Den store Selvkoger dampede og skurrede; en paatrængende Gedehams kredsede om Sukkerskaalen; min Svigerinde traktede Caffen gjentagne Gange, saae derpaa hen til Uhret, og skjænkede saa i det ene af de tre Par Kopper, der stode paa Bakken.
"Her, kjæreste Ida", sagde hun venligt. "sæt Dig ned og spiis, Du er bestemt sulten, det er tre Qvarteer over Frokosttid."
"Du skjænker ikke til Dig selv, Helene."
"O, nei, jeg vil vente paa Edvard; han holder ikke af at drikke ene."
"Hvorfor maa jeg ikke ogsaa vente?"
"Naar En gjør det, er det jo nok. — Aa, drik nu endelig, før den bliver kold."
Hun gik hurtig ind i Soveværelset og knælede ned ved Vuggen, hvorfra en sagte Klynken lod sig høre.
Helene var overordentlig yndig, som hun laae der, leende og smaasnakkende med sin lille Pige. Der var noget saa Fiint og Ætherisk ved hele hendes Skikkelse; naar hun løftede det store etaars Barn iveiret, saae det næsten ængsteligt ud. En Maler kunde ikke ønske sig et smukkere Sujet; men medens jeg betragtede dem, fyldtes mit Hjerte dog med Bitterhed; o, hvor det faldt vanskeligt at vise hende Retfærdighed! Denne lille Scene med Caffen, saa ubetydelig den end maatte forekomme en Udenforstaaende, var et Billede paa hele vort Forhold. Jeg blev holdt borte fra enhver Gene, ethvert Besvær, enhver Gjerning. I to Aar havde jeg nu været Gjæst her i min Broders Huus, hvor jeg saa gjerne vilde være et nyttigt Medlem, hvor jeg tørstede efter at udfylde en Plads, blot en lille Plads. Da Barnet kom, haabede jeg det skulde blive bedre, men det eneste Resultat var, at Helene anstrengte sig endnu mere, at hun blev endnu beundringsværdigere, som min Broder pleiede at sige. O, det er frygteligt at føle sig tilovers, at være en Hindring for Andre. Selv var hun altid mild og venlig imod mig, men naar Edvard skjænkede mig for megen Opmærksomhed, blev hun bedrøvet, og det lille Barn turde jeg neppe røre; hun kunde ikke taale, at det rakte Armene efter mig. Jeg er vis paa, hun bebreidede sig disse Følelser, men de ophørte ikke; hun vilde selv være Alt i Hjemmet; her var ingen Plads for en Anden. Undertiden tænkte jeg paa at tage ud mellem Fremmede, men det vilde have smertet og krænket min Broder, og gjort den Skillevæg større, der, liidt efter lidt, imod vor Villie, havde reist sig imellem os.
En halv Timestid efter kom Edvard. Han kastede sig strax i en Lænestol og tørrede sin Pande, idet han samtidig saae sig om med fornøiet Velbehag.
Min Broder var en høi, kraftig Mand med et godt, smukt, lidt rødbruunt Ansigt og et temmelig anseeligt, velpleiet Skjæg, hvoraf han var stolt. Han havde en vis hyggelig Familiefadermine, og var rigtig i sit Es, naar han sad saaledes i sit eget Hjem.
"Men, søde Helene, har Du ventet paa mig?"
"Det kunde ikke smage mig, før Du kom. — Ida", tilføiede hun, efter en lille indre Kamp, "vilde ogsaa vente, men det var jo saa urimeligt. Naa, Du stakkels trætte Ven, førte din Gang til noget resultat."
"Heldigviis, men jeg har været ti Steder forgjæves, troer jeg. — Nu maa din Moder være fornøiet med dette; alle de nævnte Betingelser ere tilstede: ikke langt fra Frederiksberg, ved en Sidevei, et roligt, afsides Huus, fire Værelser, Vært paa Stedet, ledigt til første October. Jeg har allerede leiet, for dog engang at faae Ende derpaa. — Tak, min søde Pige, en halv Kop til, det smager fortræffeligt."
Hvor de dog sadde hyggeligt sammen; lille Bertha var nu kommen op; hun loe, fægtede med de smaa tykke Arme, og rykkede Papa i Skjægget. Der var saa eensomt henne ved Vinduet, hvor jeg havde Plads med mit Syetøi. Havde jeg dog blot maattet arbeide Lidt for Barnet eller min Broder, men ikke engang det; Helene besørgede selv Alt, ved Hjælp af en Symaskine.
