Det varede ikke længe, før den unge Islænder — Harald Magnussen hed han — kom igjen, og snart blev han en daglig Gjæst i Huset, og saa endelig Ingeborgs Forlovede. Hun var ofte veemodig stemt, midt i sin Lykke; undertiden talte hun fortroligt til mig om sine Planer og Bekymringer. Vi sagde nu Du til hinanden og omgikkes næsten som Søstre.
En Aften førte Ingeborg Tante Marie og mig ind i Soveværelset, hvor Emma laae i sin lille Seng. Barnet sov blidt og trygt; den ene buttede Arm laae under Nakken, den anden paa Tæppet; hun saae saa sund og rødmosset ud; den lillebitte friske Mund var adskilt, som til et halvt Smiil.
"Hvordan skal jeg kunne forlade hende, — og gamle Rikke; o, det ængster mig saadan; hvad skal der blive af dem? Fader og Knud ville jo gjøre, hvad de formaae, men —
"Barn, Barn", Tante Marie tog kjærlig hendes Haand, "kast dog din Sorg paa Gud; Vorherre staaer for Alt; han vil hverken glemme lille Søster eller den gamle Pige".
"Jeg veed det, Tante, jeg troer det!"
Hun bøiede sig ned og kyssede de smaa Krøller, der pippede frem allevegne under Natkappen.
"Det er som en lille Engel, ikke sandt? o, Tante Marie, Du maa vogte og bevare min Øiesteen, og Du Ida —"
Hun holdt pludselig inde, og tilføiede i en anden Tone: "Du vil ogsaa altid have Interesse for hende, det er jeg vis paa".
Fru Karse var ganske ligegyldig for den indtrufne Begivenhed; hun fandt det kun lidt naragtigt, at et fornuftigt Menneske, ovenikjøbet en smuk ung Pige, vilde forlade sit gode Hjem og drage op til den evige Snee.
"Jeg vilde ikke engang tage til Jylland, skjøndt salig Karse bad og tiggede mig derom", sagde hun. "Hvad er han forresten, det Menneske?"
"Læge".
"Læge!" gjentog hun med langt større Interesse, "mon han er duelig?"
"Endnu har han vist ikke havt synderlig Praxis. Sin Examen bestod han dog med Udmærkelse, og studerer nu til Doctorgraden. — Vil Fru Karse see ham, saa kommer han der."
Han aabnede netop nu Laagen og traadte ind med Ingeborg; de vendte hjem fra en Spadseretour og saae Begge meget oplivede, ja rigtig sjæleglade ud. Det skarpe Frostveir havde malet to straalende Roser paa Ingeborgs Kinder; hvor hun havde noget Qvindeligt, Yndigt og Elskeligt, som hun stod der.
"Jeg vil dog tale med ham ved Leilighed", forkyndte Fru Karse. "Han har et Ansigt jeg synes om."
Hun syntes imidlertid ikke om hans Raad: russiske Bade, Spadseretoure og Sultecuur, og holdt sig derfor fremdeles til Sukkerkuglerne.
Edvards Fødselsdag, midt i December, fik jeg Orlov fra Morgenen af. Jeg havde broderet et Par smukke Morgenskoe, og skyndte mig nu ind med dem, for at han endnu samme Dag kunde tage dem i Brug. Det var et raakoldt, taaget Veir, det visne Løv laae tungt og vaadt henad Frederiksbergallee; Fuglene hoppede matte omkring, ganske forknytte over Graaveiret. Da jeg kom til min Broders Dør, stod den aaben; inde fra lød Skrubben og Skuren. En determineret, rødhaaret Kone, med opheftede Skjørter og sværtet Børste i de negeragtige Hænder, kom mig imøde i Gangen.
"Herskabet er ikke hjemme", sagde hun affærdigende.
"Aa, det er Frøken Ida!" rabte Pigen nu, idet hun kastede en Klud over paa det vaade Gulv, og saa hoppede, med Skrubbekosten som Balanceerstang, først hen paa Kluden og saa hen til mig, "jeg troede De vidste, at Herskabet tog med Jernbanen igaar, og først kommer hjem imorgen. De ere paa Bøgedal hos Fruens Oncle, Frøkenen veed."
"Tak, Lene, Tak!" jeg løb hurtig nedad Trapperne.
Hvor jeg var inderlig bedrøvet, o, de burde dog have sagt mig et Ord!
Taagen var sunken og faldt nu som en tæt, fiin Regn. Alt saae saa trøstesløst, saa sørgeligt ud. De faa Mennesker man mødte trak Tøiet tæt om sig, Slør eller Paraply skjulte Ansigterne.
