Da jeg stod op næste Morgen, skinnede Februarsolen klar og straalende paa de hvide Træer og Marker. Nede fra Haven lød glade Børnestemmer; Emma og lille Rose løb omkap i den midterste Gang, som Havemanden netop havde skuffet. O, hvor Emma var omhyggelig og naragtig moderlig i sine Bevægelser; nu trak hun Tørklædet tættere om den Lille; nu reiste hun hende op og blæste paa den stødte Haand; nu holdt hun et belærende Foredrag. Valdemar stod lænet til Lysthuset, og afviste med uigennemtrængelig Tilbageholdenhed enhver Tilnærmelse; det sørgelig forstenede Udtryk laae endnu paa den stakkels lille Pande. Emma vinkede op til Rikke, og viste saa hen paa de smaa Fremmede; derpaa nikkede hun til mig, og trippede saa videre, lempende sine Skridt efter Roses.
Senere, da jeg kom ind i Dagligstuen, sad Cecilie i Professorens Lænestol og stirrede mørk og taareløs hen for sig.
"Frøken Ida Steen", præsenterede Professoren; jeg troer han ønskede at vække hendes Erindring, men det lykkedes ikke. Hun saae ligegyldig paa mig, som om de mange nye Ansigter trættede hende. Et Øieblik efter kom de Smaa farende ind.
"See, hvad vi fandt", raabte Emma, "Blomster, rigtige Blomster! De stode under Sneen, Fader, det er virkelig sandt. Den stakkels fremmede Dame skal have dem."
Barnet kastede en heel Haandfuld Juleroser i Cecilies Skjød.
"Tak, Tak", hun løftede dem iveiret med sine smalle, klare Fingre og saae paa dem, "de vilde have været smukke til en Krands, men ikke engang det, ikke engang hans Grav har jeg beholdt! kast dem i Stranden, Barn, den gjemmer mit Alt!"
"Blot jeg kunde samle mig", vedblev hun, uden at ændse lille Rose, der stod tæt ved og saae op til hende med en underlig Blanding af Frygt og Kjærlighed, "det er saa nødvendigt. — Vil De give Deres Søn denne Nøgle? han har lovet mig at eftersee Documenterne i Kassen med Jernbaandene. — Enhver Linie af min Ægtefælles Haand, enhver Ting, der har tilhørt ham, er mig saa hellig og tør kun berøres med Ærefrygt, men den vil han ogsaa vise, jeg haaber det. — De rede Penge kunne vist ikke strax betale Alt; der var nye Overeenskomster og nye Vexler, o jeg forstaaer det ikke; han var Alt for mig, jeg er som et Barrn. — Idag er det fjorten Dage siden, og jeg lever endnu og skal vedblive at leve saaledes, Gud veed hvor længe! Det er nødvendigt for hans Børns og hans Mindes Skyld!" Hun sank atter hen i sin haabløse Ro; Hovedet var støttet paa Haanden; Blikket saae tomt ud i Luften.
Det var næsten uudholdeligt den Dag at høre paa Fru Karses smaa kjedsommelige Bemærkninger; jeg blev ganske underlig af det.
"De læser uden Udtryk, Ida", sagde hun, "og sidder, som lyttede De; man skulde troe Deres Sjæl var langt herfra. De maa virkelig samle Dem."
Hun havde Grund til Klage, jeg følte det og samlede mig saa godt jeg formaaede, men Tankerne vare dog hele Tiden hos Cecilie i Stuen ved Siden, eller i hendes Moders eensomme Huus.
"Tante Marie er her", sagde Ingeborg, da jeg kom ind henad Eftermiddagen, "Cecilie og hun ere nu ene. Tante fortalte saa meget om Oncle Valdemar; hun havde gjemt flere smukke Træk fra hans tidlige Ungdom i sit kjærlige Hjerte, og dem kommer hun nu frem med; det er et sandt Skatkammer, Tante Maries Hjerte! den lille Dreng har hun ogsaa vundet og beroliget. — Aa, Gud skee Lov, der kommer Harald! Du finder maaskee, det er urigtigt, at blive saa glad, men jeg tænker, han kan raade og trøste os Alle lidt, der er saadan en stille Kraft i ham, ikke sandt?"
Hun havde Ret; det blotte Syn af hans rolige, forstandige, deeltagende Ansigt havde noget Velgjørende.
"Lægekunsten er desværre afmægtig ligeoverfor en Sygdom, der sidder i Hjertet", svarede han paa vort Spørgsmaal til Cecilies Befindende, "men for Barnet maa der gjøres Noget. — Maaskee var det bedst, dog nei, vi ville see Tiden an til imorgen. Han maa imidtertid strax iseng, have koldt Vand paa Hovedet og Suurdeig under Fødderne."
