Da jeg, fra et skjult Sted i Haven, havde set Løjtnant Klinge ride bort, skyndte jeg mig tilbage. Julie kom mig i Møde i Døren, klyngede sig op til mig og sagde forskrækket:
«Bedstemoder er saa underlig, Du maa blive hos mig, jeg er saa bange. Hvad er det med Fader? Han kommer da igjen, Emmy, Du er da vis paa, at han kommer igjen?»
«Gud forbyde andet! Kjære, lille Julie, lad mig komme frem. — Jomfru Mørk, hvorfor gaar De? Aa, jeg er saa dødelig angst; vær barmhjærtig, sig, hvad der er sket?»
Den gamle Pige vendte sig ikke om, men foer med ungdommelig Hurtighed op ad Trappen; det var tydeligt,at hun vilde undgaa os.
Jeg havde imidlertid set hendes ophovnede Øjne og forsørgede Mine, og Modet svigtede mig. Dog, Uvished var værre end alt andet; jeg aabnede Døren til Bedstemoders Stue.
Hun stod med et Brev i Haanden og saa bleg og besynderlig ud.
«Fader er dog ikke død, o Gud, han er dog ikke død?»
«Vær rolig, Emilie, din Fader er fuldkommen rask og tænker mindst af alt paa Døden.»
Strengheden i Bedstemoders Tone forfærdede mig; det var, som vilde hun sige noget, men ikke kunde faa Ordene over sine Læber; hendes Bryst hævedes af en indvendig Hulken, der dog ikke kom til Udbrud og kun varede et Sekund. Derpaa strøg hun sig over Panden og sagde med næsten uhyggelig Fatning:
«Der forestaar en stor Forandring; din Fader vil indlade sig i nyt Ægteskab.»
Et Øjeblik stod jeg som lynslagen, derpaa ilede jeg ud; jeg kunde ikke taale at se eller tale med nogen; jeg kunde ikke standse eller faa Ro før paa Kirkegaarden ved den elskede Grav. O, hvor jeg græd der; i Begyndelsen var det bitre, brændende Taarer; mine Følelser gjorde Oprør;skulde en anden indtage Moders Plads i Hjemmet og i Faders Hjærte, ja, maaske ogsaa efterhaanden i min Søsters.
O, jeg Daare, der havde tænkt, at jeg maaske burde opsøge Prøvelser; de kunde nok finde mig ogsaa i Hjemmet.
Jeg spurgte mig selv, om Sorgen ikke havde været endnu større, dersom min første Formodning havde stadfæstet sig, og vi nu havde været forældreløse; med Gysen maatte jeg svare nej, den vilde hverken have været saa bitter eller saa stor.
Forgjæves søgte jeg at fremmane Moders Billede for min Sjæl; ellers kunde jeg altid, dog nu var jeg for urolig, lignede hende for lidt, hende, der altid var saa blid, hengiven og taalmodig; men alene Tanken paa hende gjorde mig godt og bragte Stilhed i mit Sind.
«Vær Baandet imellem dem,» o Gud, nu skulde det maaske begynde, og jeg var saa skrøbelig en Stakkel. Vorherre vilde vel hjælpe, naar jeg havde Villien, men vilde han ogsaa hjælpe mig til at faa den. Det var jo syndigt at være vred paa hende, den fremmede; Moders Fortrin burde ikke føde Uvillie mod nogen. Stakkels Bedstemoder, hvor hun nu led, og hvorhun varfortørnet paa Fader;jeg vilde forsøge at tale et Ord til hans Forsvar; maaske mit eget Hjærte med det samme kunde blive kjærligere sindet.
Bedstemoder stod paa samme Plet, da jeg kom tilbage; hun overlod mig rolig sin Haand uden dog at besvare mine Kjærtegn med ringeste Bevægelse.