"Frøken Steen, De her!" Candidat Svane stod for mig. Hans høie, lyse Pande var fuldkommen skyfri; Veiret øvede ingen Indflydelse paa ham.
"Tør jeg byde Frøkenen min Paraply? Desværre kan jeg ikke selv følge, da jeg skal møde til bestemt Tid. — Ja, tager De den ikke, bliver den stjaalet!"
Han stillede den op til et Træ, hilste muntert og ilede ad Byen til.
Fru Karse blev meget fornøiet over at see mig igjen, og spurgte ikke engang om Grunden til mit Komme; hun brød sig, i det Hele, kun meget lidt om Datter og Svigersøn.
"Det er virkelig en behagelig Overraskelse", sagde hun blot, "men De maa ikke sætte saadan et Langfredagsansigt op, lille Ida. — Sikken et stygt Veir! hvormange Grader have vi? tretten, ja saa maa De gjerne lægge Lidt i. — Naa, læs nu Avisen høit, medens jeg sidder her og studerer paa det chinesiske Gaadespil, Professoren har laant mig; kan jeg ikke finde ud af Figurerne, maa De prøve siden. Vil De række mig Pilleæsken, flytte Kakkelovnsskærmen og skyde Bordet lidt nærmere; nei, ikke for nær. — Saa skulde jeg have en Draabe Eau de Cologne paa mit Lommetørklæde, ah! — Nu kan De begynde."
Jeg kvalte mine Taarer og læste og læste i det Uendelige, først Aviserne, saa en kjedsommelig, vidtløftig Roman. Da den var endt, ud paa Aftenen, kom Chocoladetheen ind, og saa begyndte Rambusspillet.
Søndagen efter ventede vi Edvard og Helena til Middag. Karen gjorde storartede Forberedelser og var meget kort for Hovedet i den Anledning. Jeg kæmpede haardt med mig selv og formanede uophørlig min Sjæl til Forsonlighed. Skulde jeg fordre en Forklaring? o nei, nei, det var bedst at lade som Ingenting.
Klokken henved Tre kom de kjørende; Helenes fine, smukke Ansigt tittede ud af det aabne Vognvindue; hun nikkede, kyssede paa Fingren og viste paa den Lille, der laae i dyb Søvn, næsten skjult af et stort Shawl. Jeg skyndte mig hen til Vognen og rakte Edvard Haanden; han tog den med en mørk, tilbageholdende Mine og lod den strax falde; derpaa hjalp han sin Kone ned og bar Barnet ind.
Det var for meget, jeg kunde ikke taale hans Uvenlighed!
"Hvorfor er Edvard vred", spurgte jeg Helene; "hvad Ret har han til at være vred paa mig?"
"Bliv dog ikke saa ivrig, kjæreste Ida; Edvard tog det ilde op, troer jeg nok, at Du ikke vilde med til hans Fødselsdag".
"Ikke vilde, som om Nogen havde spurgt mig".
"Jeg har spurgt Dig" — hun undveg mit Blik — "Du kan ikke have glemt det, Ida; Du sagde udtrykkelig, at Du helst vilde være fri for at komme til Bøgedal."
"Nu veed jeg, hvad Du mener! det var i Sommer, da jeg endnu boede hos Eder, at Du spurgte, om jeg gjerne vilde besøge din Oncle, og jeg sagde nei. Der var slet ingen Tale om Edvards Fødselsdag. — Han veed altsaa ikke det rette Sammenhæng? o, jeg vil strax forklare Alt!"
"Bliv et Minut, Ida, for Himlens Skyld, bliv", hun var ganske bleg, "jeg troede jo, at Du var af samme Mening endnu, og sagde saa, at Du havde afslaaet min Opfordring, som om", — hvor det ydmygede hende at udtale det, Ordene vilde næsten ikke frem — "som om det var skeet i disse Dage. — Det var urigtigt af mig, ikke at forhøre igjen, jeg tilstaaer det, men hav alligevel Barmhjertighed, Ida, og siig det ikke, Edvard vil blive rasende. O, dersom han mister sin Tillid til mig, døer jeg!"
Hun vred sine Hænder og knælede næsten for mig.
"Jeg kan ikke skaane Dig, Helene!"
Edvard stod endnu ved Vognen og talte med Kudsken; jeg skyndte mig hen til Gangdøren. Da jeg aabnede den, traadte Tante Marie lige ind, med sit venlige Ansigt tittende frem af en net lille sort Kyse.
"Hvorhen, hvorhen", sagde hun, idet hun standsede mig og tog min Haand, "De er altfor varm og aandeløs, Barn."
