Næste Dag gjorde Professoren og hans Datter os Visit. Fru Karse var meget fornøiet, meget værdig, og meget naadig. Professoren saae hende heelt igjennem; derpaa rettede hans Blik sig med en vis nysgjerrig Sympathi paa mig.
"Min Datter gaaer saa ene om", sagde han ved Afskeden, "Fru Karse tillader vel nok, at hun kommer lidt herind, og at den unge Dame der igjen seer til hende."
Tilladelsen blev givet og trolig benyttet. Hvor tidt stod jeg ikke ude i Kjøkkenet og beundrede Ingeborg, naar hun haandterede Bismer og Vægtskaal, hakkede og stødte, rørte og æltede. Hun snoede og dreiede sig saa let og muntert; det Hele gik som efter Tact. Engang imellem kom jeg ogsaa ind i Professorens egen Helligdom, og saae de tykke, tætbeskrevne Papiirsbunker, Ingeborg maatte deciffrere og afskrive. Det var en ganske eiendommelig Haand, saa hurtig og snuppet, den maatte være vanskelig at tyde.
"For mig er det Ingenting", sagde hun "jeg har saadan en Øvelse", og saa løb Pennen rask henad Papiret, "Indholdet af Dette er iøvrigt langt over min Forstand, men undertiden kommer der Noget, som jeg glæder mig over og har Godt af."
"Naar jeg bliver stor, skal jeg skrive for Fader;" Emma saae ganske triumpherende ud.
Hvor jeg tydelig husker en Søndag midt i October; Veiret var klart og smukt; det havde rimet om Natten og Georginerne bøiede mistrøstige deres Hoveder. Græsplainen var bedækket af Millioner Perler, der funklede med smaabitte Regnbuer i Solskinnet. Professoren traadte ud af Huset med Søn og Datter, de skulde vist til Kirke; alle Tre hilste venligt op til Qvisten og gik saa. Ingeborg vendte sig dog igjen, saae efter mig og nikkede fortroligt. Aa, Gud skee Lov, hun holdt dog en lille Smule af mig! den Hilsen gjorde mig saa indelig godt.
Lidt efter gik jeg til Byen, for at besøge Edvard og Helene; det var første Gang efter min afreise. En ung Dame af Fru Karses Bekjendtskab vilde tilbringe Formiddagen hos hende.
Pigen lukkede mig op. Herskabet var taget til Klampenborg, sagde hun, Barnepigen og den Lille ogsaa.
Da jeg skulde hente nogle Smaating, gik jeg alligevel ind. Døren til mit Værelse stod aaben; o, hvor det var forandret. Istedetfor Commode, Servante og Seng var der kommet Blomsterbord, Skrivebord og Bogskab. — Den lille Kanariefugl sang og trallede; det lød næsten spottende. Jeg følte mig saa forladt, saa hjemløs. Min Plads var altsaa ganske udslettet her i Huset.
"Er her ikke bleven deiligt, frøken? det er nu ogsaa Fruens kjæreste Stue. Vi stille Vuggen herhen i Hjørnet, ved den lille Sopha. — Ja, Commoden staaer paa Loftet, om Frøkenen skulde have Noget i den."
Jeg udrettede mit Ærinde, og skyndte mig saa hjem; mit Hjerte sygnede næsten; jeg var saa nedstemt, saa modløs. O, det var vanskeligt at holde Bitterheden borte!
Den unge Pige mødte mig paa Halvveien; hun løb muntert hen til mig.
"Hvor De kan holde det ud, begriber jeg ikke", sagde hun leende, "jeg er allerede ødelagt. Gud veed, hvad hun nu vil fortælle om mig! — De er ganske skikkelig, men temmelig triviel og eenfoldig; egentlig synes jeg det er godt sluppet."
