Der var en Fuglesang, et Solskin og en Blomsterduft uden Mage! Himlen var saa høj og mørkeblaa undtagen i Øst, hvor den endnu straalede ganske rød. «Morgenrød, Aften blød,» men det troede jeg ikke paa; Dagen maatte ende ligesaa herligt, som den begyndte.
«Man vandrer ud for hjem at naa, Thi bedst er der dog hjemme» —
Den Sang kunde slet ikke komme mig ud af Tankerne. Ja bedst er her dog hjemme, det vidste jeg nu af Erfaring; og jeg havde dog ikke haft den fjerneste Ubehagelighed paa min lille Rejse; men man kan ogsaa blive kjed af altid at more sig, og naar man sidder paa Stads fra Morgen til Aften, og ikke for Alvor er noget for nogen, saa er tre Uger en lang Tid.
De havde bestemt længtes efter mig hjemme; Bedstemoder sagde det rigtignok ikke, men jeg kunde se det paa hendes Ansigt, og lille Søster Julie, min Øjesten, mit Barn, hvor jublende glad var hun ikke over at have mig igjen, og hvor ivrig efter at vise mig sine smaa Fremskridt i at sømme og skrive Bogstaver, og i Skrivebogen stod mit Navn: Emilie Felsen, den ene Gang efter den anden, bedre og bedre.
Hun sov endnu saa trygt i sin lille Seng, der stod lige ved min, hendes lille buttede Haand holdt fast i mit Tæppe, og hun smilede isøvne. Jeg følte ret levende, hvilken Skat og Velsignelse hun var, og angrede, at jeg i Vinterens Løb undertiden havde sukket over mit bundne, ensformige, afsondrede Liv.
Da jeg havde pakket Kufferten ud, ordnet Tøjet i Skabet og Skufferne, og lagt den store kjøbenhavnske Dukke i Julies Arm — jeg husker endnu hvor flittret, maskeagtig, død og fæl den saa ud ved Siden af det levende Barn — tog jeg min uundværlige runde Hat og smuttede sagte ud af Døren.
Paa Trappen mødte jeg den gamle Jomfru Mørk med sin stivede Kappe, sit snehvide Forklæde og sin Nøglekurv. Hendes lille skarpe, rødladne Ansigt blev ét Smil, da hun saa mig. Fingeren lagdes først paa Munden for at paabyde Tavshed; derpaa pegede den paa Bedstemoders Dør for at begrunde Budet; atter pegede den paa mine Fødder for at advare mod Dug og anbefale Galoscher, hvilket alt var meget hjemligt og forstaaeligt.
Da jeg kom ind i den lille Havestue — min Stue, hvor jeg læste med Julie, og hvor Fortepianoet og Sybordet stode, to Gjenstande, jeg elskede, fordi de havde tilhørt min Moder — overraskedes jeg behageligt ved at finde den betrukket med nye, lyseblaa, livlige Tapeter. Hvor smukt og kjærligt var dette ikke af Bedstemoder, der hadede Forandringer og havde en saa afgjort Uvilje mod Malerlugt og Haandværksfolk.
Jeg gik hen til Moders Portræt; o, jeg havde ret længtes efter det! hvor skjønt og blidt var ikke hendes Ansigt; det forekom mig underligt, at jeg nu kunde se det uden egentlig Sorg, ja, at jeg kunde føle mig saa rig og næsten lykkelig, alene ved Mindet.
Hvor tydelig huskede jeg ikke den skrækkelige Dag, da hun fortalte mig det utrolige, at hun ikke kunde blive hos os. Hun kaldte mig sin tro lille Pige, anbefalede Barnet i Vuggen til mig, talte for første Gang om Bedstemoders Egenheder, om hendes halv uvenlige Sindelag mod min Fader, og hans Ligegyldighed for hende, talte om min to Aar ældre Broder, hvis letbevægelige Sind udsatte ham for mange Farer, og bad mig altid stræbe at forsone og forene disse forskjellige Væsener,
«Vær Baandet imellem dem,» sagde hun, «Vorherre vil hjælpe min lille Pige, naar hun blot har en god Villie.»
Og Vorherre har hjulpet uden mindste Anstrengelse fra min Side, tænkte jeg; det er slet ikke kommet til Konflikt mellem Fader og Bedstemoder, og Victor er et prægtigt Menneske, der gjør os alle stor Glæde, skjøndt jeg rigtignok synes, han kunde have besøgt mig lidt oftere, nu jeg var inde, og været mindre optagen af sine Fornøjelser og Venner.
