Testylis, hvor er min laurbærkvist og elskovens urter?
Hent dem og fæst rundt skaalen et baand av purpurrødt uldgarn.
Saa jeg kan binde den elskede mand som piner mig grusomt.
Hjerteløs er han. Tolv samfulde døgn har han ei villet komme.
Ei kan han vite forvisst om jeg arme er død eller lever.
Ei paa min dør har han banket, den troløse. Mon til en anden
Eros og Afrodite har vendt hans flygtige elskov.
Til Timagetos’, til bryternes sal, vil jeg ile imorgen
saa jeg faar se ham og klage min nød for den sorg han har voldt mig.
Nu vil jeg binde hans hu ved mit brændoffer. Milde Selene!
Klart maa du straale. Dig vies min sang, du tause gudinde,
dig og den mørke Hekate, for hvem selv hundene skjælver,
naar hun gaar frem over grave og vader i blodet det sorte.
Hil dig, grumme Hekate! Aa hjælp mig og før mig til maalet!
Hjælp mig at seire med trolddom saa sterk som Medeia og Kirke
eller tilforn Perimede, hin mø med de guldgule lokker.
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer!
Først skal bygmelet ryke i flammerne. Testylis, skynd dig!
Strø det paa ilden da, tosse! Hvor er du med tankerne dine?
Mon ogsaa du er hjerteløs nok til at spotte min kvide?
Sig, mens du drysser det ut: «Det er Delfis’ ben som jeg drysser.»
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer.
Delfis har voldt mig ve. Jeg brænder til pine for Delfis
kvisten av lauren, og likesom den lydt spraker i ilden,
tændt i et nu, saa vi end ikke ser et fnug av dens aske,
saa vil jeg ønske at Delfis maa tæres av flammende luer.
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer.
Maatte som dette mit voks som jeg smelter i pakt med dæmoner,
Delfis fra Myndos bli smeltet i hast av brændende elskov,
og som mit kobberhjul dreies i kreds av elskovsgudinden,
saa vil jeg ønske at han ved min dør maatte viljeløs flakke.
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer.
Bygklidet brænder jeg nu. Aa, Artemis, du kan jo bryte
stiveste staal og alt hvad ubøielig findes i verden —
Testylis! Hundenes varslende hyl kan vi høre fra byen.
Nu er gudinden paa korsveien. Skynd dig, la bækkenet klinge!
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer.
Tys, nu tier det blundende hav; nu tier hver luftning.
Ikke et øieblik tier i barm min kvalfulde jammer;
men i fortærende brand maa jeg flamme for ham som til tøite
gjorde mig arme og ei til sin viv, men røvet min ære.
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer.
Tregange stænker jeg drikken, og tregange ber jeg, gudinde:
Maatte han glemme saa brat den mø eller yngling som hviler
nu ved hans side, som Tesevs tilforn — saa lyder jo sagnet —
glemte paa Dia og svek Ariadne med lokkerne fagre!
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer.
Urten hippómanes gror i Arkadien. Rasende flakker
føl og fotrappe hopper paa fjeld for veksten at finde.
Maatte jeg ogsaa faa se at Delfis i sansesløs elskov
ilte fra salven og fægternes sal hit ind i mit kammer.
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til min tærskel!
Delfis har mistet hos mig en kvast av sin kappe. Jeg trevler
traadene op og slipper dem ned i de graadige flammer.
Ve mig! Aa grusomme Eros, hvi har du som iglen fra tjernet
suget dig fast og drukket mit hjerteblod, draape for draape?
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer.
Nu skal jeg knuse en øgle, og hemmelig skal jeg imorgen
gi ham den tryllende drik. Hør Testylis! Ta disse urter!
Kryst, mens det endnu er tid, deres saft mot hans øverste dørpost!
Spyt, mens du gjør det og sig: «Det er Delfis’ ben som jeg knuser.»
Tryllefugl, drag med koglende magt hin mand til mit kammer.
(Testylis gaar)
Nu er jeg ene med elskovens kval og med mine taarer.
Aa, hvor skal jeg begynde? Hvem voldte mig al denne jammer?
Evbulos’ datter Anákso var med, da jomfruer fagre
vandret med kurve til Artemis’ lund, mens vilddyr i mængde
førtes omkring i det festlige tog, og blandt dem en løvinde.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Tevkaris’ trakiske amme som siden er død, men som dengang
bodde i nærmeste hus, kom ind og tigget og bad mig
komme og se paa det festlige tog, og jeg arme slog følge
klædt i gult musselin, i min fineste kjole med slæpet.
Utenpaa bar jeg en kaape. Jeg laante den av Kleariste.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Midtveis omtrent, til Lykons palads var jeg kommet. Da saa jeg
Delfis som gik mig i møte ved Evdamippos’ side.
Kindernes dun gav lysere skjær end blomsternes guldglans.
Hvitere var deres bryst end du selv, Selene, kan skinne.
Hjem fra gymnasiet vendte de just, fra den herlige idræt.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Vanviddet tok mig i selvsamme stund som jeg saa ham. Mit hjerte
følte en stikkende kval. Mit aasyn blev blekt, og jeg tænkte
ikke paa festtoget mer. Jeg visste ei hvordan jeg atter
kom til mit hjem. Jeg rystet og skalv i brændende feber.
