"Hun reiser!" udbrød jeg uvilkaarlig ganske høit.
"Hun er reist, Frøken; Tøiet skal sendes efter." Portnerkonens Hoved med den grønne Skjærm stak ud af Døren. "Ja, det veed den søde Gud, hun er reist, og Ingen af os græder. Om broderen, hun vil til, er glad, skal jeg ikke kunne sige, men Fruen har nok sørget saa forfærdelig godt for hende i alle Maader."
"Hvordan er det gaaet til?"
"Hun satte nok Alt paa eet Kort, som man siger. Hun var nu saa overmaade desperat, fordi Fruen vilde see til sit eget kjødelige Barn, og saa talte hun over sig, og saa tog Fruen hende paa Ordet. — Ja, Frøkenen husker da nok, hvad hun var for et Jern. De skulde blot høre min Stine, der tjener i Køkkenet, fortælle. Jøs, Kors, hvor hun kujonerede det arme Barn!"
Jeg kunde næsten ikke troe, at Cousine Vinkel virkelig var reist for Alvor. Det var hele Tiden for mig, som maatte hendes skarpe Næse og endnu skarpere Øie vise sig et eller andet Sted. Hun havde rigtignok undertiden talt om sin Broder — der eiede en Gaard i Jylland oppe ved Vildmosen — og om det Ønskelige i at være hos ham, men jeg havde dog aldrig troet — o, der løb Stine ud af en Dør og ind af en anden; hvor hun havde et muntert, opklaret Udtryk; før var det stakkels lille Ansigt altid skjoldet og rødstribet af Taarer.
Cecilie laae i sit gamle Værelse. Hun saae saa blid og kjærlig ud, nok svag, men ikke egentlig syg. Lille Rose var krøben op paa den grønne Silkekedyne; hun loe og boltrede sig nok saa fornøiet. Døren til min forrige Stue stod aaben; Valdemar sad velindpakket i en Lænestol ved Vinduet; Solen skinnede saa varmt paa ham; der var Liv i Øiet, og et lille rødt Skjær paa Kinden. Tante Bertha havde Plads ligeoverfor Barnet; de spillede Hanrei med nogle smaa gamle Kort, jeg en Juul havde faaet af Edvard. Hvor Drengen saae lyksalig ud, og hvor der var et Præg af fredelig Resignation i hendes Ansigt.
"Kom hen til mig, Ida", bad Cecilie, "ligger jeg ikke deiligt her? Der er en Ro over mig, siden jeg er kommen til mit gamle Hjem, jeg ikke kan beskrive. — Husker Du engang jeg var syg, som ung Pige? Da laae jeg ogsaa saadan, accurat saadan. Og Moder vaagede hos mig, og naar hun troede jeg sov, faldt hun paa Knæ og bad om at beholde sit eneste Barn. — Du kom flere Gange, hver Dag, ganske sagte listende ind og stod ved Sengen, og saae saa kjærligt paa mig. Cousine Vinkel hentede Dig gjerne; jeg seer endnu hendes lange udstrakte Arm, der ubønhørlig trak den spinkle lille Pige bort, trods alle mine Indvendinger. — Gud skee Lov, hun ikke er her mere; ellers tog hun bestemt ogsaa denne lille Vildkat fra mig, troer Du ikke?"
Cecilie kyssede Barnets smaa brune Krøller og snoede dem tankefuldt om sine fine, gennemsigtige Fingre; derpaa vendte hun sig igjen til mig og sagde:
"Moder er bleven saa gammel, Ida! det blev mig først rigtig klart, da jeg saae hende i de kjendte Omgivelser, og det faldt paa mig som en bitter Bebreidelse. Saa tænkte jeg paa dine Ord, at nu burde jeg glæde hende lidt til Gjengjæld for de lange, eensomme Aar; og det var, som følte jeg pludselig en indre Kraft; alt Det, jeg har at oprette og gjøre godt igjen, holdt paa mig. — Vorherre vil ikke have mig endnu, Ida, jeg mærker det!"