Det var ikke det eneste Skudsmaal jeg fik den Dag; idet jeg gik forbi Haven, hørte jeg Professoren sige:
"Hvad hun er, veed jeg ikke, men at hun hverken er emanciperet, sprænglærd eller affecteert, staaer fast. Hun har heller ikke dette forfærdelige Snakketøi, som enkelte unge Piger nuomstunder, der indlade sig paa Alt, drøfte, forklare og forsvare, saa Guderne maae sig forbarme; man veed ikke, hvad man skal undre slg meest over, deres Overfladiskhed, eller den Sikkerhed, hvormed de optræde. — Ah, der have vi hende! hørte De, hvad jeg sagde om Dem, min unge Frøken?"
"Jeg var ikke ganske vis paa, at det gjaldt mig."
"Aa Ulykken er da ikke større, De kunde have hørt værre Ting."
"Men, Du siger ikke, Fader", begyndte Candidaten, der kom ud af et Lysthuus, "om din Bemærkning var Forsvar mod Dadel, eller Indvending mod Roes."
"Bliv fra mig med dine Spidsfindigheder! umotiveret Roes og umotiveret Dadel bør være En lige ligegyldig."
Samme Eftermiddag blev det gamle Blommetræ, der stod midt paa Græsplainen, givet til Priis. Alle Emmas Veninder vare indbudne; Professoren rystede selv ned; de smaa, pyntede Piger sprang jublende omkring og samlede op. Lidt fra de Andre stod et tarvelig klædt, undseeligt Barn; hun bukkede sig kun, naar Frugten faldt lige ned foran hende.
"Det er vor Piges Søster", sagde Ingeborg, "hun staaer saa ene der, den lille Stakkel."
"Du har ikke seet rigtig paa hende" , indvendte Broderen, "ellers kunde Du umulig ynke hende. Læg Mærke til, hvorledes hun stirrer paa sine Læderskoe, de flammede Strømper og det lyserøde Forklæde; hun er ganske optagen af at være saa pæn. Den Tarveligste af dem Alle er den Eneste, der er glad over sin Pynt og stolt af den; har det ikke noget Fornøieligt for Tanken?"
Senere, da jeg sad og læste høit for Fru Karse, kom Professoren og tog uden videre, Avisen fra mig. "Tør jeg fortsætte", sagde han, med en comisk Grimace, "Ingeborg vil absolut have Dem med paa en Udflugt. — Hvad mener De, min Frue, kunne vi Gamle ikke nok forslaae Eftermiddagen med hinanden?"
Idet vi gik ud af Haven, vendte Ingeborg og hendes Broder sig, efter Sædvane, og hilste op. Jeg saae nu et gammelt, lidt indfaldent Ansigt, omgivet af sneehvide Kappestrimler, i Qvistvinduet, det nikkede og nikkede til Gjengjæld.
"Hvem er det egentlig?"
"Det er saadan et herligt, gammelt Menneske, der har været hos os i mangfoldige Aar, lige fra Fader blev gift, og før var hun hos hans Forældre. desværre har hun et daarligt Been og kan, i dette Efteraar, hverken gaae eller spinde. Tiden falder hende meget lang deroppe, kan De troe, men hun er saa taalmodig. — O, hvor Luften er forfriskende og behagelig i sin Kulde; jeg er saa glad De kom med! vi skulle besøge Tante Marie paa Vesterbro."
"Blot det kan gaae an, hun kjender mig jo slet ikke."
"Jo, af Omtale; De vil være saa hjertelig velkommen. — Men hvor bliver Knud af? ah, han taler med en af sine Yndlinge. See, hvor Drengen betragter ham kærligt og tillidsfuldt; min Broder er den populaireste Mand under Solen. — Nu vil jeg drille ham lidt. — Hvor det lod til at være en kluntet, eenfoldig Fyr, Knud."
"Du har aldrig forstaaet Dig paa Physiognomier, Ingeborg; det er netop en lille Kjærnekarl, gid vi havde mange saadanne!"
"Jeg holder ikke af Drenge."
"Drengene ere Fremtiden; husk paa det, lille Søster."
Vi stode nu udenfor et stort Huus paa Vesterbro. "Tante boer i en Sidebygning ud til Haven; De skal see hvor smukt. — Aa, Knud, hun er ikke hjemme, Døren er laaset."
"Ja, ind ville vi, saa ringer jeg paa hos Fuldmægtigens."
