«Saa lader Herren det da virkelig ske; saa skal jeg gjense det Sted, jeg har elsket saa højt!» udraabte Bedstemoder, idet vi rullede rask henad Landevejen i den smukke, ny Wienervogn. Julie klappede i Hænderne, og Victor, der red foran paa Abdel Kader, sprængte tilbage og saa med et straalende Blik paa os.
Da vi for noget over to Aar siden forlode Hjemmet, havde flygtige Iagttagere ikke kunnet opdage noget særdeles paa Bedstemoder; nu, derimod, maatte hun forekomme dem højst ynkværdig, saameget græd hun.
Det var den solklareste Junidag, netop saa varm, at man satte tilbørlig Pris paa Skovens Skygge og den blide Luftning.
«Se op i den blaa Himmel, Ili,» Bedstemoder havde aldrig før brugt Kjælenavne, «helt op; er det ikke forunderlig velgjørende? Herre min Gud, det er, som var jeg gamle Menneske Barn paany, og saa alle dine Undere for første Gang!»
Udenfor Landsbyen var en lille Æreport oprejst; Dannebrog viftede saa fornøjeligt fra Toppen; kjendte, venlige Ansigter saas rundt omkring, og vi modtoges med et hjærteligt Hurra. Det lille Slot saa saa gjæstfrit og indbydende ud oppe paa Banken; Egetræerne rundt omkring vare lige sprungne ud; vi betragtede det saa opmærksomt, som havde vi aldrig set det før.
Hvor hun var stivet, pertentlig, sirlig og gjennemtrængt af vor Storhed, den gamle Jomfru Mørk, som hun stod der ved Foden af Trappen og nejede for os. Bedstemoder satte sin Fod ganske tøvende paa Jorden; derpaa hviskede hun:
«Jeg har aldrig i Sorgens Tid bedet Vorherre, at han vilde lade mig komme her igjen, skjøndt det var mit inderligste Ønske; det var en underlig Forstokkethed og gjør mig nu saa ondt.»
Victor bød derpaa Bedstemoder Armen og førte hende gjennem hele Huset; det gik lidt langsomt, thi hun standsede ofte, snart med et gjenkjendende Udraab, snart for at beundre og takke. Overalt var der smukt og hyggeligt; Tipoldeforældrene hang i den store Sal, og der var ingen Skygge paa deres Ansigter mere, tvertimod, de saa bifaldende ud for sig.
Om Middagen sad Bedstemoder igjen ved Bordenden, men den kjedelige Tvang sad ikke imellem hende og os, som altid før. Det var et velsignet Maaltid, skjøndt der kun blev talt lidt og spist endnu mindre. Da vi kom ind i Havestuen, stod Jomfru Mørk, akkurat som i gamle Dage, foran Kaffebordet; der var dog et lille Træk af Misfornøjelse om hendes Mund, foranlediget ved, at Herr Knude ikke havde kunnet opdrive vor gamle Sølv-Kaffekande.
«Der er Frederik,» raabte Victor pludseligt, idet han ilede hen mod Døren, «hvorfor kom Du ikke før? jeg havde ventet Dig til Middag, og hvor er Pastor Dahl?»
«Han har desværre Koldfeber, og det er netop hans slemme Dag; jeg skal imidlertid bringe hans bedste Hilsen og kjærligste Velkommen. At jeg ikke korn før, var naturligvis fordi en Fremmed kun kunde genere.»
«Saa De er fremmed,» sagde Bedstemoder, «jeg troede De var en rigtig god, prøvet Ven.» Hun trykkede varmt hans Haand, bad ham tage Plads ved sin Side, og begyndte saa at spørge ud om Folkene i Landsbyen. Hvor godt huskede hun ikke alle sine fattige; man kunde ret mærke, hvorledes de havde ligget hende paa Sinde, og hvor haardt hun havde følt Trykket af ikke at kunne hjælpe dem.
O, hvor jeg var forunderlig tilmode, jeg vovede ikke rigtigt at se paa ham; det forekom mig imidlertid, at han var meget rolig og glad; hans Stemme lød fast og klar, som altid. Julie sad paa hans Skjød, læste for ham og fortalte ham alt, hvad der beskjæftigede hende; jeg var saa indflettet heri, at hun vist nævnede mit Navn tyve Gange.