"Tal ikke saa meget, Cecilie"; Tante Bertha kom ind og rystede misbilligende paa Hovedet; hvad for et Dyb af Ømhed var der ikke i hendes Blik, "det anstrenger Dig. — Ida maa hellere komme igjen en anden Gang."
"Som Du vil, Moder. — Farvel Ida, lille Søster!"
Jeg kyssede hendes Pande og Haand, og takkede Gud.
Paa Hjemveien gik jeg ind til Edvard og Helene. De vare meget oprømte og glade; allerede i Gangen kunde jeg høre denne muntre, fortrolige Smaasnakken, der er Tegn paa god Forstaaelse og sorgløse Hjerter. Lille Bertha foer op og nedad Gulvet med en lillebitte trehjulet, hinkende Kurvevogn, hvori der sad en udklippet Modejournalfigur; hun pluddrede med sig selv og havde frygtelig travlt. Helenes Syemaskine var i fuld Gang. Edvard havde et Stykke Papiir i Haanden; han forklarede og gesticulerede.
"Godmorgen, Idamoer! naa, det maa jeg sige, Du kommer, som var Du kaldet. — Her har jeg en Tegning af vort nye Hjem; vi raadslaae netop om, hvor Jomfruburet skal være. Tag Tøiet af og sæt Dig ned, saa skal Du blot see!"
Det var et rummeligt Huus med mange Værelser, men, hvergang Edvard foreslog et til mig, forsikkrede Helene, at netop det kunde ikke undværes. Tilsidst blev han ganske utaalmodig.
"Vælg selv, Ida; det Du har meest Lyst til, skal Du ogsaa faae, uden al Snak."
"Maaskee et af de øverste Værelser."
"Hvorfor? de ere saa smaa og ligge saa afsides."
"Men Udsigten over Stranden maa jo være deilig"; Helene saae ganske beroliget ud.
Det var med et tungt, tungt Hjerte jeg gik fra dem.
I al denne Tid havde jeg næsten glemt mig selv og mine gamle Sorger; nu meldte de sig pludselig mørkere og bittrere, end før. Enten skulde jeg reise med dem, og igjen blive en Torn i Øiet paa Konen i Huset, eller ogsaa flytte til Byen med Fru Karse og sidde i Løvstræde og læse høit og spille Rambus, Dag ud, Dag ind. —
See, der laae Prosessorens venlige Huus og skinnede i den klare Foraarssol; den tynde, blaae Røg hævede sig lige iveiret. Ak, om en Maaned var det ikke mere mit Hjem! Livet, der i den sidste Tid var blevet saa fyldigt og rigt, bredte sig igjen tomt og fattigt ud foran mig.
Dog, jeg var vist meget utaknemmelig; hvor kjærlig havde Edvard ikke været idag; det var rigtigst og bedst, at jeg fulgte med Broder. Vorherre vilde nok naadig hjælpe mig, naar jeg taalmodig underordnede min egen Villie og Tilbøielighed!
Da jeg kom ind, sad Fru Karse tilbagelænet i Sophaen og saae ganske tilfreds ud.
"Tiden er gaaet meget godt, medens De var borte", sagde hun; "den unge Svane har været her. Vi snakkede over en Time sammen; det er et livligt, behageligt Menneske. Nu reiser han til England, og Gud skal vide, om jeg faaer ham at see igjen."
"Han bad altsaa Farvel?"
"Ja vist gjorde han; lige, da han gik fra mig, kom Vognen. — Naa, min gode Ida, her er Berlingske Tidende, og jeg har en ny Bog; idag skulle vi ikke kjede os!"
I Mørkningen smuttede jeg, efter Sædvane, ind til Professorens; jeg vilde fortælle dem min nye Bestemmelse.
Den gamle Herre dampede velbehageligt paa sin Pibe, Ingeborg sang og spillede; Islænderen gjorde en Vægtskaal af to Nøddeskaller til Dukkehuset; Emma havde stor Reengjøring derinde; nu polerede hun de smaa Vinduer.
"Godaften, Barn, tag Plads! — jeg skal hilse Dem fra Knud; han vilde gjerne have sagt Dem Farvel, men da De aldrig kom, maatte han reise."