En forvirret Støi fulgte paa Ringningen; Skuffer bleve lukkede og Døre smækkede i. Endelig viste en høi, alvorlig Mand sig i Døren med en Avis i Haanden og sammentrukne Bryn.
"Frøkenen er ude", sagde han afvisende, "maa jeg gjøre Dem opmærksom paa, at naar Nøglen er af Døren, er hun aldrig hjemme."
"Tak, det veed jeg, men vi ville gjerne gaae ind ad den anden Vei, dersom De tillader. Tante kommer vist strax."
Den høie Mand veg misfornøiet tilside og lod os passere.
"Aa, De maae ikke see dem om", raabte nu en kjøn, ungdommelig lille Kone, der saae raadvild og forvirret, men meget venlig ud, "sex Børn i saadanne smaa Værelser, det er ikke tænkeligt at holde det pænt."
Hvor det var en velgjørende Modsætning, at komme ind i den stille, fredelige, ziirlige lille Hjørnestue. En behagelig Varme slog os imøde, det brændte muntert i den smukke Kakkelovn, der havde et langt Rør nedad hver Side; paa Bordet stod en flad Skaal med Blomster, en lille hvid Engel af Biscuit sad midt imellem dem; under det ene Vindue stod et Skrivebord, ved det andet Forhøining og Syebord. Der var blaae Tapeter, en lille indbydende rød Sopha, frodige Potteplanter, en Mængde hyggelige smaa Familieportraiter, og et kjønt gammeldags Uhr i forgyldt Ramme med en Fugl foroven.
"Er her ikke et lille Eden?" spurgte Ingeborg, "Skade at Mørket falder paa."
"Frøken Steen kan ikke see det med vore Øine", indvendte Broderen, "det er kun, naar man kjender Tante Marie rigtigt, at man synes det er det yndigste Sted i Verden. Fredens og Kjærlighedens Aand, der hersker i denne lille Stue, gjør den til et Paradiis. — See det gamle Uhr der, det har altid forkyndt velanvendte Timers Ende; see den slidte Bibel paa det lille Bord i Krogen, den er hendes bedste Ven, Lærer og Raadgiver. Det gjør En ordentlig godt at tænke paa Tante og tale om hende. Ogsaa hendes Forhold til Fuldmægtig Spurvs finder jeg betegnende. Hun er som en Bedstemoder i Familien. "Hvortil kunne vi benytte vor nye Kostgænger", tænkte de naturligviis, og da hun tænkte: "hvormed kan jeg tjene dem", passede de jo ypperligt sammen. Huset kunde aldeles ikke bestaae, uden hendes Bidrag, Raad og Virksomhed; for hvert Barn, der kommer til, bliver hun dem mere nødvendig. Herr Spurv er imidlertid en stolt Mand, og tør ikke ahne, hvad hun gjør; han vilde ikke tage en Skilling over det Reglementerede, forsikkrer Konen. Faae de smaa Børn nye Blouser og Skoe, spørger han dog aldrig, hvor det kommer fra. Egentlig er det meget nemt, saaledes at unddrage sig al Taknemmelighed. Det er alligevel ingenlunde slette Folk, og Tante Marie har allerede paavirket dem i mange Retninger. Det er umuligt at leve stadigt med hende, uden selv at gaae frem; hendes Indflydelse lister sig umærkelig over En. O, hvor jeg følte den engang, det er flere Aar siden. Jeg havde været en Tour i Udlandet og kort derpaa skrevet nogle flygtige Digte, der havde skaffet mig nogle ligesaa flygtige Beundrere; med disse gik jeg en Søndagmorgen til Frederiksberg. Det var et fiint og udvalgt Selskab, smukke unge Damer med deres Mødre, vittige, aandrige Modeherrer. Netop her paa Vesterbro kom Tante Marie os imøde, pyntet til Kirke med Psalmebog i Haanden. "Goddag Knud", sagde hun blot og nikkede venligt. Hvor hun var indadvendt, samlet og stille! jeg følte mig pludselig saa adspredt, deelt og utilfredsstillet; Talen