"Vi ville ikke tage ordentlig afskeed", sagde Edvard hjerteligt, idet han fulgte mig ned til Droschken, "vor kjære lille Ida kommer nok snart hjem igjen."
Helene kjørte med til Banegaarden, hvor vi skulde hente Fru Karse. Pigen, der var kommen Dagen iforveien, havde ordnet og indrettet Alt i den nye Bolig. Min Svigerinde var meget øm og kjærlig, forsynede mig med Bøger, og gav mig gode Raad med Hensyn til min Opførsel. Hun holdt egentlig nok af mig, og vilde ogsaa gjerne være afholdt igjen, men den frygtelige Skinsyge kunde hun ikke betvinge.
Fru Karse var en før, stakaandet Kone, med urolige blaagraae Øine, et bredt, lidt fortrædeligt Ansigt og en meget rank Holdning; hun saae ud, som havde hun et Harnisk paa, der besværede baade Gang og Aandedræt. Verden havde aldrig forstaaet at vurdere hende, sagde Minen. Hun var ikke rigtig tilfreds med sin Datter, heller ikke med mig, troer jeg. Droschken var ogsaa saa snever, og Eftermiddagen saa mørk, man kunde ikke engang see, om den var proper. "Naa, Helene vilde ikke med; saa den Lille kunde ikke undvære hende? ja, Ungdommen nutildags kjendte ingen Forpligtelser mod den ældre Slægt; gjør Barnet i Tiden noget Lignende, hævner hun kun sin Bedstemoder. Uh, hvor Vognen skrumplede; kom vi der ikke snart, en kjedelig Vei og saa lang, saa lang."
Endelig holdt vi paa en stor, ryddelig Gaardsplads foran et hvidt etetages Huus. Den vilde Viin rankede sig opad Muren, heelt rundtom Qvisten; bag Huset susede mørke Trætoppe; det Hele saae saa fredeligt og venligt ud i Maaneskinnet. Jeg tænkte paa Cecilie; vidste de Noget om hende her? Pigen kom strax med Lys i Haanden. Det var et ældre, bistert Menneske, Dygtigheden, Retskaffenheden og Egenraadigheden selv. Hun havde tjent sin Frue i mange Aar og var hende ganske uundværlig; Bolig, Læge og Selskabsdame vexlede uophørlig, men gamle Karen beholdt sin Plads.
Fru Karse rokkede urolig frem og tilbage i Værelserne; hun havde troet de vare større, og saa var her vist fodkoldt, og Kakkelovnene vare saa gammeldags. Det var ordentlig en Lettelse, da hun endelig lod Hvile falde paa og nød sin Chocoladethee; rigtig Thee kunde hun ikke taale, og vi skulde have denne Drik hver aften.
Jeg blev ganske fortumlet af al hendes Snak; nu sad hun med opløste Kappebaand og Fødderne paa en Gyngeskammel og saae ganske venlig og tilfreds ud, medens hun skildrede sin Svagelighed og smaaskjændte, fordi Selskabsdamen havde giftet sig.
"Hun var otteogtyve Aar, og jeg troede naturligviis, at hun ikke tænkte paa Sligt mere."
"Men Fruen vilde jo dog ikke have beholdt hende", indvendte Karen i en temmelig respectstridig Tone, idet hun gik ud med Bakken.
"Det troer jeg dog nok — Karen, min gode Karen, hvor ere Rambuskortene? — De kan da spille Rambus, Ida?"
Da jeg tilstod min Ukyndighed, blev Fru Karse meget ærgerlig paa sin Datter; burde hun ikke have lært mig Spillet, hun kjendte jo Moderens Tilbøielighed. — Derpaa fulgte igjen Klager over Menneskenes Egenkjærlighed; aldrig tænkte de paa Andre. Hvad mig angik, da var jeg temmelig ung; en ældre, erfaren Piges Selskab vilde have interesseret hende mere, men saadan Noget faldt ikke Helene ind. — Naa, nu vilde hun selv lære mig Spillet.