«Kjære, elskede Bedstemoder, kan man ikke nok forstaa, at Fader har følt sig meget ensom, og ligger ikke en Undskyldning —»
«Det sømmer sig kun daarligt for Dig, Emilie, at tale i en saadan Tone om din Fader. Har jeg anklaget, siden Du vil retfærdiggjøre? Hvad han har gjort, er det naturligste af Verden; de fleste vilde i hans Forhold have giftet sig før. Tro ikke, at jeg er vred, dertil har jeg ingensomhelst Ret; desuden kjendte jeg din Fader og ventede mig ikke andet »
Hvor tusinde Gange værre var ikke denne forstenede Kulde end Bebrejdelser og Klager, hvilken dulgt Ringeagt laa der ikke i hendes: jeg ventede mig ikke andet. Nej, hun var ikke vred paa Fader, men jeg tror, om sligt er tænkeligt, at den Vrede, hun havde følt mod Moder, fordi hun kunde vælge ham, vaagnede paany.
«Lad Baronessen være lidt alene, kjære Frøken,» hviskede Jomfru Mørk, idet hun blidt trak mig ud af Stuen, «hun lider ikke, man ser hende i Sindsbevægelse, og dog piner det hende at lægge Baand paa ethvert Udbrud. Tænk ikke paa at trøste, det ydmyger hende bare; jeg kjender min gamle, naadige Frue ude og inde; hun har nu en drøj Dyst at bestaa, Gud naade os. Se ikke saa forknyt ud, mit søde Lam; det kan jeg ikke bære! Det skal nok blive lyst igjen; Vorherre har ikke givet Dem Smilehullerne og den velsignede Latter til ingen Nytte. Her var ogsaa Sorg og Jammer, da Hofjægermesteren friede, og vor unge Baronesse for første Gang havde anden Mening end sin Moder, men det blev dog godt bagefter.»
«Men hvad havde Bedstemoder egentlig mod Partiet?»
«Hun havde mange, og om jeg maa være saa fri at tale rent ud, gode Grunde derimod. Deres Hr. Fader var af en højst maadelig, ikke en Gang hundredaarig Adel, og saa ejede han heller intet, hvilket uden just at være en Hindring i sig selv, udsatte ham for den Mistanke, at han tog vor dejlige unge Baronesse for hendes Penge, hun, der fortjente at elskes ene og alene for sin egen Skyld. Men her gjorde vi ham Uret; han holdt virkelig af hende og var en skikkelig, føjelig, godhjærtet Mand. Ingen har skabt sig selv, naa, Gud bevare min Tunge. — Nu maa vi ikke tabe Modet, kjære Frøken; det er en ung Dame af Stand, Gud ske Lov, der ikke vil gjøre Familien Skarn.»
«Hvor er Julie, Jomfru Mørk? O, at jeg kunde glemme hende.»
Jeg fandt min lille Søster grædende i en Krog af Havestuen; hendes livlige Fantasi havde travlt med at male Skræmmebilleder.
«Emmy, tror Du, vi skulle ud af Huset?»
«O, nej, vist ikke.»
«Men vi faa jo Stedmoder, og hun vil være ond imod os, ligesom i Historien, Du ved.»
Ond imod os! Hvor skrækkeligt, at en fremmed skulde faa Magt hertil. Jeg tog Barnet paa mit Skjød, aftørrede hendes Taarer og fortalte, at den Moder, Fader valgte os, naturligvis var god, og at vi ikke maatte tage imod hende med Fordom, men med Tillid og Kjærlighed. Min Stemme lød saa underlig, da jeg talte om en anden Moder og om at elske hende; der var ingen rigtig Kraft, Overbevisning eller Sandhed i den. Julie saa ganske vantro paa mig.
«Du er dog bange, Ili, og Du holder heller ikke rigtig af hende.»
«Med Guds Hjælp vil jeg komme dertil og Du ogsaa, det vil bero meget paa vor Opførsel, Julie, hvorledes den nye Moder vil blive; ere vi fromme og gode, vil hun nok lære at holde af os.»
Det var en skrækkelig Dag! Havde vi blot ret udtalt os for hinanden, men Bedstemoder sad rolig og taus, og hendes Mine afviste enhver Hentydning til Sagen. Jomfru Mørk sneg sig om som en Skygge med et underlig opstillet Ansigt, der skulde lade fornøjet. Selv Tjenestefolkene saa højtidelige ud, undgik at møde os, talte sagte sammen i smaa Grupper og rystede paa Hovederne med profetiske Miner. Sent om Aftenen kom Victor med Ekstrapost fra Kjøbenhavn. Vi græd ret ud sammen, og jeg fik endelig Luft.
