Vintren skred nu rask frem; Julen var forløben, og Dagene længedes synligt. Af og til besøgte Edvard og Helene os, og jeg kom ogsaa undertiden til dem. Vi gjorde os gjensidig Umage for at omgaaes paa den gamle naturlige Maade, men Forholdet blev dog tvungent alligevel. Hos Professorens var jeg en daglig Gjæst. Candidaten havde pludselig faaet et sandt Sværmeri for Rambus, og spillede det med et Lune og en Iver, der oplivede og morede Fru Karse i høi Grad. De Aftener han holdt hende med Selskab, havde jeg da min Frihed.
"Det er altfor galt", sagde jeg engang, "De har havt travlt hele Dagen, og jeg kan umulig tillade, at De saaledes offrer Aftenen."
"Dersom Frøken Ida ahnede, hvad for en Recration det er mig", han saae frygtelig skalkagtig ud, "vilde De ingen Indvendinger gjøre."
Ingeborg og jeg besøgte ofte Tante Marie; engang imellem gik jeg der ogsaa ene. Altid var der lige hyggeligt i hendes smaa Stuer; altid udtrykte hendes Ansigt det hjerteligste Velkommen; altid gik man trøstet og oplivet fra hende. Den stive, værdige Fuldmægtig saae jeg sjeldent, hvorimod hans lille urolige, godmodige Kone — der saaer ud, som grundede hun forgjæves paa at udfinde Noget, hun havde glemt — gjerne indfandt sig med Krave og Kappe en Smule paa Snur. et Barn paa Armen og to tre i Skjørterne. Naar hun saae, at der var Fremmede, vinkede hun ad Tante Marie, og saa blev der hvisket og raadslaaet. Mange, mange Gange saae jeg den gode gamle Dame, efter en saadan Scene, liste hen til sit Skrivebord og smugle Pengepungen ud; gruelig bange, for at jeg skulde bemærke det.
Den unge Islænder havde nu faaet sin Doctorgrad med stor Ære og Berømmelse, og Ingeborg havde travlt med Udstyret. Jeg fik Lov til at navne og numerere Alt. Rikke syede og strikkede ufortrøden for sin Yndling. Hun saae saa alvorlig ud, den gamle Stakkel, jeg er vis paa, der faldt mangen en bitter Taare paa Arbeidet.
En Aften sadde Professoren, Candidaten, Ingeborg og jeg om den venlige Kakkelovnsild, der lyste klart gjennem Riflerne i Døren.
"Det er en ordentlig Sneetykning udenfor", sagde Professoren, idet han lænede sig tilbage med Piben i Munden, "hør, hvor det pidsker paa Ruderne! — i dette Øieblik føler jeg det egenkjærlige Velvære, der undertiden lister sig over En, naar man en Uveirsaften sidder i godt Selskab ved sin hyggelige Arne. — Men I er lidt stille Børn, finder jeg."
"Vi tør ikke forstyrre Kund", loe Ingeborg, "han er gaaet heelt tilbunds i sine egne Tanker. See blot paa ham, Fader!"
Han saae unegtelig meget optagen ud, som han sad der og stirrede ind i Ilden. Nu opklaredes Ansigtet, nu rynkede han Panden, nu bed han sig grundende i Læben.
"Knud!" vedblev hun høiere, "hvor gjælder Reisen hen? jeg haaber det er til Poesiens smilende Egne, og ikke til Grammatikens Udørkener."
"Hvad er det for Snak, Ingeborg", han foer utaalmodig op, "Du troer altid jeg er fraværende, naar jeg ikke uafbrudt lader Munden løbe."
"Godt Ord igjen, Børn. — Det er og bliver dog en styg Vane, Knud, vogt Dig, at den ikke tager Overhaand. — Hvad gjør Ingeborg?"
"Knækker Nødder til Herr Broder, for at mildne hans Vrede. — Men tys, er det ikke en Vogn? skulde Tante Marie?"
