Vore Forhold bleve, som en Følge af dette Tillæg, mindre trykkende; Victor forcerede ikke sin Flid saa meget, blev atter munter og fik sit sunde, friske Udseende tilbage.
«Hvad mener Du, Bedstemoder,» spurgte han en Morgen, «om jeg benytter Frederik Storms Indbydelse og tilbringer Paaskeferien ude hos ham.»
«I dit Sted holdt jeg ikke af at komme paa den Maade til den Egn.»
«O, Bedstemoder, mit Venskab for ham er større end min Stolthed, Med Dig vilde jeg kun komme i egen Ekvipage og med Evne til at kjøbe Godset tilbage; alene rejser jeg derimod gjærne i Diligencen, fornøjet over at kunne besøge de gamle Steder som enhver anden fremmed. Julie vil desuden absolut have mig af Sted med det Bonbon, hun har gjemt fra Juletræet til Pastor Dahl.»
Victor kom meget oprømt og livlig tilbage fra sin lille Udflugt og kunde ikke holde op at rose Forholdet mellem Onkel og Nevø. I Sommerens Løb skulde der opføres en ny Præstegaard, ikke stor, men rigtig hyggelig og smuk; han havde Tegningen med i Lommen. Medens jeg et Øjeblik var inde i Sideværelset, hørte jeg ham pludselig udraabe:
«Men jeg havde nær glemt at fortælle, at Frederik er bleven —»
Jeg hørte ikke mere, men stod ganske forskrækket og turde ikke gaa ind igjen; det var, som laa Fremtiden paa en Gang saa lang og tom foran mig. Jeg kaldte paa Julie; af hende vilde jeg helst høre det.
«Kjære, hvad var han bleven?» «Hvem?» «Pastor Storm.»
«Hvad skulde han være bleven? Jeg hørte ikke efter, hvad de sagde. Se, disse Æg med brogede Billeder paa, dem havde Victor med til mig.»
«Spørg derom, Julie.»
Den Lille stillede sig i Døren og raabte, før jeg kunde forhindre det:
«Ili vil vide, hvad han er bleven.»
«Ridder, fordi han reddede et Barn fra at omkomme, paa Isen. — Men, Emmy, hvad Du har for et straalende Ansigt, jeg kan ikke kjende Dig igjen!»
Og Victor lagde Armen om mit Liv og førte mig hen foran Spejlet. Straks efter kom Sophie, og jeg fik ikke et Øjebliks Ro til at tænke efter før om Aftenen, da jeg var alene med mit sovende Barn og skulde aflægge Regnskab for Dagen; og selv da søgte noget inden i mig at undvige, skjule sig, smutte bort; men jeg tvang det frem og tvang det til at skrifte.
Hvad var det, jeg havde følt? Undte jeg, der selv intet vilde bidrage til hans Lykke, ham ikke en Gang at finde den ved en andens Side? eller havde Tanken om hans Forlovelse kun bedrøvet mig, fordi en saadan Ustadighed stod i Strid med hele hans Karakter. Dog nej, jeg følte og forstod, at Bevidstheden om hans Kjærlighed efterhaanden, mig selv uafvidende, var bleven min bedste Skat.
Skulde det være muligt, dersom han kom igjen — men det vilde han aldrig, aldrig, aldrig! — at mit Svar da blev et andet; havde jeg maaske i Overraskelsens Øjeblik forspildt Lykken for os begge? Dog, Vorherre styrede sikkert alt til det bedste; paa Ham vilde jeg kaste min Sorg, Ham vilde jeg elske og tjene med dette stakkels svage, ustadige Hjærte. Hvor ofte havde Frederik ikke talt til mig om Gud, trøstende og styrkende var Mindet om hans varme, oprigtige Tro.
Jeg lukkede min Kommode op, tog den Mark, jeg havde faaet af ham hin Aften hjemme, og gjemte den i en Perlemoders Æske ved Moders Haarlok og nogle Blomster fra mine Forældres Grave. O, det var besynderligt, at et flygtigt, misforstaaet Ord saaledes ganske pludseligt kunde aabenbare, hvad der længe havde spiret og vokset skjult i Sjælens Inderste.
