Næsten hver Uge blev jeg inviteret en Dag hen til Sofie, da Tante Bertha — der dog ikke rent kunde nægte Datteren ligealdrende Omgang — fandt mit Selskab ualmindelig lidt generende.
Der var en underlig Modsætning mellem vort tarvelige Hjem og deres, hvor en gediegen Velstand gav sig tilkjende i hver Krog. Skjøndt jeg, for min egen Person, ikke skattede Luksus og ydre Velvære synderlig, ønskede jeg dog ofte at kunne bringe lidt deraf hjem til mine Kjære, og ved det overflødige Bord maatte jeg uvilkaarlig tænke paa Bedstemoders usødede The og Julies skrabede, sammenlagte Smørrebrød. Naar der var større Festligheder hos Tante, bleve baade Victor og jeg indbudte; ved saadanne Lejligheder var det næsten et Studium for mig, uden synderlig Bekostning at faa Toilettet i Orden, saa jeg ikke skulde stikke af; højere gik mine Fordringer aldrig.
Hvor det bedrøvede mig at se Victors Klæder efterhaanden blive for korte, og, trods al anvendt Omhu, en Smule slidte i Sømmene. Hans ædle Anstand og smukke, fremtrædende Ydre gjorde det endnu mere kjendeligt.
Den kjære Sofie tilbød mig iøvrigt rundelige Summer af sine Lommepenge, hvilket jeg dog naturligvis, instrueret af Bedstemoder, bestandig afslog.
Onkel Johans lille Husbestyrerinde, Kusine Emma, sluttede sig ofte til os, og tre saa forskjellige Personligheder ere vist aldrig komne bedre ud af det sammen.
Emma var en høj, bleg, stille Pige, med et aflangt Ansigt og blide, brune Øjne, snarere styg end smuk, men med et eget behageligt, vindende Udtryk og Væsen. Af Folk i Almindelighed blev hun ikke ændset synderligt;. hendes Fortrin vare af en bramfri Natur og maatte opsøges, da hun selv forsmaaede at gjøre dem gjældende. Hun var taalmodig, pligttro og ydmyg, fandt sig i Onkels befalende Væsen uden Knurren, ja, holdt endogsaa af ham paa en vis Maade, og havde ofte inderlig ondt af ham, hvilket Sofie rigtignok erklærede for højst umotiveret.
O, hvor den stolte, gamle Herre vilde være bleven forbavset og harmfuld, dersom nogen havde sagt ham, at den af ham aldeles afhængige Emma, paa hvem han saa saa dybt, saa dybt ned, vovede at have Medlidenhed med ham.
«Træk ikke i Klokken hos os, men kom herop,» sagde Sofie en Morgen, idet hun bøjede Hovedet ud over Trappegelænderet, «jeg opholder mig her i disse Dage og fører Huset; Emma har faaet Orlov, og er nu i Skaane hos Søsteren, Du ved, Agnes, der er gift med den svenske Løjtnant. Dette Mirakel skyldes ene min Menneskekundskab; jeg bad nemlig ikke hendes Onkel, om hun maatte rejse, men sagde tvertimod, at det gjorde mig saa inderlig ondt, hun aldrig kunde rejse, da han naturligvis ikke kunde undvære hende. «Ikke undvære hende? Mageligt; hun maatte gjerne rejse, hun skulde rejse jo før jo heller!» Saa pakkede hun da ind, og alt imedens lærte hun mig, hvorledes jeg skulde bære mig ad. Nej, hvor det var den kjære, lille Sjæl magtpaaliggende, at han ikke skulde forsømmes i nogen Henseende, Du kan tro, jeg satte et rigtig paalideligt Ansigt op og lovede det bedste; men aldrig saa snart var hun ude af Døren, før jeg brød Løftet. Han maa vente paa Middagsmaden; Avisen ligger ikke paa sin Plads; her er altid Modtræk, naar, han kommer ind o. s. v. o. s. v. Af pur Ondskab gjør jeg det ikke — skjøndt det rigtignok