Det var en frygtelig tyk Bunke Kort, tyve Spil, troer jeg. "Vi ville spille hver aften", sagde hun, og nikkede opmuntrende, "saa gaaer Tiden."
Ak, det var bedrøvelige Udsigter! fortrød jeg allerede, hvad jeg havde gjort? o nei, nei, her var jeg jo dog Ingen iveien.
I Værelset, ved Siden af vor Leilighed, lød en underlig, halv vredagtig Knurren, derpaa velklingende Latter, og saa Smaabrummen igjen. — Hvad mon det var for Folk? jeg blev ganske forskrækket, da jeg greb mig selv i at lytte.
Endelig slog Klokken ti, og Karen viste sig i Døren med et tændt Lys. Fru Karse kastede strax Kortene, skjøndt vi vare midt i et Spil, skruede Lampen ned og fulgte lydigt sin Piges Vink.
Mit Kammer var kun lille og meget sparsomt meubleret, men det vendte ud til Haven, det forbudne Paradiis. Maanen skinnede paa Asters og Georginer derude; Poppeltræernes Blade blinkede som Sølv; det saae ud, som laae der en heel Skov i Baggrunden. I Stuen ved Siden blev der spillet og sunget; det lød saa tydeligt ind til mig; Vinduerne vare vist ogsaa aabne der, ja.
"Lad det nu være nok", lød det pludselig i en temmelig barsk Tone.
"Blot een endnu, Fader."
Det var en klar, ungdommelig Pigestemme, hun ventede ikke paa Svar, men sang:
I fjerne Kirketaarne hist
Nu Aftenklokkerne ringe —
O, hvor det klang godt og hjerteligt; mit Sind blev ganske lettet og opfyldt af de simple, skjønne Toner og Ord. Det var, som de smaa Stjerner nu talte til mig om Guds Godhed og Naade.
Men Den, som har slet ingen Ven
Han lader ei sidde ene.
Jeg sov trygt og velsignet den første Nat i det nye Hjem; Solen var allerede høit oppe, da jeg vaagnede. Haven saae ganske anderledes ud ved Daglyset, mindre og mere almindelig, men dog altid smuk og venlig. En gammel kroget Arbeidsmand skuffede den midterste Gang med sløv og træg Langsomhed. Lidt derfra stod en middelhøi Herre med graasprængt Haar og betragtede ham utaalmodigt; det gik altfor seent; han kunde ikke holde det ud, det var som skulde han ryge i Flint; saa greb han selv et Skuffejern, og løs gik det i frygtelig Fart; Jord og Græs røg til alle Sider. Den gamle Havemand betragtede ham forundret, idet han gyngede sig frem og tilbage paa Spadeskaftet.
Det var bestemt Professor Svane, og han var Halvbroder til Cecilies Mand. Han lignede ham ikke, jo dog, en lille Smule. — Men, min Gud, Hvem kom der?
I første Øieblik troede jeg næsten det var Valdemar Bøg selv, der traadte ud af Huset og gik rask henad Veien; jeg opdagede dog snart, at Denne var yngre, endnu høiere, ikke saa smuk, havde lysere Haar, et freidigere, fornøieligere, mere aabent Udtryk. Han standsede foran Professoren, sagde et Par Ord og loe af hans Ivrighed; det var tydeligt, at det var Fader og Søn. Derpaa nikkede han op til Huset, truede ad En eller Anden med sin Stok, og ilede saa bort med raske, lette Skridt, som Den, der har et Maal og veed hvad han vil.
Professoren kastede, halv ærgerlig, Skuffen, tog Hatten af og viftede sin hede Pande. Havemanden skelede hen til ham og fortrak Munden til et Smiil, medens han brugte sit Redskab jevnt og sindigt som før.