Cecilie lod os gjøre med ham, hvad vi vilde. "Er han syg", spurgte hun dog, "stakkels lille Valdemar, er han syg?" og saa sank hun tilbage i sine Drømme. Af og til saae hun efter Tante Marie og sagde: "De gaaer da ikke fra mig; jeg vilde saa gjerne høre noget Mere om ham." Og Valdemar vendte ogsaa sit lille feberhede Ansigt imod hende og bad: "aa gaae ikke, jeg bliver bange, naar Du gaaer."
Candidaten sad i Faderens Værelse med den jernbeslagne Kasse foran sig, aldeles fordybet i Papirer.
"Dette seer just ikke glædeligt ud", sagde han; "jeg maa vist gjøre en Reise til England. — Gud hjælpe os, hvad skal det blive til!"
Næste Morgen, ganske tidlig, kom Ingeborg reiseklædt ind til mig.
"Jeg skal bringe vor Emma og den lille Rose bort herfra", sagde hun, "til en Slægtning vi have i det sydlige Sjælland. Harald har forlangt det; stakkels lille Valdemar er farlig syg. Nu vilde jeg spørge Dig, min egen Ida, om Du kan, og om Du tør gaae i mit Sted idag? jeg kommer tilbage iaften."
Hun gav mig sine Nøgler og en heel Deel Forskrifter og Anviisninger. Jeg klædte mig hurtig paa, og gik saa ind til Fru Karse, der laae og smilede, nok saa fornøiet, efter en god Morgenluur.
"De skylder mig en Fridag, Fru Karse tør jeg tage den idag? De maa endelig ikke sige nei, for Guds Skyld ikke."
Da jeg, med Nød og Neppe, havde erholdt Tilladelsen, skyndte jeg mig strax ind til Professorens. Hanne mødte mig i Gangen med Theemaskinen; jeg kom accurat tidsnok.
"Godmorgen, Barn", sagde Professoren venligt, idet han traadte ind, "ah, De bærer Dem ad med Theen, ganske som min Datter: først Laaget lidt for fuldt af Thee, saa ryste det Halve af, saa komme paa igjen, saa det dog bliver mere, end det, der først var for meget; ægte qvindelig Oeconomi. — Hvor veed De, at Knud netop spiser fem Stykker Smørrebrød?"
"Ingeborg har instrueret mig. Professoren skal kun have eet Stykke og en Tvebak."
Medens jeg smurte og satte tilrette, kom Candidaten ind.
"De her!" sagde han, og betragtede mig saa underligt; hvad var det dog for en trykkende Følelse af Forlegenhed, der pludselig kom over os Begge? hvor kunde den komme i dette alvorlige Øieblik?
Det varede ikke længe, før Tante Marie indfandt sig. Det var en sand Vederqvægelse at see den blide Fred i hendes milde Aasyn, den rolige Ligevægt i hendes Væsen. Hun stod Vorherre nærmere og saae Livet fra et høiere Standpunct, end vi Andre; derfor var hun saadan et trøstefuldt Menneske.
Jeg fortalte hende, at Ingeborg var reist med Børnene, og at den lille Drengs Tilstand havde forværret sig. "O hvad skal det dog ende med!"
"Fred og Forsoning, med Guds Hjælp. De maa ikke saadan strax tabe Modet, lille Ida. Har De ikke før saa tidt ønsket at høre fra Deres Cousine og komme i Forhold til hende? og see, nu er hun her, og jeg tænker, De bliver selv Redskabet, der skal føre Moder og Datter sammen. Øieblikket er der ikke endnu, men det kommer nok. — Tør jeg gaae derind?"
"O ja, Cecilie har allerede to Gange spurgt om Dem."
Lidt efter kaldte Professoren paa mig fra hans Stue:
"Min unge Dame", der var en Smule af det gamle Lune i hans Blik, "tør De tage Dem paa at afskrive denne Side? det er Noget, der haster."
"Jeg kan jo altid forsøge; Professoren bliver vel ikke vred, hvis —"
"Jo, min Sjæl, bliver jeg vred, hvis De ikke udfører det ordentligt!"
Ingeborg havde efterhaanden gjort mig fortrolig med Faderens Skrift, og det faldt mig derfor ikke vanskeligt at tyde den; jeg havde formelig lært Bogstaverne som et nyt Alphabet.