morer mig at drille ham lidt — min Hovedgrund er, at han skal faa Idé om Emmas egentlige Værd og lære at savne hende. Hvad mener Du, Emilie, undertiden ønsker jeg ham virkelig Døden, saa kunde Emma betale for sig hos Søsteren, hvilket er hendes Ønskers Maal. Der vil hun naturligvis ogsaa blive overlæsset med at passe Børn og alt muligt, men hun vil tillige blive paaskjønnet, og jeg tror, at en daglig Opofren er hende lige saa nødvendig til Livet som Luften, hun indaander. — Hatten og Mantillen af, øjeblikkeligt! Og hør saa paa mine Bekymringer, Du kjære, taalmodige Emilie, der aldrig selv klager. Moder er saa underlig og vil slet ikke indse, at meget er forkert her i Livet; det er saa nemt at være tilfreds og saa dumt at tænke over, hvad man ikke kan ændre. Men saadan er jeg ikke! Har Du kjendt Mage, jeg ønsker undertiden at komme i rigtig Nød, for at det kunde klare sig, hvilke af vore talrige Bekjendte — som nu alle holde saa inderligt, af os — der ere sande Venner. Sig mig, har Du været til Stede, naar nogen talte om Dig, uden at de vidste, Du hørte det? Ikke, det har jeg prøvet, og Du kan tro, det hjælper til at indse, hvilken Plads der egentlig tilkommer en. Forleden, da vi sent om Aftenen toge fra Roskilde, hørte jeg to Damer i Kupeen — hvem jeg godt kjendte — tale om os. Moder sov heldigvis; ellers havde hun erfaret, at hun var enfoldig, flegmatisk og hjærteløs; jeg var ikke kjønnere end unge Piger i Almindelighed, altfor overgiven og søgte forgjæves ved en paatagen Originalitet at skjule min Ubetydelighed. Tonen, hvori de talte, var i sin Ligegyldighed det værste af det hele, og jeg kan ikke sige Dig, hvor underlig jeg blev til Mode; dog, det var vel Sandheden, der saarede. Da jeg næste Morgen saa mig i Spejlet, var mit Ansigt uden Overdrivelse blevet et halvt Kvarter længere. Men holder jeg ikke snart op, saa burde de gode Damer have tilføjet: Hun vil altid snakke og Jader ingen anden komme til Orde.»
«Du er ikke ubetydelig, Sofie, og Du er original, og Du er ogsaa smuk, især naar dit lille runde Ansigt faar ét halvt Kvarter mere i Længde. Naa, kom smukt ud med, hvad Du endnu har paa Sinde.»
«Det er blot en Ærgrelse, jeg havde i Morges, en rigtig Skam. Har Du set vor lille sekstenaarige Kokkepige? Hun er saa fin og ser saa rørende ud med sit lille forgrædte Ansigt, og gaar med en saa god Villie trods Hjemveen — hun er nemlig ude for første Gang —, at det er en Fornøjelse. I Morges, som hun stod og arbejdede paa Livet for at faa en rusten Kakkelovn blank, og jeg i samme Stue vandede mine Blomster, stak Moder Hovedet ind ad Døren og sagde; «Elskede Sofie, er det Dig ikke for anstrengende, kan Du ikke lade en anden gjøre det? Du taaler ikke at tage Livet saa besværligt.» Moder mente ikke det mindste Ondt hermed, men jeg kunde føle, at jeg blev rød helt op til Panden, fordi jeg, der var ung og kraftig, saaledes skulde forkjæles. «Lille Grethe,» sagde jeg, «gid din Moder var her og kunde dægge for Dig.» — «Aa, hun,» svarede Grethe leende gjennem Taarer, «vilde bare sige: Tag bedre fat, Tøs, skrub Dig, spar ikke paa Kræfterne! Og det er vel ogsaa det rigtigste,« og saa gned hun ufortrøden løs. — «Men tys, der kommer gamle Bussemand, saa vil jeg ikke holde længere paa Dig, Farvel!»