Morgenluften var saa sval og forfriskende; Plænerne saa ud som diamantbesprængt Fløjl; det store Kastanietræ — min Moders Yndlingstræ — naaede lige ned til Jorden og dannede en hel grøn Hal; gamle skikkelige Claus havde anbragt en ny smuk Grenebænk omkring Stammen. Under Hængebirken paa den lille Høj udenfor Haven, der i Afstand saa ud som en spids Hue med Fjerbusk, havde han ogsaa sat en Bænk; det var bestemt alene for at glæde mig, thi Claus hadede — om tænkeligt, i endnu højere Grad end Bedstemoder — enhver Forandring.
Nede paa Engen græssede den brune Abdel Kader; jeg havde et Stykke Sukker med til den, klappede dens prægtige Manke og hilste den fra Victor, hvortil den vrinskede, og saa' saa spirituel ud, at jeg var overtydet om, at den forstod mig.
En frisk Foraarsluftning krusede Stranden; der var mange Sejlere ude; de fløj hurtigt forbi, altfor hurtigt. Stands lidt, og se Eder om, det vil være umuligt at finde en yndigere Plet!
Slaaenbuskene vare afblomstrede under min Fraværelse, og Tjørnehækken begyndte allerede saa smaat at sne; det var kjedeligt! men der stod den første Kornblomst, hvor yndig, og hist en Engdronning, den maatte jeg have!
Pludselig standsede jeg foran et lille, klinet Hus med uregelmæssige Vinduer og en blaamalet, paa Midten overskaaret Dør. Derinde havde været stor Sorg, da jeg rejste; det eneste Barn, en lille seksaar Pige, var dødssyg. Hvorledes stod det nu til? var hun allerede død, eller laa hun endnu og led? jeg blev meget højtidelig tilmode.
Dog se, kom ikke der, nede paa Vejen, Manden med Barnet paa Armen? jo virkelig. Hun var slumret ind; det lille Ansigt, der endnu var ganske blegt og indfaldent, hvilede op til hans Bryst. Den store, stærke Mand gik let og sagte, af Frygt for at vække hende; hans grove Hænder holdt hende saa blidt og ømt, og da han saa mig, nikkede han fornøjet og trohjærtet, idet han hviskede:
«Hun kom over det, lille Frøken, og det troede jeg nu hele Tiden, hun vilde, skjøndt Lægen sagde, at der ingen Frelse var, men Lægen er ikke Herren.»
Morgenen forekom mig dobbelt skjøn efter dette. Jeg fulgte den lille bugtede Sti gjennem Rugmarken; højt oppe i Luften sang Lærken, inde fra Skoven hørte jeg Gøgen kukke, fire, fem, seks Gange; «ja, kuk Du kun, bliv ved, jeg har slet ingen Lyst til at komme herfra.»
Mit rolige Liv, min stille Virken tilfredsstillede og fyldte mig. Men, tænkte jeg igjen, udvikles mine Evner paa denne Maade? bruger jeg mit Pund, eller graver jeg det ned? hvor let gjøres ikke alt mig? hvor tifold gjengjældes ikke mine smaa Anstrengelser ved den Bevidsthed, at jeg er afholdt? Vil jeg, i disse Forhold, nogensinde kunne lære mig selv at kjende? hvorledes vilde jeg bære mig ad, naar Julie og jeg spaserede, og der pludselig kom os en gal Hund imøde? nej, jeg vil ikke sige Julie, men et fremmed Barn, et svagt Barn, der ikke kunde løbe, og som dog var for stor til at bæres; jeg tør ikke paastaa, at jeg havde Mod til at blive; jeg vilde maaske være ussel og fejg nok til at flygte alene. Hvorledes vilde jeg bære mig ad i Ildebrandstilfælde eller ved Indbrud ? hvorledes vilde jeg bære mig ad, naar jeg, istedetfor at blive kjærtegnet og anerkjendt, samt tiltroet det bedste, blev behandlet som Skumpelskud og tiltroet alt slet? vilde jeg da ikke ogsaa blive slet? jeg blev ganske bange; dog alle disse Spørgsmaal forenedes vistnok i ét, som Moder, da jeg var Barn, bad mig ret ofte henvende til min egen Sjæl, det nemlig:
Hvad vilde jeg gjøre, naar jeg hørte, at Jesus virkelig kom? vilde det være et Glædens eller et Rædselens Budskab? vilde jeg ile ham imøde eller sjule mig?
Under alle disse Betragtninger havde jeg naaet Laagen til Præstens Have; den gamle Pastor Dahl gik derinde og beskar selv Træerne. Han var en lille, mager Mand med klare, livlige Øjne, hurtig og ivrig i Bevægelser og Tale. For at arbejde mere ugenert havde han kastet Frakken; paa Hovedet bar han kun en lille sort Kalot, paa Fødderne et Par magelige Tøfler; han nynnede sagte og saa ud til at være rigtig i sit Es.
