Hvis De vil se Liget, maa De komme nu, Fru Kant,” Frk. Suenson stod i Døren og vinked og hvisked til Else, som rejste sig, og saa fulgtes de ad ind i Fru Fogs Celle, hvis Dør Frk. Suenson trak til.
Liget laa paa en bar Sækkelærredsmadrats, liksom Selvmordersken, indsvøbt i et Lagen, der slutted tæt til Legemet og skarpt viste dets Omrids, og det forekom Else saa lidet, som om det kunde være et halvvoksent Barns.
Frk. Suenson slog Lagenet tilside, og Else veg gysende tilbage. Fru Fogs Legeme var et fuldstændigt Skelet, overtrukket af graagul, gjennemsigtig Hud. Panden og Hodet en Kranie, Underkjæven var sunken, saa Munden stod aaben, og Hagen hvilte paa Brystet. Skuldrenes og Albuernes Knokler syntes unaturlig store, og Maven var samenskrumpen og indsunken. Paa Brystkassen, der stod højt op, var paa Kryds og tværs tegnet brede, blaa Streger.
„Hvad er det?” spurgte Else og pegte paa Stregerne.
„Det er noget, som Lægerne undertiden tegner paa Ligene. Jeg véd ikke rigtig hvorfor.”
„Hvad maatte dette Menneske ikke ha lidt for at kunne være bleven saa udtæret,” tænkte Else, mens hun betragted det afskrækkende Syn.
„Saa,” sa Frk. Suenson, og la Lagenet tilbage. „Nu kommer de og bringer hende bort. Der er allerede anmeldt en ny Patient til Cellen.” — Else gik tilbage til sit Værelse, hvor hun sad og tænkte paa Fru Fog. Dette Menneskeliv, som nu var afsluttet. Hvordan mon det havde vært? Død paa dette Sted alene, mellem fremmede, uden en kjær Haand til at lukke hendes Øjne. Og dog havde hun jo en Søn, som havde sét kjærligt og vemodfuldt paa hende, og havde knælet ved hendes Leje. Han vilde sikkert uendelig gjærne vært hos hende i hendes sidste Stund. Men Livet regned nok ikke med, hvad vi vilde og ønsked. — Kanske skulde hun ogsaa selv engang ligge og dø alene og forladt paa et fremmed Sted, og hendes Søn, som kanske vilde være det eneste, hun havde tilbage i Verden, skulde ikke kunne være hos hende. — Hendes Søn, søde lille Tage — hun bøjed sig helt sammen og graad sugende Længselstaarer efter Barnet. Bare hun endda havde Kunnet faa høre lidt om ham. Nu var det 18 Dage, siden hun havde forladt ham derhjemme.
Om Barnepigen kunde faa Lov til at besøge hende, siden Knut ikke vilde? — Aa Knut, Knut — hun blev ved at græde.
Ja, hun vilde endnu engang skrive til Professoren, ydmyge sig for ham, som de sa, og be om Lov til at se Barnepigen.
Om Eftermiddagen fik hun Blæk og Pen og skrev blandt andet —: „Men selv om jeg ogsaa er sindssyg, saa kan jeg ikke forstaa, at det skal være Deres Opgave, som har at byde og raade over mig, at berede mig saa megen Pine og Lidelse som muligt. Bare det, at være berøvet min personlige Frihed er en utaalelig Lidelse, og saa dette, at jeg intet faar se til eller høre om Barnet”... Hun bad saa tilsidst indstændigt om, at Barnepigen maatte faa Lov til at komme.
Frk. Stenberg gik øjeblikkelig med Brevet, og kom igjen med den Besked, at Professoren havde faat det, men at han skulde rejse bort imorgen, og ikke vilde komme der før iovermorgen.
Hjærtet sank i Elses Bryst ved Tanken paa denne Udsættelse, Men derved var jo intet at gjøre. Nu havde hun ialtfald dette Haab at leve paa saalænge. Hun tog sit Arbejde og satte sig ved Vinduet, men kunde ikke taale at hækle paa Grund af Hodepinen, som hun stadig led af. Tandpinen blev ogsaa ved Nat og Dag, mere eller mindre heftig, og hun fik fremdeles Morfinindsprøjtninger. Hun la Hækletøjet fra sig, og sad stille med Hænderne i Skjødet.
Saa hørte hun højrøstet Tale og skrigende Graad fra Cellegangen, og da hun kom derud, saa hun Frk. Stenberg trække afsted med Fru Syverts, der skreg og satte sig til Modværge.
„Hvad synes De, Fru Kant! Nu skal jeg tvinges tilsengs igjen!” raabte Fru Syverts, da de var kommen ind i Cellen. „Jeg vil ikke, jeg vil ikke!” hun rev sig løs og tramped med Fødderne. „Jeg blir gal af at ligge paa den Marterbænk!”
Uden at sige et eneste Ord tog Frk. Stenberg fast om hende, trykked hende ned paa Sengekanten og knapped op hendes Kjole.
Fru Syverts graad og skjændte lidt, saa blev hun stile, og hjalp med en stivt stirrende Mine selv med til Afklædningen.
„Hvorfor skal hun iseng igjen?” spurgte Else.
„Det er Professorens Ordre.”
„Hvorlænge skal jeg nu ligge her igjen,” mumled Fru Syverts, da hun var kommen tilsengs. Pludselig knytted hun Hænderne og skreg: „Hvorfor kan I ikke lige godt straks forgive mig?
Det er jo dog det, I vil,” hun brød ud i Hulken og vendte sig mod Væggen.
„Hun havde skrevet et Brev til sin Mand, som Professoren ikke syntes om. Det var saa forstyrret.”
„Stakkels Menneske,” sa Else. „Nu havde hun det dog saa godt.”
I Fru Fogs Celle var den nye Patient allerede installeret. Else gik ind og saa paa hende.
Det var et 40-aarigt Fruentimmer med et rødt, plumpt Ansigt, tyk, sprukken Mund og et mørkt, Kortklippet Haar, som strutted ud under Natkappen. I den ene Tinding var der et stort hvidt Ar. Hun laa med lukkede Øjne, og syntes at sove.
Pludselig sad hun med en lynsnar Bevægelse oprejst i Sengen, og langed en knyttet, gusten Kæve ud efter Elses Ansigt, idet hun udstødte en Strøm af de groveste Skjældsord. Else blev saa forfærdet, at hun fløj baglæns ud af Cellen.
Straks efter keg hun, med kun Hodet stukket indenfor Dørkarmen, nysgjerrig ind igjen til hende. Fruentimmeret laa rolig paa Puden og syntes atter at sove. Men ligesaa pludselig, som forrige Gang sad hun igjen oprejst i Sengen og trued til Elses Ansigt, mens hun skjældte hende med de styggeste Navne.
„Det var da et frygteligt Menneske,” sa Else til Frk. Stenberg, og skyndte sig bort fra Døren.
„Ja. Og hun hedder Madam From,” lo Frk. Stenberg. —
„Nej, da var Barselpatienten noget andet. Ikke at tale om Bedstemor. Else var inde hos dem begge, før hun gik tilbage til sit Værelse.