"Bliver han længe borte?"
"Aa nei, en sex syv Uger, i det Høieste."
Vi sadde nu ganske tause og hørte paa Ingeborgs Sang. — Hvor det dog faldt mig vanskeligt at faae det sagt, men det maatte jo skee, saa kom det da ogsaa tilsidst ganske hovedkulds, uden al Anledning.
"Naa, saa"; Professorens Tone lød paafaldende ligegyldig, "De skal til Jylland med Deres Broder. Det er meget fornuftigt, at han tager Dem fra sin Svigermoder, han skulde kun have gjort det for længe siden."
Det var Alt, ikke et deeltagende Ord, ikke et venligt Blik; og jeg, som havde troet, at han næsten havde givet mig Barneret i sit Hjerte!
Ingeborg reiste sig og kyssede mig. "Vil Du gjerne til Jylland", spurgte hun.
"Er Hjemmet godt, bliver Stedet, hvor det ligger, ogsaa altid godt."
"Du har fuldkommen Ret, det er netop min Tanke", hun saae venligt paa mig og tilføiede, "mig kan det jo egentlig være ligegyldigt, hvor Du kommer hen. Island er ligesaa nær ved Jylland, som ved Sjælland, og Brevene skulle nok finde Vei, ikke sandt?"
"Ida vil da ikke reise?" raabte Emma nu lidenskabeligt, "hun maa ikke; vi kunne ikke undvære baade hende og Ingeborg! hvor kan Du nænne det, Ida? det er jo syndigt. — Siig, at Du ikke vil!"
"Tys, tys, Du Smaa, vi have ingen Ret over Ida."
"Jo, jeg har, for jeg holder af hende!" Den søde lille Pige klyngede sig op til mig; o, hvor hendes kærlighed gjorde mig godt. — Professoren var saa underlig; han saae ganske lystig og humoristisk hen paa os. Blot han ikke mærkede, at jeg græd! jeg var formelig angst for hans gjennemtrængende Blik; der var saa Meget i min Sjæl jeg ikke selv kunde læse, og det havde intet andet Menneske Ret til at kjende.
Da jeg et Par Dage senere kom til Tante Bertha, stod en smuk ny Barnevogn med Caleche i Porten. En høirød strikket Dukke med uformelig Næse og Bjældekrands om Livet laae glemt paa Sædet og strakte de stive Arme ud imod mig. Heelt oppe fra Trappegelænderet tittede Roses lille Hoved frem; hun sad paa Tjenerens Arm og loe, saa det gav Gjenlyd fra det høie Loft. O, Huset var ikke længer en afspærret Verden for sig selv, det var ikke mere et forhexet Slot; Fortryllelsen var hædet. Valdemar kom mig imøde i Entreen; han saae endnu lidt spag, gammelmandsagtig og gravitetisk ud, som Børn pleie efter en Sygdom, men var dog inderlig lyksalig.
"Moder er oppe!" sagde han.
Cecilie sad tilbagelænet i Dagligstuesophaen; hendes Udtryk var saa elskeligt, saa rørende blidt. Ligeoverfor hang Mandens Portrait; Tante Bertha havde selv smykket det med en Evighedskrands; der var intetsomhelst Nag i hendes Sjæl mere. O, hvor hun var glad og omhyggelig; nu kom hun med en skammel til Datteren, nu med en Pude, nu med en lille Forfriskning. Derpaa saae hun efter Børnene, snakkede med dem og kjælede for dem.
Gardinerne vare oprullede i den store Sal; Luft og Lys strømmede frit ind. De Smaa hoppede muntert henad det lange Gulv; jeg kunde høre de glade Børnestemmer heelt ud paa Gaden. —
Og den ene Uge forløb efter den anden; nu var det første April, nu ottende, nu femtende, og saa kom Flyttedagen. — Fru Karse havde truffet Aftale med en ny Selskabsdame, en høi, stadselig, anseelig Pige af sat Alder med en elegant Figur og et imponerende Snakketøi. Alle mine Ting vare ordnede og pakkede ind; jeg skulde være otte Dage hos Tante Bertha, og saa lige reise til det nye Hjem.