«Nu, Victor, maa det være nok, vi have ikke Lov til at græde saaledes, tror jeg.»
«Du har Ret,» sagde han, idet han halv skamfuld bortviskede en Taare, «men Moder var saadan en Engel; jeg kan ikke begribe — og dog, jeg kan nok tænke, at Fader var kjed af dette triste Liv her.»
«Fader var jo næsten altid i Kjøbenhavn, Victor.»
«Hvorfor, fordi her var kjedeligt, og ingen havde Lyst til at komme herud. For Dig, Ili, vil dette egentlig have mange Fordele; Hjemmet vil blive muntert og selskabeligt, og Du vil forhaabentlig faa en kjærlig Veninde i Faders Kone, der omtrent er paa din Alder.»
Og Victors smukke, frejdige Ansigt fik igjen sit naturlige, oprømte Udtryk, medens han fortalte, hvor behagelig, yndig og talentfuld hun skulde være, hvor ene hun stod i Verden, og hvorledes hun ganske sikkert vilde have Hjærte for os, da hun selv var forældreløs og opdraget af fjærne Slægtninge.
Allerede næste Dag ankom Faders Kommissionær, Hr. Skrue, en lille, mager Mand med sort Haar, vissengul Hudfarve og grønne Øjne, der, uden at skele, aldrig saa lige paa en. Han havde en Tapetserer og andre Haandværkere med, og Huset blev efterset og istandsat fra Loft til Kjælder. Kun Bedstemoders Værelser og min lille Havestue bleve fritagne for Forandringer, og det højst mod Hr. Skrues Villie. Han og jeg havde mange Skjærmydsler i Anledning af de gamle Møbler, som han uden Skaansel vilde kassere.
«Vær vis paa, at jeg gjerne vilde give efter,» sagde han med paatagen udenlandsk Accent, «men jeg maa tage højere Hensyn. Gjør jeg Brud paa Smagen, er det ude med mig. Det gjælder mit Renommé, unge Dame, mit Renommé!»
Efter en Maanedstids Forløb var alt færdigt; hvor underlig fremmed saa der ikke ud i de kjendte Værelser; selv Bedstemoders Tipoldeforældre syntes ikke rigtig at passe i de ny, straalende Rammer. Jeg var dog glad over, at Lænestolen og det indlagte Bord, paa min indstændige Forbøn, vare blevne i Dagligstuen; de stode i Vindusniehen, paa deres gamle Plads, og gave det hele lidt hjemligt for Bedstemoder.
Første August skulde Fader komme med sin unge Kone. Jeg takkede Gud, at Brylluppet blev holdt i Udlandet, saa vi ikke behøvede at møde. Og den ene Dag gik efter den anden; hver for sig syntes lang, men saa man tilbage paa en Uge, var den svunden som en Drøm. Bedstemoder talte roligt om deres forestaaende Ankomst, og gjorde alt, for ikke alene at skjule, men fuldkommen underkue sin Sorg.
Søndagen før de kom, vare vi i Kirke; vor indelukte Stol var bleven malet og forgyldt, og Lænestolene betrukne med nyt Fløjel. Det var en underlig Tanke, at hun næste Gang skulde være med.
Endelig oprandt Dagen; Luften var varm og tung; jeg følte mig saa besynderlig nedslaaet og beklemt. Dog, det var urigtigt; de burde modtages med glade, venlige Ansigter.
Maaske var hun, vor unge Moder, nu ogsaa ængstelig, ved Tanken paa sine Pligter og os; maaske frygtede hun, at vi vare forudindtagne mod hende. Var det Tilfældet, skulde det nok gaa godt; blot, hun vilde vise Bedstemoder Ærbødighed, og holde rigtig af Julie, da vilde jeg faa hende saa kjær, og være hende saa inderlig taknemmelig.
Hvor yndig saa min lille Søster ikke ud, i sin hvide Dragt med de lyse, glindsende Krøller. Hendes store, blaa Øjne vare saa udtryksfulde i deres Forventning; hun var iøvrigt lidt bleg og forskrækket, og vilde slet ikke lade mig komme ud af Syne.
«O, Ili, de kunde komme, medens Du var borte, bliv her, eller lad mig følge Dig.»
