Fra den Dag af besøgte vore Naboer os oftere. Ingeborg havde tidt Sytøi med; Candidaten læste undertiden en ny Bog høit, og Professoren bragte os selv, af og til, udsøgte Frugter fra Haven.
"Egentlig har jeg godt af Fru Karses Omgang", sagde han, "jeg har før været saa vred pa Menneskene og havt saa travlt med at skjænde paa dem og rive dem ned, men naar jeg hører hende, bliver jeg ærgerlig og faaer ordentlig Lyst til at tage deres Parti. Det gamle gyldne Ord bliver saa levende hos mig, at Den, der har travlt med Andres Anliggender, altid, ja altid uden Undtagelse, forsømmer sine egne. — Hvad tænker Du, Knud, Du seer mig saa speculativ ud?"
"Jeg tænkte, at der er en Grundforskjel paa dine Klager, Fader, og paa hendes."
"Hvilken Forskjel, lad høre."
"Hun mener sig forurettet, Du mener Vorherre forurettet; hun bryder sig ikke om Menneskene, Du elsker dem; Du hader og forfølger det Onde i din egen Natur, som i Andres; hun pleier sine Feil og kjæler for dem. Hvor skammelig tyranniserer hun ikke sin Omgivelse." Han saae ganske opbragt ud.
Tante Marie kom ogsaa engang imellem ind til os med sit Strikketøi, og altid bragte hun en fredelig, hyggelig Stemning med.
"Stakkels gamle Kone", hviskede hun en Dag, "hvor det dog maa være tungt, at have saa uroligt og unøisomt et Sind. Paa Bunden af al denne Utilfredshed ligger dog vist en hemmelig Misfornøielse med hendes eget Jeg, troer De ikke? gid vi kunde lyse lidt op for hende."
Medens hun talte, var det ordentlig, som sprang der en lille Gnist af Velvillie og Overbærenhed fra hendes kjærlige Hjerte over i mit.
Fru Karse følte sig meget smigret af al denne Opmærksomhed; det var Folk med Opdragelse, indrømmede hun. Rigtig hensynsfulde vare de dog ikke; Professoren havde afslaaet at anskaffe dobbelte Vinduer og Lister om alle Dørene. Han sagde, at det ikke trak, som om han havde nogen Idee om hendes Ømfindtlighed.
"Den hurtige Maade, hvorpaa han kommer ind af en Dør, holder jeg heller ikke af", sagde hun, "han farer jo frem og vifler, saa jeg faaer Snue og kommer til at nyse. Mit Helbred er, idethele, taget af; den Doctor er nu ogsaa saa besynderlig. Diæt og Motion anbefaler han, og jeg trænger netop til styrkende Midler og Ro; det anstrenger mig jo bare at gaae over Gulvet. — Ja, ja, man finder vel nok Raad."
Raadet bestod i at afskedige Lægen og antage en Sukkerdoctor; de smaa mystiske Kugler havde en oplivende Virkning paa Fru Karses Humeur og Befindende."
"Er Du ikke snart kjed af det, Ida?" spurgte min Broder en Dag, idet jeg fulgte ham ud.
"Aa nei, det gaaer ret godt."
"Og Du længes slet ikke efter os? hver sin Smag! — Farvel, lille Søster."
Der var Noget i denne Bemærkning og i Tonen, hvori den blev fremført, der bedrøvede mig dybt. Jeg blev staaende i Døren og saae efter ham, men han vendte sig ikke om, som han dog ellers pleiede.
"Det blæser stygt og er saa koldt, kom endelig ind!" Ingeborg trak mig med blid Magt fra Døren. "Har De ikke Lyst til at besøge vor gamle Pige ovenpaa? — aa, Knud", hun stak Hovedet ind i Dagligstuen, "gaa ind til Fru Karse og hold hende med Selskab et Øieblik."
"Med største Fornøielse! — Frøken Ida skal altsaa op til Rikke, det er ogsaa høi Tid, maa jeg sige. — Tør jeg tillade mig at spørge, hvem den Herre var, De fulgte ud?"
"Det var min Broder."
"Saa De har en Broder", sagde Ingeborg fornøiet og hjerteligt, idet hun løb let opad Trappen. "Her er Fremmede, Rikke", fortsatte hun, efterat have aabnet en Dør lige for, "Frøken Steen vil hilse paa Dig."
