Tidlig, næste Morgen, stod Ingeborg i Havelaagen og saae henad Veien; jeg skyndte mig ud til til hende.
"Hvorledes gik Natten?"
"Ikke godt! — jeg staaer her og seer efter Harald. Gid han dog snart vilde komme; jeg er saa bange for den lille Dreng. — Aa, hvor det er en sød, taalmodig lille En. Inat kunde han ingen Ro faae, saa tog Knud ham op og bar ham paa sine Arme flere Timer, og vi sang og vissede for ham; han var saa kjærlig og taknemmelig, den lille Stakkel. Tilsidst gik Knud hen til Vinduet med ham og viste ham Himlen, der var bedækket med blinkende Stjerner; o, Du skulde have seet, hvor glad han blev! først stirrede han ganske stille derop, ligesom overvældet; saa rakte han Armene ud mod al denne vidunderlige Deilighed, og Blikket blev lyksaligt og forklaret. — Blot vi beholde ham, Ida, blot Vorherre ikke fører ham op til de lyse Stjerner. — Kom med ind, og see ham".
Valdemar laae ganske stille og bleg i Sengen; der var denne rørende Høihed i hans Udtryk, hvormed Sygdom undertiden stempler Børn. Han saae venlig gjenkjendende paa mig, derpaa hviskede han sagte:
"Vil Du flytte mig lidt, saa jeg kan see Moder. — Kommer den Anden ikke snart?" Det var Tante Marie han meente.
"Strax, vi vente hende hvert Øieblik. — Vil Du Noget?"
"Kys mig! — saae Du ogsaa Stjernerne?"
"Hvad siger han", spurgte nu Cecilie i en hastig, heftig Tone, "lad mig sidde der. — Hvad siger Du, min lille Dreng?"
O, hvor hun var urolig og kæmpede, for at samle og fatte sig, men det vilde ikke lykkes; saa gik hun da om, som en stakkels fredløs Aand.
Hvis Gud kaldte hendes Barn, hvad skulde det saa blive til? vilde hun beholde sin Forstand? jeg tænkte paa Tante Bertha; mon hun kom, naar man bad hende derom? Dog Cecilie skyede jo Moderen, og jeg havde vist heller ikke Mod til at tale hendes Sag; — eller skulde jeg vove det? — under disse Forhold var det maaskee Pligt.
"Barn", Professoren havde, efter Sædvane, læst mine Tanker, "der ere Øieblikke i Livet, som aldrig vende tilbage, som man maa gribe i Flugten. Betænk Dem ikke; her gjælder det at handle. — Dog hør Et: hun tør ikke komme her, uden hun vil kaste Tilgivelsens Kaabe over Alt, og holde hans Navn i Ære".
Jeg tog strax Tøi paa og ilede ad Byen til; mit Hjerte var vel fuldt af Betænkelighed og Frygt, men jeg trøstede mig med Tante Maries Ord: "De skal maaskee være Vorherres Redskab til at føre dem sammen". Var jeg Guds Redskab, havde det jo ingen Nød; han vilde nok forstaae at bruge mig.
Saa ringede jeg da trøstig paa den store Port, og den sank i med sit kjendte, dæmpede Drøn, og den gamle Portnerkone stak Hovedet frem med den grønne Øienskjærm og stirrede efter mig, som hun pleiede. De brede, høie Gangvinduer vare ganske tilfrosne; der var isnende koldt i den øde Selskabssal. Tante og Cousine Vinkel sadde i Spisestuen ved Frokostbordet. Der var smukt Dækketøi, Porcelain og Sølvtøi, men ingen Appetit, ingen glad Stemning. O, hvor de To fyldte lidt ved det runde Bord!
Tante blegnede, da hun saae mig, og kæmpede haardt, for at vedligeholde sin ydre Fatning. Frøken Vinkel satte sig paa Post mod enhver menneskelig Svaghed.
"Tør jeg tale ene med Tante?"
Først hævede Tante Bertha Hovedet og saae paa Cousine Vinkel, men da denne ikke gjorde nogetsomhelst Tegn til at reise sig, stod hun selv op og gik ind i Dagligstuen.
"Hvad vil Du, Ida?"