«Omsider saas Vognen som en lille, sort Prik, langt borte; mit Hjærte slog saa stærkt, at jeg næppe kunde trække Vejret. Bedstemoder rejste sig roligt op, og gik langsomt ud i Gangen; vi fik os netop stillet tilrette, i hendes Skygge, til Vognen kom.
Victor sprang først ud; derpaa kom Fader, og endelig vor Stedmoder, hjulpet ned af dem begge.
Hendes Ansigt var straalende, ja blændende smukt; hun kastede et hurtigt Blik opad Egeborgs Hovedbygning, nejede dybt, men dog paa en vis let, ugenert Maade for Bedstemoder, og vendte sig derpaa til mig.
« Formodentlig Emilie?»
Hun omfavnede mig, kyssede min Kind og saa, idet hun følte at jeg sittrede, opmærksomt paa mig; ikke med et uvenligt, men med et koldt, forundret spørgende Blik. Med voldsom Anstrengelse betvang jeg mine Taarer; den Bevægelse hun ikke kunde forstaa, turde ikke komme til Udbrud i hendes Nærværelse.
«Og det er den lille,» spurgte hun derpaa, «hvor allerkjæreste! — Kjære Ven, lad mig endelig straks komme til mit Værelse, siden kan jeg se det hele. De undskylde nok venligt, at jeg bliver et Par Timer i Ro, og søger at komme en Smule til mig selv efter den lange Kjørsel.»
Ved Faders Arm steg hun opad Trappen, og vi følte alle i samme Øjeblik, at hun var sig sin Magt, som Herskerinde i Huset, fuldkommen bevidst.
«Tillad, tør jeg komme frem,» bad straks efter en lille vims Kammerjomfru, idet hun med determineret Mine banede Vej for sig og en med Æsker, Tasker, Paraplyer og Parasoller belæsset Tjener. I Forbigaaende mønstrede hun os med et dristigere og mere vedholdende Blik, end egentlig passende.
«Ili, tror Du ikke Fader holder af mig mere? han kyssede mig ikke.»
«Jovist, Du lille Nar I der er han; løb hen til ham, saa kysser han Dig nok.»
Men Julie kunde ikke flyve ham om Halsen, som før. Det gjorde ham bestemt ondt at se, hvor tøvende hun nærmede sig, thi han tog hende heftigt i sine Arme og kyssede hende mange, mange Gange.
Snart sade vi sammen i Dagligstuen, men Stemningen var højst uhyggelig. En Forklaring vilde maaske have lettet; dog vi nærede hver især ligemegen Frygt for en saadan. Fader saa slet ikke lykkelig ud, og der var noget holdningsløst og usikkert i hans Mine, der smertede mig; det var næsten som undsaa han sig for os, og fortrød allerede hvad han havde gjort.
O, det var tungt at se Bedstemoders Hædersplads ved Bordet indtaget af en anden; hun var imidlertid meget venlig og munter, lo og spøgte med Victor, talte om den smukke Herregaard, og om Spøgelser; hun haabede da, at her var Spøgelser; de hørte nu engang til og maatte ikke mangle paa en gammel Gaard.
«Naar det bliver mørkt/ faa vi nok en Historie, Victor, jeg holder meget af at være rigtig bange og er let at kyse. — Nej, det er kosteligt, se dog den lilles Øjne!»
Jomfru Mørk stod ved Buffeten, og skar Kyllingerne for med en Iver, der skulde dølge hendes Mishag. Hun havde nemlig en egen Veneration for Spøgelser, og at omtale dem saa letsindigt, var i hendes Øjne en Majestætsforbrydelse.
«Er De Husjomfruen?» spurgte min Stedmoder, idet hun satte sin Kaffekop paa Bakken.
«Ja, og jeg har været her i femogtredive Aar.»