"Stakkels Moder", begyndte min Svigerinde nu med sagte Stemme, idet hun saae ned for sig, "hendes Selskabsdame holder jo snart Bryllup, veed Du; hvem skal hun faae istedet? senere lader det sig jo nok arrangere, men foreløbig?
Hun tænkte paa mig, jeg følte det øieblikkeligt; her var en god, naturlig Maade at fjerne mig paa, uden Opsigt eller Brud.
"Det er ingen misundelsesværdig Lod, idethele, at være Selskabsdame", svarede Edvard, "det veed Vorherre! og mindst hos din Moder. — Bliv ikke vred, min Engel, fordi jeg taler reent ud; hun er en egoistisk gammel Dame. Nu, jeg har ingen Grund til Klage, da hendes Opdragelsesmethode har frembragt saadan et lille kjærligt Væsen, der, ganske modsat, aldrig tænker paa sig selv. — Lille Mama er vred og suurmuler", tilføiede han, idet han lod Bertha dandse paa sin Arm henimod Moderen, "gode Venner igjen, gode Venner!"
"Det bedrøver mig, at Du taler saadan, Edvard; troer Du ikke jeg føler Trang til at være om Moder og pleie hende. Dersom jeg ikke var bunden, saa —"
"Men Du er bunden, Gud skee Lov, Du er bunden!"
"Maaskee kunde jeg?"
Min Broder vendte sig heelt om, ved Lyden af min Stemme, han havde ikke bemærket mig før.
"Du? aa, sikke Snak, paa ingen Maade!"
"Dersom Ida vil, en ganske kort Tid, et Par Uger", hun talte med Liv og Varme, "er det jo en mageløs Beroligelse for mig. Jeg kan ikke see det i samme Lys, som Du, Du slemme Mand; det kan umuligt staae for mig som et Onde, at være om Moder; selv vilde jeg jo intet hellere, kunde man blot dele sig. — Ida trænger desuden til Landluft; hun seer daarlig ud."
"Gjør hun? aa, nei, det finder jeg ikke. hun har jo i mange Aar befundet sig vel ved den kjøbenhavnske Luft. Var det endda i Sommertiden, men nu henad Vinteren. — Vi kunne desuden ikke saadan undvære vor lille Ida." Han saae kjærligt hen til mig.
Den Skygge, der i dette Øieblik gled henover Helenes Ansigt, bestyrkede mig kun i min Beslutning og jeg svarede ufortøvet:
"Det er jo blot indtil videre, kjære Edvard, og jeg kan jo daglig komme ind og besøge Eder."
"Tro aldrig det, Du kjender hende ikke."
Jo, jeg kjendte hende meget godt, og nærede ingen Illusioner med Hensyn til min Stilling. Men det var saa nedslaaende at være til Intet, saa tungt og bittert at være iveien. Helene vilde blive baade lykkeligere og bedre, naar jeg var borte. Dette stillestaaende, indholdsløse Liv kunde jeg desuden ikke udholde; jeg følte Trang til at prøve mine Kræfter, til at virke, ja, selv til at gaae Noget igjennem; maaskee var det overspændt og urigtigt, men Alt forekom mig bedre, end denne Tomhed.
"Dersom Ida virkelig tager derud", begyndte Edvard igjen, ærgrer det mig, at Adgangen til den smukke Have er forbudt; jeg gjorde ingen Indsigelse herimod, da det jo kan være din Moder temmelig ligegyldigt. — Aa, jeg haaber Du betænker Dig endnu, Ida! — ikke sandt, Bertha, lille Tante maa ikke reise, maa hun vel?"
"Giv mig Barnet, Edvard, hun skal have en anden Smække paa."
Helene snappede den Lille, før jeg fik Tid til at kjærtegne hende.
"Saa kan jeg altsaa skrive til Moder, at Du har leiet, og at Ida, — ja siig selv, hvad jeg skal skrive, Ida."
"At jeg vil prøve paa at være hende tilpas."
"Indtil hun kan faae en Anden", fortsatte min Broder ivrigt, "Gud frie Dig fra at blive der. — Hendes Vært er Professor Svane, den bekjendte Historiker."
"Professor Svane? men det er jo ham, som —"
"Ja vist, men hvad gjør det?"
"Som hvad?" spurgte jeg Helene, da min Broder var gaaet.