«Godmorgen, Herr Pastor!»
«Ah, det er min lille Emilie, velkommen hjem! hvad har De til mig?»
«Kun nogle Markblomster.»
«Nu, jeg takker, de ere ikke til at foragte. Kom lidt ind, Barn, og se paa min Granplantage; er den ikke mageløs? og de smaa Frugttræer? Skade, at De ikke saa dem, da de blomstrede. Jeg skulde mene, at Haven bliver efterladt i ganske god Stand til min Eftermand, ikke sandt?»
«Jeg holder altfor meget af Dem til at kunne tænke paa Eftermanden; gid det vare længe, længe, før han kommer.»
«Et ubetænksomt Ønske! jeg kan om føje Tid trænge til at afløses af friske Kræfter; og selv om Herren ikke har Brug for mig endnu, vil jeg dog snart træde fra. Sidste Søndag sov Mølleren i Kirken, og det har altid været min Anskuelse, at sligt snarere er Talerens, end Tilhørerens Fejl. Hvad siger De saa om disse nye Anlæg, kan det ikke blive en prægtig Have om nogle faa Aar? Alt er friskt, nyt og ungt, undtagen den gamle Rønne af en Præstegaard, som jeg dog bestandig beder for, thi min Eftermand skal kunne bygge sit Hus efter eget Sind, De maa tro, den gamle, sære Pebersvend sidder ofte her i Lysthuset og drømmer om den Tid, da et rigtigt Familieliv skal blomstre her i Præstegaarden, og alle hans smaa Forandringer blive til Nytte og Glæde for den opvoksende Børneflok. Jeg venter mig alt godt af Fremtiden, ved De nok. Maa Luftballonen blot snart blive praktisk anvendelig; det vil give Bornertheden og alle forstenede Fordomme Dødsstødet. Naa, hvorledes befinder Baronesse Dyre sig?»
«Meget godt, men det forekommer mig, Herr Pastor, som var der en lidt fornærmelig Tankeforbindelse mellem forstenede Fordomme og Bedstemoder.»
«De er jo en rigtig lille Skjælm, Emilie; Tankeforbindelsen — hvis Tilstedeværelse jeg ikke tør benægte — var iøvrigt aldeles uvilkaarlig. Deres Bedstemoder er unægtelig temmelig gammeldags, mentillige yderst retskaffen.»
«Hun er ogsaa god.»
«Jeg kalder det snarere godgjørende; det er Billighedshensyn og Pligtfølelse, der driver hende, ikke Kjærlighed. Dog, Skam over mig; det er sandelig heller ikke Kjærlighed, som lægger disse Ord paa mine Læber til Dem om hende, hvilket er højst urigtigt. Forøvrigt tror jeg, at netop det overdrevne i Baronessens Tænkemaade har bevaret Dem og Victor for at blive paavirkede af hende. En mere moderat Stolthed vilde lettere have smittet. Dog, lad dette hvile, fortæl mig lidt om Julie.»
«Hun er den sødeste lille Pige, saa flittig, artig og kjærlig.»
«Det glæder mig; husker De, hvormange Taarer De fældte en Gang, Barnet havde sagt Usandhed? hun forekom Dem at være paa Vejen til Fordærvelse, og De ansaa det for Deres Pligt at være frygtelig streng. Jeg gad vide, hvad De havde gjort, dersom jeg ikke itide havde erindret Dem om, hvor blød og let til at fortryde De selv havde været som lille, ligeoverfor Mildhed. Ja, naar de kjære Forældre og Lærere blot vilde mindes deres eget Barnesind, og hvad der gjorde Indtryk paa det, da vilde de ganske anderledes være istand til at forstaa og lede Børnene. Og nu vil jeg give Dem et Raad: forspild eller bortskræm under ingen Omstændigheder hendes Fortrolighed; kun gjennem den kan Deres Indflydelse vedligeholdes. Nok ét ligger mig paa Sinde: De maa ikke, som nogle gjøre, opstille et Ideal for Tanken og søge at forme Barnet derefter, hvilket forekommer mig at ligne kinesiske Sko i aandelig Forstand. Lad hendes ejendommelige Natur faa frit Spillerum, og led den blot i kristelig Aand henimod det gode og sande. Vigtigst er det imidlertid at passe paa sig selv, og, bliver man overilet af en Fejl, ærlig at erkjende det, hvilket ikke svækker, men tværtimod forøger Respekten. Ja, det er rigtignok let for mig at tale, men De ved nok, at den, der staar udenfor Spillet, undertiden har det klareste Overblik. Vend Dem endelig om; der staar Forvalter Skum og bukker og bukker; han gaar ikke, før han har faaet et Blik; uh, det er dog et utaaleligt Menneske!»