«Himmel, saa er De jo en hel Skat, hengiven og tro som Guld, naturligvis. De behøver ellers ikke at lave Kaffen her; det er bedre, Tjeneren bringer den skjænket ind» — o, hvor det gjorde mig ondt for hende; hun havde altid sat sin Ære i ,at præsidere, sirlig som et pillet Æg ved Kaffebordet — «heller ikke skal De herefter, min Gode, tranchere Stegene; det gjør Hofjægermesteren nok selv, og endnu Et, vi ville først spise til Middag Kl. fem.» «Det kan vist aldrig gaa an, naadige Frue, Baronessen er vant til at spise Klokken tre, og» —
«Tro ikke, at jeg vil genere Baronessen; hun maa, som gammel Dame, naturligvis intet Baand lægge paa sine Vaner, men spise naar det behager hende. Altsaa Klokken fem, og Frokost mellem tolv og et. — Kom herhen, Du lille Søde, Du skal ikke plages med at sidde saa længe tilbords med os Store; det er heller ikke sundt for saadan et Pus at spise saa silde. Du har da vel en Bonne eller maaske allerede en Lærerinde?»
«Jeg læser med hende.»
«Virkelig, det kalder jeg kjærligt at paalægge sig en saadan Géne.»
«Det er en Glæde og ingen Gene.»
Hun saa forskende paa mig, med et lidt ironisk Blik; jeg havde paa Følelsen, at hun fandt mig en Smule kejtet, ikke smuk, og dertil neppe havde synderlig Tro til mine Evner. Ud paa Aftenen gik jeg ind i Jomfru Mørks beskedne Kammer. Hun sad og læste i en gammel Bønnebog, medens de stride Taarer løb hende nedad Kinderne.
«Gaa bare, mit kjære unge Herskab; De skal aldrig bryde Dem om mig gamle Tosse; jeg skal nok holde ud og blive paa min Post, ja selv om den næsvise lille Heks af en Kammerkidsken gjør Nar af mig lige op i Øjnene, skal jeg ikke vige.»
Næste Dag, da Julie og jeg sade og læste, traadte vor Stedmoder ind til os. Hun var klædt i en blegrød Morgendragt og saa meget ung, næsten barnlig ud.
«Hør, Kjære, dette Værelse elsker jeg! til Læsestue passer det imidlertid kun daarligt, saa nær ved Dagligstuen, at Lyden af Spilleøvelserne — og er der noget i Verden, som skurrer mere i musikalske Øren — bestemt kan trænge derind. Hvad om Du overlod mig dette, og da fik et større og bedre ovenpaa, kan det ikke lade sig arrangere?»
«Meget godt.»
«Nu, saa flyt ud, min Søde, jo før jo heller. — Her skal mit Fortepiano staa, her en lille Sopha, her Blomstertrappen, men først maa jeg have nye Tapeter. Hvilket dejligt Portræt! det kan vel blive hængende?«
«O nej, det er min Moders Billede.»
Jeg fik et hurtigt, gjennemborende Blik, hvorpaa hun forlod Stuen.
«Hvad er her paafærde?» spurgte Fader senere, da han saa Fortepianoet blive baaret ovenpaa; jeg lagde Mærke til hans bekymrede Mine, og svarede derfor i saa munter en Tone, som det var mig muligt:
«Julie og jeg have faaet Lov til at ombytte Havestuen med den gule Stue i Øst, der støder lige op til Bedstemoders Værelser.»
Det Smil, der spillede om min Stedmoders Læber, da hun hørte mit Svar, kan jeg ikke glemme; hun troede vist, at jeg virkelig var enfoldig nok til at regne Forandringen for en Begunstigelse.
De lyseblaa Tapeter, der havde gjort mig saamegen Glæde, bleve nu revne ned, og min simple, venlige lille Stue forvandlet til et overdaadigt Kabinet.
Den ene Dag gik efter den anden, uden at Forholdet blev hjærteligere, eller rettere, uden at der egentlig kom noget Forhold tilveje. Vor Stedmoder var bestandig mild og høflig, uden dog nogensinde at tage ringeste Hensyn til andet, end sin egen Bekvemmelighed. Jeg tror ikke hun holdt af Fader; det forekom mig altid, som var hun en Prindsesse, og han hendes opvartende Kavaler. Efter hvad Folk sagde, var hun opdraget meget strengt af sine Slægtninge; maaske var hendes Lyst til at herske og tilfredsstille ethvert Indfald Frugten af Underkuelse og altfor stor Tvang. Victor lod til at behage hende mest, og hun viste ham megen Venlighed, som han dog ikke længe gjengjældte. Det pinte og saarede ham, naar Julie og jeg bleve satte tilside; det oprørte hele hans Sjæl, naar Bedstemoder ikke blev behandlet med Opmærksomhed og Hensyn. Disse sine Følelser dulgte han ikke, og jeg takkede Gud, naar han rejste, uden at det var kommet til Strid. Med mig var Victor heller ikke rigtig tilfreds, og han bebrejdede mig undertiden, at jeg ikke uforbeholdent opponerede og stillede mig paa Bedstemoders Side.
