Henad Efteraaret rejste Fader og hans Hustru til Kjøbenhavn. Det var en lille Frist, hvori alt saa nogenlunde kom i den gamle Skik; men Bevidstheden om, at det alligevel ikke var som før, laa dog hele Tiden trykkende paa os, og det var lange, triste Aftener, Bedstemoder og jeg tilbragte i den store, af fire Vokslys kun yderst ufuldkomment oplyste Stue, Lille Julie hoppede frem og tilbage mellem de lange Skygger, Lænestolene kastede paa Gulvet. Hun kunde dog, Gud ske Lov, være rigtig glad endnu, og havde kun i enkelte Øjeblikke en dunkel Følelse af det uhyggelige Forhold. Naar hun var bragt tilsengs, læste jeg gjerne højt; jeg maatte da rykke ganske nær til Bedstemoder, for at ikke Blæstens Tuden i Skorstenen eller Regnens vedholdende Pidsken paa Ruderne skulde overdøve min Stemme.
En Morgen fik vi et meget uventet Besøg af en Fætter af Bedstemoder, en høj, gammel Herre, hvis stive Holdning, skarpe Næse og gjennemtrængende Blik gav ham et meget aparte, respektindgydende Ydre. Hans ene Fod var daarlig, og han haltede, naar han var i Enrum, men næsten aldrig i nogens Nærværelse, skjøndt det voldte ham Anstrengelse og Smerte at undlade det. Der var noget strengt og koldt i hans Mine, og et Træk af Menneskeforagt om hans Mund, der kunde skræmme En langt bort. Selv yderst punktlig og karakterfast, fordømte han enhver, der manglede disse Egenskaber. Den, der lod sig noget byde, var i hans Tanker en Usling, og Godmodighed og Beskedenhed syntes ham ensbetydende med Enfoldighed og Ubetydelighed. Hans Ægteskab havde været barnløst og ikke lykkeligt; efter Hustruens Død tog han Afsked fra sin Amtmandspost, slog Bolig op i Kjøbenhavn, og tog en ung Slægtning til sig, for at bestyre Huset Onkel Johan havde altid næret megen Sympati for Bedstemoder, der dog hidindtil kun havde givet sig tilkjende ved ceremonielle Nytaars-Gratulationer.
«Lige til Sagen er mit Valgsprog«, sagde han, idet han stillede sig foran Bedstemoder, «alene for at hilse paa Dem, min højtærede Kusine, er jeg ikke kommen herud. Jeg er her for at give Dem en Advarsel, som De kan reflektere paa eller ikke, ganske efter Behag. — Deres Svigersøn forbruger langt mere, end hans Ejendom indbringer, og bliver det saaledes ved en kort Tid endnu, er det ude med ham. Nylig henvendte han sig til mig om et større Laan, hvilket jeg naturligvis nægtede ham, og vilde have nægtet, selv om jeg havde været Millionær. Da han kun kan byde sine Kreditorer en maadelig Sikkerhed, foreskrive de ham naturligvis højst ufordelagtige Betingelser. For gammelt Venskabs Skyld raader jeg nu Dem, Kusine, til at trække Deres Penge ud af Godset.»
«Skjøndt jeg vurderer Deres venskabelige Følelser,» svarede Bedstemoder med ufattelig Ro, «kan jeg ikke følge Raadet Mine Penge staa sikkre paa første Prioritet; sagde jeg dem op, maatte Egeborg sælges, og tage fra mine Forfædres Gaard, hvor jeg er født, kan jeg ikke, idetmindste ikke godt. Desuden vil det være mig yderst pinligt, under nærværende Forhold, at tale om pekuniære Ting med min afdøde Datters Ægtefælle.»
«Blive Renterne Dem ordentlig udbetalte?» spurgte han, idet han rynkede sine tykke graa Bryn.
«Jeg behøver dem ikke alle; hvad jeg forlanger, faar jeg.»
«Saa, Farvel; efter min Mening handler De lige urigtigt mod Dem selv og mod Deres Børnebørn. De overlod Deres Datter Gaarden imod mit Raad, og det hverken undrer eller fornærmer mig, at De heller ikke nu følger det. Skjøndt ellers en saa udmærket Dame, forekommer det mig, som lider Deres Forstand Skaar ved en overdreven, ubeføjet Uegennyttighed. Jeg har gjort min Pligt, og Udfaldet kan nu være mig ligegyldigt.»