"Aa, Snak, jeg hører ikke det Mindste."
"Den holdt virkelig, Fader; nu gaaer Døren! — Hanne taler med Nogen; o, maaskee!" hun sprang op i det gladeste Haab.
Det var dog ikke Islænderens høie Skikkelse og aabne Ansigt, der viste sig i Døren, men en lille vindtør Mand med sort tilspidset Skjæg, undvigende Øine og indesluttet Mine. Han saae underlig uhygglig ud i Skjæret fra Kakkelovnsilden.
"Godaften , Godaften" , sagde han langsomt; han kunde ligesaa godt have sagt: daarlig Nyt, daarlig Nyt, saa tydelig følte vi Alle, at det var det, han bragte.
"Professoren har sikkert ganske glemt mig?"
"Vist ikke nei, De er Benjamin Preen. — Hvad i Guds Navn, bevæger Dem til at komme her iaften?"
"Ikke egen Fordeel! — det er for Andres Skyld; Anledningen er ingenlunde glædelig, den er sørgelig. — Man bør være forberedt paa Alt, men desværre somoftest —"
"Hvad er der skeet? saa tal dog ud, Menneske!" Professoren stampede.
Den Fremmede veg et Skridt tilbage og sagde derpaa med sin tynde, ulykkespaaende Stemme:
"Deres Herr Broder har, i den sidste Tid, havt Held med sig og efterhaanden arrangeret sig saa temmelig med sine gamle Creditorer herovre. Det var hans Plan paany at etablere en storartet Forretning i Kjøbenhavn, og han forlod derfor Amerika dette Efteraar med Kone og Børn. Der brød imidlertid Typhus ud paa skibet, og han blev — De har tvunget mig til at tale uden omsvøb — et af de første Offre. Hans Efterladte ere nu hos mig; Enken, der blev viet i mit Huus, og kjender mig som Mandens sande Ven, tyede i sin Nød til mig. Men jeg, der selv er Familiefader og, som saadan, har Ansvar og Pligter, kan umulig beholde hende længe, eller paatage mig at ordne de indviklede Affairer. — Hun ahner ikke, at jeg er gaaet herhen; det er mig bekjendt, at Forholdet mellem Professoren og den Hedengangne just ikke var det bedste, dog Døden bør jevne og hæve alle Misforstaaelser. Her er en smuk Leilighed til at samle gloende Kul paa hans Hustrues Hoved."
"Det har jeg dog ikke isinde, nei, sandelig ikke!" Professorens Stemme lød som et Tordenbrag, vi foer Alle op; Herr Preen greb efter Dørlaasen.
"Jeg har gjort min Pligt!" sagde han, idet han iilsomt retirerede.
"Gloende Kul!" Professoren stak Ildskuffen ind i Kakkelovnen og trak den frem svingende fuld af Gløder; "Du skulde selv smage hvad det er, Du hyklerske Skurk! der har ført min Broder ind i Saameget, og altid høstet Fordeel af hans Forlegenhed."
"Gloende Kul", vedblev han i en ganske anden Tone, idet han gik op og ned ad Gulvet, "saa det skulde være Lønnen for den trofaste Qvindes Hengivenhed! — Velsignelser, de bedste, rigeste Velsignelser vilde jeg samle paa hendes Hoved, om jeg formaaede. Gud trøste og styrke hende! — Hendes Plads er nu her, ikke sandt, Knud? ikke sandt, min Ingeborg? Byrden vil falde paa Eder, ikke paa mig, jeg veed det, men kjender Eder jo; min Broders Børn skulle ikke spise misundt Brød, vel? — Saa gaaer da, i Guds Navn; — Ingeborg maa med, Du vil kunne forstaae hende bedst, og altsaa være meest istand til at trøste. Naa, skynd Eder nu, Alt hvad I formaae, tag den første den bedste Vogn, og bring dem uopholdelig herhen."