Nu gik Døren igjen, og en lille lystig femsexaars Pige, med hvid Blouse over en blaa Kjole, kom dandsende ud; hun havde et Reb i Haanden, og sprang nok saa behændigt igjennem det, idet hun, af og til, nikkede og vinkede op til Qvisten, hvor hun, uden al Tvivl, havde en Tilskuer. Lidt efter kom en ung Pige med Kniv i Haanden og en tom Kurv paa Armen. Hun var temmelig høi og slank, havde en let, hurtig Gang, en Fylde af glindsende, gyldenbrune Krøller, som Nettet neppe knude fængsle, blide, mørkeblaae Øine, en klar frisk Rødme og et indtagende Smiil. Maaskee saae jeg ikke alt Dette i første Øieblik, men jeg saae ialfald, at hun var yndig og lod til at være glad og virksom. Ogsaa hun nikkede op til Qvisten og viste paa Kurven, der nu struttede af Kjørvel og Petersilie; derpaa tog hun den lille halvmodstræbende Pige ved Haanden og førte hende ind. Professoren blev endnu lidt i Haven og satte Støtter til et Par Æble- og Blommetræer, der bøiede sig under Frugtens Vægt.
Fru Karse stod seent op; lige til Klokken ti var Tiden min egen. Hun sov ogsaa Middagssøvn og skrev daglig, henved en Time, i en frygtelig tyk Dagbog, der bestemt var et rigtigt Klageregister over alle de Mennesker hun havde været i Berørelse med. Den blev altid tagen frem, og igjen lukket inde i Skrivebordet, med stor Høitidelighed. Min Bestilling var baade meget let og meget vanskelig, som man tager det; den halve Tid skulde jeg læse høit, den anden halve være Øre, et deeltagende, opmærksomt Øre. Undertiden kunde jeg ikke afholde mig fra at forsvare og undskylde lidt, og fremstille Tingen, som den stod for mig, men det blev taget ilde op, og jeg er vis paa, det kom i Bogen, og blev fortalt til Karen under Afklædningen. Der var en forunderlig, trættende Uro over hende, og hun holdt heller ikke af at see Andre stille og stadige; mange Gange, hver Dag, blev jeg opfordret til at see paa Thermometer og Barometer, eller slaae Et og Andet op i Almanaken. Den nye Doctors Besøg oplivede hende imidlertid kjendeligt. Det lod til, at han forstod hendes Sygdom, sagde hun; det havde ingen af de andre Læger gjort, alle havde de undervurderet hendes Lidelser.
Til vore Naboer mærkede vi ikke meget, men jeg iagttog dem, hvergang de kom i Haven. Den lille Pige nikkede nu til mig og viste mig sin Dukke, i lang Afstand, eller holdt en Tavle med store Bogstaver op imod mig. Naar Veiret var nogenlunde taaleligt, gik Professoren en lang Morgentour; kunde han ikke komme ud, tog han sig Motion ved at hugge Brænde. Sønnen forlod Huset tidlig hver Formiddag og kom tilbage henved Fire. Han gik glad til sin Gjerning og glad til sit Hjem; naar den Lille løb ham imøde ved Laagen, bar han hende gjerne ind i Triumph paa sine Skuldre. Trappetrinene tog han i et Spring, og glemte somoftest at tørre sine Fødder, en Forsømmelighed, der gav Anledning til stadigt Smaadrilleri mellem ham og Søsteren. Det lød idethele, af og til, som var der lidt Tvist og Uenighed i Familien, men saae man paa Ansigterne, viste deres muntre, velvillige Udtryk, at det kun var en Maneer.
En Morgen, som jeg stod allerbedst i Vinduet og glædede mig over den dybe, blaae Efteraarshimmel og Løvets underlig spraglede Farvespil, blev der kastet en stor Pære ind til mig. Den lille Pige stod nede og klappede i Hænderne, henrykt over at have truffet rigtigt. Frøken Svane kom nu hurtig til, hilste venligt og gjorde en Undskyldning for Søsteren.