Han bukkede, kyssede Bedstemoders Haand, og rejste ufortøvet, efterladende os i en pinlig, usikker Stemning.
Faa Dage efter kom Hr. Skrue, og under Paaskud af at ordne endel nye Malerier, gik han omkring og kigede allevegne, smaamumlende, som gjorde han et Regnestykke i Hovedet. Det forekom mig, at han vurderede hvert Stykke Sølvtøj og især havde stor Lyst til at komme i Besiddelse af de gamle Armstager, hvis Tyngde han, med næsten vantro Forbauselse, vejede i Haanden,
Senere blev Huset fyldt med Jagtgjæster, og den unge Værtinde udfoldede en Smag og en Opfindsomhed, der vakte almindelig Beundring; det gamle Egeborg var ikke til at gjenkjende. Jeg gik saa ene og stille omkring ved alle disse Festligheder, Vor Stedmoder forstod paa en egen smilende Maade at blotte os og stille os i et falsk Lys for fremmede; dette lykkedes saameget lettere, som jeg altid bestræbte mig for at skjule og dække Misforholdet.
Hvor Bedstemoders smaa Egenheder bleve mig kjære, ja næsten hellige. Der laa en taareløs, forstenet Smerte i hendes Blik, som skar mig i Hjærtet. O, jeg Stakkel, hvad kunde jeg gjøre! undertiden fandt jeg næsten en Trøst i Onkel Johans skrækkelige Forudsigelse; dette forekom mig uudholdeligt; maatte ikke enhver, hvilkensomhelst, Forandring føre til det bedre.
Mangen Gang blev mit Sind forbittret, og jeg tænkte paa at sætte haardt mod haardt, men naar jeg da saa paa Moders Billede, eller læste i den Bibel, der engang havde været hendes, angrede jeg straks. «Fordi Du stikkes af andre, bliv derfor ikke selv en Torn,» stod der i Jomfru Mørks gamle Bønnebog, og den sprang altid op paa det Sted, da der laa en vissen Rose mellem Bladene. Jeg bad inderligt og ydmygt, at disse Ord ret maatte trænge ind i min Sjæl.
Fader var underlig rastløs og ophidset; han saa bleg ud, hostede tørt og hult, og det var, som undgik han at være alene med os. Victor kom kun yderst sjeldent, og var da ligesaa indesluttet og mørk, som han før havde været aaben og sorgløs.
«Bed mig ikke om at blive, Ili,» sagde han, «min Selvbeherskelse er opbrugt for denne Gang, lad mig rejse!»
En Dag kom Jomfru Mørk styrtende ind til mig med en Ske i Haanden, rystende af Vrede.
«Tjen mig i at smage! — er den sveden?»
«Nej, ikke en Smule, vær dog rolig, Kjære, det er en upaaklagelig Vælling, der slet ikke er sveden.»
«Men Glitterup siger, at den er det, og hun har givet den til Katten. Det Umenneske elsker Katte og lokker dem ind i Stuerne; det er hendes Skyld, at min Fugl, min stakkels lille Fugl blev tagen. Vi maa have Katte for Musenes Skyld, siger hun, og saa agerer hun selv Mus og slikker i mit pæne Syltetøj; jeg greb hende i Gaar paa fersk Gjerning og kunde nok kjende hende uden Briller, skjøndt hun altid lader mig høre min Alder. Lad mig komme til Døren! Ja, tænkte jeg det ikke nok, der stod den kræsne Jomfru Næsvis og lurede, og nu løber hun ned for at sladre, men det er mig lige meget. — Aa, nej dog, maatte det snart være forbi med mig arme Skrog!»
Og den stakkels gamle Pige græd og vred sine Hænder, men saa fortrød hun det igjen og sagde, at hun var et fælt gammelt Gnav, der fortjente sin Skjæbne, eftersom hun kunde have Hjærte til at beklage sig for mig.