«Nu nok, Julie,» sagde Victor tilsidst, idet han leende satte hende ned paa Gulvet, «Du maa ikke udelukkende lægge Beslag paa ham; jeg fordrer ogsaa min Andel.»
Jeg stod ved Vinduet og følte mig saa bedrøvet, forladt og underlig tilovers. Hvor lykkelig havde jeg ikke været for et Aar siden, da ogsaa jeg, frit og trygt, kunde udtale mig for ham; jeg ønskede mig næsten tilbage i de triste Stuer i Dronningens Tvergade. Dog dengang havde han ikke været lykkelig, og det var han nu; jeg kunde ikke tvivle derom, hans hele Væsen udtrykte Tilfredshed og Sindsro. Vi spadserede alle i Haven, men min Glæde var bortdunstet og kom ikke tilbage, fordi jeg fortalte mig selv, at jeg var ufornuftig og utaknemmelig. Da jeg skjænkede Teen om Aftenen, kom Victor hen til mig og sagde:
«Det er umuligt at forstaa sig paa Dig, Ili! ikke har Du henvendt et eneste venligt Ord til Frederik Storm. Har Du da ganske glemt hvad han har været for os? det ligner ikke min lille Søster, der ellers har et saa taknemmeligt Hjærte.»
«Tys, tys, der er han.»
Jeg bøjede mit Hoved og klirrede med Teskeerne; Pastor Storm lagde sin Haand paa Victors Skulder, og sagde i en oprømt Tone;
«Det har været en sand Fryd for mig at gjense Baronessen; hvor hun er værdig og rørende i sin Glæde; hun forekommer mig langt mere imponerende nu, end før, da — dog det bør være dødt og magtesløst. Det er sandt, Victor, jeg skulde spørge Dig fra min Onkel, om Du har isinde at blive her, og hvile paa dine Laurbær.»
«Svar Pastor Dahl, at jeg har tilkæmpet mig en Overbevisning, og higer efter at bringe den ud i Livet. Det var ikke alene som Brødstudium, jeg drev Juraen, og jeg vil derfor, naturligvis, fuldende min Eksamen, Jeg længes ret efter en ordentlig Samtale med den prægtige gamle Mand; vi ere enige i det vigtigste, og han vil i det mindste ikke finde mig ensidig.» «Den stakkels Ensidighed skal altid holde for! er den da virkelig saa forfærdelig, naar den ikke gaar til Yderlighed, og er ledsaget af tilbørlig Tolerance mod anderledes tænkende? den ensidiges Evner blive concentrerede i et Punkt, hvorfor han, i sin særskilte Retning, undertiden formaar at udrette det utrolige; dog tilstaar jeg villigt, at han i Reglen er utaalelig. Men vi gjøre Frøken Emilie Tiden lang.» «Paa ingen Maade.»
«Hvor det vil glæde Onkel at se Dem, De ser saa rask ud»
«De ogsaa,» var mit korte Svar; Victor sendte mig et forbavset, misbilligende Blik. Og jeg maatte skynde mig bort, for ikke at briste i Graad.
Om Aftenen, da jeg fulgte Bedstemoder ind i hendes Værelse, sagde hun til mig:
«Du er bleven saadan en stille Pige, lille Ili, men det maa Du ikke være. Det vil fryde mit Øre igjen at høre Dig dandse gjennem Værelserne, og jeg skal aldrig sige; tys, tys, som jeg sagde før, naar Du lo eller sang en Smule for højt.»
Da jeg kom ind i vor venlige, luftige Stue, sov Julie allerede. Jeg kyssede min Øjestens bløde Krøller, hendes rosenrøde Kind, hendes smaa runde Arme og Hænder. Hun skal trippe om i Haven og Stuerne, tænkte jeg, og bringe Liv og Glæde i Huset med sin søde lille Latter og Sang.
