Da Foraaret kom, blev Onkel Johan alvorlig syg og kunde snart ikke mere forlade den ham yderst forhadte Seng. Efterhaanden som Ondet tog til, vilde han kun se Emma og Victor om sig, hvorfor denne flyttede derhen og hjalp med at vaage om Natten.
«O, Bedstemoder,» sagde han en Morgen, da han et Øjeblik saa ind til os, «hvor det er gribende at høre Onkel saa klart forstaa, hvad han har forsømt og forbrudt, og paa samme Tid saa levende føle sin fuldkomne Afmagt til at oprejse det forsømte og gjøre sket usket. Jeg synes, al Letsindighed maa ryddes ud af dens Sjæl, der har staaet ved et saadant Dødsleje. — Emma er en god Engel; hun sidder ved Sengen med sin lille Bibel og gyder Trøst i hans fortørrede Hjærte. Jeg har ogsaa undertiden læst for ham af den hellige Skrift, men da har jeg ofte truffet noget, der i Stedet for at trøste ængstede og forfærdede ham. Hun derimod er saa kjendt og hjemme i den, at hun altid ved, hvor det Ord staar, han netop trænger til, og kan finde Svar paa ethvert Spørgsmaal, enhver Tvivl og Skrupel. Og saa er der saadan en velgjørende Ro over hende, der trøster langt mere end min ophidsede Deltagelse.»
En anden Gang, da Victor traf mig ene, sagde han:
«Ved du, hvad jeg har udfundet, at Emma og vor kjære Frederik Storm vilde passe ypperligt sammen og gjøre hinanden ubeskrivelig lykkelige. Men, lille Søster, er Du saa stolt? Jeg ser, Du rødmer, og hele din Mine er en Indvending. Fy, Ili! Hvad mig angaar, da udsletter hans ædle, ophøjede Karakter enhver Standsforskjel.»
«Du tager fejl, Victor, det var ikke min Mening; jeg er saa lidt stolt, at jeg ikke en Gang rigtig kan forstaa dem, der tale i en vis Aand, og undertiden spørger mig selv, om de virkelig hylde saa fordrejede og unaturlige Meninger, og hvis det er Tilfældet, om deres Forstand da ikke har en Fejl, eller om det er min, der har det. — Jeg tænkte kun, at Hr. Storm sætter stor Pris paa ungdommelig Munterhed og Liv, og at Emma bestemt aldrig vil gifte sig, da hele hendes Sjæl er hos Søsteren og Søsterens Børn.»
Omtrent midt i Maj døde Onkel Johan; hans sidste Dage vare smertefri og rolige, og den Anger, han følte over sit forspildte, kjærlighedsløse Liv, var ikke mere saa fortærende bitter, men mildnet af Tro og Haab.
Da Victor kom hjem, var han ganske rystet og anstrængt; vi plejede ham imidlertid paa det bedste og søgte foreløbig at holde ham fra Studeringerne.
«Lille Emmy,» sagde han en Dag, «Du maa ikke saadan forkjæle mig; jeg er nu fuldkommen mig selv igjen og trænger hverken til Kraftsuppe eller Kyllinger. Desuden maa vi være meget sparsommelige, thi ser Du, den Hjælp, jeg fik af Onkel, ophører jo nu.» «Er Du ganske vis herpaa, Victor?» «Fuldkommen, da han var rask, gjentog han det daglig.»
Jeg svarede intet, men tænkte i mit stille Sind, at Frederik nok vilde finde paa en eller anden Udvej, saa Pengene alligevel kunde tilflyde os.
«Der er en fremmed Mand ude,» meldte Jomfru Mørk en Morgen, som vi sade ved Frokostbordet, «en rigtig skummel, forslagen en; hvem ved, hvad han fører i sit Skjold. Han vilde tale med Student Felsen, sagde han uden videre, og var Prokurator Knude. Da han viste sig som et Menneske uden al Opdragelse, lod Jeg ham naturligvis staa udenfor, sigende, at Jeg skulde melde ham hos min unge Herre, der dog vist næppe i Øjeblikket havde Lejlighed til at tage imod ham.»