Hvor tydeligt husker jeg ikke den kolde, klare Martsmorgen, da min Stedmoder kom ind og sagde:
«Tænk, jeg har opdaget, at vi kunne faa den herligste Udsigt her fra Dagligstuevinduerne over Landsbyen, den spidse Høj og Stranden, naar fire Træer til venstre blive ryddede!»
«Dog ikke det store Kastanietræ?» spurgte jeg forskrækket.
«Jo, og de to Hængebirke og Blodbøgen; maaske den sidste dog kan skaanes, jeg tror det næsten.»
Bedstemoder rejste sig op fra sin Plads; hun var meget bevæget, og det faldt hende vanskeligt at tale:
«Det Træ er mig, er os alle saa dyrebart; der knytter sig mange Minder til dett og jeg haaber, det maa blive staaende.»
«Det gjør mig ondt, at jeg allerede har talt med Folkene.»
Bedstemoder forlod Værelset; Fader lagde Avisen fra sig, og Victor bøjede, uden at vide det, en Saks sammen, som havde den været af Voks. Jeg gik hen til min Stedmoder, tog hendes modstræbende Haand og forestillede hende indtrængende og bønligt, hvor smukt det vilde være, om hun overvandt sig og gav efter.
«I sig selv,» svarede hun hurtigt, «er det mig komplet ligegyldigt, om Træet falder eller bliver staaende, men nu, det er blevet et Stridsspørgsmaal, kan jeg ikke give efter. Gartneren, den affældige Nar, der burde takke sin Gud, fordi vi ikke jage ham bort, vovede før at true mig med at rejse, dersom Træet skulde hugges. Det er mig altsaa umuliggjort at vise Skaansel. — Se, der komme Folkene allerede, anførte af Forvalter Skum.»
«Antonie, det tør ikke ske,» sagde Fader, idet han gik hen mod Døren.
«Ikke!» De saa et Øjeblik fast paa hinanden; derpaa tilføjede hun næsten haanligt:
«Du kan vælge mellem Træet og mig.»
Da Victor saa, at disse Ord brød al Modstand, traadte han frem.
«Skal jeg være nødsaget til at minde min Fader om, at hans Ret til at fælde Træerne her udelukkende skyldes Bedstemoders Ædelmodighed? »
«O, Victor, ti, ti!» Jeg trak ham ud af Stuen og bad ham, for Moders Skyld, at betvinge sit Sind.
«Du saa ikke Fader; hans Læber vare ganske hvide, og han rystede. Du ved nok, at der en Gang sprang en Aare i hans Bryst; sker det igjen, er det Døden. Gaa ikke derind, bliv her.»
«Vær rolig, Emilie, Du har lammet min Tunge med dine rædsomme Ord. En Forandring maa her dog ske; jeg gaar ind paa mit Værelse for at overveje.»
Lidt efter kom Claus i Højtidsdragt, forlangte sin tilgodehavende Løn og sagde saa Farvel og mange Tak for de syvoghalvtredsindstyve Aar, han havde været her; nu vilde han se sig om efter et andet Brød; maaske var Lykken ham saa god, at han kunde faa den ledige Gravertjeneste; hans Hu stod nu mest til at sysle om de Døde.
«Vorherre velsigne Dem, Frøken Emilie, og Barnet med; hvor er hun? Det er, som man saa en lille Guds Engel, naar hun løber om i Haven. Naa, hun er i Præstegaarden, ja, saa ser jeg hende vel der. — Tolv Aar gammel kom jeg hertil, forældreløs og med et tungt Hjærte; stort lettere er det vel ikke nu, jeg gaar herfra; kun det holder Modet oppe, at man ikke kommer bort for egen Urets Skyld. Farvel, Guds Fred; hils Junker Victor; faar han en Gang Regimentet, glemmer han ikke den gamle Mand, det ved jeg.»
Da han var gaaet, kom Jomfru Mørk med to Tjenere for at hente Bedstemoders Lænestol og Bord; nu, da Træet, der havde gjort hende Pladsen kjær, var borte, vilde hun helst opholde sig i sine egne Værelser.
«Dersom det skal være en Straf,» hørte jeg Glitterup hviske, «er den slet valgt; jeg tror næppe, der kunde times min unge Frue noget kjærere.»