Gamle Rikke sad, pæn og reen, som et pillet Æg, i en stor Kurvestol med fødderne paa en høi Skammel. Den vilde Viin, der omkransede det lave Vindue, skinnede som Purpur i Sollyset; Ilden knittrede lystigt i den lille Kanonkakkelovn; Bornholmeruhret dikkede og dikkede; det var en rigtig luun, hyggelig lille Rede. Emma havde Plads i en Krog paa Listetæppet; hun smaasnakkede med en halvpaaklædt Dukke. Den gamle Pige syede de sidste Sting paa en stadselig Garneringskjole til den; en broget Papiirs-Syæske, med Speil i Laaget, stod foran hende; Arbeidet var fæstet til en lille Beenskrue med Fløielspude.
"Saa Frøkenen vilde umage Dem herop, og jeg kan ikke engang reise mig, nei saamæn, om jeg kan. Det gaaer kun simpelt med Helbreden, og nu stunder Vintren til. — Det er ellers et velsignet Veir idag; heroppe kan man see saa langt, lige til Slottet; jo flere Blade, der falde af Træerne, jo mere kommer det frem. — Der, mit Lam, nu er Kjolen færdig."
Hun tog et stort uldent Strikketøi, og sagde saa, idet hun saae efter Ingeborg, der gik ud af Stuen: "Det er ikke godt at være Byrde for Andre, lille Frøken. See, nu hjælpe de sig med det Barn til Pige, og Frøken Ingeborg maa selv gjøre baade det Ene og det Andet, og passet som en Dame bliver jeg, ovenikjøbet. Mangen Gang er det mig rigtig tungt, men saa tænker jeg igjen, — det kan komme saa underlig over En — at det er en Himmerigsgjerning de gjøre mod mig Stakkel og at Vorherre seer det og vil lønne det, og saa tør man vel ikke beklage dem. — Saa De er den unge Pige dernede; vor Frøken er saa glad ved Dem; hun havde det nu ogsaa saa eensomt før."
Lidt efter kom Ingeborg igjen med en heel Pakke hvide strikkede Uldsager.
"Det kalder man Haandflid", sagde hun, "see blot hvor jevnt, som vævet; vi kunde umulig bestaae uden Rikke. De skulde blot vide, hvordan hun kan stoppe og lappe, det gaaer næsten ind under Begrebet Kunst. — Ja, nu maae vi vel gaae, men De seer nok herop en anden Gang, ikke sandt?" —
Om Eftermiddagen besøgte jeg Tante Bertha. Hun saae ganske besynderlig ud, da jeg kom ind; Haanden dirrede, og der var et ængsteligt Træk i det ellers saa rolige Ansigt. Medens hun talte om ligegyldige Ting, hvilede det alvorlige Øie ogsaa ganske iagttagende paa mig; der var som et Spørgsmaal i Blikket. Hun vidste bestemt i hvis Huus jeg boede, og higede efter at høre et eneste Ord om Datteren. Ak, desværre, jeg vidste jo Intet!
"Ida", sagde Frøken Vinkel strengt, idet hun fulgte mig gjennem Salen, "jeg vil raade Dig ikke at søge Omgang med Professor Svanes; der er ikke Noget ved den Familie. Hvorfor skulde I ogsaa boe der? som om der ikke vare andre ligesaa gode Leiligheder."
Nede i Porten stod Tjeneren og hviskede med sin afmaalte, lidt dumpe Stemme. "veed De, om hun lever?"
"Svogeren har ingensomhelst Efterretning faaet."
Han sukkede og rystede høitidelig og bedrøvet paa sit skaldede Hoved.
Søndagen efter bad Ingeborg mig ind til Frokost; hun havde faaet Værelserne indrettede til Vinterbrug; Tante Marie kom; det skulde være som en lille Fest.
Dagligstuen saae mageløs hyggelig ud med Gulvtæppe, røde Gardiner og en heel Rad Hyazinthglas i hvert Vindue. Professoren sad veltilmode, med opklaret Ansigt og Pibe i Munden, i sin Lænestol; lille Emma holdt Garn for Tante Marie; Ingeborg syslede ved det ziirlige Chocoladebord; Candidaten saae henad Veien.
"Knud falder i Tanker", sagde Søsteren leende, "han kan hverken høre eller see. — Det er vist den nye, moersomme, letfattelige Grammatik, han vil skrive til sine Drenge, der spiller ham i Hovedet."
"Du tager feil, Ingeborg, jeg er aldeles ikke distrait, tvertimod, med største Opmærksomhed iagttager jeg en eensom Vandringsmand, der nærmer sig Huset mere og mere med vægtige Triin. Jeg troer — ja, nu veed jeg hvem det er: Iisbjørnen".