Jeg fortalte om Svigersønnens Død og Datterens Fortvivlelse; Tante hørte ganske bleg, stiv og stille paa mig, men da jeg kom til den lille Drengs Sygdom, zittrede hendes Mund, og hun havde ondt ved at holde Taarerne tilbage. Hun havde selv mistet en lille Søn, sit første Barn.
"Har Cecilie", hvor der var en Klang af Smerte i hendes Stemme "sendt Dig til mig? hvorfor kom hun ikke selv? hvor er hun?"
"Hun veed ikke jeg gik; hun er hos sin Mands Broder".
"Ah, saa Du handler paa egen Haand!" det var den tilsidesatte, forurettede Moder, der reiste sig i sin fulde Høide; "hvorfor blander Du Dig i hendes Sager, Ida, imod hendes Villie? — jeg ønsker imidlertid ikke, at hun skal leve af Andres Naade; siig til den Familie, hun er hos, at jeg er villig til at erstatte enhver Udgift, hun forvolder dem".
"O, Tante, Du kjender dem ikke!" og jeg skildrede med en Varme og et Mod, der forbausede mig selv, Alt hvad Professoren havde gjort, baade før og nu, og Maaden hvorpaa han havde gjort det. Tilsidst nævnede jeg den Betingelse, han havde stillet for hendes Komme.
"Det er nok, Ida det er nok", hun vinkede utaalmodigt med Haanden, men spurgte dog selv lidt efter:
"Du troer virkelig, at det er farligt med Barnet?"
"Det er farligt; o, Tante, vil Du ikke see ham!"
"Jeg veed det endnu ikke. — Gaa, Ida, jeg trænger til at være ene."
"Farvel, Tante Bertha, her lægger jeg Adressen paa vor Bolig. — Med Guds Naades Hjælp kommer Du!"
"Tante vil være uforstyrret", sagde jeg til Cousine Vinkel, der gjennemborede mig med sit halv opbragte, halv ringeagtende Blik, idet jeg gik gjennem Stuen. Tjeneren stod ængstelig lyttende i Entreen; jeg tilhviskede ham et Par forklarende Ord, og forlod saa skyndsomt Huset.
"Men, Ida, dog! Du seer mig jo ikke!" det var Edvard, der standsede mig paa Kongens Nytorv og tog min Arm.
"Hvad har Du dog for et Hastværk, lille Søster! — det var rart jeg mødte Dig, thi til os kommer Du nok ikke, og jeg har noget Godt at fortælle: det Herredsfoged-Embede, jeg søgte i Jylland har jeg faaet. Vi ere i den syvende Himmel, kan Du nok tænke. Helene bryder sig ikke en Smule om Kjøbenhavn; hun mener, som jeg, at man der paa Østkysten, i den deilige Egn, kan have det paradisisk. — Du følger os naturligviis; har der været Noget imellem os, ville vi slaae en tyk, tyk streg over det og begynde forfra; det ville vi, ikke sandt? — men Du hører mig jo neppe, Ida!"
Jeg fortalte ham om Cecilie og al den Sorg og Jammer hjemme.
"Herregud, det er jo forfærdeligt, arme Kone!" han sagde dette med hjertelig Deeltagelse, men vendte dog snart tilbage til sine egne Tanker og de lyse Fremtidsudsigter.
"Farvel, Ida, og Gud være med Dig, min kjære Pige; hvor Du dog er bevæget og rystet. — See snart til os, og fortæl Udfaldet".
Cecilie var alene i Stuen, da jeg kom ind.
"Hvorledes er det med Valdemar", spurgte jeg.
Hun hævede Hovedet og saae underlig koldt paa mig; hvad vedkommer mit Barn Dig, sagde Blikket. "Værre", lød det afvisende Svar.
Hendes Uvenlighed skar mig i Hjertet; jeg var saa opfyldt af hende og hendes Sorg, og saa at blive saaledes tilbagestødt.
"O, Barn", hvilede Professoren, der nu var kommen ind, og strax forstod at tyde min nedslagne Mine, "hun kiender Dem jo ikke, og har ingen Ahnelse om, hvad De har gjort".
