Visst, min Nikias, tror jeg at ei nogen lægedom findes,
ei nogen salve og ei nogen urt, mot elskovens vunder
uten hvad muserne gir os av trøst. Med sangenes sødme
letter de sindet; men vanskelig nok er det middel at finde.
Ingen kan vite det bedre end du; ti selv er du læge,
selv er du elsket av alle de ni, ja musernes yndling.
Saaledes lettet tilforn paa vor ø Polyfemos, kyklopen,
hjertet og levet tilfreds, da han elsket saa vildt Galatea
just da det spirende dun sig kruset om mund og paa kinder.
Elskoven tolket han ei med epler og roser og lokker;
nei men han bar sig som gal og glemte alt andet for hende.
Tidt maatte faarene gaa alene tilbake til kveen
hjem fra de frodige beiter, mens han fra den gryende morgen
sat ved den tangklædte strand og priste i sang Galatea
pint av det verkende saar som blev voldt av den mægtige Kypris,
da hun fik fæstet sin smertende pil saa dypt i hans hjerte.
Helsebot fandt han dog selv; ti høit paa en fjeldskrænt ved stranden
satte han sig og sang, mens blikket gled ut over havet:
«Snehvite mø Galatea, hvi kaster du vrak paa din elsker?
Nylaget ost er ikke saa hvit; saa mykt er ei lammet.
Kaatere er du end kalven; mer trind end umoden drue.
Hen til mig kommer du straks, naar jeg hviler i søteste slummer;
men naar jeg vaakner av søvnen saa søt, ja da er du borte.
Naar du faar se mig, da flygter du straks som lammet for ulven.
Dig blev jeg stormende glad i, min skat, da jeg førstegang saa dig,
dengang du kom for at følge min mor og plukke paa fjeldet
hyacinternes blomst, og jeg skulde vise jer veien.
Siden jeg dengang fik se dig, kan aldrig mit sind finde hvile
like til nu; men ved Zevs, det rører dig ikke det mindste.
Deilige mø, jeg vet hvad det er som gjør at du skyr mig.
Bare fordi mit buskede bryn i en eneste bue
strækker sig tvers over panden og gaar fra øre til øre.
Øiet er ogsaa kun ett og næsen litt bred over læben.
Slik som jeg er, jeg eier dog fæ som i tusener tælles.
Dem kan jeg melke og drikke den feteste melk som jeg lyster.
Knapt for ost er det aldrig hos mig hverken høst eller sommer,
aldrig i strengeste vinter; ti altid er hylderne fulde.
Blæse paa fløite kan ingen som jeg av egnens kykloper,
naar i den sildige nat jeg synger saa tidt om os begge,
dig, min skat og mig selv. For din skyld holder jeg elleve
raadyr med stjerner i panden og fire smaa unger av bjørner.
Aa, du maa komme til mig! Du skal sletikke tape paa byttet.
La det saa larme paa mørkeblaatt hav, naar det brytes mot stranden.
Hjemme i grotten hos mig vil du hygge dig bedre om natten.
Der gror skyggende laurer og lunder av ranke cypresser.
Der gror mørkegrøn vedbend og ranker med deilige druer.
Kjølig og frisk er den rislende bæk som det løvkranste Ætna
sender som svalende gudedrik ned fra de snedækte tinder.
Hvo vilde finde det bedre at bo i hav og paa bølge?
Men om du synes jeg selv er en smule for laadden og skjægget,
da har jeg ekeved nok og glør under asken paa arnen.
Svies jeg bare av dig, skal jeg taale det, selv om du svier
sjelen min med og min dyreste skat, mit eneste øie.
Aa, at dog ikke min mor kunde bragt mig til verden med finner,
saa jeg til dig kunde dykke og kysse din haand, hvis du ikke
vil jeg skal kysse din mund. Da kom jeg med sneklokker hvite
eller med rødmende valmu som varslet mig lykke i elskov.
Valmuen blomstrer ved midtsommerstid; om vinteren spirer
sneklokker frem, saa jeg kunde jo ei faa bragt dem paa engang.
Kommer her engang paa seilende skib en fremmed til øen,
da, min hjertenskjær, skal jeg faa lært at svømme ialfald,
saa jeg kan fatte hvad glæde I har av at dvæle i dypet.
Aa, Galatea, kom hit og glem at vende tilbake!
Glem det som jeg, naar jeg sitter ikveld og glemmer min hjemfærd!
Aa, om du hjalp mig at gjæte mit fæ og melke min bøling
og med at yste og blande den syrlige løpe i melken!
Skylden er mors. Mot mig er hun slem. Jeg har ret til at klage.
Ikke en eneste gang har hun rost mig litt i dit paahør,
endda hun ser hvor mager jeg blir fra dag og til anden.
Nu vil jeg si jeg er syk, at det verker i hode og føtter
saa hun kan pines hun ogsaa, naar jeg maa pines saa grusomt. —
Aa kyklop, kyklop! hvor flyver din vildsomme tanke?
Klokere gjorde du vist, om du gik og flettet dig kurver,
eller skar av litt løv og bragte det til dine smaalam.
Melk den gjet du faar tak i! Hvi følger du den som vil flygte?
En Galatea du finder dig nok, en vakrere kanske.
Mangen en ungmø vil lokke mig til at gantes om kvelden.
Kniser og ler gjør de alle, saasnart jeg vil laane dem øre.
Ja, det er klart at paa land blir jeg rentut holdt for en støver.»
Saaledes kunde med sang Polyfemos faa døvet sin elskov.
Lettere blev han tilsinds, og han slap at betale for kuren.