Hun saae saa god og kjærlig ud saa fredelig og stille; uvilkaarlig fulgte jeg et Par skridt ind med.
"Vil De svare mig paa een Ting", bad jeg, "naar man er miskjendt, har man saa ikke ubetinget Lov til at rense sig, selv om det vil bringe Andre Smerte?"
"Hvor kan jeg dømme, uden at kjende Forholdene", svarede hun blidt, "der er dog et gammelt Ord, som siger, at hvor vi ere i Tvivl om, hvad der er det Rette, vil det Tungeste, det vi have mindst Lyst til, altid være det. — Og her maa der jo være Tvivl, siden De spørger."
Medens hun talte, klynkede lille Bertha sagte i Værelset ved Siden. Der var Noget i denne spæde Graad, som, i Forening med hendes simple Ord, rørte mig. Skulde jeg gjøre dem alle Tre ulykkelige? "Helene!" jeg gik derind igjen, "denne Gang vil jeg ikke tale, men vogt Dig i Fremtiden for alt skjult Væsen; han hader og afskyer det som Pest. — Nu vil jeg bringe ham min lille Gave og gjøre mig Umage, for at blødgjøre hans Sind."
Det var ingenlunde let; Edvard takkede koldt for Skoene og saae meget uforsonlig ud.
"Du er vred paa mig, Edvard."
"Aldeles ikke; det har kun bedrøvet mig. — Den Dag havde vi altid været sammen, fra Børn af. Jeg forlod Helene, ganske kort efter vor Forlovelse, blot for at tilbringe Dagen med min lille Søster. — Naa, lad os ikke tale mere derom, Følelser lade sig ikke fremtvinge."
"Du kjender mig ikke, Edvard; Du veed ikke, hvor jeg holder af Dig og trænger til din Kjærlighed!"
Hvor jeg græd! han saae ganske medlidende og forundret paa mig.
"Du har Ret, jeg kjender Dig ikke; jeg forstaaer dig ikke, Ida."
Det var et trist Middagsmaaltid; Edvard, Helene og jeg vare Alle underlig nedstemte. Fru Karse ærgrede sig herover, og over at Barnet var med; hun havde jo slet ikke bedt det; fy, hvor det skreg, og nu gik Helene fra Bordet og blev hos det. Ingen tænkte paa hende!
Da Mørket faldt paa, kjørte de igjen. Helene omfavnede mig varmt, men den Lille, der havde glemt mig og var gnaven for Tænder, skreg frygteligt, da jeg bar hende ud. Edvard greb strax Barnet, gav mig et hurtigt Kys, og saa rullede de bort.
O, hvor jeg følte mig forladt og tilovers; det knugede mig næsten til Jorden.
"Kom ind, kom ind til os!" det var Emma, der bankede paa Ruden; hendes søde lille Ansigt tittede skjælmsk frem mellem Blomsterglassene, "aa, kom endelig ind", de smaa Fingre trommede det Bedste de formaaede.
"Vi har længtes saadan efter Dig i al denne Tid! Du veed ikke, hvad jeg har til Dig? — Tante Marie, veed hun vel?"
"Nei, det har hun ingen Ahnelse om. — Aa, sæt Dem herhen hos mig i Kakkelovnskrogen. Ingeborg spiller saa rart; er her ikke hyggeligt i Tusmørket?"
"Mageløs hyggeligt."
Emma trippede nu travl hen til sit lille Bord og hentede Noget i Skuffen.
"Luk dine Øine i, og din Mund op! — naa, hvad siger Du, smager det godt." Det er en candiseret Blomme; jeg har faaet den af Harald og gjemt den til Dig i tre Dage."
Hun satte sig rigtig tilrette paa mit Skjød; hvor de smaa barnlige Kjærtegn husvalede mit nedtrykte Sind.
Inde i Professorens Stue brændte Lampen; Døren stod, efter Sædvane, aaben; Fader og Søn gik op og ned gjennem begge Værelserne i ivrig Samtale.
"Det bliver værre og værre", Professoren standsede og gestikulerede ivrigt, "nedad, altid nedad!"
"Det troer jeg ikke, Fader, det skal nok gaae opad igjen, lad os blot holde ud og haabe."
"Ja jeg veed det nok, Du og dine Drenge skulle gjøre Sagen klar. Nei, nei, seer jeg paa den opvoxende Slægt, mistvivler jeg dobbelt om Fremtiden. Selvkloge, næsvise, opsætsige ere dine Drenge! saa foretrækker jeg dog Fortidens Børnetugt; hellere for streng, end for slap."