Tante Marie laae paa Knæ inde i Soveværelset ved den lille hvide Seng; hun hviskede sagte til Barnet, der legede med en bleg Maanedsrose, hun havde bragt ham.
"Og Du siger", spurgte Valdemar, "at han holder saa meget af de smaa Børn; er Du vis paa, at han ogsaa holder af mig?"
"O, ja! han elsker den lille taalmodige Dreng langt, langt høiere, end Moder, eller nogen af os Andre er istand til at elske".
Hvor han indsugede hendes Ord, hvor han troede paa dem, det lille velsignede Barn!
I min Fraværelse havde Ingeborg været inde hos Fru Karse og stillet hende nogenlunde tilfreds. Da jeg kom, læste hun ivrigt i en gammel Doctorbog og tykkede samtidig tør Kampher.
"Skyl Deres Mund med Æddike, Ida, og dyp Hænderne i Eau de Cologne, før De kommer hen til mig. — Gud give, vi vare vel ude af dette Hospital! jeg har da sagt op. — Vil De nu slaae de inderste hvide Gardiner ned — Solen blænder mine Øine — og trække lidt i Gyngeskamlen, og tjen mig saa i ikke at see saa urolig ud; jeg er selv urolig, og trænger til at have rolige Mennesker om mig".
Denne sidste Befaling var det mig dog umuligt at adlyde; jeg sad som i Feber, mit Blik var hele Tiden fæstet paa Veien.
Endelig, henad Eftermiddagen, holdt en Droschke lidt fra Huset, og Tante Bertha steg ud. Hun saae sig tøvende om, uvis og raadvild; derpaa vinkede hun pludselig ad Pigen, der stod i Porten.
Hannes Beretning lod til at være alt andet end beroligende, thi Tante nærmede sig Huset med ængstelig Hast. Hun bar en Pakke Legetøi i de skjælvende Hænder; et lille Hestehoved stak frem og Spidsen af en Trompet. O, vilde han nogensinde glæde sig derover?
Ved Døren standsede hun igjen, og Kjærlighed og Medlidenhed kæmpede den sidste Kamp med Stolthed og krænket Værdighed. Jeg ilede ud, men Tante Marie var der allerede.
"Gud skee Lov, De kom", sagde hun blot, og førte hende saa ind, uden al Ophævelse.
Valdemar laae med lukkede Øine og halvsov. Tante Bertha standsede et Øieblik paa Dørtrinet og saae paa ham; derpaa nærmede hun sig, Skridt for Skridt, og bøiede sig saa endelig over Sengen.
"Hvem er Du?" Valdemar slog Øiet op og saae forskrækket paa hende, "hun gjør mig bange!" han rakte Armene efter Tante Marie.
"Hende skal Du netop holde af, Barn, for hun holder saa inderlig af Dig. Det er din gode Bedstemoder".
"Han har aldrig hørt mig nævne", — hvor hendes Tone var bitter og sorgfuld — "Ingen har talt til ham om hans Bedstemoder".
"Min Bøn ender jo netop med Dig", indvendte Barnet med sin lille svage Stemme, "Gud bevare Bedstemoder og Danmark, saadan lærte Moder mig det. — Saa, Du er virkelig Bedstemoder! og Moder har været din Lille, som jeg er hendes. — O, hvorfor græder Du saadan?"
"Saa Du har bedt for Bedstemoder! — havde jeg blot vidst det, jeg stakkels eensomme gamle Kone. — Nu vil jeg ikke græde længere; see her en lille Hest, skal Du op og ride paa den", o, hvor Taarerne løb, skjøndt hun hele Tiden søgte at standse dem, "og her denne Tromme og en Patrontaske og en Trompet".
Cecilie havde reist sig fra Lænestolen, da hun hørte Moderen tale; hun stod nu og stirrede paa hende med hele sin Sjæl i Blikket.
"Moder", udbrød hun pludselig, og der var den gamle bløde Klang i Stemmen, "saa Du vilde komme til mig! det havde jeg ikke fortjent. — O, Moder, Moder!" —
Professoren lukkede hurtig Døren. "Her have vi Intet at gjøre", sagde han. Det varede dog ikke længe, før der blev lukket op; Valdemar vilde see Tante Marie.