"Du vil nok blive, kjæreste Ida", hviskede Ingeborg; hun var ganske bleg, men saae dog saa fattet og velsignet ud, "Fader vil bestemt behøve din Hjælp. — Her ere Nøglerne." Hun hængte sit lille Nøgleknippe paa min Finger.
O, hvor jeg var betagen og rystet, stakkels, stakkels Cecilie!
Professoren gik hen til Vinduet og stirrede efter de Bortgaaende, indtil Skinnet af deres lille Lygte tabte sig i Mørket; derpaa maalte han Gulvet et Par Gange i heftig Sindsbevægelse, lænede sig saa op til Vinduet igjen, og brast i en kort, lidenskabelig Hulken; min Nærværelse havde han ganske glemt.
"Saa det var Enden! — Frelsens Herre, vær ham og os Alle naadig!"
Han stod et Par Minuter ganske stille med korslagte Arme; derpaa strøg han hurtig en Svovlstik af, tændte et Lys, aabnede Secretairklappen og fremtog et Par Documenter, som han overfoer med Øiet, og saa kastede i Ilden.
Jeg klirrede lidt med Nøglerne, for at vække hans Opmærksomhed; han var imidlertid altfor optagen, til at ændse det. Papiret var nu ganske tilintetgjort; kun en lille sort Hinde laae paa de klare Gløder. Professoren spredte den med Ildtangen, rettede sig iveiret, strøg Haanden gjentagne Gange over Panden, og foer saa ud af Døren. Lyset blev naturligviis slukket af den stærke Vindtræk — den kjære gamle Mand kom sjelden eller aldrig gjennem en Dør med Lys, uden dette Uheld — og han matte tilbage.
"Hvor ere nu Svovlstikkerne", brummede han.
"Professoren satte dem paa Consolbordet."
"Hvem der? hvem taler? — har De beluret mig?"
"Ingeborg bad mig blive; hun meente jeg kunde være til Nytte, og jeg vovede ikke at forstyrre Professoren."
"Elendige Svovlstikker!" han strøg, i stedse stigende Harme, den ene efter den anden forgjæves af.
"Tør jeg?" det gik mig dog ikke stort bedre i Begyndelsen; min Haand zittrede stærkt af Sindsbevægelse og Bevidstheden om hans Utaalmodighed; der kom hele Tiden Lue, men den gik ud igjen.
"Naa, naa, jeg er da heller ikke saadan en rigtig Bussemand, Tak, Barn, Tak."
Hans Blik hvilede velvilligt paa mig, medens jeg tændte Lyset. Formodentlig har han læst den Beundring jeg følte for ham i mit Ansigt, thi han udbrød pludselig:
"O, De lille Tosse, gjør mig dog ikke til en Helt. — Naa, saa De vil hjælpe", vedblev han alvorligere, "De er jo i Familie med hende og holder af hende, ikke sandt?"
"Jo; hun var saa inderlig god imod mig, da jeg var lille."
"Vil De lyse mig", bad han, "jeg har et meget godt Billede af Valdemar, som vi ville hænge her ind i Dagligstuen og stille to Lys under, at det strax kan byde hende Velkommen, naar hun aabner Døren. Saadan! Det er ret, at De vidsker Støvet af — Stakkels Fyr, ganske saaledes saae han ud! ja, han var smuk, og han havde ogsaa et godt Hjerte, trods Alt. — Han ligner min Knud, ikke sandt?"
"Aa, det er kun lidt."
"Min Broder var langt smukkere, naturligviis!" Professorens Blik saae mig heelt igjennem; han mærkede vist, at det var paa hans Søns Vegne jeg ikke holdt af denne Lighed; o, hvor jeg rødmede dumt!
"Ingeborg maa naturligviis afstaae sit Værelse, og lille Emma sin Seng. — Gud veed, hvormange Børn der er. To kunne jo, til Nød, faae Plads paa Sophaen. — Vil De nu sørge for Lagener, Haandklæder og alt saadan Noget. Linnedskabet staaer i Rikkes Stue."
