Et Par Dage efter blev lille Valdemar flyttet hjem til sin Bedstemoder. Harald pakkede ham selv ind i sin egen store Peltsværkskappe. Hvor jeg seer det lille blege Ansigt tydeligt for mig, der tittede saa fornøiet frem af det mørke Bjørneskind. Vi kyssede ham Alle, og fulgte saa i Procession efter Knud, der bar ham ud til Vognen. Tjeneren havde Glædestaarer i Øiet, da han slog Trinet ned; oppe i det aabne Qvistvindue stod Rikke med foldede Hænder og bad Godt for Barnet.
Islænderen kjørte med; han vilde ikke forlade sin lille Patient, før han saae ham velbeholden i en varm Seng. Hvor Valdemar laae bekvemt og godt i hans stærke Arm med Hovedet støttet til hans brede Bryst.
Idet Cecilie gik, tog hun Professorens Haand og førte den, før han kunde forhindre det, til sine Læber.
"O, hvor De har været god imod os; jeg har ingen Ord til at takke."
Der fulgte en underlig Tomhed paa deres Afreise, men, da lille Emma først var vendt hjem og hoppede omkring i Huset og Haven, kom Alt snart i de vante Folder. Professoren sad igjen i sin Lænestol og smaabrummede — det var en sand Fornøielse at høre det kjære gamle Gnaveri, der reent var forstummet i Sorgens Tid — Ingeborg spillede og sang i Tusmørket, læste med den Lille, skrev af for Faderen og passede Huset. Der var saadan en stille Glands i hendes Øie; Pligterne blev kjærere og kjærere, jo mere Tiden til Afreisen nærmede sig. Candidaten saae man ikke meget til; naar han kom fra Skolen, nød han skyndsomt sit Maaltid, og lukkede sig saa inde med den vigtige Kasse. En af Dagene skulde han reise til England, hvornaar kunde han endnu ikke afgjøre.
Harald havde forbudt os at besøge Cecilie; hun var meget angreben og maatte have Ro i den første Tid, sagde han. Endelig, en Solskinsdag i Marts, fik jeg Lov til at gaae derhen.