"Det er paa ingen Maade Skjønskrift", sagde han, da jeg rakte ham Bladet, "men der er noget Utrætteligt og, om jeg saa maa sige, Samvittighedsfuldt ved denne Hand, jeg syntes om; ikke et Comma, ikke en Tøddel er glemt. Den gode Villie fornegter sig heller ikke her. — Jeg takker Dem, Barn!"
O, hvor det var en underlig Dag! Cecilie sad taus og stille i Professorens Lænestol, der var flyttet hen til Vinduet, hvor den smukke Hyacinthrad stod i fuldt Flor. Døren til Sovekamret var aaben; Tante Marie havde Plads med sit Uldgarnsbroderi ved Valdemars lille Seng; hun spøgte kjærligt med ham og lod ham lege med de brogede Garnnøgler. Han saae ængstelig bleg ud, som han laae der med Iis paa Hovedet, men det sørgelige, uhyggelige Udtryk af Gru havde dog, Gud skee Lov, forladt det lille Ansigt.
"Jeg feiler hele Tiden", sagde han, "nu vugger jeg ganske sagte, men naar jeg drømmer, gaae Bølgerne saa høit, at jeg bliver bange. — Imorges, da jeg vaagnede, vilde jeg lægge mig paa Knæ og titte ud af Kahytsvinduet — der var saadan et lille Vindue lige over min Køie, som Vandet altid sqvulpede imod — men jeg kunde ikke reise mig, saa træt var jeg, og saa laae jeg lidt og saae mig om, og huskede det Hele, og længtes efter Dig. — Jeg holder ikke af Havet!" der gik som en Gysen igjennem ham, og han lukkede sine Øine.
"Du bliver jo", bad han derpaa, idet han tog Tante Maries Haand, "ellers tør jeg ikke sove."
Senere kom Islænderen, følte paa Barnets Puls og talte venligt til ham.
"Dig kan jeg godt lide", sagde Valdemar, "jeg kan lide Eder Alle, ogsaa hende med det bedrøvede Ansigt, der kommer det Kolde paa mit Hoved og det Varme paa mine Fødder, og den gamle Mand, der gaaer ud og ind, kigger til mig og nikker; og ham, der ligner Fader —" Barnet standsede pludselig, hans Tanke dvælede nu igjen ved Faderen og den skrækkelige, gaadefulde Død.
"Er Valdemar meget syg?" spurgte hans Moder.
"Ja, Frue, han er meget syg."
"Jeg er som en Steen", sagde hun, idet hun dog reiste sig og gik urolig op og ned, "jeg føler ikke Noget for mit eget Barn. Der er ingen Kraft i min Sjæl til at lide mere, jeg er som sønderknuust, og ikke engang istand til at pleie ham, men maa overlade Andre denne hellige Ret. — Det er skrækkeligt!"
Professoren talte kjærligt og trøstende til hende; o, hvor den ellers saa hidsige Mand var taalmodig, overbærende og beundringsværdig hensynsfuld i hele sin Adfærd. —
Medens jeg gik omkring i Spiiskammer og Køkken, veiede af og rørte sammen, fulgte Hannes Øie mig stadig med et saa nærgaaende Udtryk af Nysgjerrighed, at jeg formelig blev confus. "Nei, Frøken, den Nøgle passer ikke der, det er denne. — Nei, Frøken, det Fad bruge vi ikke, men dette", saadan gik det ieetvæk.
Jeg husker endnu, at den første Ret var Bollemælk, og at den havde en lillebitte sveden Smag. Tante Marie spiste dog op; Professoren lagde derimod Skeen med sin comiske Grimace; men Candidaten forlangte to Portioner.
"Veed De hvad jeg tænker", begyndte Cecilie senere, idet hun fæstede sine store, dybe Øine paa Professoren, "maaskee er det stygt, men jeg kan ikke lade det være, at dersom De havde viist denne Godhed, De nu viser mig, itide mod Valdemar, saa kunde al Sorg og Elendighed være undgaaet."
"Hvorledes, jeg forstaaer Dem ikke ganske."
"Der var et Øieblik, før min Valdemars første Uheld, da De kunde have reddet ham; jeg veed det, han har sagt det."
"Jeg troer det ikke, min kjære Svigerinde, jeg troer det virkelig ikke", hvor hans Stemme dog lød sagtmodig, "i sin ungdommelige Tillidsfuldhed regnede Valdemar, at ethvert Foretagende, selv det forvovneste, maatte krones med Held. Jeg var ældre, besindigere, mere beregnende og byggede mindre paa Lykken. — Gud er mit Vidne, jeg handlede efter bedste Overbevisning! som Familiefader var Forsigtighed jo ogsaa min Pligt."