«Stræb at ligne ham, Victor,» havde Moder ofte sagt, «en bedre Søn kan ingen ønske sig.» O, havde jeg hende nu og kunde betro mig til hende!
Det gik ret levende op for mig, hvor meget jeg allerede skyldte hans Paavirkning, og tillige hvor meget jeg endnu behøvede den; og dette var en bittersød Tanke.
Da jeg vaagnede næste Morgen, var der fuldkomment Havblik i min Sjæl, men jeg var tillige forandret, og der kom en underlig Vemod og Stilhed over mig.
Ensformige og regelmæssige forløb Dagene; med en sælsom Følelse af Lykke hørte jeg bestandig mine Kjæres Lovtaler over Frederik; selv Bedstemoder glemte sit afmaalte Væsen og blev varm ved hans Ros.
«Men Du, Ili,» sagde Julie en Gang, «holder vist ikke rigtigt af ham, for Du tier altid stille.»
«Den, der tier, samtykker, ved Du nok.»
Min Stemme lød underligt, men det mærkede de ikke, og Mørket skjulte min Rødme. —
Victor var overordentlig flittig og fik efterhaanden mere og mere Interesse for sit Studium; han vilde have følt sig meget tilfreds, dersom Onkel Johans ukjærlige, frastødende Væsen ikke havde været.
«Min Forstand staar stille, Emilie, hvad skal jeg finde paa? Var det ikke for Eders Skyld, vilde jeg, saa vist Gud lever, frasige mig Pengene.»
Han saa saa ulykkelig ud, at jeg besluttede mig til at tale med Emma for om muligt gjennem hende at paavirke Onkel.
Hun sad paa sin Taburet ved Sybordet; i det aabne Vindue stod en blomstrende Kala; der Var saa stille i Stuen, at man kunde høre en Myg surre. Hendes smalle, smaa Fingre arbejdede flittigt paa et lille Barneforklæde; det skulde bestemt være til hendes Navne i Skaane, og Tankerne, der gave hendes Ansigt et saa kjærligt Udtryk, de vare vist ogsaa i Skaane.
«Goddag, Emilie, jeg mærkede slet ikke, at Du kom.»
«Jeg kommer for at forlange en stor Tjeneste af Dig, Emma; Du maa forklare Onkel, at Victor ikke kan tage mod hans Godhed paa denne Maade.»
«Det kan jeg ikke,» svarede hun med Liv, «stakkels Onkel! Jeg vil før bede Victor holde sin Taknemmelighed tilbage. Onkel er ikke rask; hans Fod er værre, og saa ængster det mig ogsaa, at han er saa forandret imod mig langt venligere end før. Dette vilde naturligvis være glædeligt, naar jeg ikke betragtede det som Tegn paa legemlig Svaghed. Nej, Emilie, det er Victor, der maa forskaane ham.»
«Hvorfor ser Du saa underligt paa mig, Emma?»
Jeg vilde blot spørge, om Du kjender en Fru Lund.»
«Fru Lund? Det tror jeg ikke; jo, dog! Hjemme havde vi for mange Aar siden en Syjomfru, der blev gift med en velhavende Skipper Lund; hun kalder sig maaske nu Frue. Men hvad vedkommer det Victor og Onkel?»
«Have dine Forældre ikke bevist hende meget Godt?»
«Nej, hvor Du ser hemmelighedsfuld ud, Emma, jeg bliver ganske højtidelig stemt!» «Kjære, faar jeg intet Svar?» «Moder gav hende en Dug med tolv Servietter i Brudegave; det husker jeg tydeligt, og det var hun umaadelig glad over. Dog, hvad mener Du? Forklar Dig.»
«Du kan jo tie, Kusine,» svarede hun, idet hun tog min Haand, «og jeg er vis paa, at Du ikke vil misbruge min Tillid. Det er Fru Lund, der giver Victor Pengene; Onkel har kun, paa hendes indstændige Forestilling, taget sig Skylden paa. Af ham vilde de blive modtagne, ikke af hende, sagde hun. Men, Emilie, hvad vil Du gjøre?»
«Jeg maa se denne ædelmodige Kone, jeg maa tale med hende og takke hende. Vær rolig, hjemme skulle de intet ane; jeg gaar nu straks derhen, ganske alene. Hvor bor hun?»