«Resultatet af Deres Opførsel, kjære Jomfru Mørk,» lo Victor, «er kun, at jeg maa være dobbelt høflig for at gjøre den god igjen. — Blot det nu ikke er en Regning fra gammel Tid, der dukker op!»
Lidt efter hørte vi Prokuratoren gaa; det varede imidlertid saa længe, før Victor kom ind igjen, at vi alle bleve urolige. Tilsidst bankede jeg paa hans Dør og raabte ind:
«Kaffen bliver kold, Victor, og Bedstemoder vil ikke drikke uden Dig.»
Han kom ufortøvet med et Brev og et Papir i Haanden; der maatte være noget paa Færde, thi hans hele Væsen var i Oprør.
«Var det en Regning?» spurgte jeg tøvende. «Dette er en Forskrivning med mit Navn under,» svarede han, «paa over en halv Tønde Guld, og dette er et Brev, der sikkrer mig Evnen til at betale den. O, Bedstemoder, for din Skyld er jeg saa glad, saa glad!»
Og med en Stemme, der sittrede mellem Latter og Graad, fortalte han os i faa Ord, der dog ofte afbrødes af glade usammenhængende Udraab, at Onkel Johan havde kjøbt Egeborg i hans Navn til ham. Prokurator Knude havde været bemyndiget til at holde det skjult, indtil Begravelsen var vel overstaaet.
«Min første Handling,» endte han, «var at udstede dette Bevis paa, hvad jeg skylder Dig, Bedstemoder; Du skal tage det, Du bør, om ikke for din egen, saa for mine Søskendes Skyld.»
Bedstemoder rejste sig langsomt op og forlod Stuen uden et Ord, søgende Ensomhed, som det var hendes Sædvane ved enhver overvældende Begivenhed.
«Men, Ili, Du ser saa forskrækket paa mig; Du forstaar det nok ikke rigtigt endnu, og det gjør jeg selv da ikke heller. Stakkels Onkel, stakkels gamle Onkel! Læs her: «Til Tak for din Kjærlighed, den, som jeg intetsomhelst har gjort for at fortjene.» Er det ikke mærkeligt! — Hvor er Kjæledæggen? Du skal faa en Hest, Julie, en yndig, lille Norbak som den, vi saa paa Langelinie, og De, Jomfru Mørk, skal iklædes en Myndighed uden Grænse, og Du, Ili —»
Hans Talestrøm afbrødes ved Bedstemoders indtrædelse; hun var ganske bleg, og det forekom mig, som saa hun ældre ud; hendes Holdning var mindre fast; Taarerne. — dem, hun ellers altid betvang eller dog i al Fald dulgte — løb uhindret ned ad hendes Kinder, og der var en underlig Blanding af dyb Kummer og rigtig Hjerteglæde i hendes Udtryk.
«Børn,» sagde hun, idet hun rakte Hænderne ud imod os, «o, hvor jeg er en Stakkel! Havde jeg blot bøjet mig under Vorherres Haand, da havde hans Naade ikke nu nedtrykt mig saa dybt! Men jeg Daare trodsede, ansaa mig for forurettet, ja, vovede næsten at foreholde Skaberen mine usle, usle Fortjenester. Det syndige heri er vel efterhaanden gaaet op for mig, men jeg vilde ikke tilstaa det aabent, hverken for mig selv eller andre; Stoltheden kæmpede imod til det yderste, dog nu har den faaet sit Banesaar. — Saa Du er nu Herre paa din Moders Gaard, min Victor, lovet være Gud!»