og Munterheden rundt om forekom mig forunderlig tom og indholdsløs, og jeg fik en Længsel efter Fortiden, da Søndagen ogsaa for mig var Vorherres Dag. Tilsidst bad jeg Farvel, og skyndte mig efter hende. Hun saae lidt forundret, men høist tilfredsstilet ud, da jeg kom. Saa gik vi da i Kirke sammen, og skjøndt jeg ikke hørte meget af Prædiken — jeg maa tilstaae det — blev jeg dog fuldkommen opbygget af hendes Andagt, Menighedens Sang og mine egne Tanker. — Tante Marie vil meget nødig dadle, men inderlig Kjærlighed kan dog drive, eller rettere tvinge hende dertil; jeg veed det af Erfaring, og jeg veed ogsaa, at hendes usikkre, lidt stammende, saa nødig givne Formaninger gjøre mere Indtryk, end det meest veltalende Foredrag. Give og glæde er hendes Lyst og Natur; bedrøve Andre, selv til deres Bedste, koster hende derimod en Kraftanstrengelse, der fortjener Tak og Paaskjønnelse. — Ah, der er hun! Nøglen dreier sig i Døren. — Godaften, Tante Marie", hans Stemme, der havde været bevæget og inderlig, slog pludselig om til overgivenhed, "her sidde vi og skumle over Næsten."
"Saa var det jo godt jeg kom og afbrød", lød det oprømte Svar. Mørket forhindrede mig fra at see hende tydeligt.
"Det var da ellers en rigtig var Overraskelse", vedblev hun, "Godaften, min Ingeborg, og Papa er med, kan man troe sine Øine!" hun standsede foran mig.
"Det er ikke Fader, Tante Marie", — vi loe alle Tre — "det er Frøken Steen, den unge Pige, Du veed."
"Ah, den", — igjen Øgenavnet, hun holdt pludselig inde, "det glæder mig ret at see Dem; ja, vi maae jo rigtignok have lys, før jeg, for Alvor, kan see Dem." Hun strøg en Svovlstik af og tændte Lyset.
Tante Marie var lille, fiin og en Smule bleg; hendes Ansigt var mildt og elskeligt, Holdningen rank, Minen kjæk, fornøielig og ufortrøden, trods dens Blidhed. Der var noget Ubeskriveligt, paa engang værdigt og fordringsløst, i hendes Væsen.
Vi havde netop taget Plads om det aflange Bord, da Døren blev reven op, og et hulkende Barn tumlede ind; hun havde skrabet sine Hænder, slaaet Bule i Panden, og maatte ovenikjøbet ikke græde for Fader, det var forskrækkeligt!
Tante Marie badede Hænderne, blæste paa Panden og tørrede Taarerne bort; hun var neppe færdig hermed, før en lille urolig Tjenestepige, med et anstrengt Udtryk og smaa tykke af Frost uformelige Hænder, kom ind; hun hviskede og hviskede, det var vist lutter Bekymringer og Klager. Den gamle Dame snappede hurtig Noget ud af sit Skrivebord og gav Pigen; derpaa sagde hun:
"Hvis vi kunde være lidt uforstyrrede iaften, var det rart. Sine vil nok holde Børnene herfra.
— Fy, fy, Knud", tilføjede hun, da vi igjen vare ene, "hvor Du seer ondskabsfuld ud; Du dømmer slet ikke retfærdigt; jeg skylder dem virkelig saa Meget."
"Du? aa nei, Tante, siig det ikke igjen!
"Dengang jeg laae syg, vare de saa mageløs gode imod mig, rigtig kjærlige. Saadanne Minder gjemmer jeg og tager frem, naar der undertiden kan være Lidt iveien. — Naa, beholder jeg saa mine kjære Venner til Thee?"
"Ja, naturligviis, og bagefter skal Du give os Syltetøi, Tante."
"Vi kunne ikke blive", protesterede Ingeborg; "Knud er altid saa underlig, formelig drengeagtig, naar han kommer her. Du veed jo godt, Knud, at Fader venter, og Fru Karse —"
"De kunne drikke Thee sammen, ikke sandt, Tante?"
"Ypperligt, lad det saa blive derved."