«Men hvorfor egentlig? jeg synes, det er smukt, at han er os saa hengiven og Bedstemoder saa taknemmelig for hendes Godhed.»
«Naar nogen absolut vil give sig tilkjende paa en iøjnefaldende Maade, frygter jeg,man snarere kan sige: vil synes,end er.At den, der kysser Støvet under din Hæl, har en hemmelig Lyst til at sætte sin Fodpaa Dig, er en Erfaring, der som oftest holder Stik. Naa, De tænker vel, at jeg er en streng, gammel Mand, og De har Ret; jeg hader Sledskeri og foretrækker ubetinget, maaske for ubetinget, den grove for den krybende.Men det er sandt, De maa fortælle mig, hvorledes Hofjægermesteren har det, og naar hankommerhjemfra Badet.»
«Jeg haaber med det første; sidst Fader skrev, var han næsten rask; imorgen vente vi Brev. Men nu er det nok høj Tid, jeg gaar! faa vi ikke snart et Besøg?»
«Før De tror; min Søstersøn, Victors forrige Hovmester, er her, og vi ville gjøre vor Opvartning i Eftermiddag.
«Er det ham, der gaar op og ned i Alleen? ja, nu kjender jeg ham, den gamle, gode Mentor, som vi kaldteham; jeg maa løbe derhen.»
«Det er ikke raadeligt at forstyrre ham; han har faaet et mindre behageligt Brev og gaar nu og studerer Jura.
«Jura?»
«Ja, saaledes kalder jeg det idetmindste. Naar nogen har fornærmet ham paa en eller anden Maade, tvinger han sig til at se Sagen fra deres Standpunkt og udgrunder, som den dygtigste Jurist, alt, hvad der kan undskylde, forklare og forsvare deres Opførsel. Dette lyder nu let nok, men prøv blot derpaa, ærligt og for Alvor, saa skal De snart erfare, at det er et strengt, næsten uoverkommeligt Stykke Arbejde. Jeg maa bekjende, at jeg ikke kan føre min Modstanders Sag, medens mit Blod endnu er ikog, der maa gaa Tider imellem. Frederik derimod, kan straks; dog vil han helst være alene og holder ikke af Afbrydelse, før han er færdig. Naa, skal det nu være, saa Farvel da, min lille Fugl!»
Da jeg kom hjem, stod Theen parat til Bedstemoder, og Mælken til Julie og mig. Den lille Pige var rent ellevild af Glæde og vidste ikke, hvem hun skulde skjænke mest Opmærksomhed, den nye Dukke eller den gamle Søster. Bedstemoder sad rolig og uforstyrrelig, som altid, i Lænestolen ved Vinduet — hvorfra der var Udsigt til det store Kastanietræ — og læste. Jeg mærkede dog godt, at hun, trods sin ydre Fatning, var dygtig nysgjerrig efter at høre noget nærmere om Victor.
«Din Broder er da rask, Emilie?»
«Han er saa rask og saa brun, Bedstemoder, og er blevet saa høj siden Julen. Tænk, han har faaet en lille Knebelsbart, og den er han umaadelig stolt af. Han har to smukke Værelser i Gothersgade, og en Dreng til Tjener, som han slet ikke forstaar at styre, en næsvis Dreng, som han dog holder af og læser med. Han har ogsaa en Kanariefugl, der skal fløjte, men ikke kan, og en stor Hund, som altid løber bort og koster en frygtelig Mængde Penge i Avertissementer og Findeløn.»
«Er han flittig?»
«Nu vil han være det, og har i den Anledning til en Begyndelse kjøbt sig en magelig Lænestol, en Hue med Kvast og et Par højrøde Tøfler.»
«Emilie!»
«Du maa ikkevære vred, søde Bedstemoder, om jeg er lidt overgiven, men jeg er saa glad over at være hjemme igjen. Nej, rigtig flittig tror jeg ikke Victor kan være; der er altfor mange, der ville tale med ham, og altfor meget at være med til, men han har jo ogsaa Tiden for sig.»
Det Blik, jeg fik, var misbilligende og strengt, og mindede mig om, at jeg var ung og burde være beskeden. Jeg tog Bedstemoders Haand og kyssede den, hvilket vel formildede hende lidt, men dog ikke ganske bortjog det uimodtagelige Udtryk. Aldrig, aldrig havde jeg kunnet komme hende rigtig nær; hendes Værdighed stod bestandig som en Skranke imellem os, og dog holdt jeg saa inderligt af hende, som hun sad der, med den ranke Holdning, de strenge, men ædle Træk og den sørgmodig alvorlige Mine.