"Han meente dog, — men Enhver har jo naturligviis Ret over Sit." Hun forlod Stuen.
"Det er for galt", sagde Knud, idet han harmfuld sprang op, "det gaaer over alle Grændser. Ikke et Ord om Alt, hvad Du har gjort, om de store Tab, Du har lidt, derimod Bebreidelser, Bebreidelser til Dig! — og naar man saa veed, hvorledes Historien hænger sammen, at Oncle vilde laane Pengene, blot for at holde Skinnet vedlige til Brylluppet var overstaaet og hendes Moder bunden til at hjælpe."
"Tys, tys, Knud, lad de Døde hvile i Fred! han elskede hende dog af sit inderste Hjerte, det er jeg vis paa. Hun ahner naturligviis ikke Dette, hvem kan bebreide hende Noget. — Jeg forstaaer denne dybe Sorg, denne Gaaen op i een Tanke, og jeg bøier mig for den. Her i vor elendige Verden, hvor man møder Lunkenhed og Halvhed i næsten alle Forhold, maa en saa grændseløs Hengivenhed aftvinge Ærefrygt. — Gud trøste og reise den arme, nedbøiede Sjæl!" Professoren gik hurtig ind paa sit Værelse; der var en fugtig Glands i hans Øie.
"Det nytter ikke, hvad Fader siger", vedblev Candidaten, "hun er for hensynsløs, altfor hensynsløs. For det syge Barn er hun ligegyldig, om sin søde lille Pige har hun ikke engang spurgt, og for al denne Opvartning og Opmærksomhed har hun ikke et anerkendende Ord!"
"Men, Knud, jeg kjender Dig jo slet ikke igjen", Tante Marie saae forundret paa ham, "naar var Du saadan? Du er bestemt gnaven, fordi Emma, Kjæledæggen, er bleven forviist."
"Tvertimod, Gud give alle Andre ogsaa vare borte! hvorfor skal Frøken Ida saadan udsætte sig? — De er nu ogsaa utilgivelig uforsigtig, Frøken! hvorfor bøier De Dem hele Tiden over Barnet, taler med ham og kysser ham; det er jo aldeles ikke nødvendigt."
"Hun gjør, hvad hendes Hjerte indgiver hende, og det er ret. Vorherre skal nok bevare vor kjære lille Ida."
Kort efter denne Samtale gik jeg op til gamle Rikke, for at bade og forbinde Benet. Hun sad og græd over sit Strikketøi.
"Aa, Herregud, Frøken, jeg takker Dem, men det skulde De ikke. Hvorfor vil De tænke paa mig, nu der ligger saa Meget paa Dem? — Er det værre med Barnet?" Hun saae ganske angstfuld hen til mig.
"Jeg frygter, det er værre."
"Aa, Gud, det gjør mig saa ondt, som var det min Skyld. — Man kan være saa syndig, Frøken, sommetider! Da jeg saae ham i Haven, den lille Dreng — ja, De vilde nu aldrig have troet det om mig, eller noget Menneske — saa blev mit Hjerte ganske fuldt af Vrede, og jeg ønskede næsten Ondt over ham. Det kom saadan bag paa mig og var jo ikke meent; Vorherre hører jo ikke heller syndige Bønner, og nu har jeg bedt Godt over ham lige siden."
"Han var allerede syg dengang. — Hvor kunde De, gode gamle Rikke, der er saa skikkelig, ønske noget Slemt over et lille Barn?"
"Hans Fader gjorde mig meget Ondt i sin Tid; ikke Villie, Frøken, men af Ubetænksomhed. Vorherre førte det dog til det Gode, det veed jeg nu, og har længe indseet, og saa var det saa syndigt, at jeg kunde føle Vrede mod det uskyldige Barn. Man kjender ikke sig selv; det er jo forskrækkeligt!"
"Hvad Ondt gjorde han Dem, Rikke?"