Cecilie sad nu ved hans Seng og støttede ham med sin Arm; hun saae bleg og forgrædt ud, men Udtrykket var sjælfuldt og skjønt. Tante Bertha holdt Datterens ene Haand saa fastknuget mellem begge sine Hænder, som vilde hun sige: hvor var det muligt, at vi nogensinde kunde slippe hinanden.
"Min lille Dreng kalder paa Dem", Cecilie saae taknemmelig hen til Tante Marie, derpaa gav hun Professoren det samme Blik, og brast saa i Graad.
"Alle have de været saa gode imod mig! og nu har Vorherre ogsaa givet mig Taarer. — O, maatte Valdemar leve, for Moders Skyld. — Du skal blive Bedstemoders Trøst og Støtte" — det lille blege Barn, kunde han nogensinde blive Støtte for Andre — "Du skal elske og ære hende alle dine Dage og gjøre hende Glæde"; — hun standsede og saae sig forskrækket om; "men hvor er Rose?"
Da Ingeborg havde beroliget hende med Hensyn til den Lille, vendte hun sig igjen til Moderen.
"Jeg har en lille Pige til Dig, Moder, en deilig lille Pige. Hun er saa lys og glad, og Alt, hvad hun faaer, vil hun dele, og Armene rækker hun mod alle Mennesker. Det er Faderen opad Dage. — Her ville de Alle holde af hende, for hans Skyld; de have jo været saa gode mod mig, alene for hans Skyld!"
"Men, Barn, Du taler jo, som skulde Du forlade os".
"Gjør jeg", hun smilede underlig veemodigt, "Du maa bære over med mig, Moder. — Nu sover Valdemar igjen; — o, hvor han aander svagt, og hvor de smaa Kinder ere indfaldne. Og det er min brune, rødmossede Dreng, der boltrede sig saa muntert paa Græsplainen udenfor vort Huus sidste Sommer. Saadan en svag lille Haand, saadan et træt, mat lille Hoved!"
"Godaften!" — det var Islænderen, der traadte ind. Ingeborgs Blik hilste ham kjærligt; det udtrykte saa klart: "naar Du er her, har det ingen Nød".
"Naa, hvorledes gaaer det? bedre vil jeg haabe". Han tog det spinkle Haandled ganske vaersomt og kjærtegnende mellem sine kraftige Fingre, medens hans sikkre, baade opmuntrende og iagttagende Blik hvilede paa Barnet.
Jeg klyngede mig i min Sindsbevægelse til Tante Marie, der stod saa stille, hengiven og dog forhaabningsfuld. Professoren kunde neppe holde sig rolig; Candidaten saae meget bedrøvet ud; Tante Bertha var liigbleg. Alle stirrede vi paa det betænksomme Ansigt, der var bøiet over Barnet; kun Cecilie saae uafbrudt paa sin lille Dreng.
"Huden er fugtig og Pulsen roligere ; jeg troer ingen Fare der er mere". Han betænkte sig et Øieblik, og sagde derpaa, i en tillidsfuld Tone. "med Guds Hjælp, er der ingen Fare mere!"
Vi løb Alle hen til den forbausede Islænder, trykkede hans Hænder og takkede ham.
"Du har fortjent Ingeborg, ja, min Sjæl, har Du saa. — Bestem Dagen til Brylluppet!"
Da den første Glæde havde sat sig, skyndte jeg mig op til Rikke.
"Han kommer sig! den lille Dreng kommer sig!"
"Saa være Gud da evig Lov og Tak! — jeg har havt som en Steen for mit Bryst af bare Skræk, men den rullede væk, lige da jeg saae Deres glade Ansigt i Døren, Frøken. — Og saadan De altid tænker paa mig gamle Stakkel! — Herregud, ja, den ene Steen ruller væk efter den anden".
Hun saae igjen saa underligt paa mig; jeg blev ganske forvirret.
Hvor Fru karses Chocoladethee smagte den Aften — jeg havde næsten Intet nydt i de sidste tre Dage — og hvor Rambusspillet gik ypperligt. Af og til hørte jeg et uharmonisk, hvinende Trompetstød inde hos vore Naboer, eller en munter Hvirvel paa den lille Tromme, det var vist Candidaten, der slog den for Valdemar.