Formiddagen gik som et Lyn; jeg maatte jo se efter Blomsterne, og høre paa alle gamle Clauses Forklaringer, hans Ros over sig selv, og hans Beklagelser over Gartnerlærlingen, Purre, i Særdeleshed, og den grønne Ungdom — hvorfra vi Børn dog, Claus tog til Huen, dannede en hæderlig Undtagelse i Almindelighed.
«Nuomstunder vil Ægget lære Hønen, lille Frøken, og det duer ikke. Bøj Dig for de hvide Haar og Erfaringen, hed det i min Tid og burde hedde endnu, efter min ringe Forstand.»
Da jeg var sluppet fra Claus, maatte jeg ind til den gamle Jomfru Mørk, der gik og trippede i Spisekammer og Fadebur, bestræbende sig for, at enhver Krog kunde blive ligesaa sirlig, akkurat og pillen som hun selv. Hvor ofte havde jeg ikke været uartig nok, som Barn, til hemmeligt at flytte om med hendes Sager, hvilket foraarsagede hende en levende Uro, indtil hun fik opdaget, hvad det egentlig var, der stod forkert, og fik det rettet.
Hun saa rigtig venligt paa mig den Dag, og sagde, at jeg var en sød Pige, der ikke glemte hende. Dette naturlige Udbrud fortrød hun dog straks — det stred nemlig i hendes Tanker mod Ceremoniellet og min ulyksalige Værdighed — og søgte at udslette det ved, med et Kniks at forsikre, at hun vurderede sit unge Herskabs Godhed. Jeg fortalte hende nu alt fra mit Ophold hos Faders Svigerinde i Kjøbenhavn, og hendes smaa skarpe Øjne lyste af Fornøjelse. Der kunde ikke eksistere et bedre, mere opofrende Menneske, i Forhold til os, end hun; i Forhold til andre var hun derimod lidt hvas og skarp, og Pligtfølelsen gjorde hende saa paapasselig, at Folkene paastode, hun kunde være to Steder paa én Gang. De holdt slet ikke af hende, og kaldte hende i Smug et Jærn, ja, en Drage og andre gruelige Ting.
Henad Eftermiddagen saa jeg min Broders Ven, Løjtnant Klinge, komme gallopperende opad Alleén. Han havde været her Dagen før jeg rejste, og kom nu allerede igjen, hvor underligt!
«Lille Julie,» spurgte jeg sagte, «har Lieutenant Klinge været her ofte?»
«Slet ikke før i Søndags, da, var han her og spurgte, naar Du kom hjem. Hvorfor vender Du Hovedet, lli, hvad var det?»
«En Myg,» svarede jeg, men det var ikke sandt; jeg havde vendt Hovedet, fordi jeg blev rød, og det var dobbelt stygt af mig, der fordrede saa streng Sandhed af hende, selv at lyve. Uh, jeg var gruelig vred over min Svaghed, men tilstaa den, som Præsten fordrede, kunde jeg ikke, burde jeg ikke, i dette Tilfælde.
Lieutenantens Indtrædelse rev mig imidlertid snartud af disse Betragtninger.Han var middelhøj, meget smal, ung og blond, med lette Bevægelser, en smidig Tunge og et forekommende Smil. Han lod til at være henrykt over at se mig, og var saa livsglad og munter, at jeg forekom mig som en Grillefænger, der plagede mig selv med taabelige Selvbebrejdelser, istedetfor at tage Livet let, som han tog det, og som det sikkert burde tages. Bedstemoder hørte med ufordulgt Kulde paa hans livlige Snak," hvilket dog ikke lagde Baand paa den.
«Hvem er det, Frøken Felsen, der kommer anstigende? Den lille ivrige Mand, som fægter med Stokken, og den høje Fyr med den kjedelige, rolige Mine.»
«Det er .Pastor Dahl og hans Søstersøn, Kandidat Storm.»
«Ah, ha, det vil jeg tro; nogle komiske Karle, disse Theologer!»
Og Løjtnanten lo hjærteligt, og saa saa opfordrende paa mig, at jeg, fornægtende min bedre Natur, lo med, og ikke kunde faa et Ord til deres Ros over mine Læber.
Den gode Pastor Dahl nikkede op til mig, glædende sig over min Munterhed, og lidet anende, at han var dens Gjenstand. Et Øjeblik efter komhanind og bukkedekortfor Bedstemoder, hvilket besvaredes med en afmaalt Hovedbøjning. Saaledes gik det altid; i Bevidstheden om hendes Stolthed, blev hans Ryg stiv, medens igjen Bevidstheden om hans Frihedsideer gjorde hendes Væsen koldt og tilbageholdende.
Derimod rakte hun Kandidat Storm — hvem hun kjendte og skattede fra den Tid han havde været Victors Hovmester — Haanden med megen Venlighed.