"Det er en heel Historie, Frøken. — Jeg tjente hos hans Moder, der var Enke og havde begge Sønnerne hos sig, den hun havde med første Mand, vor Professor, og saa den unge Hr. Valdemar, der næsten var Dreng dengang. Han var just ikke flittig, men altid mild og lystig; smukke Klæder holdt han af, og Penge kunde han bruge. Moderen foretrak ham og gjorde Alt, hvad han vilde; det nyttede slet ikke Broderen talte derimod. Han var nu et andet Menneske, passede sine sine Ting og læste til heelt ud paa Natten. Men saa kunde han jo ogsaa, imellemstunder, være lidt kort for Hovedet og but. — Jeg var proper og ferm, og, om jeg selv skal sige det, en rigtig pæn, stille Pige, og godt Tøi havde jeg fra inden af. Der var ikke et Menneske, som kunde sige mig Andet paa, end at jeg var lidt stolt og saae høit, og det var nu den rene Sandhed. Fader var Arbeidsmand, huggede Brænde og hjalp Folk med Flytning og hvad det skulde være; Moder gik ogsaa ud, naar det knude træffe; de havde det kun simpelt og smaat, naturligviis. Der var to Drenge; den ene kom i Lære hos Kobbersmedens paa Hjørnet, og voxede der op til en stor, rask Fyr; den anden skulde være Skomager; det var nu den Bedste, ret et godt lille Skind. — Da jeg var toogtyve Aar, saavel, blev jeg Kjæreste med en Uhrmagersvend, rigtig en kjøn, fiin En, næsten som en Herre, og dygtig i Professionen. Vi spadserede sammen hver Søndag, men hjem gik vi kun sjeldent, for jeg skammede mig over den lave Stue og over mine simple Forældre, og fandt, at det var ærgerligt for mig og satte mig ned, at de havde det saa fattigt. Ja, saa syndig kan man være, Frøken. — Naar vi mødte min ældste Broder, søgte vi ogsaa altid at komme hurtig fra ham; han mærkede det godt, og blev vred, og skosede mig saa, naturligviis, igjen ved Lejlighed. Hansen — saadan hed han — havde leiet en rigtig pæn Bolig til os i et nyt Huus, to Stuer og Kjøkken. Vi gik der en Søndag og besaae det og talte om, hvor Bohavet skulde staae; hver bragte jo Sit, og det var Glæde Altsammen. — Det er nu saa mange, mange Aar siden, og alligevel kan jeg knap komme over at fortælle, hvad der nu skeete! — Det var en Løverdageftermiddag, — om Søndagen skulde der lyses for os — jeg stod netop ved en oplukket Commodeskuffe og talte en Bunke Lagener og Haandklæder, jeg nyligt havde kjøbt, da Fruen kom ind, rød i Hovedet og aandeløs.
"Rikke", sagde hun, og hendes Øie foer ned i Commoden og rundt om i Stuen, medens hun talte, "hvor er Valdemars Sølvbæger? det blev jo poleret med alt det andet Sølvtøi forleden, men er nu borte"
"Hvor kan jeg vide det?"
"Uf hvem har Du kjøbt dette Linned?" spurgte hun, istedetfor Svar, der laae en heel Anklage i Tonen.
"Det kommer Ingen ved!" — vilde hun beskylde mig? mig! det var umuligt!
"Du har faaet det af den omreisende Jøde; Karlen har seet Dig handle med ham."
"Det havde jeg vel Lov til! — vogt Deres Mund, Frue!" hvor mit Blod kogte, jeg var reent rasende.
"Jøden har igjen solgt Bægeret til en Guldsmed her i Byen", vedblev hun, Rikke, Rikke, hvem havde tænkt det om Dig, og jeg, som kunde have betroet Dig Alt. — Men det skal blive imellem os; for din lange Tjenestes Skyld vil jeg ikke jage Dig bort, naar Du blot tilstaaer."
"Jage mig bort! det behøves ikke, Frue; gaa fra Døren, gaa afveien! ikke for Alverdens Guld blev jeg her et Minut længere!" og jeg stormede nedad Trapperne, mit Sind var næsten til at slaae hende ihjel.
Del var som havde jeg mistet Sands og Samling; jeg foer afsted uden al Tanke; først henad Aften samlede jeg mig lidt, og gik saa ad Hjemmet til. Det fattige Huus blev dog nu min Tilflugt. Udenfor Døren mødte jeg Fruens Karl med en Trillebør.
"Naa, nu har jeg bragt den fine Jomfru hendes Tøi; der var knap Plads til det i Stuen. Paa den Maade kan man jo nok faae gode Sager, naturligviis!".
Han loe fælt, idet han gik; det var en grov En, og han havde altid været mig paa Nakken, fordi jeg holdt mig bedre. Nei, det Ansigt Moder tog imod mig med, det glemmer jeg aldrig! Fader saae nu slet ikke op; Peters Øine vare ganske opsvulmede af Graad, Alle troede de mig skyldig. Det var til at miste Forstanden over! og der stod Tøiet, Commoden med halvudtrukne Skuffer og alle mine pæne Ting forpultrede og forkrammede.