Da jeg kom hjem, vare Bedstemoder, Victor og Julie ude; Hr. Storm sad i Dagligstuen og ventede paa dem. Jeg tog med mit Arbejde Plads ved hans Side, grundende over Anledningen til hans usædvanlig alvorlige Mine.
«De ved, Frøken Emilie,» begyndte han efter en lille Pavse, «at Onkel har taget sin Afsked; kan De gjætte, hvem der er udnævnt til hans Eftermand.»
«Det er da ikke Dem?» «Jo, og jeg glæder mig meget over, at den kjære, gamle Mand kan blive i Præstegaarden, hvor han dog nu er groet fast. Dette vil ogsaa være et stort Gode for mig, der umuligt straks kunde udfylde hans Plads nogenlunde tilfredsstillende. »
«Det kan være meget sandt, men jeg er egoistisk og tænker kun paa, hvorledes vi skulle kunne undvære Dem; jeg synes, alt vil staa stille, naar De rejser; hvem skal jeg ty hen til for at faa Kraft og Mod?»
«De har faaet Kraft og Mod fra en højere Kilde, Barn,»
«Men De har vist mig derhen og lært mig, naar jeg gik fejl; det forekommer mig, at vi skylde Dem ethvert Lysglimt; naar De er her, bliver Stemningen altid saa hyggelig og god, og i Deres Nærhed kan jeg ganske anderledes overse de smaa Savn og vurdere de smaa Glæder.»
Han havde rejst sig op og saa ud af Vinduet med Ryggen imod mig; jeg vedblev i en Tone, som hans Tavshed gjorde utaalmodig og ivrig:
«Dog, jeg skulde ikke tale saaledes, men bør huske, at De har handlet saa ædelt imod os, alene af Pligtfølelse og almindelig Menneskekjærlighed, ikke fordi De holdt af os.»
Da jeg havde endt, vendte han sig hurtigt om; han var ganske bleg og fæstede et paa en Gang haabefuldt og tvivlende Blik paa mig.
«De har drevet mig til det yderste,» sagde han, «jeg kan ikke tie mere, Gud hjælpe mig, jeg kan ikke. Skulde det være muligt, skulde de Følelser, der Dag for Dag ere voksede fastere i min Sjæl, blive besvarede? Vil Kjærligheden kunne forsone Dem med den tarvelige Lod, jeg kan byde min Hustru? — Dog nej, jeg ser det! Bliv ikke saa forfærdet, jeg forstaar det godt; De har aldrig tænkt Dem sligt muligt; De er saa ung og barnlig imod mig, baade i Tanke og i Aar, og jeg burde have gjemt dette i mit Bryst for altid.»
«O, det er saa sørgeligt, saa sørgeligt! Jeg holder jo inderligt af Dem, men som af en Fader, og De tager bestemt ogsaa fejl; De kjender mig saa godt og kan umuligt holde af mig paa den Maade; o, det er saa sørgeligt og saa ubegribeligt!»
Jeg skjulte mit Ansigt i Hænderne og græd, utilfreds baade med mig selv og ham.
«Det er godt, jeg kommer bort,» sagde han blidt, «og vistnok ogsaa godt for mig, at dette kom til en endelig Afgjørelse; dog havde jeg gjærne sparet Dem for denne Sorg. Nu ved De Grunden, hvorfor jeg helst kom, naar De var borte.»
«Men i den korte Tid, De bliver her, vil De da besøge os hver Dag.»
«Jeg kan ikke; fordi jeg taler saa roligt til Dem, er jeg sandelig ikke rolig! jeg vil helst sige Dem Farvel nu. De maa ikke tro, at jeg er meget ulykkelig; Vorherre vil efterhaanden gjøre mig glad i min Virkekreds, som jeg nu udelukkende vil hellige mig. Mine bedste Tanker og Ønsker skulle altid gjælde Dem. Farvel!»