Hvor det var et hyggeligt lille Theebord; vi vare Alle saa oprømte og velstemte.
"Der har været saadanne smukke Nordlys igaarnat", fortalte Tante Marie, "det staaer i Avisen."
"Aa, hvor det var kjedeligt, at man ikke saae det", udbrød Ingeborg med usædvanligt Liv.
"Det var ogsaa en Ulykke!" Candidatens Stemme lød hidsig og ærgerlig, Ingeborg rødmede dybt og taug. Et Øieblik efter, gik hun ind i Soveværelset, for at hente Tøiet. Hun var neppe ude, før Tante Marie lagde sin Haand paa Søstersønnens Skulder og rystede bebreidende paa Hovedet.
"Det var stygt af mig, Tante, jeg veed det godt, men hun er saadan en mageløs Pige, og jeg kan ikke taale —"
"At Andre finde det Samme?"
"Jo nok, men Island, det er jo et reent Forviisningssted! Den sande kærlighed vil gjøre lykkelig, strøe Poser paa sin Gjenstands Vei, offre den Alt. — Hvad kan han byde Andet end Savn og atter Savn."
"Vi To tør vel ikke tale med herom", Tante Marie saae ganske skjælmsk ud, "vel Knud? — hans Hjem staaer vist for ham som et herligt Sted, kan Du troe, og det bliver nok fuldt af Roser, naar hun blot kommer. — Hvad gjør Du og din Fader egentlig, for at glæde Ingeborg, naar vi skulle tale ganske oprigtigt; har hun det ikke temmelig strengt, er hun ikke meget bunden? Gud skee Lov, hun føler sig lykkelig alligevel, men det er, fordi hun har den sande Glæde i sit gode, uskyldige Hjerte, og det tager hun jo med op til Nordlysene. — Det er ikke for det, jeg vil ogsaa nødig af med hende; vi ere saadanne slemme Egoister, vi stakkels Mennesker. Tys, der er hun. — Har Du ikke mere Tøi paa, min søde Pige? Det er sandelig for lidt, og den anden unge Dame er ligesaa ufornuftig; aa, vent et Øieblik!"
Tante Marie hentede et stort Tørklæde til os hver.
"Saa, Farvel, og kom snart igjen. De kjender nu Veien, Frøken Steen, og kan vel nok finde den alene, ikke?"
Hun tog begge mine Hænder og saae venligt paa mig med sine milde, blaae Øine; derpaa trak hun mig pludselig hen til sig og kyssede mig.
"Gud velsigne Dem, Barn, De maa ikke see saa alvorlig ud!"
Aftenen var meget klar og kold, Stjernerne funklede vidunderlig store og lyse; af og til saae man et Stjerneskud.
"Ønsk, lille Søster", sagde Candidaten, idet han, paa en kjærlig, afbedende Maade, tog Ingeborgs Haand, "ønsk, naar det ikke kan være andet."
"Den, der har ublandede Følelser, kan ønske, jeg ikke", svarede hun sagte, "hvorledes Vorherre end gjør det, vil der blive Noget at savne og Meget at takke ham for."
De talte ikke mere, men holdt hinanden i Haanden; mig havde de i Øjeblikket glemt. Jeg følte mig saa underlig ene, dog ikke ulykkelig; Tante Maries Blik og Kys hvilede paa mig som en Velsignelse.
"Men, Frøken Steen, De gaaer bagefter; tør jeg ikke byde Dem min Arm. — Naa, der venter os nok en ordentlig Storm hjemme, Klokken er over ti."
Hans Spaadom gik i Opfyldelse; allerede i Gangen foer Professoren imod os.
"Hvad ligner det, om jeg maa spørge? — en lille Visit, og saa blive borte med det Samme. Forspilde min Aften, narre mig fra min gode Thee, forgive mig med vederstyggelig Chocoladeaffald! Ja, ja, De kan stole paa, det bliver sidste Gang, jeg tilbyder mig at erstatte en saa hensynsløs ung Dame." Hans Vrede var dog mere comisk forstilt, end virkelig; egentlig sagde Blikket: lille Stakkel, jeg har ondt af Dig.