Senere kom den unge Purre, Gartnerlærlingen — en opløben Fyr med et lidt næsvist, men godmodigt Ansigt, krøllet Haar og en uægte Brystnaal i Kraven — og forlangte sin Afsked.
«Paa anden Maade kan jeg ikke overbevise gamle Husbond om, at jeg ingen Del har i Ulykken og ikke har lagt an paa at fortrænge ham. Desuden er jeg ingen Hund og vil ikke behandles som en saadan af Forvalteren. Verden er stor, og kanskesens er Lykken nærmere end man tror. Farvel, og Tak for den Gang.»
«Hvor utaaleligt,» sagde min Stedmoder, da han havde forladt os, «at der skal ske en hel Omvæltning for en saadan Bagatel. Det er aldeles uhørt, og vi ville blive til Fabel for alle Mennesker. — I Aften skal her, som Du vel ved, Emilie, være Selskab og lidt Dans; jeg stoler paa, at Du ved din Opførsel saa vidt muligt vil bringe alle taabelige Rygter til Tavshed. Victor bliver formodentlig rent borte, hvilket jeg ogsaa foretrækker for at se ham med den fordømmende, surmulende Mine. I Børn handle uklogt i at opirre mig; glem ikke, at Magten dog er min endnu, og at min Taalmodighed en Gang kan faa Ende.»
Hun forlod Stuen med et fortørnet Blik paa mig, idet hun dog en passant kjendelig nød den ved Træets Fald opstaaede Udsigt.
Skulde jeg deltage i Selskabet eller blive hos Bedstemoder? Jeg spurgte hende derom, men Svaret lød kort og koldt, at hun ikke kunde indse nogen Grund til at blive derfra, og at hun hadede Scener. Julie saa forundret fra den ene til den anden; hun kunde ikke rigtig forstaa, hvad der egentlig var sket, men noget sørgeligt maatte det være, og saa græd hun ganske sagte i sin Krog. Det gjorde mig meget ondt, at hun ikke løb hen og græd ud hos mig; havde jeg maaske i den sidste Tid forsømt mit Barn; havde jeg, over de mange Bekymringer, glemt at lege med hende og kjærtegne hende som før? jeg frygtede det næsten, og dog var hun mig nu dyrebarere end nogensinde.
Det var med meget blandede Følelser jeg om Aftenen saa min Stedmoder med den overgivneste, barnligste Mine danse rundt med Julie og derefter vise den moderligste Omhu, for at den lille ikke skulde komme i Træk og blive forkjølet. Alle Gjæsterne beundrede hendes Skjønhed og Godhed, hendes forekommende Væsen, hendes Dragt, hendes Gave til at arrangere.
Jeg sneg mig ubemærket ned i Haven, ret inderlig forstemt og bedrøvet, og Musiken lød ud til mig saa jublende glad, som spottede den min Smerte. Lysene skinnede klart og straalende ud fra Dansesalen; jeg kunde se de lette Skikkelser flagre frem og tilbage, men fra et Vindue i Gavlen ovenpaa faldt en smal, skraa Lysstraale ned paa Plænen. Derinde sad Bedstemoder og min Broder med Bitterhed og Sorg i Sjælen. Vinden bragte Skyggerne af de bladløse Træer til at sittre i Maaneskinnet; men tys, der kom en Skikkelse henimod mig!
«Frygt ikke, Frøken Emilie, det er mig, Frederik Storm; jeg søgte forgjæves efter Dem i alle Værelserne og gik saa tilsidst herud. — Vinden er saa skarp og kold, og De er saa tyndt klædt, kom smukt ind; o, græd dog ikke saaledes, Barn!»
«Lad mig græde, det gjør saa godt; jeg har ikke grædt i lange, lange Tider, men altid skjult min Sorg for ikke at forøge andres. Kulden mærker jeg slet ikke; naar De vidste, hvor jeg trænger til at faa Luft.»
Og jeg fortalte alt, ja, skjulte ikke en Gang en vis bitter Stemning mod Fader; min Tillid til ham var ubegrænset; han vilde lede og raade mig til det rette.