«Jeg havde ikke troet, at Du vilde bære Kappen paa begge Skuldre, Emmy,» sagde han.
Ak, han anede ikke, at det kostede mig megen Kamp at handle som jeg gjorde, og at jeg kun blev istand dertil ved Erindringen om Moders Bøn: «vær Baandet imellem dem». Det var tusinde Gange lettere at udvide Kløften, end at fylde den.
Efterhaanden forlode næsten alle den nedgaaende Sol for at bejle til den opgaaende. Bedstemoder lod til ikke at ændse Folks forandrede Opførsel — som hun desværre undertiden havde forskyldt ved et hovmodigt Væsen — men jeg er dog vis paa, at hun følte enhver Krænkelse og Tilsidesættelse dybt.
Det var en sørgelig Tid! Huset var næsten altid fuldt af fremmede; jeg havde ikke en at udøse mig for. Victor var ophidset nok; ham maatte jeg formilde; Bedstemoder afvriste kort, næsten med Haardhed, enhver Fortrolighed; stakkels Jomfru Mørk var nærved at bukke under af Sorg paa sit Herskabs Vegne og af Ærgrelse paa sine egne; det vilde have været skjændigt at læsse mere paa hendes Skuldre; og Fader, o han var naturligvis den af alle, jeg mindst kunde tale til.
En Dag gik Jeg halv fortvivlet ind til min Stedmoder; det var dog tænkeligt, at et oprigtigt Ord kunde vinde hende.
Hun laa paa Sofaen i Kabinettet, med en Bog i Haanden, og lod til at blive meget forbauset ved at se mig. Jeg fortrød næsten, at jeg var kommen, og følte levende Umuligheden af at gjøre mig begribelig for hende. Der var en langt større Hindring imellem os, end et forskjelligt Sprog vilde have været; Tegn og Miner kunne jo forklare Meningen; det var vore Sjæle, der ikke kunde forstaa hinanden.
Da hun havde hørt min, i de mildeste Udtryk, fremsatte Beklagelse tilende, rejste hun sig op, og sagde afgjørende og ivrigt:
«Du forbauser mig! jeg troede sandelig, at Du, skjøndt Part i Sagen, maatte kunne indse, at min Opførsel tilfredsstiller enhver billig Fordring. Det er ikke behageligt for en ung Kone at komme ind i et Hjem, der er opfyldt med Personer, hun naturligvis ingen Godhed kan have for.»
«Men var det dog ikke muligt, at denne Godhed kunde komme? o, prøv derpaa!»
Koldt, isnende koldt, var det Blik, hun gav mig, idet hun vedblev:
«Følelserne lade sig ikke kommandere; jeg taaler visse Personer; mere kan ikke forlanges. Saavidt muligt generer jeg ingen og tør vel ogsaa fordre, ikke at blive generet; og hermed ville vi lade dette Thema falde for stedse. — Vær saa god, Kjære, naar Du gaar forbi Klokkestrengen, at ringe, det er Tid at tænke paa Toilettet.» —
Det var min største Glæde at læse med Julie, og jeg holdt slet ikke af, naar vi bleve afbrudte, og den Lille hentedes ind til vor Stedmoder for at synge, dandse og være Tidsfordriv for hendes fremmede. Hun blev da iført et lille Pariserkostume og friseret paa det sirligste. Alle fandt hende saa uforlignelig, saa yndig, og hvad hun gjorde og sagde var mageløst; men jeg var inderlig bedrøvet; det forekom mig næsten som en Vanhelligelse, og jeg skjælvede for, at Forfængelighed skulde besmitte mit Barns Sjæl. Dersom hendes smaa Triumfer ikke havde glædet Fader kjendeligt, havde jeg bestemt modsat mig. —
Før plejede Bedstemoder at benytte Vognen hver Dag; nu vilde hun heller gaa, end udsætte sig for et muligt Afslag.