De vare nu alle lykkelige; de kunde godt undvære mig; hvad havde jeg at udrette i Verden? og jeg tænkte med en sælsom Utilfredshed paa, at jeg befandt mig vel, var rask og ung, tænkte derpaa, som Fangen tænker paa de tykke Mure og urokkelige Jernstænger, der berøve ham Friheden. Dog kun et Øjeblik var jeg saa syndig; i det næste bad jeg Gud om Tilgivelse, og formaaede at takke ham for hans store Naade mod os alle.
Jeg vaagnede meget tidligt, og laa saa og ventede paa Dagslyset, der kom umærkeligt listende, afhyllende den ene kjendte Gjenstand efter den anden: den store, grønne Porcelæns Kakkelovn, det snirklede udskaarne Hjørneskab, de underlige, malede Dørstykker, og saa de ny Møbler, som jeg næppe havde bemærket Dagen før.
Da den bekjendte Knebbren af Storkene, i de tre Reder paa Taget, lod sig høre, kunde jeg ikke blive længere i Sengen; ganske sagte klædte jeg mig paa, og ganske sagte sneg jeg mig nedad Trappen og ind i Havestuen. Moders Billede saa saa mildt og opmuntrende paa mig; jeg vandede mine Blomster, Pastor Dahls Aflæggere, der nu vare blevne store og kraftige. Alt stod frodigt i Haven, og den var saa godt holdt og saa smuk. Det gamle Gartnerhus var revet ned. og et nyt paabegyndt; en ung Mand i lys Frakke med Hatten paa Snur stod foran det, og betragtede Arbejdets Fremskridt. Med Forundring gjenkjendte jeg i ham den forrige Lærling.
«Godmorgen, ærbødige Tjener, dejligt Vejr! Frøkenen ser, at Deres Hr. Broder har antaget mig; jeg haaber, det skal blive til gjensidig Tilfredshed, — De ved maaske ikke, at jeg har lært paa Frederiksberg?»
«Nej, men jeg ser, at De forstaar Kunsten; dog hvor er Claus?»
«Han er død; ja, hvad skal man sige, den enes Død er den andens Brød! Naar Huset er færdigt, tænker jeg at holde Bryllup; jeg er nemlig bleven forlovet med en kjøbenhavnsk Jomfru, der er» — den unge Purre ledte efter et passende Udtryk — «mere end almindelig.»
Jeg gratulerede paa det bedste og skyndte mig saa ud af Haven; jeg vilde gaa ad Landevejen til Kirkegaarden; Græsset langs Stien var vaadt af Dug; desuden løb den jo lige forbi Præstegaardens Have.
Hvor der var stille og højtideligt derude! Stakkels gamle Claus laa tæt ved sit forrige Herskab; Victor havde ladet sætte et smukt, lille Kors paa Graven; andet godt kunde han jo nu ikke gjøre ham. —
Nede ved Aaen stod Edvard, skjødesløst lænet til et Træ, med en Cigar i Munden og en Medestang i Haanden. Han var omgiven af en Hob Landsbybørn, der med Beundring betragtede hans Liberi og hele Personlighed, og med den største Tjenstivrighed kappedes om at forsyne hans Krog med Orme.
Paa Tilbagevejen kom jeg forbi det lille Hus med den blaa Dør; denne var vist nylig bleven malet, i det mindste skinnede den, saa man næsten fik ondt i Øjnene. Karen Marie, der var vokset dygtigt og bleven en rigtig robust, fregnet, hverdagsagtig lille Bondepige, stod udenfor og skrubbede Kartofler. Faderen sad helt oppe paa en Stige og gjorde ved Taget; han blev saa fornøjet over at se mig, at han nær havde tabt Ligevægten.
Den lille spidse Høj saa saa indbydende ud, akkurat som en Jægerhue, og Vinden legede med Fjeren: det slanke, lysegrønne Birketræ. Jeg indtog min gamle Plads paa Bænken op til Stammen.
Den friske, vederkvægende Morgenluft og Egnens Skjønhed virkede oplivende paa mit Sind. Hvorfor havde jeg i Gaar følt mig saa besynderlig skuffet? Kunde jeg virkelig ønske, at han endnu skulde være sorgfuld for min Skyld? O, jeg havde været meget egenkjærlig; hvad maatte han dømme øm mig? Herefter skulde det blive anderledes, og dog — vilde det være mig muligt at tale roligt og venligt med ham om ligegyldige Ting?