Han vendte dog om i Døren, lagde sin Haand paa mit Hoved og sagde:
De maa ingensinde bebrejde Dem, at De har vist mig Venlighed og Godhed, og derved selv foranlediget en Mistydning; thi netop Deres, uforbeholdne Væsen maatte, efter mit Kjendskab til Deres Karakter, straks sige mig, at min Plads kun var en ældre Vens. Jeg har ogsaa været fuldkomment paa det rene hermed, undtagen det ene, ulykkelige Øjeblik. Farvel, og Gud velsigne Dem!»
Hvor jeg var rystet og forskrækket hele Dagen; næste Morgen spurgte jeg mig selv, om det ogsaa var muligt, om det ikke var en Drøm.
«Det er tungt, at vi skulle miste Storm,» sagde Bedstemoder, men tilføjede straks, «naturligvis maa det glæde enhver, at han har faaet en god Ansættelse.»
«Nej, Bedstemoder,» indvendte Victor, «jeg kan ikke glæde mig, naar min Raadgiver, min bedste Ven, min Broder kommer bort.»
Hans Broder! det lød saa besynderligt; Victor var jo meget, meget yngre end sin forrige Lærer. Hvor gammel kunde denne egentlig være? da jeg var ti Aar, var han toogtyve, altsaa nu etogtredive, dog ikke ældre!
«Ili, hvem vil herefter fortælle mig om Askepot og Tommelise, og hvem vil klippe Billeder til mig?»
«Det skal jeg nok, Julie, naar du blot vil tage tiltakke.»
Ikke til et Menneske omtalte jeg, hvad der var foregaaet mellem Herr Storm og mig, men jeg tænkte ofte derpaa med Sorg og tillige med en vis vantro Forbavselse. I Bevidstheden om hans alvorlige Kjærlighed laa dog en mægtig Spore til det gode og jeg syntes mit Ansvar var blevet større.
Julie var nu seks Aar og lagde daglig mere og mere Beslag paa mig; hendes Evner udvikledes hurtigt; hun var næsten altid artig og flittig og dertil saa munter og livlig. Vi spadserede lange Ture paa Volden eller til Frederiksberg; og min Øjesten skød rask ivejret, yndig og frisk som en lille Rose. Efterhaanden voksede hun fra alle sine Klæder, og jeg havde travlt med at forandre, øge og sy om; kjøbe Nyt turde vi kun sjeldent tænke paa.
Vinteren begyndte kold og barsk; Jomfru Mørk sad om Aftenen inde i Bedstemoders Sovekammer ved den lunkne Kakkelovn og snurrede paa sin Rok. «Det holder Fødderne saa velsignet varme,» sagde hun, «og saa har man Tankerne frie.» Jeg ønskede inderligt, at hun maatte komme ind til os andre, men Bedstemoder fandt det ikke passende; desuden tror jeg næppe, hun havde ladet sig formaa dertil. Undertiden tog Bedstemoder sig dog et og andet for, hvortil hendes Hjælp udkrævedes, og besynderligt nok hændtes dette gjærne, naar Vejret var rigtig bidende koldt. O, det tomme, tomme Skin, som altid skulde vedligeholdes!
«Du maa ikke være saa flittig, Victor,» sagde jeg en raa Decemberdag, idet jeg lagde min Haand paa hans Bog, «hold nu lidt op!»
Han hævede Hovedet og drog mig ned paa sit Skjød; der laa et Udtryk af Anstrengelse i hans Øje og han var bleg.