«Da De var en lille Pige,» begyndte han, idet han blidt og deltagende tog min Haand, «plejede De altid at anklage Victor med temmelig stærke Ord, naar De fandt, han havde forsyndet sig; men, var den første Hede overstaaet, fortrød De det igjen og begyndte saa selv at forsvare. Det vil ogsaa gaa saaledes nu, De vil snart kunne se Deres Faders Opførsel med mere uhildede Blikke.»
«Det tror jeg næppe.»
«Men jeg ved det; læg blot Mærke til, hvor bedrøvet han er, se Selvbebrejdelsen præget i hans Ansigt, og al Vrede maa svinde bort. Han trænger til Deres Kjærlighed, og De vil ikke unddrage ham den. Tænk tilbage; har han ikke altid været venlig og god mod Dem, mod alle? Har De et eneste Minde, hvor han staar som urimelig eller stræng? Visselig ikke. Men svag og eftergivende, ja desværre; dog, det er en Mangel, ingen Brøde. — Der er gaaet tunge Sorger over Deres Hoved, siden vi saas, men en Sorg, som jeg den Gang forudsaa, er netop herved bleven afvendt. Victor var paa Vej til at blive adspredt, letsindig og ødsel, men Ulykken har vækket ham, og han er nu et Mønster i enhver Henseende. Tro mig, Vorherre sender lyse Dage efter dette, og De vil da ret forstaa at paaskjønne dem. Kom nu ind, og kan De, saa husval Deres Fader ved en kjærlig Tilnærmelse.»
Jeg fulgte ham; han pegede hen mod det lille Kabinet og forlod mig.
Der var ingen inde uden Fader og Julie; hun stod paa en Stol med sine smaa Arme om hans Hals. Han trykkede hende lidenskabeligt til sig, og der var et Udtryk af Sorg og Forladthed i hans Blik, der fuldkomment besejrede min Vaklen. Da jeg kom, slap han Barnet, men indtog, efter at have set et Øjeblik paa mig, straks igjen sin forrige Stilling.
«Kan Du huske, Emmy, da Du red paa mit Knæ og græd, naar Fader blot gik ud af Stuen? Det var den Gang; nu staa vi næsten fremmede for hinanden. Maaske er det ganske uden Skyld fra din Side; maaske tror jeg kun at læse en stadig Bebrejdelse i dit Blik, fordi jeg selv føler mig skyldig; men Julie, ved jeg, dømmer mig ikke; hos hende har jeg endnu min gamle Plads. Du holder jo af Fader, min Glut, Du holder jo rigtig af ham, ikke sandt?
Victor traadte nu til, hans forrige Lærer havde ogsaa forstaaet at omstemme ham, og det var med et ædelt og oprigtigt Udtryk, han rakte Fader Haanden.
«Tilgivelse, Fader.»
«Den har Du, men Du kan ikke give mig din; Du vil altid i Hjærtet bebrejde mig, at jeg ikke har været en Mand. Ti, min Søn, Du kjender det ikke, Du aner ikke, hvor vidt det er gaaet, eller hvormed det kan ende. Jeg kan ikke mere standse, ja, ikke en Gang forhale Følgerne af vor forfærdelige Ødselhed. Det var Bevidstheden herom, der lagde en dobbelt Braad i dine Ord i Morges. Desværre, mod Eders Bedstemoder har jeg ikke handlet, som jeg burde; o, det er en nagende Tanke, at hun havde Ret, da hun sagde til sin Datter: «Tag ham, men Fremtiden vil nok vise, at Du havde gjort klogere i at følge din Moders Raad.» — Kom, Børn, kom alle tre ind paa mit Værelse! Ah, her er saa koldt! Ilden er gaaet ud; ingen har Tid til at tænke paa mig. En paa hver Side og Barnet paa Skjødet; nu er det godt, bedre end det længe har været.»
Næste Dag skulde der aflægges et Besøg paa en Herregaard i Nærheden; min Stedmoder kjørte; Fader og Victor foretrak at ride; jeg bad om at blive hjemme hos Bedstemoder og Julie.
«Min tro, lille Pige,» sagde Fader, da han gik; o, det var saa underligt, det var Moders Ord. Nede fra Gaarden nikkede han op til os, lod Hesten danse for at more Julie og sprængte saa af Sted i skarpt Trav. Victor red paa sin kjære Abdel-Kader; han saa saa smuk og glad ud, som jeg ikke længe havde set ham.