«Du er saa hastig, jeg fortryder næsten, at jeg har talt, men jeg gjorde det for Onkels Skyld. Fru Lund bor paa Kristianshavn, Overgaden neden Vandet, men det er bedre, Du ikke gaar, Emilie!»
Dog, jeg var allerede nede af Trapperne og stod snart paa Kristianshavn, hvor det endelig — efter megen Spørgen og Gaaen frem og tilbage, som en Følge af dunkle eller forkerte Anvisninger — lykkedes mig at finde Fru Lunds Hus, en gammel, rød Bygning med stejle Trapper, der meget hensigtsmæssigt ved hver Afsats var forsynede med Siddepladser op til Muren. En stærk Duft af friskbrændt Kaffe strømmede ud af den halvaabne, brune Dør med den hvide Plade, hvori Navnet Lund var ridset med store, tydelige Bogstaver. Jeg vovede ikke at betænke mig af Frygt for, at Modet skulde glippe, men gik hurtigt ind i Entreen og bankede paa Døren ligefor.
Da der intet Svar paafulgte, aabnede jeg den uden videre og kom saa ind i en temmelig stor, ret hyggelig Stue, hvor en fem, seks halvgamle, pyntede Kvinder sade omkring et lille med friskt Hvedebrød velforsynet Kaffebord. De stak, i Ordets egentligste Forstand, Hovederne sammen, og jeg fik uvilkaarligt det Indtryk, at Næsten maatte holde for. Saa ivrige og optagne vare de, at jeg ikke blev bemærket, før jeg stod lige foran dem.
«Undskyld, jeg vilde gjærne tale med Fru Lund.»
Jeg henvendte disse Ord til den lille trivelige Person, der stod foran Bakken, hvem Morgenkappe og Silkeforklæde betegnede som Værtinde.
«Til Tjeneste,» svarede hun, idet hun nejede høfligt, «vil De se Lejligheden ovenpaa?»
Da hun talte, kunde jeg kjende hende igjen fra min Barndom. Jeg saa nøje paa dette brede, glatte, lidt flade Ansigt med de smaa, ubetydelige Træk, de milde, lyse Øjne og det hverdagsagtige Udtryk. Der fandtes ikke en Fold eller Rynke, hvor jeg kunde tænke mig, at noget ualmindeligt, være sig godt eller ondt, kunde være skjult.
«Fem Værelser, Kjøkken, Spisekammer og Tørreloft,» vedblev hun, «alt i bedste Orden, propert og bekvemt. Behager De at følge mig.»
«Det er en Misforstaaelse, jeg ønsker ingen Bolig, men vil derimod bede Dem om to Minuters Samtale i Enrum.»
Hun saa kjendelig skuffet ud og tillige lidt ærgerlig over at være bleven forstyrret til ingen Nytte. Jeg tror ogsaa, hun frygtede for en eller anden Anmodning; i det mindste fik jeg et temmelig forskende, lidt mistænkeligt Øjekast, der ikke vilde have været synderlig opmuntrende for en stakkels Supplikant.
«Vi kunne gaa herind,» sagde hun dog i en ret godmodig Tone, og tilføjede, da vi stode Ansigt til Ansigt i en lille mørk Hjørnestue, der var en Mellemting af et Kontor, en Kahyt og et Pulterkammer, «jeg kjender Dem aldeles ikke og begriber ikke, hvad De kan ville mig.»
Havde Emma ikke taget fejl, spurgte jeg mig selv; maatte jeg ikke forekomme denne fremmede som en afsindig, naar jeg vilde paadutte hende en Handling, hun aldrig havde drømt om. Jeg var imidlertid gaaet for vidt til at kunne standse og sagde derfor:
«Mit Navn vil sikkert forklare, Fru Lund, hvorfor jeg kommer: Emilie Felsen.»
Det gav et Sæt i hende, og hun veg to Skridt tilbage, øjensynlig højst forskrækket og overvældet, dog, syntes det mig, mere af pinlig Forlegenhed end af kjærlige Følelser.
«HoId Dem til Deres Onkel, Frøken, jeg er rent udenfor, sandelig! Hold Dem bare til Deres Onkel.»