"Hvorledes er det med Deres Moder", spurgte hun derpaa, "Doctoren kommer saa tidt."
"Fru Karse er min Svigerindes Moder, ikke min. Hun har det ellers ret godt, forekommer det mig."
"Har De ikke Lyst til at komme lidt ned i Haven?"
"Tak, jeg troede ikke —"
Hun loe: "aa, det gaaer ikke saa nøie til. Vore forrige Leiere vare temmelig ubeskedne; de fortrængte os næsten selv, og saa meente Fader — men med Dem vil det være os en Glæde."
Jeg skyndte mig derud, fast besluttet paa at spørge til Cecilie.
"Det var deiligt Du kom", sagde den Lille, idet hun hoppede mig imøde, "jeg kan saa godt lide Dig. Veed Du hvad vi kalde Dig? Fader sagde, at —"
"Tys, Emma, hvad er det for Noget!"
"Aa, Du hedder jo ogsaa saa mange Ting, Ingeborg, Politimester og Hønsetyv. — Veed Du, hvorfor hun hedder Hønsetyv? Da hun var lille, ikke ældre end mig, stjal hun en Høne, der skulde have været slagtet, og holdt den lang Tid skjult i et Skuur bag Gaarden, og sin Frokost gav hun den hver Dag. Aa, hun hedder endnu mere —; det er jo heller ikke noget slemt Navn Du har!"
Hvad kunde det være? jeg blev ganske nysgjerrig.
"Tys, Emma, tys. — Vil De ikke komme lidt ind til os, der er Ingen hjemme, uden Emma og jeg. — Aa, skil mig ved Dette, lille Hanne!"
Hun rakte sin Kurv, der var fyldt med nedfalden Frugt, ind af Køkkenvinduet, og sagde et Par Ord til et smalskuldret Pigebarn med paafaldende store Ørenringe, et paafaldende lille Hoved og et Par nysgjerrige Øine, der saae ud, som stod hun paa Skammel, saa høi og opløben var hun. Derpaa førte hun mig ind i en Dagligstue, Mage til vor, der dog saae ganske anderledes ud; Alt her havde noget saa Hyggeligt, Beboet og Hjemligt. I Krogen stod et pynteligt Dukkehuus; det opslaaede Syebord var fyldt med forskellige Haandarbeider. Emma tog nu Plads i den anden Stue, i en lille Stol ved et lille Bord og skrev flittig paa sin Tavle.
Jeg vovede at komme frem med min Forespørgsel. Frøken Svanes Ansigt blev meget alvorligt, medens jeg talte.
"O, det gjør mig saa ondt", sagde hun, "jeg kan slet ingen Oplysning give. Fader og Oncle skiltes ikke ganske som Venner, troer jeg. Ved Afreisen gik Fader dog i Caution for en Sum Penge, som Oncle skulde sende herover efter visse Aars Forløb. — De kom imidlertid ikke, og det er naturligviis et daarligt Tegn."
"Professoren mistede altsaa —?"
"O ja, men nævn det for Himlens Skyld aldrig. Jeg har tidt tænkt, at det var en Lykke for os; Fader var saa nedbøiet efter Moders Død — hun døde, da lille Emma blev født — og Huset forekom ham og os Alle saa stort og saa frygtelig øde. Dette Pengetab nødte os til at stræbe og virke; Leiligheden blev deelt i to; vi afskedigede en Pige; jeg maatte tage ordentlig fat. Min Broder fik ogsaa mere Energi, endnu samme Aar tog han sin Embedsexamen; der var Velsignelse i enhver Anstrengelse. Vorherre kan saa underlig vende det Onde til Godt. — Knud, min Broder, er nu Lærer i en Skole; De troer ikke, hvor han holder af sine Drenge og knytter store Forhaabninger til dem; det er formelig naragtigt. — Aa, sæt Dem ned, her i Gyngestolen; De tillader, at jeg arbeider? — Frøken Steen seer paa Fortepianoet, spiller De?"