Hvor jeg husker det lille Afskeedsbesøg, jeg aflagde hos Tante Marie, den sidste Morgen før Flyttedagen. Hun sad og skrev, da jeg kom, men lukkede strax Mappen og bød mig ind i den lille hyggelige Sopha. Solen skinnede paa de blaae Tapeter; den hvide Engel sad i Blomsterskaalen mellem Violer; hele Stuen duftede saa foraarsagtigt; hendes eget Ansigt var saa lyst, saa fortrøstningsfuldt.
"Jeg er kommen, for at sige Farvel."
"Er De?" hun rystede lidt paa Hovedet, men saae dog slet ikke bedrøvet ud; derpaa tog hun min Haand: "vi To kunne aldrig blive fremmede for hinanden, vel?"
"Jeg haaber det ikke;" — jeg kyssede den kjærlige Haand og kæmpede tappert for at holde Graaden tilbage.
"Ja, rigtig Farvel siger jeg ikke", tilføiede hun skjælmsk, "De bliver jo otte Dage i Byen endnu, der kan skee mange Ting i otte Dage."
Om Aftenen gik jeg ind til vore Naboer; næste Dag blev der en heel Deel at ordne; det var bedst at tage Afskeed nu.
"Vi have just ikke havt synderlig Godt af Dem i den sidste Tid", brummede Professoren, "jeg har ikke seet Dem i tre Dage."
"Nu vil jeg gjerne sige Farvel, og takke saa inderligt for Alt," — Stemmen svigtede mig.
"Selv Tak, Barn", han saae op fra sin Bog, "Farvel!" nu læste han igjen.
Jeg tog Mod til mig og gik lige hen til ham:
"O, nei, Dette kan jeg virkelig ikke lade mig nøie med! Professoren maa sige ordentlig Farvel."
"Maa jeg! — men naar jeg nu ikke vil, hvad saa? — Godnat, Barn, der bliver Tid nok imorgen, til at sige Farvel."
Da jeg kom op til Rikke, sad hun ved Vinduet og snurrede ivrigt paa sin Rok.
"See, saa vidt er jeg da kommen, Frøken, Gud skee Lov og Tak", sagde hun med et glædestraalende Ansigt, "to Timer maa jeg spinde hver Dag, og saa gjør jeg det i Mørkningen, naturligviis. Tankerne gaae saa rart, naar man saadan sidder. — Frøken Ingeborg kan nu ogsaa spinde den yndigste Traad; jeg har lært hende det, og hun faaer vel sagtens Brug for det, de lange Aftener deroppe, tænker jeg. — Kunde Frøkenen have Lyst, vilde jeg ogsaa saa gjerne vise Dem det."
"Tak Rikke, nu skal jeg jo reise."
"Naa, Herregud, det er sandt", hun saae ganske tvivlraadig hen paa mig, "men saa kunde det vel være en anden Gang. — Farvel, Frøken!"
Til allersidst tog jeg Afskeed med Haven. Det var et stormfuldt Aprilsveir; Maanen skinnede klart paa de brunrøde Primler og Castanietræets store, klæbrige Knopper. Heelt nede i Haven, i et trekantet Hjørne, der kaldtes Skoven, satte jeg mig i et Grenelysthuus. Her pleiede Familien at drikke Thee om Aftenen i Sommertiden. Naar de store Træer rundtom vare udsprungne, skjulte de Huset, Stakittet og Veien; man troede sig hensat midt i en Skov; Ingeborg forsikkrede, at Illusionen var fuldstændig.
Hvor det vilde blive tomt for Prosessoren og hans Søn denne Sommer, hvor de vilde tænke paa hende og savne hende. — Mon de ogsaa, engang imellem, vilde tænke lidt paa mig og savne mig en Smule? o, ja, jeg kunde ikke troe Andet; det er umuligt ganske at glemme En, man har været god og kjærlig imod. Jeg plukkede et Par Violer og skyndte mig saa ind.