Hjælpeløs laa jeg paa leiet ti samfulde dage og nætter.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Tidt blev jeg gusten og blek, som om huden var farvet i gulspaan.
Lokkerne faldt av mit hoved. Tilsidst av mig selv var tilbake
skind blot og ben. Hvilken heks har jeg ikke besøkt? Hvilken kvindes
hus har jeg vandret forbi, naar hun kjendte de tryllende sange?
Dog, der var intet som lindret. Bort ilte de flyende timer.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Endelig maatte jeg sige det alt, som det var, til min terne:
«Testylis, aa du maa finde paa raad for min grusomme pine!
Helt har han fanget mig arme, hin herlige yngling fra Myndos.
Gaa nu og vent paa ham hist ved Timagetos’ skole.
Der har han stadig sin gang; der pleier han gjerne at sitte.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Stjæl dig saa til at gi ham et nik, naar du ser han er ene.
Hvisk saa: «Kom med til Simaita!» og list dig med ham til mit kammer.»
Saa jeg talte. Hun gik og førte den straalende Delfis
hit til mit hus; men i selvsamme stund som jeg saa at han traadte
over min tærskel med lydløse fjed og ind gjennem døren —
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
— for gjennem marv og ben en isnende gysen. Da perlet
sveddraaper frem paa min pande som dugg fra regntunge himmel.
Ikke et ord fik jeg sagt, nei ikke saa meget som barnet,
naar til sin elskede mor det stammende laller i vuggen;
men som en dukke av voks blev jeg blek, og trækkene stivnet.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Og da han saa mig, den troløse mand, slog han øiet til jorden,
kom saa og satte sig ned ved min seng og begyndte at tale:
«Nu var det forsprang du fik, ei større, Simaita, end nylig
mit da jeg løp over banen og vandt paa den skjønne Filinos,
nu da du kaldte mig hit, før jeg ubuden kom til dit kammer.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Ti av mig selv var jeg kommet, jeg sverger ved Eros, ja kommet
straks naar det led imot nat, med to eller tre i mit følge,
bærende ømt ved min barm Dionysos’ kjærlighetsepler
og med de hellige skud av Herakles’ sølvhvite poppel
flettet med purpurrødt baand til kjølende krans om min tinding.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Glad var jeg blit, om I da hadde lukket mig ind med det gode;
ti i vor vennekreds kalder man mig «den raske og vakre»!
Fik jeg et kys av din yndige mund, saa fandt jeg vel hvile.
Men hvis I viste mig bort, og døren var lukket med skaaten,
da blev I gjestet forvisst med økser og brændende fakler.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Først maa jeg nævne den tak jeg skylder den naadige Kypris.
Men næst Kypris har du, min elskede, frelst mig fra ilden,
du som har kaldt mig, forbrændt som jeg var, til dette dit kammer.
Sandelig tænder dog Eros en flammende lue som brænder
hetere tidt end Hefaistos’ ild paa Liparas esse.
Hør nu hvorfra min kjærlighet kom, du høie Selene!
Tidt har han jaget den tugtige mø i febersykt vanvid
ut fra det hjemlige kammer og bruden fra brudgommens leie,
medens det endnu var varmt.» Saa talte han. Let var jeg lokket.
Ømt jeg grep om hans haand, og han sank paa det svulmende leie.
Favn i favn vi hvilte saa varmt. Langt hetere glødet
kindet end før, og vi hvisket de søteste ord til hinanden.
Og for at slippe at sige dig alt, du kjære Selene.
Underet skedde, det største, og længselen stillet vi begge.
Ikke har han eller jeg med et ord villet saare den anden
helt til igaar; men den samiske fremmede, mor til Melikso
og til Filiste som spiller saa søtt paa fløite, kom til mig
netop idag, da mot himlen den rosenarmede Eos
steg fra Okeanos’ dyp med de fotrappe heste for vognen.
Mangt blev fortalt, og blandt andet at Delfis igjen er forelsket.
Om det var mø eller mand han sværmet for, visste hun ikke
sikkert, fortalte hun. Ett var dog sikkert og visst, at han altid
drak av den sterkeste vin paa den elskedes vel, og omsider
skyndte sig bort, som han sa, for at kranse sin kjærestes bolig.
Saa har den fremmede kvinde fortalt, og ak! det er sandhet.
Ja, ti han kom jo tregange før eller fire om dagen.
Mangengang satte han her sin doriske krukke med salve.
Nu er det gaat tolv samfulde døgn siden sidst da jeg saa ham.
Mig har han visselig glemt og fryder sig nu hos en anden.
Nu vil jeg binde hans hu ved min seid; men er han mig utro
siden —, ved moirerne! da skal han banke paa porten til Hades.
Ja, ti jeg gjemmer for ham i mit skrin, du høie gudinde,
dræpende gift. En mand fra Assyrien solgte mig drikken.
Hil dig, mægtige guddom! Og styr nu du dine heste
ned mot Okeanos. Jeg faar bære min nød som jeg bar den.
Bleke Selene, farvel! Farvel I stjerner som tause
følger den signede nat, naar tyst hun tøiler sit firspand.