"Bliv ikke vred, Fader, men dine Anelser og dine Handlinger stemme ikke ganske. Din egen Børnetugt er just ikke streng. Det er, ligesom naar Du skildrer det Fordærvelige ved Tiggeri, og det Svage og Urigtige i at begunstige det ved at give, og saa dog —"
"Det er en smuk Maade", brummede Professoren, "at gribe til Personligheder, naar man mangler Argumenter; bliv mig fra Livet med den!"
"Nu gaaer jeg, Fader, nu gaaer jeg." Han loe fornøiet, snappede et Lys og løb opad Trappen til sit Qvistværelse.
"Gud velsigne ham og hans lyse Haab", sagde Tante Marie.
Professoren stod nu i Døren med Blikket straalende af den inderligste Faderstolthed.
"Haabet er en mægtig Drivkraft, det negter jeg ikke", sagde han, "og jeg indrømmer ogsaa villig, at det gode Exempel er en virkelig Magt. — Knud har altid været en skikkelig Dreng, en underlig uegennyttig En, fra han ikke var større end saa. Skulde han dele Noget med Andre, gjorde han det saa ligeligt som muligt, naar der var Nogen tilstede, men var der ingen Vidner, tog han selv langt mindre, end der tilkom ham. Var det ikke snurrigt? jeg iagttog det flere Gange, dog uden at tale derom. — Han har heller aldrig — hvad Børn ellers ere saa tilbøielige til — skudt sin Skyld paa Andre, snarere taget Andres paa sig. Nu, som Voxen, viser han tillige en forbausende Udholdenhed i at bære over med sine Medmennesker og udlægge deres Handlinger til det Gode. — Jeg kan rolig sige det, Gud skal vide, han har ikke det Sind efter mig, det maa være efter Moderen."
Han spadserede nu igjen med iilfærdige Triin op og ned ad Gulvet. Minen var tankefuld, Panden overtrukken.
"Skal det nogensinde gaae opad", sagde han pludselig, "da maae vi, først og fremmest, lægge os efter Ærlighed — ikke blot ydre Retskaffenhed, men Sanddruhed og Naturlighed — vi maae lægge os efter Alvor og samlet Stræben. Lyksalig Den, der kan troe paa Fremtiden! naa, hvad nytter det at græmme sig. — Hvor er Emma? ah, hun er falden isøvn hos den lille — jeg vidste slet ikke, De var derinde; Godaften!"
"Veed De, hvad vi kalde Dem hviskede Tante Marie, "thi at vi kalde Dem Noget har De naturligviis mærket. Min Svoger begyndte jo paa det nu, og jeg har mange Gange gjort det Samme. Skal jeg fortælle det? — Knud sagde engang, at De saae ud til at have saadan en god Villie, og saa kaldte min Svoger Dem, for Løier, den lille gode Villie, og vi Andre toge det op efter ham. — O, Barn, De græder! der faldt saadan en brændende varm Taare paa min Haand. De maa ikke være foknyt, nei sandelig ikke. — Veed De, hvad jeg tidt tænker, naar jeg selv er bedrøvet og seer Andre bedrøvede? at dersom vi blot huskede ret paa Guds Godhed og Naade, vilde vi altid være glade. I de Øieblikke, hvor vi ligesom føle hans Kjærlighed og ere gjennemtrængte af Troen paa et andet Liv, blive de tunge Sorger jo ganske lette, næsten forsvindende, og alle vore Ønsker og Klager gaae op i Tak. — Engang, det er mange Aar siden, var jeg meget urolig og bekymret; der laae mørke, truende Skyer rundt omkring, syntes jeg og allevegne trak der flere op; men saa saae jeg tilbage paa mit Liv, hvor underligt Gud havde ledet og hjulpet mig alle mine Dage, og det stod pludselig for mig, som sort Utaknemmelighed at tvivle paa hans Barmhjertighed. Siden har jeg altid været saa tryg og saa sikker, og alle de sorte Skyer ere ogsaa drevne bort, een efter een. — Lad mig see De tørrer Taarerne væk, saadan. Vorherre skal nok styrke den gode Villie og altid bevare den reen."
Senere da jeg var ene i min Stue, tænkte jeg ret over hendes Ord. "Den lille gode Villie", hvor det var et livsaligt Navn. Og jeg tænkte paa de trofaste Venner Vorherre havde sendt mig i min Forladthed, og jeg fattede Mod til at troe — ikke tænke, men troe — at hans Kjærlighed ogsaa naaede mig. For første Gang i lang Tid var min Aftenbøn ikke et kummerfuldt Suk om Taalmodighed, men en levende, inderlig Taksigelse, og det var, som strømmede der Kraft og Glæde ind i min Sjæl.