"Naa, Rikke gjør os Ære, det maa jeg sige!" sagde Christen nu, idet han traadte ind med rynkede Bryn. Rygtet var allerede naaet til Kobbersmedens Værksted; saadan gaaer det i en lille By.
"Og I troe det virkelig? I troe et eneste Ord af denne nederdrægtige Løgn."
"Give Gud det var en Løgn, men det er nok ikke saa vel", hulkede Moder, "Du har nu ogsaa baaret Dig saa grumme uforstandigt ad, Barn", vedblev hun, "den gode Frue vilde jo have beholdt Dig, og saa var det Hele dysset ned."
"Den gode Frue!" — jeg ilede ud, smækkede Døren i efter mig, og kastede mig saa ned i et lille Brændeskuur bag Huset. Der blev jeg Natten over; de kaldle ad mig, bade og tiggede, men jeg vilde ikke komme ind.
Aa, det var en forfærdelig Nat! jeg knugede Hænderne sammen i Fortvivlelse; saadan at mistænkes af sine Egne, og han — hvad vilde han, der var saa ærekjær, sige? vidste han det allerede?
Heelt henad Morgenstunden faldt jeg først isøvn med mit stakkels værkende Hoved støttet til en Bunke Qvas. Da jeg vaagnede, stod Moder for mig; hvor hun dog saae forgrædt og jammerlig ud!
"Kom nu, Rikke", sagde hun blidt, som man taler til et Barn eller en Syg, "og faa en Taar Caffe. Det kan ikke gaae an, at Du ligger saadan; kom nu."
Der var Ingen i Stuen uden Moder og Peter; hvor han dog skulede sørgeligt for mig, den arme Dreng!
Moder glattede hans Haar, rettede lidt paa Halstørklædet og børstede hans Trøie; saa forstod jeg da, at han skulde i Kirke; Klokken ringede anden Gang.
Det varede to Timer, før han kom igjen, men hele mit forrige Liv var ikke halv saa langt, som den Tid. Endelig hørte vi ham skrabe Fødderne, saa tøvende og betænkeligt paa Maatten. Moder listede stille ud, og de hviskede og hviskede. Det betød, at der ikke var bleven lyst for os, jeg forstod det strax, og læste det siden i Drengens Øine, da han kom ind og saae saa bedrøvelig hen til mig. — Og Hansen kom ikke; han vilde ikke engang tale med mig, ikke spørge mig ud; han troede, uden videre, at jeg var en Tyv, og min egen Moder troede jeg var en Tyv. — Jeg tog mit Shawl over Hovedet og satte mig paa Hug i en Krog; naar de talte til mig eller rørte mig, sagde jeg blot: "bliv fra mig", og saa gik de igjen.
"Herre Jesus!" sagde Moder, "hvad skal det blive til?"
Henad Eftermiddagen, da jeg var ganske ene i Stuen, reiste jeg mig op op smuttede ud af Huset. — Hvor det velsignede Solskin dog skar mig i Øinene, og hvor de glade Søndagsansigter skare mig i Hjertet. Jeg var vred paa alle Mennesker og paa Vorherre med; og saa foer jeg afsted — De kan vel nok tænke hvorhen? — nei, det kan De dog maaskee ikke, det var til Stranden! — o, Frøken, jeg havde ikke rigtig min Forstand. Men Vorherre slipper ikke en arm Synder i sin Elendighed, og jeg blev standset, kun tyve Skridt fra Vandet, af en stærk Haand.
"Hvor vil Du hen, Rikke?" det var Adjuncten, vor Professor. Han lod som Ingenting, dreiede mig blot om og gik saa tilbage. "Hvad er det dog for en sørgelig Historie!" sagde han; "at Du er saa uskyldig som det Barn, der er født inat, tør jeg døe paa. Alt, hvad der kan gjøres, for at oplyse Tingen, vil jeg gjøre. Vi skulle nok faae fat i Jøden; maaskee har han ligefrem stjaalet Bægeret. Sandheden skal, med Guds Hjælp, komme frem. — Havde Du været mere fornuftig og mindre iilsindet, havde Skinnet ikke været i den Grad imod Dig; men hvem kan fortænke Dig i, at Du blev fortørnet og opbragt. — Hør nu, Rikke, til Efteraaret, vil Gud, reiser jeg til Kjøbenhavn, for at sætte Bo der; vil Du helst forlade dette Sted, kan Du tjene mig og min Kone. Ingen Tak! det er os, der maa være glade ved at faae En i Huset, der er saa grundskikkelig og paalidelig."