En hyggelig Lampe med Porcelainskuppel brændte klart oppe i det lille pottevarme Qvistkammer. Rikke sad ganske rolige og ubekymret i sin Kurvestol og klippede en Kane af Hjerterknægt. Emma stod ved Siden og fulgte med spæntdt Blik alle Saxens Bevægelser.
Den gamle Pige blev forunderlig rystet og bevæget, da hun hørte, hvad der var skeet.
"Død! Herregud, seer man det, og saadan en sørgelig Død. — Søde Barn, jeg kan ikke mere, nu klippede jeg galt, Du maa vente til imorgen. — Og hans Kone kommer nu her og Børnene?"
"Kommer her Børn", spurgte Emma ivrigt, medens hendes forskrækkede lille Ansigt pludselig opklaredes, "kommer her virkelig Børn, smaa Børn?"
Da en Timestid var forløbet, brændte en munter Ild i Ingeborgs smukke lille Stue — selv laae hun altid i Kulde — og Alt var parat til Gjæsternes Modtagelse. Pigen, den lille opløbne Hanne, adlød mine Ordres med en vis Tøven; jeg indgød hende aabenbart kun ringe Tillid, og hun iagttog mine, just ikke sikkre Bevægelser med en halv overlegen Nysgjerrighed, der havde noget Forvirrende ved sig. Sammenlignet med Ingeborg maatte jeg ogsaa forekomme i høi Grad ubehjælpsom og seen.
"Nu kunne vi snart vente dem, godt at De er færdig. — Naa, De har brugt Varmebækkenet, det kan jeg lide, De er en lille betænksom Pige. — Veed De, hvad jeg har tænkt? at dersom hun ikke gjenkjender Dem, ville vi ikke strax tale om Fortiden, vel? Gud maa vide, hvorledes hun nu vil forholde sig mod Moderen; det er et daarligt Tegn, at hun ikke strax tog ind under hendes Tag. — Hvor blive de dog af? det varer jo en Evighed!"
Endelig, langt om længe, kom de. Professoren ilede selv ud og aabnede Vogndøren.
"Velkommen, min kjære Svigerinde, De burde strax være kommen til mig, det er min Ret!"
Han bød hende Armen og førte hende ind med kjærligt, hensynsfuldt Alvor. Cecilie gik langsomt frem i sin kulsorte Dragt med Slør for Ansigtet; en smuk sex syvaars Dreng holdt hende i Shawlet; han var bleg og saae forstenet ud; der var en underlig Rædsel malet paa det lille alvorlige Ansigt. Hun standsede foran Portraitet og løftede sit Slør; o, hvor forandret! og dog, det var de kjære Træk, jeg kjendte saa godt, altid skjønne og ædle, om end prægede af Sorgen.
"Her hænger hans Billede! — De holder da af ham? De sørger ogsaa over ham? kun Den, der har holdt af ham, kan være mig Noget". Der var en Bestemthed i hendes Blik, jeg ikke kan beskrive; mon hun tænkte paa Moderen, o, hvor hun lignede hende i dette Øieblik.
Nu satte hun sig ned i den fremskudte Lænestol, og faldt ligesom sammen; Drengen trykkede sig op til hende, men hun skjænkede ham ingen Opmærksomhed.
"Alt tegnede saa godt, vi vare saa lykkelige, og saa — var det ikke frygteligt? o, De maa tilstaae, det var frygteligt! — Og nu maa jeg leve for at faae Alt ordnet; jeg forstaaer mig ikke det Mindste derpaa, men hans Ære skal reddes. Siden ville vi tale derom, og De maa veilede mig; nu kan jeg ikke tænke, det løber rundt i mit Hoved. Kunde jeg blot græde, men ikke engang det! — vil De lukke Vinduerne op, jeg qvæles i denne Hede."