Bedstemoder hulkede; derpaa begyndte hun igjen, idet hun drejede og krøllede Gjældsbeviset mellem Fingrene uden at tænke paa, hvad det var:
«Ræk mig Haanden, Jomfru Mørk, o, havde jeg taget Deres Penge, havde jeg blot taget dem, da vilde mit Hjærte være lettere nu! —
vær vis paa, at jeg, skjøndt jeg lod som ingenting, godt bemærkede, hvad hver især virkede og stred. Du, min Victor, arbejdede ikke saa utrætteligt for din egen Skyld; dit Maal var at forsøde den Gamles sidste Dage. Jeg har set Dig, Emilie, gaa stille om, skaanende mine Særheder altfor ømt, og bestræbende Dig for at glæde enhver og gjøre os alle tilmaade, efter vore forskjellige Naturer. Selv Julie har, paa sin barnlige Vis, kæmpet og vundet Sejr; jeg har læst mangt et Ønske i hendes lille Ansigt, der blev uudtalt, af Frygt for at besvære eller volde Udgift. — Af egen Erfaring ved jeg nu, at det ikke altid er et smukt Træk hellere at ville give end tage; det er sødt for den hovmodige at være en Magt, andre trænge til, uden selv at trænge til nogen.»
«Fru Baronesse, undskyld, at jeg afbryder, men jeg kan ikke godt høre sligt blive sagt, ikke engang af Deres egen Mund. Gjorde De ikke godt, netop i Løndom, og var det ikke ædelt og stort, at De hellere vilde bære ethvert Savn, end glemme hvad De skyldte Dem selv. Kjære, naadige Frue, De er bestemt ikke rask, saadan har De aldrig været før.»
«Jeg er netop rask, men jeg er saa overvældet og saa angerfuld! I skulle se, Børn, at Bedstemoder vil blive taalmodig, ydmyg og rede til at modtage Hjælp, naar Alderdomssvaghed — den ingen Formue kan bortkjøbe — gjør mig afhængig af Eders Kjærlighed.»
Bedstemoder tog mig i sine Arme og trykkede mig tæt til sit Hjærte, tæt som aldrig før. Der var en mild Glands i hendes Blik, og noget saa hengivent og uforbeholdent i hendes Væsen og Tale, at man fristedes til at spørge: er det virkelig hende selv. Den Glæde, jeg følte, ved at se hende saaledes, var tusinde Gange større, end Glæden over Arven.
Jomfru Mørk, der hele Tiden havde vedligeholdt Fatningen, tog nu Ordet i en Tone, der var saa irettesættende, som hendes dybe Respekt nogenlunde kunde tillade:
«Om jeg tør være saa fri, min naadige Baronesse, synes det mig ikke, her er Grund til en saa overdreven Glæde. Dette var en, efter Familiens Krav til Livet, sørgelig Tilværelse, som jeg aldrig har kunnet regne for andet end midlertidig; det er i sin Orden, at den afløses af en bedre og mere passende.»
«Hør hende,» sagde Bedstemoder leende, «blot vi nu ikke blive Uvenner i vor Alderdom, Jomfru Mørk; jeg tror sandelig, De vil tvinge mig til at blive den gamle stolte og bydende Herskerinde.»
«Tvinge, bevares nej! men det kommer nok af sig selv; dette er bare saadan en lille Overgang, haaber jeg.»
Henad Eftermiddagen, da vi vare komne en Smule til Ro efter Overraskelsen, sagde Bedstemoder pludseligt:
«I vor egen Lykke maa vi ikke glemme andre; jeg har ofte ønsket, at kunne give den skikkelige Kone, der gaar her, en lille Opmuntring ; Gud ske Lov, nu kan det lade sig gjøre. Hvormeget foreslaar De, Jomfru Mørk?»
«Aa, hun har saamænd havt sin gode Fortjeneste her, og er forvænt nok; desuden har hun sine Fejl.»
«Dem have vi alle, men lad det saa blive ved ti Kroner. Vil De kalde paa hende; hun er her vel endnu.»
Jomfru Mørk gik ud for at se ad, men kom, efter at vi et Par Gange havde hørt hende raabe Gertrud, Gertrud, tilbage, sigende at Konen var gaaet, men at hun jo kunde flye hende Pengene næste Dag.