Netop som jeg grundede herover, saa jeg ham gaa langsomt hen ad Vejen med en tankefuld og alvorlig Mine. Jeg havde stor Lyst til at flygte, men hvor skulde jeg ty hen; maaske saa han mig mindst her. Dog nej, han drejede ind paa Stien op til Højen.
«De maa endelig ikke gaa, Frøken Felsen; jeg tillader mig kun at forstyrre Dem paa Deres Morgentur, fordi jeg absolut maa bede Dem om Et. — Sørg for, dersom min Fred er Dem kjær, at jeg ikke indbydes for ofte; jeg kan ikke komme her daglig og vil nødig krænke Victor med tomme Undskyldninger eller ugrundede Afslag. De vil maaske svare, at mine Følelsers Natur burde være forandret; ja, uden Tvivl, den burde, men den er det ikke.»
Den undertrykte Bevægelse sittrede i hans Stemme, og jeg følte, at Lykken var nær, ganske nær, men Ordet, hvormed den kunde vindes, laa bundet paa min Tunge; jeg burde maaske have talt, men jeg kunde ikke.
«Hvorfor er De saa forskrækket, Barn?» vedblev han, tro ikke, at jeg vil tale om noget, der i fjerneste Henseende kan bedrøve Dem eller berøre Dem pinligt. Har De ingen Tillid mere til Deres gamle Ven? Deres Opførsel imod ham er saa forandret.» «Jeg er forandret!»
Slaaet af mit besynderlige Væsen betragtede han mig spørgende; jeg kjendte dette urolige, spændte, halvhaabefulde og dog tvivlende Blik; det havde hvilet paa mig en Gang tidligere; da overskyggedes det; før jeg havde sagt et Ord; nu derimod blev det lysere og lysere, skjøndt jeg ogsaa sad tavs.
Solen skinnede dejligt paa Strandens blaa Bølger og paa Rugmarkens grønne; Gøgen kukkede ude i Skoven; vi sade Haand i Haand, og der var Fred og Tak i vore Sjæle; vi forstode hinanden.
«O, Gud ske Lov, at jeg ikke sagde Ja før; ellers havde jeg maaske, idet jeg vandt den højeste Lykke, troet at bringe et Offer. — Maa jeg nu blot aldrig give Dig Anledning til at studere Jura for min Skyld!»
Mit Tungebaand var løst; jeg udtalte mig ret for ham og var glad og ung igjen. Hvor det var underligt at tage hans Arm, og dog det var saa trygt og godt; hvor det var underligt og lyksaligt, at han kunde holde saa meget af mig.
«Og Du er ganske vis paa, min Emilie, at det rolige tarvelige Liv i Præstegaarden vil kunne tilfredsstille Dig.»
«O, Du ved jo nok, jeg passer ikke i store Forhold, eller har Du rent glemt mine smaa uskaterlige, kvindelige Evner.»
Da vi kom til Hjørnet af vor Have, spurgte jeg, om han huskede den lille Pige, han paa dette Sted havde givet en Almisse.
«Tydeligt! Det var en Aften i et skrækkeligt Tordenvejr, men Kjære, hvor kan Du vide det?»
«Fordi jeg var Pigen »
Jeg fortalte ham nu det Hele, og han kyssede min Haand, hvor Pisken havde ramt den.
«Det er ikke alt,» vedblev jeg, «Du maa tro, jeg ved meget, meget mere, og nu er Turen til Dig at skrifte. Har Du aldrig spillet Komedie? Kjender Du en Fru Lund? O, Du kan ikke lyve, desuden har jeg set det, sort paa hvidt.»