"Professoren er en Halvbroder til stakkels Cecilies Mand; det er bedst Du ikke nævner hans Navn for Tante Bertha. Hvad Moder angaaer, staaer hun jo reent udenfor Historien og kan rolig boe der."
Stakkels Cecilie! hvor dette Navn vakte mange Minder i min Sjæl. En Halvbroder til hendes Mand! maaskee kunde jeg der erfare noget Nærmere om hende, maaskee —
Cecilie var en Søsterdatter af min Fader; jeg havde seet hende første Gang et Par Dage efter hans Død. O, hvor jeg huskede det tydeligt! jeg sad sammenkrøben paa en Skammel i Krogen, med min lille sorte Blouse over Hovedet og græd, da hun kom ind; hun vilde hente mig, vidste jeg, og tage mig bort fra dette Sted og fra Fader, men jeg vilde ikke fra ham; det var jo dog min Fader endnu, om han end laae saa rolig og stille, som brød han sig ikke om mig mere. Hun knælede ned ved min Side og talte kjærligt og dog bestemt til mig, idet hun, samtidig, med sin fine, bløde Haand søgte at adskille mine sammenknugede Fingre og trække Blousen ned. Da det endelig lykkedes, tog hun mig paa Skjødet, kyssede min Pande og talte til mig om Vorherre og om den lyse, skjønne Himmel, hvor Fader nu var. Fra det Øieblik holdt jeg af hende og gjorde, hvad hun forlangte.
O, hvor hun var smuk; jeg blev ikke træt af at stirre paa hende; de meislede Træk, den rige, klare Farve, det dybe Øie, de prægtige mørkebrune Fletninger, den ranke Holdning, jeg seer det Alt endnu. Hun saae høi ud, skjøndt hun ikke var det; Den, der havde seet hende een Gang, glemte hende aldrig.
Vi kjørte fra Hjemmet samme Dag i en lukket Wienervogn. Edvard — der var en stor, opløben, syttenaars Fyr — sad paa Bagsædet og var, mod Sædvane, keitet og forlegen. Munden gik reent istaa, hvergang han saae paa den smukke Cousine, der var saa rolig, venlig og dog overlegen. Undertiden stirrede han ud af Vinduet og satte et barskt Ansigt op, det var naar Taarerne vilde frem. Jeg hulkede mig omsider isøvn, og vaagnede først seent paa aftenen, da Vognen rullede henad Kjøbenhavns Brostene. Vi holdt snart udenfor en stor, graa Gaard, og et Øieblik efter blev jeg vaerligt løftet ud og baaret ind af en gammelagtig, lidt stiv Tjener med et mildt, alvorligt Ansigt. Cecilie førte mig derpaa hen til sin Moder, der sad, høi og anseelig, klædt i Sort, midt i en stor Sopha i en prægtig oplyst Stue og saae frygtelig ærefrygtindgydende ud. Hun tog dog meget kjærligt imod mig, kyssede mig gjentagne Gange og græd stille; om det var af Sorg over Fader eller af Medlidenhed med de Forældreløse, skal jeg ikke kunne sige. Derpaa talte hun lidt med min Broder om de Titusind, der var efterladt os til lige Deling, og om hans Fremtidsplaner og Studier. Han skulde i Huset hos en Universitetslærer, en Ungdomsven af Fader, men vilde besøge os ofte. O, det var haardt at sige ogsaa ham Farvel; jeg slap ham først, da han hviskede: "vær en god Pige, flittig og lydig, saa skal Du komme i mit Huus og bestyre Alt for mig, naar jeg bliver færdig og ansat. Det skal slet ikke vare saa længe, lille Ida, Du maa skynde Dig og blive stor."
Da han var gaaet, kom en halvgammel Dame, med ørneagtig Næse, gjennemborende Øine og tæt sammenpresset Mund, henimod mig med truende Mine og en Hagesmække i Haanden; hun saae ud, som vilde hun qvæle mig. Jeg følte strax, at al Indsigelse var frugtesløs, og lod hende villig binde den paa, skjøndt jeg hjemme længst havde frigjort mig fra det forhadte Beskyttelsesmiddel. Derpaa rakte hendes senede, knoklede Haand mig et Glas Mælk og en Tvebak, og da det var nydt, blev jeg ført ind i et lillebitte, venligt Sovekammer, ved Siden af Cecilies Stue.