«De tager fejl,» indvendte jeg, truende med Fingeren, «hun er derude, og jeg skal nok finde hende.»
Og, førend Jomfru Mørk kunde forhindre det, hentede jeg et stort, hvidt Blaarlærredsforklæde, med et Uhyre af en Smekke, ind fra Kjøkkenet.
«Her er Gertrud, Bedstemoder, uden al Vrøvl og uden al Familie, men lønnes med Guld kan hun ikke.»
Hvor hun blev rød, skamfuld, glad og vred, alt paa engang, og hvor Bedstemoder lo og græd, medens jeg forklarede Sammenhængen.
Lidt efter kom den gode, gamle Sjæl stikkende med sin Døbeseddel! Magdalene Cathrine Gertrude Mørk.
«Gertrude», gjentog hun, idet hun lagde Pegefingeren paa Navnet, og saa forklarende og undskyldende paa os.
Næste Morgen, da jeg vaagnede, spurgte jeg mig selv: Hvad er der dog sket? og saa huskede jeg først det hele. Derpaa grundede jeg paa, om Bedstemoder virkelig idag, i morgen og fremdeles, vilde være som igaar, eller om Jomfru Mørt skulde faa Ret.
Jeg listede mig ind i hendes Sovekammer; hun sov ganske trygt, men selv i Søvne havde hendes Ansigt et Udtryk, der fuldkomment tilfredsstillende besvarede mit Spørgsmaal, og gjorde Ende paa al Frygt og Tvivl. Der var en ophøjet Fred, noget baade smeltet og luttret udbredt over det kjære, blege, gamle Ansigt; hun var vist nylig slumret ind; Hænderne vare foldede; Kinden viste endnu Spor af Taarer, og Hovedpuden var ganske vaad.
Det var en sælsom Tanke, at vi skulde tilbage til vort gamle Hjem; for mig var den imidlertid ikke ublandet glædelig, men ledsaget af Uro, ja næsten Angst. Forunderligt var det ogsaa, at Frederik Storm ved sin dulgte Velgjerning, havde paavirket Onkel og foranlediget alt dette. Jeg vilde aldrig forraade ham; det forekom mig næsten, som var det min egen Sag, som havde jeg Part deri.
«Det er smukt og glædeligt,» sagde Victor faa Dage efter, «saa megen Deltagelse, der strømmer mig i Møde fra alle Kanter; sligt gjør En saa godt.»
«Den Lærdom, Modgangen har givet os,» svarede Bedstemoder, idet hun kyssede hans Pande, «maa ikke være spildt. Før trængte Du mere til Deltagelse, Victor.»
«Men jeg var saadan en forstemt, kjedelig Fyr, med hvem der intet kunde stilles an, hvorfor jeg ikke kan fortænke Folk i, at de undgik mig. Du kan iøvrigt være ganske rolig, Bedstemoder, jeg bliver aldrig den, jeg var før Ulykken. Fornøjelser ere intet Maal mere for mig; jeg lever ikke i Øjeblikket alene, og vil dertil — skjøndt det unægtelig strider mod min Natur — med Guds Hjælp blive en streng Økonom; jeg indser nemlig klart, at dette er bydende Pligt for enhver Æresmand, og den eneste Vej til at kunne udrette noget virkelig godt. Der er Alvor i min Sjæl, Bedstemoder, tror Du det?»
Og den gode Villie lyste ud af hans smukke, ærlige Øjne, og gav hele hans Skikkelse noget endnu mandigere og ædlere end sædvanligt.
«Giv mig et godt Raad,» spurgte han senere, «hvem skal jeg tage til Kommissionær, Knude eller Skrue?»
«Naturligvis Knude; Onkel Johan kjendte nok sine Folk.»
«Ja, men Skrue, stakkels Karl,» indvendte han for ramme Alvor, «har, som han siger, haft saa meget Bryderi med vore Affærer, at det næsten er utaknemmeligt at forlade ham nu.»