"Han kommer da ikke herind, vil jeg haabe". ivrede Professoren, "jo, min Sjæl, der er han. — Det er jo din Ven, Knud, Du har fra først af ført ham ind i Huset, Du maa tage Dig af ham! gaa med ham op paa dit Værelse, og —"
Hans Ordstrøm blev afbrudt ved den Fremmedes Indtrædelse. Det var en høi, mandig, rolig, selvbevidst Skikkelse med et godt, paa engang klogt og trohjertet Ansigt. Hans Haar var meget lyst, Blikket klart og fast, Ryggen bred, Trinene lidt tunge. Han hilste venligt, og lod sig slet ikke anfægte af den temmelig kjølige Modtagelse. Med stor Ro trak han en lille gammel Bog frem af Brystlommen og rakte Professoren. Den var tilfældigviis kommen i hans Hænder, sagde han, og han havde tænkt, at den mulig kunde interessere. Hans Stemme havde noget Godmodigt og Hjerteligt, den islandske Accent lød ingenlunde ubehagelig.
Professoren saae først paa Bogen, og saa paa Overbringeren; et Øieblik troer jeg næsten han tænkte paa at tilbagevise Opmærksomheden, men saa aabnede den unge Islænder Bladene, og Fristelsen blev for stor.
"Tak, tør jeg laane den? jeg har længe ønsket mig den og anstillet mange Efterspørgsler, baade her og i Udlandet, for at faae den, men altid forgjæves. — Jeg takker Dem".
En Pause indtraadte, der syntes at sige til den fremmede: nu kan Du gjerne gaae. Han blev imidlertid rolig staaende; Ingen bød ham tage Plads. Ingeborg sad ganske stille ved min Side; jeg vovede ikke at see paa hende. Pludselig afbrød lille Emma den trykkende Taushed.
"Aa, nei, Tante Marie", sagde hun, idet hun utaalmodig løb frem og tilbage, saa langt Garnenden rakte, "klip hellere Knuden over; det er saa kjedeligt!"
"Jeg holder meest af at løse med Lempe", lød det milde Svar, "men Du trækker det ogsaa mere og mere sammen, naar Du saadan springer om, Du utaalmodige Barn".
"Tør jeg?" Islænderen nærmede sig roligt, "undertiden har jeg gjort det for min Moder. Jo mere indfiltret Knuden er, jo mere ægger og interesserer den mig, jo mindre vil jeg give tabt. Det fornødne Qvantum Taalmodighed troer jeg mig i Besiddelse af".
Han tog Plads og besaae Knuden nøie, før han begyndte paa at løse den. Som han sad der, var han en fortriinlig Typus paa besindig Udholdenhed. Vi stirrede Alle paa ham; det var, som laae der langt Mere bag Dette, end den stakkels Ende Garn.
"See nu", han reiste sig ganske rolig op, "nu er det iorden. — Tør jeg", tilføiede han, "see op til den gamle Pige med det daarlige Been? jeg har ret tænkt over hendes Sygdom og udfundet et Middel, der forhaabentlig vil lindre og, lidt efter lidt, fordele Ondet".
Han var altsaa Læge; o, det passede han bestemt ogsaa til, der var noget saa Tillidindgydende i hans Blik og Væsen.
Da de to unge Herrer vare gaaede, udbrød Tante Marie: "Han er et rigtig rart, godt Menneske!"
"Hvad kjender Du til ham, min kjære Svigerinde? om jeg tør spørge".
"Han kommer ikke saa sjeldent til mig". Hvor hun dog havde en ypperlig, uafhængig Mine.
"Naa, saa, det gjør han", Professoren saae opbragt ud, "det vilde jo være meget smigrende, dersom han kom for din Skyld, men er Du kun et Redskab —"
"Egentlig finder jeg det mere smigrende, at han kommer for sin egen Skyld", hun saae ham uforfærdet ind i de vrede Øine. "Og hvad det angaaer, at være Redskab, saa ønsker jeg blot at være et rigtig godt Redskab, der kan tjene Mange".
"Fader", begyndte Ingeborg nu ganske sagte, idet hun lagde sin Haand paa hans Lænestol, "veed Du noget Ondt om ham?"
Hun blussede, da hun gjorde dette Spørgsmaal, men hendes klare Øie straalede dog af Tillid til den unge Mands Værdighed og Faderens Sanddruhed. Professoren betænkte sig temmelig længe, før han svarede:
"Nei, jeg har forhørt mig mange Steder i det Ønske, et nederdrægtigt Ønske igrunden, at høre Ondt, men har kun hørt Godt. Dog", tilføiede han i en mere oprømt Tone, idet han holdt den lille Bog hen imod sin Svigerinde, "hvad kalder Du denne, min gode Marie, det er og bliver dog et falsk Flag".