Seent om Aftenen bankede det paa min Dør. O, der var dog ikke skeet noget Slemt? — jeg lukkede forskrækket op.
"Det er mig!" Cecilie stod i Døren, meget bleg, men med sit gamle klare, straalende Blik.
"Jeg hører", sagde hun, "at Du er Ida, vor lille Ida! og jeg har seet Dig i alle disse Dage, og ikke kjendt Dig. Du er gaaet ud og ind, og jeg skal have hørt dit Navn. Jeg husker det ikke, min Sjæl var som omtaaget, det var en frygtelig Drømmetilstand. — Sæt Dig her hos mig, og lad mig see, om jeg kan finde barnet igjen. — O, ja, der er det jo! ganske det søde lille Ansigt fra før, det veemodige Træk om Munden, og de gode, kærlige blaae Øine; lad mig kysse dem. Gud velsigne Dig, Du lille trofaste Sjæl. — Jeg har tidt tænkt paa Dig og bebreidet mig, at jeg ikke tog mig mere af det forældreløse Barn, der gik saa ene og stille om. — Lad mig rigtig tale med Dig, Ida, det er saadan en Lise. Moder er saa kjærlig, saa velsignet, men hun nævner ikke Valdemars Navn; dette dyrebare Navn staaer som en Skillevæg imellem os, og jeg trænger dog saadan til at tale om ham. — Du kan ikke tænke Dig, hvor god han var, altid overbærende og kjærlig, hvor haardt jeg end prøvede hans Taalmodighed ved min Sorg og Uro. Mange, mange Gange traf han mig i Taarer, men han blev aldrig vred, som Mænd ellers pleie; han trøstede mig og vilde gjerne spøge Alt bort. Dog, det kom bestandig igjen; om Natten laae jeg vaagen og tænkte paa Moder; o, jeg kunde være saa angst for at hun skulde blive syg, maaskee døe. Og da Børnene kom, blev det værre, istedetfor bedre; naar jeg følte deres smaa Arme om min Hals, maatte jeg altid tænke paa, hvor haardt jeg havde bedrøvet min Moder. Ikke, at jeg angrede, hvad jeg havde gjort, men Maaden, hvorpaa jeg havde gjort det. Dersom jeg dengang havde været blid og ydmyg, havde hun maaskee givet efter; Kløften var ialfald bleven mindre. — O, hvor jeg tæredes hen af Længsel, Hjemvee og Anger! jeg bar det vel hos mig selv, men Valdemar mærkede det dog godt og stræbte dobbelt for min Skyld, og Alt føiede sig efterhaanden for os, og jeg levede op igjen i Haabet og gode Forsætter. Det var en deilig Sommer, denne sidste, og saa — Du skal ikke blive bange, Ida, Taarerne gjøre mig ingen Skade nu, jeg er som løst, siden denne frygtelige Nødvendighed af at leve ikke paahviler mig mere. Moder har taget Alt i sin Haand; min Mands Brodersøn vil ordne det; Enhver skal faae Sit; Ingen skal kunne bebreide Valdemar Noget Naar Vorherre vil befrie mig, og jeg troer han gjør, det, o, Ida, Du maa ikke ønske mig Livet, saa har Moder Børnene, og de have hende og Dig og alle de trofaste, kjærlige Mennesker. — Og Du vil engang imellem tale til dem om deres Fader, lære dem at elske ham og bevare Mindet om ham, vil Du ikke?"
"Det skal Du selv gjøre, Cecilie, Ingen kan gjøre det som Du. — Tør jeg tale oprigtigt? Du er i stor Gjæld til din Moder for alle de tunge Taarer hun har fældet i disse lange, lange Aar. Vil Du ikke afbetale denne Gjæld? o, prøv derpaa; bed Vorherre om Kraft dertil. — Hun er saa gammel, dine Børn ere saa smaa; Ingen af dem kan undvære Dig!"
"Du mener det godt, Ida, men Du forstaaer mig ikke; Godnat!"
Hun kyssede mig paa Panden, og gik saa med en ubestemt, tvivlraadig Mine.