«I to Aar, Ili, maa jeg være meget flittig; da vil med Guds Hjælp alt blive godt; men to Aar er en lang Tid, og Bedstemoder er en gammel Kone; dog hun er jo saa rask, og Vorherre vil nok bevare hendes Liv; tror Du ikke ogsaa? — Læg din Haand paa min Pande, Ili, og lad mig se lidt paa Dig; Du har saadant et godt lille Ansigt, synes jeg, og Du ligner Moder. — Saa Du Herr Skrue igaar? han var her med en Masse Regnskaber; nu er det hele da endelig afgjort, men der blev ikke noget tilovers, som vi havde haabet. Mon han er ærlig? da han gav Bedstemoder toogfyrre Kroner og fem Øre tilbage, saa han ud, som vilde han gjøre Nar af os lige i Ansigtet. Dog maaske gjør jeg ham Uret; det er saa sørgeligt, før troede jeg godt om alle Mennesker. Jeg bliver ogsaa saa let stødt paa mine Venner nu; Ulykken har gjort mig pirrelig og uretfærdig, og jeg lægger vist ofte en saarende Betydning i et blot tankeløst Ord men det er urigtigt at tale om Ulykke; den, der betaler sin Gjæld, formerer sit Bo; jeg vil ikke ærgre mig mere over de toogfyrre Kroner; bedre at de vare tilovers, end om de havde manglet. — Nej, Kjære, Du skal ikke lægge i Kakkelovnen, det er unødvendigt, om en halv Time skal jeg paa Forelæsning.»
Lidt efter gik jeg hen til Sofie, hvem jeg traf i sit hyggelige, med kostbare Tæpper og Portierer velforsynede Værelse. Der var en Syjomfru hos hende, og hun stod netop foran Spejlet og prøvede en Balkjole.
«Kunde jeg blot tage Dig med i Aften, Emilie,» sagde hun med et muntert Nik, «men desværre, det gaar vel ikke an. Kan Du lide min Dragt? ganske hvid og simpel, men paa Hovedet faar jeg en Krands af naturlige Rosenknopper og en tilsvarende Buket; se blot i Kurven paa Bordet, kan der tænkes noget smukkere?»
Nej, det kunde der ikke! en lille Regning laa ved; at betale for Blomster 40 Kr., stod der. O, det var uforklarligt og stygt, at jeg kunde blive saa tung om Hjærtet, og saa længselsfuld efter at komme bort.
Himlen var graa og lav; der faldt store, tætte Sneflokke, som dog smeltede, endnu før de naaede de sølede Gader; det var rigtig et Vejr til at blive melankolsk i.
Da jeg kom over Nicolai-Plads, saa jeg en ældre Kone, med et skarpt, magert Ansigt, i en tynd, forslidt Dragt, liste stille om i nogen Afstand fra Slagterboderne; hendes Øjne slugte formelig Kjødet, men hun havde kun en Femogtyveøre i Haanden, og det nyttede ikke, at hun uafladelig saa paa den og drejede den frem og tilbage mellem Fingrene; det var og blev ikke mere. Maaske var det, i Betragtning af vore egne Forhold, urigtigt og uforsvarligt at kjøbe hende et godt Stykke Suppekjød, men jeg kunde ikke modstaa, og den stakkels Skabnings Glæde gjorde mig selv saa umaadelig glad. Enhver Bekymring syntes pludselig bortblæst, og min Gang blev lige saa let som mit Sind. «Dine egne staa Dig dog nærmere,» sagde Fornuften, men Hjærtet svarede: «Vorherre vil ikke slaa Haanden af dem, og jeg vil herefter være utrolig sparsommelig og fornuftig. O, Gud ske Lov! at jeg traf den gamle Kone; Gaven var kun ringe, men hun følte bestemt Trøst ved at møde Deltagelse, og fik lidt Tillid igjen til Næsten; først troede hun vist, at jeg vilde spotte hende, men saa blev Blikket pludselig saa klart og saa mildt, aa, Gud ske Lov!»
Samme Eftermiddag, netop som Mørket faldt paa, og Julie havde sat sig tilrette paa mit Skjød for at høre en Historie, bankede det paa Døren, og Onkel Johan traadte ind.
Der maatte være noget ivejen med ham; han havde ikke sit sædvanlige, ubevægelige Ansigt; hverken Holdning eller Mine var som ellers, ja selv Stemmen lød anderledes. Han saa ud som et Menneske, der er dømt til at synke en stor Sten, gaa gjennem et dybt Vand, springe over en høj Mur, eller foretage en anden lige saa umulig og fornuftstridig Handling.
«Er Victor hjemme?» spurgte han omsider, næsten med en Grimace.