Hvor han sagde det varmt og med Eftertryk; jeg kom rigtig til at græde; det var som blev jeg Menneske igjen, nu Nogen troede paa mig. Han fulgte mig lige hjem og sagde til dem Alle, at jeg var uskyldig, og at Enhver, der havde mistroet mig, skulde bede Vorherre og mig om Tilgivelse. Moder troede det jo strax; og hun takkede ham de tusinde Gange og kyssede hans Haand, hvor haardt han vægrede sig; men de Andre rystede stiltiende paa Hovederne, og da han gik, sad jeg dog fremmed og miskjendt i mit eget Hjem. "Jeg skal nok faae det klaret", havde han sagt, og af de Ord levede jeg tre Dage. — Saa, det var Torsdagmorgen, kom han igjen med Fruen; hun var bleg og alvorlig; det var ikke med sin gode Villie hun gik den Gang.
"Rikke", sagde hun, "jeg kommer for at gjøre Afbigt. — Jeg har gjort Dig Uret og er inderlig bedrøvet derover. Tro mig, jeg skal fortælle Alle og Enhver, at Du staaer ganske reen. — Du maa nu vende tilbage til mit Huus endnu idag."
"Aldrig vil jeg vende tilbage, aldrig tilgive!" mit Hjerte var som af Steen. "Naa, hvorledes hang det saa sammen", spurgte jeg haardt.
"Det er jo nok, naar jeg erklærer Dig fuldkommen uskyldig."
"Paa ingen Maade! jeg har Ret til at høre Sandheden; jeg vil høre den." Fruen vilde nødig tale, jeg mærkede det godt, men saa var det mig netop en Glæde, at trænge ind; saadan var jeg i min Vrede.
"Det var Valdemars eget Bæger", sagde hun endelig med et mørkt Blik, "og han solgte det, Dagen før han reiste til Kjøbenhavn. Han havde faaet det i Faddergave, og havde altsaa Lov til at sælge det; Ulykken var kun, at han ikke talte derom."
"Fruen vil faae Glæde af ham", sagde jeg blot, men det lød næsten som en Forbandelse. Moder tyssede paa mig, neiede og takkede, og saa gik de. Adjuncten vendte dog om og sagde: "Det bliver ved vor Aftale, Rikke." Jeg nikkede samtykkende, men der var to Maaneder til, og det var en drøi Tid.
Saa sad jeg da stille der i den lillebitte Stue og nærede de onde, bittre Tanker. Moder talte forsonende Ord paa sin eenfoldige Viis; hun græd over mig og bad for mig, men det hjalp ikke en Smule. Altid gjentog jeg, at Ingen i hele den vide Verden var bleven krænket og forurettet som jeg. Hansen kom slet ikke; engang havde vi nær mødt hinanden, men, da han blev mig vaer, trak han Hatten ned over Øinene og luskede om et Hjørne. Siden hørte jeg, at Moder havde været hos ham og fortalt om min Uskyldighed og hvor sorgfuld jeg var, men han havde svaret, at det var meget godt Altsammen; han troede mig heller ikke istand til at gjøre saadan Noget, men nu havde jeg dog engang været i Folkemunde, og saa kunde ingen pæn Mand ønske mig til Kone. — Aa, hvor han var en feig og daarlig En, saadan at slippe en stakkels Pige i uforskyldt Nød. Siden blev han gift med en Jomfrue, og var ond imod hende, og de bleve tilsidst skilte. Vorherre gjorde det bedre for mig, men det forstod jeg nu ikke dengang. — Saa kom jeg endelig fra Byen og til Professorens; netop her, til dette gode gamle Huus, og det var jo altid en Lettelse at komme et nyt Sted og faae Noget at tage vare. Den unge Frue var deilig, næsten som vor Frøken, og ligesaa blid og god i Omgang. Professoren sagde, at hun kunde betroe mig Alt, og saa vistes der mig jo stor Tillid. Men det hjalp ikke, der var en Orm i mit Hjerte, der nagede og gnavede Nat og Dag. Vrede, hevngjerrige Tanker fyldte mit Sind; hvorfor, hvorfor skulde jeg, der var uskyldig, lide Dette? en retfærdig Gud kunde ikke have tilladt, at hele min Fremtid blev forspildt. — O, hvor Livet er en skrækkelig Byrde, Frøken, naar man tvivler paa Vorherre og hader hans Mennesker. — Engang imellem søgte Fruen at tale mig tilrette, men, da det ikke nyttede, holdt hun op og lod mig passe mig selv; dog det kunde hendes Søster, Frøken Marie, nu ikke. Hvergang hun kom, nikkede hun saa mildt til mig og sagde et Par venlige Ord. Een Aften gik hun op paa mit Kammer; jeg husker det, som var det i denne Stund.