«Er det virkelig den lille Emilie, der er blevet saa stor og voksen en Dame,» sagde han, idet han vendte sig til mig og saa venligt og opmærksomt paa mig.
Aa, det var akkurat som i gamle Dage! jeg følte mig rigtig som Barn igjen, og det egentlig som et uartigt Barn, der nok kunde trænge til lidt Skjænd.
Jeg vilde ønske, at jeg kunde beskrive ham, men det falder mig altid saa vanskeligt at beskrive nogen, da jeg, med den bedste Villie, ikke formaar at være upartisk, men blander mit Kjendskab til Folks Karakter, og mine Følelser for dem, ind i min Opfattelse af deres Ydre. Han var imidlertid høj og kraftig, havde en meget tænksom Pande, et aabent, dybt, ærligt Øje, og et mildt Træk ved Munden; hans Smil var opklaret og aandrigt, men viste sig kun sjeldent; undertiden glimtede der lidt, af Godhed og Overbærenhed tilbagetrængt, Satire i hans Blik, og gav dette noget højst interessant.
De to unge Herrer saa et Øjeblik paa hinanden, hvorpaa det lod, som vare de begge fuldkomment paa det rene med, at der ingensomhelst Sympathi kunde findes imellem dem.
Løjtnanten gav sig nu til at caressere Julie, der dog viste ulige mere Tilbøjelighed for den gamle Præst, trods en Appelsin, et Kræmmerhus Bonbon og andre Lokkemidler.
«Det er virkelig en stor Velsignelse for mig ensomme gamle Mand,» sagde Pastor Dahl muntert, «at alle Smaafolk holde af mig. De mærke vel nok, at jeg trænger til dem, og ikke ser ned paa dem, men tværtimod ofte lader mig belære. — De ler, unge Mand, men det er netop det rette Ord — belære af deres, af Vane og Bihensyn, uomtaagede Opfattelse. Tusinde Millioner Gange heller vil jeg tale med et lille Barn end høre en Samling Damers Snak om Pynt og Bynyt. Jeg havde nær sagt det samme om Herrernes Politiseren, der desværre altfor ofte udarter til blot Sladder i stor Stil. Saaledes harmer det mig ogsaa at se det forstandig overlegne Blik, hvormedet Spilleselskab kan betragte Børnelege, som om deres egen Beskjæftigelse ikke var en unyttig Leg, og dertil en mindre uskyldig. Iøvrigt sætter jeg for megen Pris paa saadanne smaas Tilbøjelighed til at ville vinde den ved Foræringer; jeg giver aldrig, men er altid rede til at tage,hvilket enhver,der kjender mig, kan bevidne.Denne Methodehar to Fordele;for det første opvækkes gode, uegennyttige Følelser hos Barnet,og for det andet bliver dets Kjærlighed af en varig Natur. Et Barn glemmer snart den, af hvem det har modtaget Kringler, men aldrig glemmer det den, til hvem det har afstaaet Kringler. Ikke sandt, Emilie, havde De holdt halvt saa meget af den gamle, underlige Mand,dersom De ikke havde givet ham Blomster og delt deres Godter med ham, saa længe De kan huske?»
«Dette forekommer mig egoistisk i allerhøjeste Grad,» bemærkede Løjtnant Klinge.
«Paa ingen Maade,» indvendte jeg hurtigt, «thi til Tak for Barnets Gaver har den Voxne en Ven og Støttefor hele Livet i Pastoren.
Forrige Aar var der en ung Snedkersvend her fra Egnen, som havde stjaalet; da han hørte sin Dom, græd han bitterligt og sagde: «Hvad vil Præsten tænke, aa Gud, at jeg kunde gjøre ham den Sorg og Skam.»
Men ved De, hvad Præsten gjorde? — nej, Hr. Pastor, jeg holder ikke op, Historien skal ud — han rejste straks hen til det unge Menneske, raadede ham til efter endt Straf at tage til Amerika og der i Guds Navn begynde et nyt Liv, Pengene skulde ikke mangle. Og nu sidste Foraar rejste han virkelig, opfyldt af Tak og Længsel efter at vise sine gode Forsætters Alvor. Hans Velgjører havde forskaffet ham fem hundrede Daler ved at forsikre sit Liv. Men, kjære Pastor Dahl, bliv dog, bliv!»
Men han vilde ikke blive; med opbragt Mine foer han ud af Stuen uden saa meget som at sige Farvel.
Løjtnanten brast i en ustandselig Latter, hvorimod Kandidat Storm i en bebrejdende Tone udraabte:
«Hvor kunde De dog nænne det, Frøken Felsen? det var ikke smukt at røre ved hans ømme Side; De ved, han hader enhver Hentydning til hans Opofrelser.»