«Jeg kan ikke tro andet; se ad, Børn.»
«Nej, nej, det er netop mit Ønske, at han skal blive udenfor Kusine,» — han, der blev saa opbragt, naar andre ikke kunde finde Ord, og hvis Tale ellers var saa kort, klar og tydelig, stammede og tøvede — «Kusine, jeg synes det var hensigtsmæssigt at — at Victor selv fik noget at raade over, og derfor,» Onkel var nærved at kvæles, «er her to hundrede og femogtyve Kroner for et Kvartal. Formodentlig vil dette foreløbig vedblive, dog forpligter jeg mig i ingen Henseende, ligesom jeg ogsaa alvorlig advarer mod at knytte nogensomhelst Forhaabning om fremtidig Arv eller Understøttelse til dette. Victor er mig ingen Taknemmelighed skyldig, ja jeg frabeder mig den indstændigt. — Behag nu at give Pengene i hans egne Hænder; han alene skal raade for dem. Farvel!»
Jeg greb Onkels Haand, idet jeg fulgte ham ud, men den var stiv og tør som altid; i Tusmørket kunde jeg se det spottende Træk i hans Ansigt, blandet med et uroligt og harmfuldt, som var han kommen i Modsigelse med sig selv. Han maatte jo dog have handlet af Godhed; hvorfor skjule den med en saa hæslig Maske?
«O, Bedstemoder,» raabte Victor, da han hørte det utrolige og modtog Pengene, «lad mig rigtig favne Dig og sige, hvor kjær Du er mig! Kan Du huske, Ili, hvor mismodig jeg var i Morges; det laa tungt paa mig at skulle være til Udgift baade med det ene og det andet. Gud være lovet og takket for denne Forandring! Og jeg, som troede, at gamle Onkel ikke kunde udstaa mig! Hør, Jomfru Mørk, De maa fyre dygtigt i Sovekammerkakkeloven og sørge for, at Bedstemoder faar sin Chokolade og Vin igjen. Du, Ili, der altid glemmer Dig selv, skal have en smuk, lyserød Kjole og en Hat med lange Fjer, og Julie — hvor er Putte, lad mig svinge Dig — Du skal i Teatret paa Onsdag og se Alferne. — Det gjør mig ondt, at jeg saa saa surt til gamle Skrue i Gaar; naar alt kommer til alt, er han vel dog en skikkelig Fyr, og det er da rimeligt, at han vil have sit. Har Edvard været her, Jomfru Mørk?»
«Ja, han har, men om jeg tør være saa fri at ytre min Mening, saa er det spildt, der sættes paa ham.»
«Desuden», tilføjede Bedstemoder, «maa Du erindre, at ni hundrede om Aaret er en begrænset Sum. Det undrer mig i det hele, at Du kan være saa glad; mine Følelser ere ikke ublandede; naturligvis kan Du modtage Pengene af din Onkel, men det er dog haardt, at det behøves.»
«Det føler jeg ikke, bedstemoder; jeg er lykkelig over, at Onkel er saa godt et Menneske. For Resten har Du naturligvis Ret i, at Summen er begrænset; Ili maa siden hjælpe mig med at gjøre et fornuftigt Overslag. Hvad Edvard angaar, da skal han blot have seks Kroner til at løse sin Frakke, som den arme Skjælm har paa Assistenshuset. — Det nytter ikke, at Onkel frasiger sig al Tak, jeg maa derhen og tale mig ud. Naar jeg kommer tilbage, vil jeg skrive til Frederik.»
Frederik! Hvorfor sagde han ikke Hr. Storm? Mon de vare blevne Dus?
Da den stakkels Victor kom tilbage, var hans Glæde betydelig bortdunstet.
«Onkels haarde, kolde Væsen piner mig,» sagde han, «men da jeg ved, det dikteres af en misforstaaet Delikatesse og har Beviset paa, at hans Sindelag er kjærligt, vil jeg ikke trættes, men være saa paatrængende i min Opmærksomhed, at han tilsidst maa blive overvunden.»