"Jeg vilde saa gjerne bringe Dig nogen Trøst, Rikke", sagde hun, "naar jeg blot kunde." Og saa satte hun sig der paa Stolen, hvor De nu sidder, Frøken. Jeg kom igjen frem med mit sørgelige: "Hvorfor", det skulde hun nok lade være at svare paa, tænkte jeg. Hun havde heller ikke sine Ord paa rede Haand, men sad ganske stille med saadan underlig klare Øine, og saa sagde hun endelig, at var jeg end uskyldig heri, saa var jeg dog en stor Synder for Gud; det skulde jeg indsee og angre, saa vilde jeg først faae Fred.
"Tænk over dit Liv", sagde hun, "anklag Dig selv en eneste Gang, som Du ellers altid anklager Andre; naar vi blot huske, hvor haardt vi selv trænge til Barmhjertighed, ville vi nok lære at tilgive."
I første Øieblik var det mig nu som bare taabelig Snak; og det skulde være Trøst! endogsaa den gode Samvittighed vilde hun tage fra mig. Men da Natten faldt paa, kunde jeg alligevel ingen Fred faae for hendes Ord, og en Stemme indeni mig sagde: hvorfor, hvorfor? for dit haarde, hovmodige Sind; Du skammede Dig over dine Forældre i deres uforskyldte Fattigdom og simple Skikkelighed, derfor faldt Skammen paa Dig selv; Du blev straffet i din egen Synd.
Den Nat sov jeg ikke, men kæmpede mod Vorherre; det Lys, han begyndte at tænde hos mig, vilde jeg slukke, men kunde ikke; Gud være evig Lov og Tak, han vandt. — Og see, Frøken, da jeg først havde givet tabt, og paa mine Knæ skriftet: "jeg har fortjent Dette og Mere af Dig, Du retfærdige Gud", saa var jeg som løst og befriet; det Haarde, Onde og Bittre smeltede bort af sig selv, og da Frøken Marie kom igjen, havde hun Fornøielse af mig. Hun er nu som en Guds Engel her paa Jorden.
Aaret efter besøgte jeg mine Forældre, og bragte dem Lidt med, Et og Andet; det havde jeg nu aldrig før Raad til og Moder var saa glad ved mig, at det var forskrækkeligt. Naboerne og Broder Christen sagde rigtignok, at nu var Rikke bleven hellig, og saa loe de, men det kunde jo være mig det Samme. — Hansen saae jeg ikke, men hørte, alt iblandt, om den Kiv og Trætte, der var mellem ham og Konen, og jeg forstod, hvor underligt Vorherre havde ført mig til mit Bedste. — — Og nu, efter Dette, Frøken, hvor kunde jeg saa nære Vrede mod Drengen?"
"Det gjorde De ikke heller, Rikke, det var kun en flygtig Tanke."
"Ja, Gud skee Tak, Andet var det jo ikke, men den forskrækkede mig dog ved sin Syndighed. — Nu takker jeg Dem de tusinde Gange, at De saadan har hjulpet mig. Bindet sidder saa deiligt, accurat som det skal, fast, uden at stramme. — Aa, maatte jeg dog faae min Helsen, inden vor Frøken reiser! Det er saa tungt at være til Byrde!"
Hun saae saa vist paa mig, baade undskyldende og bedende; jeg blev ganske underlig tilmode.
"Naar man er saa afholdt, som De er, kan man aldrig være til Byrde — Godnat, Rikke, og Tak for Deres Historie!"
Nede paa Trappen mødte jeg Candidaten.
"Saa, det har De ogsaa gjort", sagde han varmt; derpaa tilføiede han i en hastig Tone; "finder De ikke, at der hviler for Meget paa min Søsters Skuldre? har det ikke været en streng Dag for Dem?"
"Aa nei", svarede jeg, og smuttede saa hurtig ind. Var Spørgsmaalet ikke kommet saadan bag paa mig, eller var det udgaaet fra hans Fader, havde jeg naturligviis svaret, som jeg meente. aldeles ikke, tvertimod.
Da Tante Marie gik om Aftenen, spurgte hun i en spøgefuld Tone: "Naa, hvad Characteer faaer den lille gode Villie saa for sin Opførsel?"
»Præ ceteris«, raabte Candidaten, men Professoren brummede: "Vist ikke nei, lad os holde os til Sandheden og vort Modersmaal. — Hun faaer, lad mig see: ei ubekvem".