Professoren aabnede strax Vinduet, og hun syntes at komme lidt til sig selv, medens Sneen fygede ind i Stuen, hvor den strax smeltede og faldt ned som klare Vanddraaber. Ingeborg kom nu med en lille tyk, toaars Glut ved Haanden, der lige var vaagnet og saae sig nysgjerrigt omkring med et Par klare, forundrede Øine. Det var et yndigt, rødkindet Barn med dybe Smilehuller og smaa Perletænder; Haaret krusede sig i utallige nøddebrune Ringe om Panden og Nakken.
"Fader", raabte hun, "Fader", og saa løb hun Knud imøde og omfavnede jublende hans Knæ.
"Det er ikke Fader!" Broderen trak hende bort, næsten med Haardhed; "Fader kommer aldrig mere", hviskede han derpaa, "han blev kastet i Havet, jeg maatte ikke see det, men saae det dog!" —
"Nu skal De gaae til Ro, min kjære Søster", sagde Professoren hjerteligt, "senere ville vi raadslaae og ordne; Æren fremfor Alt, siger ogsaa jeg. — Ingeborg og Ida, faa hende iseng."
Vi ledte hende ind i Soveværelset og klædte hende af; hun gjorde ingen Modstand, men hjalp heller ikke til. Vi badede hendes Pande og redte hendes skjønne, mørkebrune Haar, ak, hvor der allerede var mange Sølvtraade imellem det. Den lille Valdemar stod ganske stiv og stille og betragtede sin Moder ufravendt; han lod sig ikke formaae til at forlade hende og nyde Noget. Inde fra Dagligstuen hørte vi det lille Barns Pluddren og Latter, og Emmas jublende Glædesudbrud.
"Vil De ikke see den Lille", spurgte nu Ingeborg.
"Nei, De sørger jo for hende, ikke sandt? — nu vilde jeg gjerne være ene."
"De maa endelig nyde lidt først, en Smule Viin og Vand idetmindste; — her er det. Saa, De ønsker ikke at have Børnene hos Dem?"
"Jeg bliver", Drengen saae forunderlig alvorlig og bestemt ud.
"Lad ham faae sin Villie, han er saa rolig, ikke saa skrækkelig glad, som Rose. O, tal nu ikke mere; spørg ikke; lad her blive ganske stille; lad mig blive ene!"
Vi klædte Valdemar af og lagde ham i Emmas Seng ved Moderens Side. Der laae han med sine mørke, aarvaagne Øine fæstede paa hende da vi forlode dem.
Lille Rose sad nok saa tryg og veltilmode paa Knuds Skjød og drak Mælk. Af og til vendte hun sig om og rakte ham med et lille determineret: "Bise med", et Stykke dyppet Tvebak. Emma betragtede hende med beundrende Blikke; hun var reent ude af sig selv af Glæde.
"Her har været tre Gange Bud efter Dem, Frøken Ida", sagde Professoren nu, "hvor De seer angreben ud, stakkels Lille, og De skulde spille Rambus iaften! nei, De maa ikke!"
Fru Karse var meget opbragt, at forsømme hende i den Grad, der var ingen Undskyldning.
"En lønnet Person vilde aldrig have tilladt sig en saadan Opførsel! tusinde Gange hellere en Fremmed, som man har Ret over, end saadan en halv Slægtning, der vil være uafhængig. — Helene er rigtignok mit eget Barn, men jeg er ikke forpligtet til at taale Alt, blot for at befrie hende for en Gene. — Bliver det saadan ved, maa jeg gjøre en Forandring."
"Fru Karse har gyldig Grund til at være vred; jeg beder Dem om Forladelse."
"Naa, lad det saa ogsaa blive sidste Gang! — De faaer ingen Aftensmad; jeg lod det naturligviis bringe ud, da jeg var færdig. Her ere Kortene, vil De nu give, de ere blandede; men Deres Haand ryster jo, Ida, og De er ganske bleg. — Gud i himlen, De gaaer da ikke hen og bliver syg? det var det Værste, der kunde hænde mig!"