Vi spottede lidt over hans Troskyldighed, men holdt dog endnu mere af ham, paa Grund af den.
«Hverken Knude eller Skrue,» bad Jomfru Mørk, «en Tølper er ligesaa ubehagelig, som en Kjæltring er farlig.»
Knude blev imidlertid, af en Slags Pietetsfølelse mod Onkel Johan, den Begunstigede, og ved hans Hjælp lykkedes det — til Jomfru Mørks ubeskrivelige Glæde — at faa en Del af vort Familie-Sølvtøj kjøbt tilbage. Eduard meldte sig snart, og fik straks sin gamle Plads, fordi han, som hans Herre udtrykte sig, havde holdt sig til os i de onde Dage.
«Se her, Ili;» udraabte Victor en Morgen, idet han rakte mig Avisen, «vor Stedmoder staar mellem de Rejsende; eftersom Forholdene have stillet sig, finder jeg, at vi, for Faders Skyld, bør gjøre hende en Visit.»
Lille Julie trak mig ængstelig i Kjolen og bad:
«Jeg maa nok blive hjemme, ikke?»
«Jovist maa Du, og vi ville ogsaa gjøre det saa kort af som muligt.»
Da vi gik op ad Hotellets Trappe, saa jeg min Stedmoder, pragtfuldt klædt, og smukkere end nogensinde, komme ud af en Dør, fulgt af nogle Damer og Herrer. Da hun fik Øje paa os, standsede hun et Sekund, vinkede derpaa ad sine Ledsagere, og gik ind i en Sidegang. Jeg kunde ikke høre, hvad hun sagde, men hendes Mine udtrykte, at vi vare et Paahæng, hun for enhver Pris vilde undgaa. Victor havde intet bemærket, og vi gik derfor til hendes Værelser, hvor Glitterup tog imod os, og med skadefro Blinken i Øjnene beklagede, at hendes Frue lige var gaaet; ubegribeligt, at vi ikke havde mødt hende.
Formodentlig har Efterretningen om Arven straks efter naaet vor Stedmoder, thi endnu samme Eftermiddag gjengjældte hun Besøget, Hun havde ret længtes efter os, sagde hun; vi havde ikke besvaret Brevet, og det havde gjort hende saa ondt.
«Vi have intet Brev faaet,» forsikkrede Victor.
«Hvorledes! det er gaaet tabt; hvad have De maattet dømme om mig? ak, jeg har lidt meget, og Sorgen har forandret mig og gjort mig fornuftigere; nu vilde alt være gaaet bedre end før.»
«Der var Fordom, og følgelig Skyld paa begge Sider,» svarede Bedstemoder roligt, «jeg mener paa Deres og min, thi Børnene maa jeg frikjende.»
«Fuldkomment, fuldkomment! men hvor er den lille kjære» — jeg tror hun havde glemt Navnet — «min Favorit?»
Jeg søgte allevegne efter Julie, men skjøndt hun aldrig gik ud paa egen Haand, og Lejligheden intet som helst Smuthul indeholdt, var hun ikke til at finde, og først, da Vognen var kjørt bortt kom den lille Kryster, ganske rød i Hovedet og halvkvalt, ud af Victors Klædeskab. Denne Visit blev den eneste; kort efter rejste vor Stedmoder til Italien, og blev der — efter først at have antaget den katolske Tro — gift med en ubemidlet Prinds, som skal være frygtelig jaloux og lade hende bo paa et afsides Slot, hvor hans gamle Moder agerer Fangevogter. —
Det var en højtidelig Stund, da Victor kom for at hente os ud til Egeborg, hvor han og Jomfru Mørk havde gjort alt i Stand til vor Modtagelse. Den trofaste, kjærlige Sophie vilde slet ikke slippe mig.
«Emma er rejst til Skaane,» sagde hun, «nu rejser ogsaa Du, og jeg maa græde, skjøndt jeg vel burde være umaadelig glad.»