kalaitis, tat fra dig din vams! Nei, mand, hvis jeg lyver,
maatte jeg da bli gal og hoppe fra skrænten i elven!
Komatas.
Jeg, du hædersmand, sverger ved nymferne borte i tjernet:
Maatte de være mig huld som tilforn, saa visst som Komatas
aldrig har faret med lønlige knep og stjaalet din fløite!
Lakon.
Maatte jeg lide hvad Dafnis har lidt, hvis jeg tror dine eder!
Men vil du sætte som kamppris det skindmagre kiddet derborte,
lover jeg dig at synge omkap, til du rent mister pusten.
Komatas.
Kiddet er sat! Et svin har jo før bundet an med Atene.
Men du skal sætte imot det velnærte lammet derborte.
Lakon.
Hvordan, din svinepels, skulde vel det bli like for like?
Hvem karder gjeteragg heller end uld? Og naar han kan melke
gjeten som førstegang bar, hvem melker da heller en tispe?
Komatas.
Jo, det gjør slike som du, som tror de kan mestre en anden,
ret som en summende hveps vilde synge omkap med cikaden.
Vel, hvis du vraker mit kidd, saa sætter jeg bukken. Begynd saa!
Lakon.
Vent litt! Det har ingen brændende hast. Hvis du sitter i lunden
under det vilde oliventræ her, kan du lettere synge.
Kjølig er bækken som risler forbi, og her kan du hvile
bløtt paa det frodige grønsvær, og græshopper kvitrer omkring dig.
Komatas.
Dit vil jeg sletikke gaa. Her vokser jo ek og cypresser.
Her har jeg sværmende bier som summer saa muntert om kuben.
Her er to bækker med kjølende vand, og smaafugler synger
liflig paa grenen, og skyggen er sval. Du kan ikke finde
maken hos dig, og fra pinjernes top drysser frugttunge kongler.
Lakon.
Kommer du hit, kan du sitte paa skind av finuldne sauer.
Bløtere er de end blideste drøm, mens bukkeskinds-fælden
borte hos dig, — ja den stinker med strammere lugt end din egen.
Her skal jeg sætte for nymferne frem en rummelig bolle
fyldt med den hviteste melk og en anden med duftende olje.
Komatas.
Kommer du over til mig, kan du gaa paa de bløteste bregner
og paa den blomstrende mynte, og under dig faar du som tæppe
gjeteskind dobbelt saa bløte som skindet av sauene dine.
Og jeg skal ofre til Pan av melkefat otte, og fire
trauger med vokskaker fulde av duftende honning fra kuben.
Lakon.
Vel, du kan bli hvor du er, naar du kappes med mig i at stevje.
Bli paa din plads under ekene der. Men hvem skal saa dømme
mellem os to? Aa, gid Lykópas kom hit med sit storfæ!
Komatas.
Ham har jeg sletingen lyst paa; men vil du, saa kan vi jo rope
til os den vedhugger borte hos dig, den manden som sanker
lyngkvister op forat skaffe sig ved. Det er Morson han heter.
Lakon.
Vel, la os rope.
Komatas.
Vel, la os rope.Ja, kald paa ham du.
Lakon.
Vel, la os rope.Ja, kald paa ham du.Aa ven, vil du komme
hit litt og høre paa os. Vi trætter om hvem der kan stevje
bedst av os to. Og Morson, min ven, du maa ikke bøie
retten av venskap for mig eller ham, men dømme retfærdig.
Komatas.
Ja, jeg besverger dig, Morson, ved nymferne. La ei Komatas
ufortjent vinde! ei heller han der faa prisen av venskap.
Sauene der er Sibyrtas’ flok. I Turioi bor han.
Gjeternes eiermand er Evmaridas, en sybaritaner.
Lakon.
Ingen har spurt dig, ved Zevs, elendige naut, om Sibyrtas
eier de sauene her eller jeg. Aa, saa dumt som du snakker!
Komatas.
Jasaa, du hædersmand! Ja, men alt det jeg sier er sandhet.
Skryt kan jeg aldrig fordra; men værst er dit oplag av skjældsord.
Lakon.
Kom saa med det du vil synge, saa manden kan levende komme
hjem til sin by. Ved Apollon, dit skravl er en plage, Komatas.
(Stevkampen begynder).
Komatas.
Muserne elsker mig høit, langt mere end gjæteren Dafnis,
og jeg har bragt dem fornys to aarsgamle gjeter som offer.
Lakon.
Jeg er Apollons høitelskede ven. En ypperlig væder
har jeg paa beite til ham; for vi har jo hans fest med det første.
Komatas.
Tvillinger har mine gjeter saa nær som de to, og naar piken
ser paa mig, sier hun skjælmsk: «Maa du melke alene da, stakkar?»
Lakon.
Pyt san! men Lakon har hylder med ost, et snes saa omtrentlig,
og med en halvvoksen gut kan han hvile i blomster paa enge.
Komatas.