"Nok muligt, men hvem tør kaste den første Steen; jeg husker en ung Mand, som —
"Naa, lad det nu være godt; der ere de!"
Trappen knagede under den unge Læges Triin; et Øieblik efter aabnedes Døren.
"Benet er i Bedring", sagde han, "jeg har nu ordineret et Urteomslag og venter de bedste Resultater".
"Saa der er virkelig indtraadt Bedring, det glæder mig. — Skjænk nu Chocoladen, Ingeborg, jeg kan ikke vente længere!"
Tante Marie gjorde Tegn til Islænderen, at han ogsaa skulde tage Plads ved Bordet.
"Har De nylig hørt fra Deres Moder", spurgte hun venligt.
"For en Ugestid siden fik jeg Brev med hendes Portrait. Der har været en omreisende Photograph paa Gaarden og taget hende af, som hun sidder i sin egen Stue. — Her er det".
Tante Marie saae lidt paa det og rakte det saa til Professoren, der betragtede det opmærksomt en Tidlang.
"Det er et smukt og overordentlig characteristisk Billede", sagde han endelig, og hans stemme lød ganske bevæget, "Deres gamle Moder længes, venter og haaber; man seer det paa Stillingen og Ansigtets Udtryk, og man seer tillige, at hun har Villiekraft og Taalmodighed til at holde ud. — Naar vender De tilbage til hende?"
Professoren rakte Photographiet over Sønnen til Ingeborg.
"Om Gud vil, til Foraaret. I Vinter tager jeg min Doctorgrad. — Egentlig er det Moders Skyld, at jeg blev Læge; hun har indviet mig dertil, om jeg tør udtrykke mig saaledes, fra jeg var ganske lille. Mine Forældre havde syv Børn, men de sex døde paa een Gang af en smitsom Syge. Var Lægen kommen itide, knude de, efter al Rimelighed, have været reddede; han boede imidlertid langt, langt borte, og de uføre Veje gjorde Afstanden endnu større. Da han endelig kom, var det for seent; kun et af Børnene, den mindste Dreng, beholdt Livet, og Moder lovede Vorherre, at opdrage ham til en hjælper for hans Medmennesker. Fra min tidligste Barndom rettede hun mine Tanker herpaa, og nu føler jeg tydeligt, at det er mit Kald. — Stakkels gamle Moder! Sønnen kan dog aldrig erstatte Datteren, den hjælpsomme, kjærlighedsfulde Datter. Hun styrer nu ene Huusvæsenet paa den store, efter vore Begreber frugtbare Gaard, jeg har arvet efter mine Forfædre. — Der er deiligt deroppe! Mennesket føler sig saa lille, og løftes dog i den storartede Natur".
Et Øieblik efter reiste den unge Læge sig, for at gaae. Professoren rystede hans Haand, men truede ham dog med Bogen, og sagde halvbrummende:
"En anden Gang behøver De ingen Billet, for at faae entrée her i Huset, Adgangen er fri. — Men De glemmer Photographiet".
"Tør det blive her? jeg har dog det allerbedste billede af Moder i min Erindring".
Han rakte det til Ingeborg med et langt, lyksaligt Blik, bukkede saa og gik.
"O, Fader!" sagde hun blot, og skjule sit Hoved ved hans Bryst. Han trykkede hende tæt op til sig.
"Mit Hjertes bedste Glæde, Gud Herren velsigne Dig!" Hun græd sagte og forlod Stuen.
Lille Emma var nu krøben op paa mit Skjød, og sad, med Armene om min Hals, og fortalte om Juletræ, Fastelavnsriis og de brogede Paaskeæg, Ingeborg farvede til hende. Barnet var fuldkommen uvidende om, hvad der var foregaaet. Candidaten stod ved Vinduet med Ryggen imod os, Tante Marie saae bekymret hen til ham.
"Ikke kjæle for uartige Børn", sagde Professoren, der igjen var sig selv, "lad ham kun staae og suurmule".
"Jeg suurmuler ikke", det var et venligt, om end lidt tankefuldt Ansigt, der vendte sig imod os, "naar han elsker hende, har han naturligviis første Ret".
"Ah, Du har altsaa skiftet Mening".
"Paa ingen Maade, hvor falder det Dig ind, Fader! før var jeg ikke ganske sikker paa, at han virkelig elskede hende af hele sin Sjæl, men nu troer jeg det. See, der gaaer han henad Veien, det er som et andet Menneske! Iisbjørnen træder ganske let; hans brede Skikkelse retter sig høiere; den faste Knude giver efter og løsnes for Udholdenheden.