Den determinerede Dame var en Langtudebeslægtet; Tante og Cecilie kaldte hende Cousine; af mig og alle Andre hed hun Frøken Vinkel. Hun var meget streng og haard, og stolt af disse Egenskaber, som hun kaldte Skarpblik og Characteerfasthed; hun var ogsaa stolt af sin hensynsløse Oprigtighed, og fandt en vis grusom Glæde i at sige Andre Ubehageligheder. Man blev sig altid sine Mangler og Feil saa bevidst i hendes Nærværelse. Børn skulde kues, meente hun, men hendes Methode bevirkede undertiden det Modsatte, og fremkaldte netop den Opsætsighedsaand hun vilde betvinge.
Tante Bertha var meget venlig imod mig, ikke egentlig moderlig kjærlig, men god og overbærende. Hun var i Regelen alvorlig og høitidelig, og der laae ofte en Sky af mørke Erindringer paa hendes Pande. Senere hørte jeg, at hendes Ægteskab havde været ulykkeligt; ja, tilsidst levede hun og Manden adskilte, ikke ved Loven, men efter Overeenskomst. Han var død for flere Aar siden, uden at der havde fundet Forsoning Sted. Frøken Vinkel havde bestemt været den onde Aand i dette Forhold; ethvert ubetænksomt Ord forstod hun at gribe og, om jeg saa maa sige, slaae fast for altid; at glemme og tilgive var Svaghed og Usselhed. Mod Tante var hun iøvrigt overordentlig hensynsfuld og opmærksom; for Cecilie gik hun afveien, dog ingenlunde med Glæde. Min Cousine var altid mild og kjærlig, men gav sig just ikke meget af med mig; Bøger, Fortepiano, Correspondance og Selskabelighed lagde næsten ganske Beslag paa hendes Tid. Undertiden gjorde det hende dog ondt, at see den lille Pige gaae saa ene om i det store Huus, og saa bad hun et Børneselskab, eller kjøbte mig en ny Dukke, hun selv pyntede. Hvor jeg holdt af hende, og hvor jeg beundrede hende! Tante og jeg saae hende ganske med de samme Øine; ingen Anden i hele den vide Verden kunde komme hende nær. Naar hun blev klædt til Bal, sad jeg paa en skammel og betragtede hende med Henrykkelse, det var Feedronningen fra Eventyret lyslevende. Dengang var hun altid oprømt og glad, men der kom Dage, da hun blev tankefuld, urolig og bedrøvet; der var Noget paafærde mærkede jeg, uden dog at forstaae, hvad det var. Cecilie vilde Et, Tante et Andet; Frøken Vinkel holdt strengt paa den moderlige Myndighed. Det endte dog med, at Tante Bertha gav efter. En Morgen kom Cecilie ud fra sin Moder med saa straalende et Ansigt, som jeg aldrig før havde seet, og samme Dag indfandt en ung Grosserer sig, som begunstiget Frier. Det var en høi, smuk Mand, der bevægede sig med Anstand, talte flydende og godt, var artig og opmærksom mod Alle, selv mod Cousine Vinkel, der dog saae ud, som spaaede hun det unge Par lutter Elendighed i Fremtiden. Mig tog han paa Skjødet og forærede Nipssager og Frugt, Alt af Hensyn til Cecilie. Han var uendelig indtagen i hende, men ogsaa en lille Smule indtagen i sig selv; det gav sig tilkjende i Dragt og Væsen, og i det hurtige, selvtilfredse Blik, der, i Forbigaaende, kastedes i Speilene. Brylluppet var allerede fastsat, og alle Hænder havde travlt med Udstyret, da Cecilies Ansigt igjen blev overskygget og alvorligt. Naar hun var ene, græd hun; inde i Stuen var hun taus, men saae frygtelig bestemt ud. Cousine Vinkels hele Mine udtrykte: "hvad sagde jeg", hun fandt en vis uhyggelig Tilfredsstillelse i sine Forudsigelsers snare Opfyldelse. Hvad Tante angaar, da var hun meget indesluttet, men hendes Blik sagde, at naar Tiden kom, vilde hun handle. Endelig slog Lynet ned, hvor jeg husker det! Det var en Aften, vi sadde netop ved Theebordet, da Cecilie traadte ind, bleg, men med opreist Hoved.
"Valdemar har spillet Fallit", sagde hun roligt, men det lød alligevel næsten som en Krigserklæring.