«Min dyrebare, lille Ili, jeg frygter, at Du bedrager Dig selv; holder Du virkelig af mig? Er det ikke paa Grund heraf —»
«Jeg tror, at jeg har holdt af Dig fra en Gang, jeg som Barn havde været meget ulydig og hæftig, og Du kom hen til mig, tog mine Hænder bort fra Ansigtet, kyssede min Pande og sagde: «Du lille Stakkel, der har været saa gruelig uartig; jeg har rigtig ondt af Dig.» — Tror Du desuden, at jeg kunde have bevaret Hemmeligheden og fundet min Lykke i den, dersom Du ikke allerede havde været mig kjær?» «Og Du vil fremdeles bevare den, og under ingen Omstændigheder bruge den som Vaaben til at besejre din Bedstemoders Modstand.» «Hun vil ingen Modstand gjøre nu!» «Det tror jeg dog, og det bedrøver mig meget, at vor Lykke i hvert Fald vil gjøre et Skaar i hendes.»
«Dersom mit Navn havde været Dyre, vilde Du maaske faa Ret, men det er kun Felsen, og dette har i Bedstemoders Øjne aldrig hørt rigtig med.»
Victor kom nu til; da han saa os gaa sammen, sendte han mig et venligt Nik, som paaskjønnede han, at jeg havde lagt mig hans Bebrejdelse paa Sinde. Jeg skyndte mig fra dem og løb gjennem Haven op til Huset.
Julie, der mødte mig paa Trappen, spurgte ganske forundret:
«Hvad har Du dog fundet derude, Ili, som har gjort Dig saa glad?»
Bedstemoder sad i Sofaen og læste; jeg lagde mig paa Knæ ved hendes Side og tog hendes Haand.
«Kjære Bedstemoder, jeg kommer for at sætte din Ydmyghed paa en Prøve.»
Hvor det var sælsomt at tale saaledes, medens jeg i Hjærtet var saa stolt af hans Kjærlighed og følte mig saa hædret ved den.
«Gjør kun et Forsøg, Barn.»
Dersom Bedstemoder bestod en indvendig Kamp, hvilket jeg næsten tror, var den kun kort; da jeg havde endt min Tilstaaelse, rejste hun sig op og førte mig hen til det aabne Vindue.
«Dette skal igjen blive min Yndlingsplads,» sagde hun, idet hun tog mig i sin Favn, «her vil jeg sidde og glæde mig over mit Barns Lykke.»
Jeg saa ud; der hvor Kastanietræet havde staaet, dannede Aabningen ligesom en prægtig, grøn Port, hvorigjennem den smukke, nye Præstegaard tittede frem med Roser og Vinløv op ad Muren; vi kunde se de hvide Duer trippe om paa Taget og den gamle Pastor Dahl sidde velindpakket i en Lænestol udenfor Døren i Solskinnet.
Lidt efter kom Victor; han var meget forbavset, bevæget og kjærlig.
«Nu forstaar jeg,» sagde han, «hvorfor Du ikke fandt, at Emma passede for Frederik, lille Søster. Og jeg, som endnu i Gaar bebrejdede Dig Kulde! det stille Vand bar rigtignok den dybe Grund.» —
Jeg tyede nu ind paa vort lille Værelse, for at samle og forstaa hele Omfanget af min Lykke, for at udøse mig i Tak og Bøn.
Netop som jeg igjen vilde gaa ind til de andre, aabnedes Døren, og den gamle Jomfru Mørk traadte ind.
Bedstemoders Tipoldemoder kunde, dersom hun i al sin Pragt var steget levende ud af Rammen, umuligt have fæstet, et mere sønderknusende Blik paa sin vanslægtede Ætling, end den skikkelige, gamle Pige fæstede paa mig.
«Endnu er det ikke forsilde,» raabte hun højtideligt, «endnu kan De træde tilbage!»
«De ved ikke, hvad De siger, og jeg er for lykkelig til at kunne blive vred.»
«En bittrere Skaal har jeg aldrig drukket,» vedblev hun, og det netop nu, alt tegnede saa lyst Og godt.»
«De husker jo nok, kjære Jomfru Mørk, at De selv har fortalt mig — aa, se dog ikke saa streng ud! — at Familien Felsen just ikke hørte til de bedste.»