Hvor tydeligt husker jeg ikke en graa Morgen, da vi paa Tilbagevejen fra Kirkegaarden mødte vor Stedmoder, der ligeledes var tilfods.
«Godmorgen, Godmorgen, vi faa bestemt en ordentlig Byge; ah, den begynder allerede.»
«Blot Du ikke skal blive syg, Bedstemoder; her er ikke et Sted, hvor vi kunne ty ind.»
«Lad os skynde os, Barn, saa har det ingen Nød. Men kommer ikke dernede den unge Skum løbende med en Paraply? jo, i Sandhed. — Min gode Skum, De maa tro, at jeg sætter stor Pris paa Deres Opmærksomhed.»
Bedstemoder smilede venligt til den unge Forvalter og rakte Haanden ud efter Paraplyen; han skyndte sig imidlertid forbi og hen til min Stedmoder, idet han i en sledsk Tone, der ledsagedes af et uforskammet Blik, svarede:
«Undskyld, men i den Fart var det mig umuligt at skaffe to Paraplyer tilveje.»
Mit Blod kogte; Bedstemoders Haand skjælvede lidt; jeg vovede ikke at se paa hende; i samme Nu lød imidlertid en Stemme bagved:
«Tillad, tillad!»
Det var den gamle Pastor Dahl, der kom styrtende imod os; han var sprunget ned fra en Bondevogn, og holdt i sin Iver Paraplyen ud fra sig, længe før vi kunde naa den, saa han selv blev drivvaad.
«Tillad, Fru Baronesse, tør jeg byde Dem min Arm.»
Og hans Ryg var ikke stiv længer; idetmindste var Bukket dybt, og hans hele Væsen yderst forekommende og høfligt.
Der faldt en Sten fra mit Hjærte; o, hvor jeg holdt af ham; hvor han forekom mig ædel og ærværdig, som han gik der, aandeløs af det hurtige Løb, med røde Kinder, Hatten lidt paa Snur paa det graa Haar, Ild i Blikket og Ivrighed i Minen. Da vi kom ind, tog jeg hans Haand og kyssede den; jeg kunde ikke andet.
«Idag er jeg ikke hjemme,» sagde min Stedmoder lidt senere til Tjeneren; derpaa tilføjede hun strengt: «hvorfor blev De saa længe i Byen?»
«Hesteskoen gik af, Deres Naade, og jeg maatte ogsaa vente paa Apotheket.»
Da han var gaaet, lænede hun sig tilbage i Gyngestolen, og klagede, idet hun fæstede sine mest indtagende Øjne paa den uimodtagelige Pastor Dahl:
«Lutter Opspind, o, det er sørgeligt med den megen Fordærvelse! der er ingen Sandhed i slige Folk.»
«Naar vi lære dem at lyve til vor Bekvemmelighed, maatte de sandelig være fuldkomne, dersom de ikke ogsaa undertiden gjorde det til deres egen. Eller hørte jeg maaske fejl, min Frue, bød De ham ikke sige, at De var ude?»
Efter at have betænkt sig et Øjeblik, om hun skulde blive vred eller tage det fra den komiske Side, valgte hun det sidste.
«I Sandhed, De er en original Mand, hvor snurrigt! imidlertid tænker jeg dog, der er en lille Forskjel paa Tjeneren og mig.»
«Ikke saa ganske lille; den overordnede har sikkert et langt større Ansvar, og de Fordringer, der stilles til os, ville vistnok rette sig efter vor Opdragelse og hele Forhold. Farvel, nej jeg takker, jeg kan ikke blive.»
Han ilede bort, og jeg saa, hvorledes han trak Vejret ude, som havde han ikke ret kunnet faa det inde i de stadselige Værelser.
Næste Dag kom Victor med Løjtnant Klinge. Dette Besøg var mig yderst uvelkomment, thi Løjtnanten havde en egen taktløs Maade at give sin Medfølelse tilkjende paa, der lod os føle vor Stillings Pinlighed langt tydeligere end ellers. «Dette er for galt,» udtrykte hans Blik mer end én Gang i Løbet af Dagen, og jeg saa Fader blegne og Victor blusse og bide sig i Læben.
Da han rejste om Aftenen følte vi os alle lettere, og ingen bad ham om at komme igjen.