Tante reiste sig strax og omfavnede hende heftigt; det var nu forbi imellem dem, meente hun, egentlig var det godt, han havde aldrig passet til eller fortjent hende. Men Cecilie skjød Moderen bort og sagde, at nu skulde hun vise, om hun fortjente ham; nu trængte han til hende, nu gjaldt det. Der blev vexlet heftige Ord, og Cousine Vinkel slog dem fast, og gav dem forøget Betydning ved sine Blikke og Miner. Cecilie blussede af tilbagetrængt Harme; Tantes længe indslumrede Hidsighed var ogsaa vakt; hun vilde desuden, for enhver Priis, redde sit Barn fra det, hun ansaae for den visse Undergang. O, hvor jeg var angst, hvad vilde det blive til, hvad skulde jeg gjøre? i min barnlige Uforstand tænkte jeg paa at holde Lyset til Gardinerne og stikke Ild paa Huset, blot for at afbryde denne Scene. Cecilie talte allerede om sin Fædrenearv, den var hendes og altsaa hans; de vilde reise langt, langt herfra. Lidt efter sagde hun, dreven til det Yderste af Tantes Modstand:
"Du veed ikke, hvad Kjærlighed er; da jeg gav ham mit Ja, blev jeg som hans Hustru for Vorherre, og en Hustru bør dele Godt og Ondt med sin Mand, og aldrig, aldrig forlade ham. — Du kan ikke tale med herom, Moder!"
Det var sagt; Tante blegnede; Cousine Vinkel slog Hænderne sammen og udraabte:
"Hvor nedrigt at hentyde til Fortiden! — Faderens Sind, Faderens Sind!"
Der blev ikke svaret et Ord; Tante sad stiv og kold som en Støtte, og gjorde ingen Indvendinger mere. Det kunde ikke blive godt igjen imellem dem; Begge vare lige overtydede om at have Ret, Begge ventede det første Ord af den Anden. Det varede ikke længe, før Cecilie tog bort; Brylluppet skulde staae hos en Ven af Brudgommen; strax efter vilde de Nygifte reise til Amerika.
O, det var en sørgelig, trøstesløs Afskeed; Tante saae den Eneste, hun elskede paa Jorden, staae fattet, kold og fremmed foran sig og byde Farvel, maaskee for hele Livet. Men Svaghed vilde være urigtig, næsten foragtelig, efter Alt, hvad der var sagt og skeet, den dybtkrænkede Moder kunde ikke give efter. "Jeg ønsker Dig Lykke, Cecilie", sagde hun værdigt, "ønsker, at Du ikke for haardt skal angre din Selvraadighed. Naar Du engang føler fortrydelse over det Skeete, da er Alt tilgivet fra min Side, husk det, og dersom — dersom Du kommer i Nød og trænger til mig, da er jeg endnu bestandig din Moder."
"Du skal aldrig høre Noget om min Nød; kommer den over os, ville vi bære den ene; Ingen skal have Byrde eller Skam af os. — Vi komme ikke her tilbage, før Valdemar er istand til at vise Alle, hvorledes en kraftig og redelig Villie tilsidst vinder Seier."
Det var en iiskold Omfavnelse; Tante Bertha besvimede næsten under den. Cecilie gik med hævet Pande ud af Stuen; til mig havde hun slet ikke seet. Mon hun vilde reise, uden at sige mig Farvel? jeg listede sagte ind i hendes Stue, for dog at faae et Ord, et Blik til Afskeed.
Ak, det var ikke den fattede, rolige Cecilie, der laae her paa Knæ grædende og hulkende, anraabende Gud om Trøst og Kraft.
"Hvem der", hun sprang hurtig op, "hvad vil Du? hvor tør Du?"
"O, Cecilie, jeg matte see Dig og sige Farvel."
Hun betænkte sig et Øieblik, tog mig derpaa i sine Arme og kyssede mig inderligt; jeg følte hendes Taarer paa mit Haar og min Kind.
"Bed til den naadige Gud for os, Du lille kjærlige Barn!"