Jeg stod som en arm Synderinde, men Løjtnant Klinge hviskede til mig, at det var haardt for ham at tie til dette uforskammede Menneskes Sprog, der vovede at irettesætte mig. Hans Blod kogte, og han beklagede kun, at han ingen Ret havde til at beskytte mig; havde han været saa lykkelig, skulde en til snart have fulgt den forrykte Præst ud af Huset.
«Nu, Hr. Storm,» spurgte Bedstemoder efter en lille Pause, «hvorledes er De tilfreds med Victors Fremskridt?»
«Det er ikke godt for mig at dømme herom, nu han er traadt ind paa den juridiske Bane.»
«Enhver, der kjender Victor Felsen,» skyndte Løjtnanten sig at udraabe. «maa, naar han da ikke blændes af Misundelse, yde ham den uforbeholdneste Ros. Han er en ægte ung Kavaler, flot, ædelmodig, Hjærtet paa det rette Sted.»
«Ganske sikkert,» fortsatte Kandidaten roligt, «Hjærtet paa det rette Sted; gid man kunde sige det samme om Forstanden, men jeg frygter, at han er ualmindelig blottet for Menneskekundskab, kun daarligt. forstaar at vælge sine Venner og dertil er altfor uafhængig med Hensyn til Anvendelsen af sin Tid og sine Penge. Nej er et Ord, som vor kjære Victor altid har havt ondt ved at udtale.»
«Og maa jeg da spørge, om der kan tænkes en større Ros?»
«Jeg vilde dog ønske, at han ret ofte sagde nej, baade naar han anmodes om at hjælpe ud af en eller anden Forlegenhed, og naar han indbydes tilat være med til dette eller hint.»
Bedstemoder gjorde nu Tegn til, at hun ønskede en nærmere Forklaring; medens Hr. Storm afgav denne, sagde Løjtnanten sagte:
«Tvi over den Filisterdyd, han anbefaler; beregnet og overlagt altsammen! nej, jeg priser den umiddelbar Gode, der ikke vejer sine Handlinger efter Spækhøker-Maal og Vægt. Victor er Mønstret paa en ung Mand, men han er jo ogsaa Deres Broder.»
Medens han talte, faldt mit Blik i Spejlet, og jeg mødte der den gamle Jomfru Mørks Øje, som var fæstet paa os med et komisk, harmfuldt Udtryk. Der var uendelig megen Mimik i hendes Blik og Mine, og jeg plejede at kunne læse de Tanker, hun ikke gav Ord, paa hendes Ansigt som paa et trykt Blad. Denne Gang listede jeg mig hen til hende og spurgte halvleende, hvad hun egentlig havde mod Løjtnant Klinge.
«Jegharikke sagtnoget mod mit Herskabs Gjæst,» svarede hun, idet hun ivrigt syslede med Thetøjet, «men adspørges jeg, er det en anden Sag.Og hør nu, min dyrebare afdøde Frues Barn, og tro mig: Ikke alt det, der glimrer, er Guld. Udenfor mine Forældres Hus hjemme var en dejlig grøn Eng,men gik man derud, da sank man i ogomkom ynkeligt. Denfine Herre derkan være grov nok mod ringeFolk, ogdeter et daarligt Tegn,naar mantager Væsen paa og afmed Hatog Handsker. Tro ikke, jeg forlanger, at han skal væreens mod den høje og den lave; det er rimeligt, at han bukker for den ene og nikkertil denanden, men Minen maa ikke forandresfraet Smil til en Trudsel.Deres velsignede salig Moder fik ogsaa et andet Udtryk, naar hun saa paa de Undergivne, men det var et dejligt Udtryk af forøget Godhed, Velvillie og Overbærenhed. — Naa, nu har jeg snakkesalige, gamle Pige Gud ske Lov faaet Sindet lettet; vær ikke fortrydelig,min unge Frøken, og lad detikkegaaindi det ene Øre og ud af det andet.»
O, det var umuligt; hun maatte bedømme ham forkert, tænkte jeg; han var maaske lidt karakterløs og flygtig, men dog elskværdig, og hvor hensynsfuld og ærbødig var ikke hans Opførsel mod mig.
Da han tog Afsked, lovede han at bringe Brev fra Fader ganske tidligt næste Morgen.
«Jeg skal være ved Posthuset, naar Deligencen kommer,» sagde han, «og De skal da ikke vente to Timer paa Deres gamle, snegleagtige Postbud.»
Hvor tydeligt ser jeg ham holde ude i Gaarden paa sin smukke Hest, hvor tydeligt husker jeg Aftenhimlen med de mørke Tordenskyer og hans dybe Hilsen, idet han red bort.