Der gik tre, fire, fem Timer; endnu kom de ikke tilbage; hvad betød det? og hvad meldte Tjeneren, der kom gallopperende saa bleg og bestyrtet?
«Jomfru Mørk, hvad er det? Hvem er kommen til Ulykke?»
«Nej, naar De saadan skjælver, tør jeg ikke sige det; vi maa jo finde os i Vorherres Villie, mit søde, unge Herskab. — Deres gode Hr. Fader fik sit Tilfælde igjen, og saa ved De jo nok; men Julie, lille Lam, hulk dog ikke saadan! Aa nej dog, hvem kunde tænke, at hun havde den Forstand.»
Et Øjeblik efter kom Victor; han omfavnede os begge og overlod sig til et lidenskabeligt Udbrud af Sorg. Alt var udslettet og glemt! Fader var død i hans Arme med Moders Navn paa sine Læber. Bedstemoders Kulde smeltede, da hun hørte dette, og hun græd med os.
Jeg var underlig forstenet og følte mig mere forskrækket end egentlig bedrøvet; o, det havde været en Lykke at kunne sørge som Victor og Julie. Først da jeg kom ind i Faders Stue, hvor vi havde siddet sammen i Kjærlighed endnu forrige Aften, og saa Solen skinne venligt ind paa hans Bøger og Skrivebord, følte og forstod jeg ret, hvad vi havde mistet.
Der var saa stille og øde i Huset; jeg gik gjennem alle Værelserne uden at møde en Sjæl; i Salen hang endnu de visne Guirlander fra Ballet; udenfor Kabinettet stod en lille Hund og klagede ynkeligt. Endelig i Gangen kom Jomfru Glitterup mig i Møde og sagde med et Kniks:
«Hendes Naade bad meget at hilse, men var altfor rystet, fortvivlet og syg til at kunne tale med nogen og tog straks til Kjøbenhavns Skjøndt dette var meget ukjærligt, følte vi os dog alle lettede ved at vide hende borte, og Jomfru Mørk kunde næppe beherske sin Glæde, da ogsaa Glitterup forlod Gaarden paa en med Æsker og Kufferter højt opstablet Vogn.
«Blot den Taske nu ikke har stjaalet,» sagde hun, «jeg vil dog for en Sikkerheds Skyld tælle Sølvtøjet.»
Da hun havde overtydet sig om, at intet manglede, begyndte hun saa smaat at nynne, men greb sig øjeblikkelig i det, tog Lommetørklædet frem og fældede nogle pligtskyldige Taarer.
Pastor Dahl kom straks efter og blev hos os til langt ud paa Aftenen. Han talte varmt om Faders Hjærtensgodhed og var saa glad over, at vi havde vor Bedstemoder og med hende et Hjem.
Der var en underlig, trist Ro over os alle, da vi sagde hverandre Godnat; jeg kunde dog ikke sove, men laa og grundede paa, hvad Fremtiden gjemte i sit Skjød, og hvilke Forandringer der forestod. Derpaa græd jeg igjen ved Tanken om Fader, og om, hvor ufuldkomment jeg havde opfyldt mit Løfte til Moder. Dog, trøstende og forsonende stode de sidste Minder for min Sjæl, og det var ogsaa en glædelig Tanke, at jeg altid havde lært min lille Søster at elske ham.
Længe lyttede jeg til Victors Trin i Sideværelset; de vare snart rolige og langsomme, som overvejede han; snart bestemte og ivrige, som havde han fattet en Beslutning og længtes efter at sætte den i Værk. Omsider gik han til Ro, og kun Julies sunde, regelmæssige Aandedræt og den svage Lyd af Uhret i Bedstemoders Soveværelse afbrød Nattens dybe Stilhed. Jeg befalede dem og mig i Guds naadige Haand, bad om Kraft til at være lidt for dem i denne tunge Tid og faldt saa hen ad Morgenstunden i en kort, men vederkvægende Søvn.
Tidligt næste Dag rullede to Vogne ind i Gaarden, i den ene sad Herredsfogeden og hans Fuldmægtig, i den anden Hr. Skrue. Kandidat Storm stod i Døren og tog imod dem; Fader havde bestemt ham til vor Formynder.