Hvor Huset var stille og tomt efter hendes Afreise; der blev næsten ikke talt, og hendes Navn nævnedes aldrig. Undertiden spillede jeg lidt for Tante i Mørkningen, og valgte da gjerne Cecilies Yndlingsstykker; jeg søgte idethele, ved mange smaa barnlige Kunstgreb, at blidgjøre hendes Sind og vække mildnende Erindringer. Tjeneren, der havde baaret Cecilie som Barn og forgudede hende, hjalp mig trolig; der var som en stiltiende Overeenskomst imellem os. Dog Cousine Vinkel virkede i modsat Retning, og hun var os for stærk og for klog. Maaned efter Maaned, Aar efter Aar forløb uden Brev eller anden Efterretning. Det var en trist, bedrøvelig Tid; men hver Søndag kom Edvard med sit glade, venlige Ansigt og sit friske Haab paa Fremtiden. De tre første Dage i Ugen levede jeg af Erindringen om hans Besøg, de tre sidste af Haabet om dets Gjentagelse. Naar jeg blev voxen, skulde jeg til ham; det stod vist, det gentog han altid. Og jeg kom jo ogsaa til ham, men ikke som jeg havde tænkt og haabet. —
Sidst i September gik jeg en Eftermiddag hen til Tante Bertha, for at meddele hende min nye Bestemmelse.
Hvor det dog var et stort, roligt og stille Huus; det forekom mig, hvergang Porten gik i, som var man udelukket fra hele den øvrige Verden. De faa Leiere vare gamle, adstadige Folk, og man mødte dem sjeldent; Alt havde et underligt Præg af høitidelig Agtværdighed. Tjeneren lukkede op med sit uforstyrrelige Ansigt, accurat ligesom første aften jeg kom her. Den store, pyntelige Sal saae saa ubeboet og bedrøvelig ud med den indhyllede Lysekrone og de tilslørede Marmorfigurer. Voxlysene i de to Arme, der gik ud fra Fortepianoet, vare halv nedbrændte; de havde ikke været tændte i mange Aar, ikke siden Cecilie spillede en munter Dands for et muntert lille Juleselskab ved deres Skin. Et Par matte Fluer bevægede sig langsomt henad de nedrullede Jalousier; mine Triin løde uhyggelig tydelige.
Tante Bertha sad, efter Sædvane, midt i Dagligstuesophaen og broderede i Canevas. Frøken Vinkel knyttede, med stor Iver, en Jagttaske af Seilgarn til sin Tvillingbroder, en jydsk Proprietair. Den gamle spraglede Pappegøie vuggede døsig frem og tilbage paa Ringen i sit stadselige Messingtaarn. Tante tog meget venligt imod mig; Cousine Vinkels Hilsen var saa knap afmaalt, som tænkeligt.
"Det gjør mig ondt", sagde Tante, da jeg havde fortalt hende min Plan, "efter min Overbeviisning er det et uoverlagt Skridt. — Har der været Noget mellem Dig og din Svigerinde, Barn?"
"Ikke det Mindste."
"Men Du føler Dig ikke lykkelig der, vel?"
"Hvem der ikke vil underordne sig Andre", begyndte Cousine Vinkel, med en Mine, som den personificerede Ufeilbarlighed, "kan naturligviis aldrig føle sig tilfreds. At en Kone ogsaa vil være Kone i eget Huus, finder jeg fuldkommen rigtigt."
"Naturligviis, men i dette Tilfælde er Sagen anderledes. Vi kjende jo Ida som et føieligt, fordringsløst lille Væsen, der Ingen kommer for nær; jo, kjære Cousine, saadan er hun. Fru Karse har aldrig tiltalt mig, og jeg kan ikke forstaae — dog vær rolig, Barn, jeg agter din Taushed, og skal vistnok ikke fritte. Kun Et vil jeg sige, mit Huus staaer altid aabent for Dig, Ida, dit Værelse og din Seng er istand, naar Du vil benytte det. Men det er jo kun et eensomt, trist Hjem jeg kan byde."
Hun qvalte et Suk, og tog igjen fat paa sit Arbeide.
Før jeg gik, saae jeg ind i mit forrige Kammer. Skolebøgerne og Landkortet laae der endnu; Bordskuffen var fuld af Billedbøger og Legetøi. O, hvor jeg havde følt mig ene her og været angst om Aftenen, naar Frøken Vinkel kom efter mit Lys og lukkede Døren saa haardt og bestemt, idet hun gik. Men der knyttede sig ogsaa glade Minder til den lille Stue; Edvard havde siddet her mangen god Gang, fortalt mig Historier og erkyndiget sig om mine Fremskridt; hvor det var en Spore til at anstrenge sig og stræbe. Jeg havde ogsaa bygget prægtige Luftcasteller herinde; det blev altid Edvards Hjem; selv trippede jeg om i det med hvidt Forklæde og Nøgleknippe, travl, uundværlig og lykkelig.