Lidt."
"Har De maaskee Lyst til at prøve?"
Jeg havde stor Lyst. Helene kunde ikke lide, at Nogen rørte hendes Instrument; i to Aar havde jeg ikke spillet tre Gange.
Ved de første Accorder jeg anslog, blev Døren imidlertid reven op, og Professoren stormede ind.
"Hvad i Alverden er det? hvor tidt har jeg ikke sagt, at jeg vil være fri for Klimperi paa denne Tid af Dagen!"
"Jeg vidste ikke, at Du var kommen hjem, lille Fader. — O, De maa endelig ikke gaae. — Fader, det er Frøken Steen."
"Naa saa", det var just ingen ceremoniel Hilsen jeg fik, "Du har ellers skrevet et forkeert Ord, Ingeborg; kan Du ikke læse, hvad der staaer, skal Du naturligviis lade Pladsen staae tom og spørge mig. En Lykke jeg saae efter, man maa ogsaa have et Øie paa hver Finger!"
Han gik hurtig op og nedad Gulvet, men standsede pludselig foran mig.
"Igrunden har De Ret", sagde han med et humoristisk Smiil, "jeg er ogsaa et Gnav."
Jeg havde netop tænkt, at han vist var en urimelig gammel En, og rødmede nu dybt, ved saaledes at være gjennemskuet. Han loe ad min Forlegenhed og betragtede mig igjen med sit klare, gjennemborende Blik; det var, som læste han alle mine Tanker og kunde mig udenad.
"Nu maa jeg vist gaae."
"Men De vil nok komme igjen. — Drik Thee med os iaften, aa, gjør det!"
"Tak, jeg veed ikke"; uvilkaarlig saae jeg hen til Professoren.
"De skal aldrig spørge mig, hun er Eneherskerinde; vil jeg have et stakkels Spillepartie, maa jeg ydmygt bede om Tilladelse. — Naa, kom saa, Ingeborg, og ret Ordet."
"Saa venter jeg Dem iaften", hviskede hun i Døren.
Fru Karse blev meget forbauset, da jeg fortalte hende om Indbydelsen; den maatte naturligviis afslaaes, sagde hun, det var en Selvfølge; hvor tactløst at bede mig, før De havde gjort Visit hos hende.
"Men, kjære Fru Karse, burde De ikke først hilse paa Prosessorens?"
"Som en ældre, svagelig Dame, kunde der vises mig en Smule Hensyn, finder jeg. Hvad Dem angaaer, Ida, har De jo Deres Frihed, og kan forlade mig, naar De vil, men saalænge De er her, maa De rette Dem efter mine Ønsker."
Hun trak sine Randershandsker paa med stor Gravitet, og saae igjen forurettet ud.
Henad aftenen, da Lampen var tændt og den velsignede Dagbog tagen frem, smuttede jeg et Øieblik ind til Professorens, for at undskylde min Udeblivelse. Sønnen lukkede mig op; der fløi et Udtryk af godmodigt Skjælmeri over hans Ansigt, da han saae mig; han tænkte bestemt paa Øgenavnet. Hvad mon det dog var?
"Hvor det gjør mig ondt, at De ikke kan komme"; Ingeborg trykkede hjerteligt min Haand, "skal De hver aften spille Rambus?" hun saae ganske forfærdet ud.
"Dog, lidt kan De vel nok blive", hun trak mig blidt ned i Sophaen.
"Et eneste Øieblik, maaskee."
Der var endnu ikke tændt Lys i selve Dagligstuen, men Døren stod aaben til Professorens Værelse, og man saae ham sidde i en langarmet, gammeldags Lænestol med Briller paa og læse ivrigt i en Avis. Hans Ansigt udtrykte en dyb og harmfuld Græmmelse, Haanden laae haardt knyttet paa Bordet.