«Nej, desværre, og vor velsignede unge Baronesse handlede ogsaa urigtigt, men det er dog tusinde Gange værre at gaa rent udenfor; en ny Familie bliver dog ældre Aar for Aar.»
«Men De foretrækker vel dog, som Stok-Aristokrat, at en Datter gaar ud af Familien, for, at en borgerlig Pige førtes ind i den.»
«Hvem sikkrer En mod, at det ogsaa kan ske; Eksemplet smitter. Naar De endda blev forstødt og gjort arveløs; men det græmmer mig, at alt skal gaa saa let og glat, som var det i sin Orden.»
«O, De kan ikke ønske ondt over mig, hvem De altid har været saa god og kjærlig imod.»
«Jeg ønsker det bedste for Dem, mit unge Herskab, jeg ønsker, at De enten maa skifte Sind, eller ogsaa sænkes ned i den sorte Muld, før Ulykken sker.»
»Svar mig oprigtigt; har De nogensinde kjendt en bedre eller ædlere Mand?»
«Nej, det maa jeg tilstaa, at jeg ikke har, paa dette nær. For Vorherre er han vist fornemmere end baade Prindser og Konger; men Et er Himlen og et Andet er Jorden, og de Dele skal man ikke blande sammen; hvad der passer det ene Sted, passer ikke det andet. Var jeg naadig Frøken paa Slottet, vilde jeg ikke være Madamme i Præstegaarden, det véd jeg nok; og selv om jeg havde Lyst dertil, vilde højere Hensyn holde mig tilbage. — Dog, jeg kan nok ligesaa godt tie stille, mærker jeg. Var Baronessen sig selv — men desværre, jeg tror, hun gaar lidt i Barndom — vilde denne Jammer aldrig være kommen over os?
Efter dette Udbrud forlod hun Stuen med en stiv og stram Hilsen. Der var dog noget i hendes Blik, som forvissede mig om, at hun, sine strenge Ord uagtet, aldrig ganske vilde kunne lukke sit Hjærte for mig.
«Tag dit Tøj paa, lille Emmy,» sagde Bedstemoder senere; «da Pastor Dahl ikke kan komme til os, ville vi gaa til ham.»
Bedstemoder gik i Forvejen ved Victors Arm; saa kom vi: Julie løb frem og tilbage, snart holdende sig til det ene Parti, snart til det andet.
«Se, hvor Stien bugter og snor sig,» sagde Victor, «der skal skjæres en ny fra vor Have lige gjennem Marken til Præstegaarden, at Afstanden kan blive saa kort som tænkelig.»
Pastor Dahl tabte sin Bog af lutter Forskrækkelse, da vi kom anstigende; derefter tog han Brillerne af, tørrede dem med en komisk Ivrighed, og saa saa igjen paa os.
«Hvorledes befinder De Dem i Dag, Herr Pastor?»
«Elendigt!,» svarede han, med det gladeste Ansigt, idet han rask sprang op, «mine Febersyner efterligne, paa en forvirrende, gøglende Maade, Virkeligheden; vidste jeg ikke bedre, vilde jeg sværge paa, at den stolte, gamle Baronesse Dyre i højstegen Person aflagde mig et Besøg.»
«De maa ikke spotte, Pastor Dahl, De skulde hellere spørge, som De plejede at spørge Børnene; hvad har De til mig?»
«Nu, hvad har De da til mig?»
«En Trediedel af al min Ejendom, en lille Husmoder, en Datter, min Emilie.»
Den gamle Mand blev pludselig alvorlig, tog Huen af, foldede sine Hænder og sagde;
«Mit Liv er altsaa blevet sparet, for at jeg skulde se dette; lovet være Herren, der gjør alle Ting vel!»
«Saa det var Tanken paa min lille Fugl,» vedblev han, idet han kjærligt tog min Haand, «der lagde sig som en Skygge over dit Ansigt, Frederik, hvergang jeg formanede Dig til at vælge en Brud. — Iøvrigt fejler De, Fru Baronesse, naar De tror, jeg lader mig nøje med en Trediedel; jeg vil altid have det halve, og faar ogsaa nok det halve; den lille maa vi dele; se, hvor hun klynger sig til sin Søster.»