Hendes Blik foer uroligt hen til Pulten ved Vinduet, og hun kastede hurtigt sit Lommetørklæde hen over den. Denne lynsnare Bevægelse forfejlede dog aldeles sin Hensigt og aabenbarede netop, hvad den vilde skjule; i det korte Øjeblik havde jeg set et aabent Brev med Frederik Storms velbekjendte, karakteristiske Haandskrift.
Stolt af sin Aandsnærværelse vedblev hun: «Deres Onkel er Menneske til at finde paa saa mange Udflugter, det skal være, ment tro mig, det er ham alligevel.»
«Nu, saa Farvel da, min gode Fru Lund; jeg ser, at jeg har taget fejl. Farvel, og vær ikke vred.»
«Vred! nej bevares;» hun saa overordentlig lettet ud, «dersom jeg turde byde Frøkenen en lille Draabe Kaffe, vilde det være mig en Ære.»
Jeg afslog dog dette velmente Tilbud, rystede derpaa hendes Haand, lovede paa Opfordring at anbefale Lejligheden og fløj saa ned ad Trapperne.
Det kom fra ham, o Gud, hvilken Lykke! Jeg skulde vistnok ikke forraade ham, hverken til Onkel eller de andre. Hvor det var ædelt og delikat, og hvor det lignede ham at give Pengene til Victor alene. Enhver lille Forandring til det bedre glædede mig dobbelt, nu jeg vidste, den skyldtes hans Godhed. Og jeg følte klart, hvor uendelig jeg maatte holde af ham, siden det slet ikke ydmygede mig at være i en saa bundløs Gjæld.
Jeg kunde godt huske, at Pastor Dahl havde skaffet os den unge Syjomfru fra sin Søster, og forstod nu det hele.
Da jeg kom hjem, sad Onkel Johan inde i Stuen med et gruelig forpint Ansigt. Jeg kunde næppe lade være at le, men havde dog tillige rigtig ondt af ham og besluttede at hjælpe ham efter Evne.
«Onkel,» sagde jeg med et Mod, der forbavsede mig selv næsten lige saa meget som ham, «maa jeg tale lidt med Dem?»
«Hvad godt?»
«Kjære Onkel, jeg maa takke Dem, nej, De slipper ikke! Jeg ved nu det hele og indser, at vi skylde Dem langt, langt mere, end om De virkelig havde givet Victor Pengene. Det er meget smukt, at De, saa højt mod Deres Ønske, har taget Dem Skylden paa. De er ogsaa den eneste, af hvem Bedstemoder kunde taale, at vi modtog en Velgjerning.»
«Jeg har fortrudt det mange Gange, kan Du tro. Naa, siden Du ved alt, hold mig saa Drengen fra Halsen.»
«Det kan jeg ikke, jeg vil tværtimod bede Onkel om at taale hans Taknemmelighed.»
Han svarede intet, men udraabte, idet han gik:
«Det er første og bliver sidste Gang, jeg indlader mig paa saadanne Historier, nu har jeg svoret!»
Jeg tror alligevel, Onkel var meget tilfreds over at have mig til Medvider. Undertiden blinkede han ganske klagende, men dog med et vist humoristisk Udtryk hen til mig.
«I ere nogle underlige Børn,» sagde han, «Emma er ogsaa en besynderlig Pige, og kan nogen forstaa sig paa denne Fru Lund. Min gamle Verdenserfaring holder ikke længer Stik; selv er jeg ogsaa forandret, og tager jeg mig ikke iagt, er der al Udsigt til, at jeg skal ende som en følsom, gammel Nathue.»
Henad Vinteren blev Onkels Fod værre; han kunde ikke længere skjule sin Halten og tog endelig mod Victors Arm. Fra dette Øjeblik var hans Modstand brudt; de spadserede hver Dag sammen, og Victor blev ham mere og mere uundværlig.
«En smuk Karl, paa mit Ord,» hørte jeg ham en Gang mumle mellem Tænderne, medens han betragtede Victors ungdommelige Skikkelse og aabne Ansigt med Velbehag, «der er Mod og Mandshjærte i ham; Karakter har han ogsaa paa sin Vis og slægter mere Moder paa end Fader.»