Lille Emma, der var krøben op i den brede Vindueskarm mellem Urtepotterne, udstødte pludselig et Glædesskrig.
"See, aa see, Fyrværkeriet! det regner med blaae, røde og grønne Stjerner. — Nei, nu er det forbi, I kom for seent."
"Der er nok Børnefest paa Alhambra", sagde Candidaten, idet han løftede Barnet ned fra den farlige Plads, "da jeg gik hjem, strømmede Folk allerede derud."
"Det vil jeg troe!" Professorens Stemme lød saa opbragt og truende, at det ordentlig gik igjennem mig; "more sig og løbe paa Commers, det forstaae vi, det gjøre vi, medens her er Grund til at græde Blod!"
Han læste igjen med rynket Pande og barsk Mine.
"Er Du bange for Fader?" lille Emma saae spørgende og skalkagtig paa mig.
"Du seer saa forskrækket ud", vedblev hun, "Du troer vist ikke jeg tør slukke Faders Lys, men det tør jeg godt."
"For Himlens Skyld, Barn, lad være, lad endelig være!"
Hun ændsede dog ikke mit Forbud, men listede sagte frem paa den yderste Fodspids; af og til vendte hun det runde, glædestraalende Ansigt om imod mig. Nu stod hun der; den lille røde, opadvendte Mund var lige ved Lyset, og saa sadde vi Alle i Mørke.
"Skjælmsmester, var det Dig?" Professorens Stemme lød ganske mild og sagtmodig; jeg kunde skimte Barnets lyse Kjole høit oppe; hun sad vist paa hans Arm og blev kjærtegnet.
"Fy, Emma, hvor kan Du være saa uartig", Ingeborg talte ganske alvorligt og bedrøvet, "gaa nu strax ud med Lyset til Hanne og faa det tændt igjen; — gaa forsigtig, fald ikke."
"Naar Fader ikke er vred, behøver Du heller ikke at være det", svarede lille Emma en Smule mut, idet hun trippede ud af Døren.
"O, Fader, Dn fordærver hende virkelig og Knud ogsaa; I lade hende jo gjøre Alt, hvad hun vil."
"Stakkels Lille", Professoren talte sagte og ømt, "hun har ingen Moder! lad os dog gjøre hende Livet saa lyst og glædeligt vi formaae."
"Moder var ikke svag, hun var snarere streng i al sin Kjærlighed; naar jeg tænker paa hende, føler jeg dobbelt Ansvar."
"Jeg negter ikke, at Du er en god, tro Pige, Ingeborg, og holder af Barnet, men Du veed ikke, hvordan Moder sang for din Vugge og hvordan hun saae paa Dig, som var Du hende kjærere end Livet. — Naa, der er Glutten igjen. Hvad nu?"
"Jeg gjorde det bare, for at hun" — Emma pegede paa mig — "skulde mærke, at Du ingen Bussemand var. Hun saae accurat paa Dig, Fader, som man seer paa en Bussemand."
Professoren loe. "Saa det gjorde hun, jeg troer det gjerne; men tys — der er Nogen i Gangen, det banker, kom ind!"
Karens hueklædte Hoved viste sig nu i Døren, og en myndig udstrakt Pegefinger betød mig, at Fruen ventede.
Jeg bad hurtig Farvel, og skyndte mig saa ind til hende. Hun sad og bankede i Bordet med Rambuskortene og saae temmelig misfornøiet ud. Efterhaanden, som Spillet kom igang, opklaredes Minen dog. Inde hos vore Naboer blev der flyttet med Stole, læst høit og talt hele aftenen. Det havde noget meget Hyggeligt, og var mig som en Trøst. Ved Sengetid, da jeg var gaaet ind paa mit Værelse, hørte jeg dem, En efter En, løbe opad Trappen, aabne en Dør ovenpaa og strax efter komme ned igjen. Ingeborg blev længst; hun sagde et hjerteligt: "Godnat, sov vel", idet hun gik. Hvem var dog deroppe?