I samme Øjeblik fik jeg det Indfald at skyde Gjenvej gjennem Haven, stille mig paa Hjørnet af Vejen og prøve hans Hjærtelag ved ukjendt at bede om en Skjærv.
Indhyllet fra Top til Taa i et stort graat Shawl stod jeg der snart og klyngede mig, forskrækket over min egen Dristighed, tæt op til en Træstamme. Faa Minuter efter kom han; med bankende Hjærte strakte jeg Haanden frem og bad:
«Gode Herre, en lille Hjælp.»
Hesten veg skræmmet tilbage, og i samme nu ramte hans Pisk med et haardt Slag min Haand.
«Af Vejen, Tiggerunge! Gjorde jeg Dig din Ret, red jeg tilbage og hidsede alle Gaardens Hunde paa Dig.»
Skjærende, iskold, hjærteløs klang hans Røst; jeg blev staaende som rodfæstet uden at kunne flytte en Fod eller tage Haanden til mig.
«Hvem der?» lød pludselig vor gamle Lærers Stemme; det er ingen Tid og intet Vejr at færdes paa Vejene. Søg hjem, Barn, jo før jo heller. Ingen Tak, Godnat. — Det er sandt, De skal ikke gaa til Landsbyen ad Kratvejen; jeg saa før, at Broen over Aaen er i en meget skrøbelig Tilstand, Godnat!»
Han, den beregnende, havde trykket et Markstykke i min Haand; Praksis og Teori svare ikke altid til hinanden. Jeg puttede det i Lommen og skyndte mig op til Huset.
Regnen faldt i tunge, kolde Draaber paa min Pande; af og til lynede det. Jeg var overvældet fortumlet og rystet, men dog glad som et Menneske,der er undsluppet en stor, stor Fare.
«Emilie,» sagde Bedstemoder, «jeg kan slet ikke lide denne Løjtnant Klinge, og hans Lovtaler over din Broder berørte mig meget ubehageligt. Slige Folks Ros nedsætter nemlig mere i mine Øjne end deres Dadel.»
«Hans Yttringer fortjene næppe saa megen Opmærksomhed, Bedstemoder; jeg tror, han taler hen i Vejret blot for at behage; dog, advare Victor mod saadanne Venner, bør man vistnok.»
Bedstemoder saa forundret paa mig, men det forekom mig, som var hun lettet, og hendes; «Godnat, Barn,» lød usædvanlig kjærligt.
Da jeg kom op i vor lille Stue, sad Julie oprejst i Sengen; hun var forskrækket over Vejret og kunde ikke sove, før jeg kom.
«Men hvad har Du gjort ved din Haand? Aa, stakkels Ili, den er ganske rød, hvor har Du stødt Dig?»
«Jeg maa takke Vorherre for den daarlige Haand; den har reddet mig fra en uendelig mange Gange større Skade. Gud er saa kjærlig og naadig mod os, lille Søster, trods vor Svaghed; vi ville ret elske ham, ikke sandt, og bede ham om Kraft til at blive gode.»
«Jo, jeg, for jegerlilleogskal være artig;men Du er jo stor og færdig,som Du skal være, troede jeg.»
«O,nej, jeg er slet ikke rar, lille Søster, men jeg vil stræbe at blive det.»
Uvejret var holdt op; Maanen skinnede paa Julies runde, smilende, lille Ansigt; hun var slumret ind, tryg og glad ved min Nærværelse. Ak, jeg var kun en svag og daarlig Støtte! Jeg følte en oprigtig Anger over saaledes at have givet efter for en ond Indflydelse. Det levende Bifald, hvormed Løjtnant Klinge belønnede enhver kritisk Bemærkning, havde forledt mig til at være uskaansom og ukjærlig; jeg havde spottet, hvad der egentlig var mig kjært og helligt.
Ja, jeg indsaa nu klart, at hans Paavirkning havde været mig fordærvelig. Hver Gang, vi vare trufne sammen, havde jeg, for at behage ham, sagt eller gjort noget, jeg bagefter maatte fortryde. — Og Hr. Storm, hvem jeg slet ikke havde sagt Farvel, hvad dømte han om sin gamle Elev? Maaske følte han sig fornærmetogstuderede nu Jura for min Skyld.
Da jeg havde tænkt lidt paa dette, faldt jeg i Søvn og drømte om en grøn Eng, hvori jeg sank ned, dybt, saa dybt, at jeg vaagnede.
Det var en dejlig Morgen, og mit Hjærte slog frit og lykkeligt. Jeg skyndte mig op, gjemte min blanke Mark, badede min saarede Haand og ilede saa ud for at være borte, naar han kom.