Hvergang jeg vandrer forbi med min flok, da tar Klearista
epler og kaster paa mig, og hun smasker saa godt, naar hun kysser.
Lakon.
Kratidas gjør mig av elskov forrykt, naar han dunbløt om kinder
iler imot mig med silkeblankt haar som vifter om halsen.
Komatas.
Blomster paa nypetornsbusker og blaaveis i skogen kan aldrig
lignes med duftende roser som vokser i klynger langs gjerdet.
Lakon.
Likesaa litt kan nøtter av ek stilles op imot brombær.
Bitter av smak er stenekens nøtt; men brombær er søte.
Komatas.
Jeg skal forære min kjærest en vilddue, en som jeg henter
ned fra en enerbusk snart. Der pleier de gjerne at sitte.
Lakon.
Ja, men saasnart jeg faar klippet min mørkegraa sau, skal jeg skjænke
Kratidas silkebløt uld. Jeg skal gi ham den selv til en kappe.
Komatas.
Væk fra olivenen hist, min gjeteflok! Her skal I beite,
her hvor det gror tamarisker i ly av den skraanende bakke.
Lakon.
Kónaros! væk fra det eketræ der! Du ogsaa Kinaita!
Østover med jer, og der hvor Fálaros gaar, kan I beite.
Komatas.
Hjemme der har jeg et fat av cyprestræ og dertil en bolle
skjøn som et verk av Praksiteles selv. Min kjærest skal ha dem.
Lakon.
Faarehund har vi hos os. Den farer i strupen paa ulven.
Gutten skal faa den, og da kan han jage hvad dyr det skal være.
Komatas.
Græshopper, I som sprætter saa let over gjærdet om haven,
gnag ikke paa mine ranker, for løvet er gammelt og vissent.
Lakon.
Pas paa, cikader! I ser hvor grundig jeg erter hin gjæter,
just som I erter med endeløs sang de meiende høstfolk.
Komatas.
Sint er jeg altid paa ræver med buskede haler som stadig
lusker til haven hos Mikon ved kveld og stjæler hans druer.
Lakon.
Jasaa! Jeg ogsaa blir sint, naar tordivlerne kommer og farer
om gjennem luften og æter sig mæt paa Filondas’ fikner.
Komatas.
Husker du ikke fornys da jeg banket dig av og du viste
tænder og sjanglet omkring og holdt dig i eken derborte?
Lakon.
Nei, det husker jeg ikke; men at Evmaridas, din herre
bandt dig og pisket dig engang just her, staar tydelig for mig.
Komatas.
Morson, nu er her nok en som blir sint, eller ser du det ikke?
Gaa og pluk strandløk til fyren etsteds, hvor en kjærring er gravlagt!
Lakon.
Jeg ogsaa erter nok en. Selv kan du jo merke det, Morson.
Skynd dig til elven og grav op en rot som kan gjøre ham rolig!
Komatas.
Elven Himera skal strømme med melk for vand, og du, Kratis,
svulm nu med brusende vin, og la breddernes siv bære frugter!
Lakon.
Fyld, Sybaritis, med honning din strøm, og la piken faa øse
kaker av voks istedetfor vand ved gry med sin krukke!
Komatas.
Gjeterne mine faar hvitkløver søt og deilige urter.
Mastikskrat kan de gaa i og ligge blandt rødmende jordbær.
Lakon.
Sauene mine kan æte sig mæt paa saftig melisse.
Kratskogen bugner omkring dem med blomster saa røde som roser.
Komatas.
Nu er jeg ikke forlibt i Alkippe som før, for hun trak mig
ikke i ørene sidst, da hun kysset og takket for duen.
Lakon.
Jeg er forlibt i Evmedes, ja vældig forlibt; for han gav mig
rigtig en smeldkys fornys, da han fik som foræring min fløite.
Komatas.
Kappes med nattergal, Lakon, bør ikke en skrike; ei heller
hærfugl med syngende svane. Din stakkar! Dig liker da ingen.
Morson.
Stop! Nu er det mit bud at sauenes gjæter skal tie.
Lammet, Komatas, gir Morson til dig, og send, naar du ofrer
dyret til nymferne, straks et stykke av steken til Morson.
Komatas.
Det skal jeg sende, ved Pan. Og, smaabukker, nu maa I alle
hoppe og danse; for se paa mig selv, hvor høit jeg maa storle
over den gjæteren der, over Lakon, fordi jeg omsider
vandt fra ham lammet som pris. Jeg maa hoppe, ja like til himmels.
I, mine lystige gjeter, vær glade og fro, for imorgen
bader jeg jer i den luneste vik i Sybariselven.
Hør nu, Levkitas, min bukk; hvis du rører en gjet, før mit offer
rigtig er bragt til nymferne her, skal jeg slaa dig med kjæppen.
Se, der var han igjen. Ja, maatte Komatas bli omskapt
til en Melantios, dersom jeg ei skal slaa dig fordærvet!