Else gik op og ned inde hos sig selv, urolig og forventningsfuld. laften kom Hieronimus til Stuegangen. Saa fik hun høre, hvad han svarte paa Brevet. Nu var Klokken 4. Om halvtredje Time kunde han være der.
Uf, denne tyngende Mathed! Træt lod hun sig synke ned i Stolen, læned sig tilbage med Haanden over Øjnene, og sank hen i en Døs, hvoraf hun kort efter vaktes ved Lyden af, at nogen kom ind.
Foran hende stod Hieronimus i Overfrakke og Handsker.
Hun rejste sig hurtig, skjælvende over hele Legemet.
Hieronimus satte sig paa Chaiselonguen, og Else indtog sin forrige Plads.
„De har atter skrevet til mig,” begyndte Hieronimus i uvelvillig Tone. „De bruger altfor stærke Udtryk.”
Else vidste ikke, om hun hørte rigtig. Hun, som havde gjort sig slig Umage for at finde de mildest mulige Udtryk.
„De taler om Pine og Lidelser, og om, at De er berøvet Friheden,” vedblev Hieronimus spottende. „De har mere Frihed, end der bekommer Dem vel.”
Else vilde svare, men saa stod Dr. Tvede midt paa Gulvet.
„Naa, se der har vi Doktoren,” udbrød Hieronimus.
Tvede hilste først paa Professoren, saa paa EIse.
„Tak,” sa Else. Hun kunde ikke faa mere frem. Munden skjalv i Graad.
„Hvordan gaar det med Søvnen?”
Else rysted Hodet. „Jeg kan ikke sove her. Her er saa forfærdelig lydt.”
„Det er Overdrivelse. Her er ikke lydt,” sa Hieronimus bøst.
„Og saa gjør de Syge Spektakler,” vedblev Else, som ufravendt saa paa Tvede.
„Spektakler,” udbrød Hieronimus. „Jeg synes, her er roligt, jeg,” han sendte Tvede et Blik, der tog ham til Vidne. „Den, som har gjort mest Spektakler, er saamænd Fru Kant,” kom det saa snærrende.
Else snapped lydeligt efter Vejret, saa forfærdet blev hun over Hieronimus' Ord. Det var, som hun skulde synke samen under Vægten af denne løgnagtige Anklage. Men saa fo'r den Tanke gjennem hende: Han vil fremkalde et Udbrud hos Dig, for at Tvede kan faa se din Sindssyge, og hun svarte rolig, om end med dirrende Stemme: „Naar jeg undtar den første Aften, da jeg graad og bad og var fortvilet, fordi jeg ingenting forstod” — hun maatte stanse, Ordene sad fast paa hendes Tunge.
„Naa ja, nu kan De jo tale med Doktoren,” Hieronimus rejste sig, og forlod Værelset paa sin hurtigste, mest vimsende Maade.
Tvede kom hen til Else og rakte hende begge sine Hænder. „Jeg sér, hvor forpint De er,” sa han.„Er det virkelig sandt, at jeg skal til „St. Jørgen”, spurgte Else saasnart hun kunde faa Stemmen op.
„Ja. Der faar De det saa godt.”
„De og Knut er altsaa enig med Hieronimus. Har De da saa'n Tillid til ham? De saa nu, hvordan han er.”
„Som Læge har jeg Tillid til ham. Som Menneske kjender jeg ham ikke.”
„Hvorfor vil Knut ikke se mig?”
Tvedes smaa Øjne blev lidt større. „Vil han ikke se Dem! Han har ikke faat Lov hos Professoren.”
„Er det virkelig sandt” Else pusted ud i usigelig Lettelse. „De maa ikke narre mig.”
„Jeg forsikrer Dem, Fru Kant. Deres Mand har vært fortvilet, fordi han ikke fik komme ind til Dem.”
„Aa Gudskelov, Gudskelov,” Else trykked Tvedes Hænder, og graad med Ansigtet mod hans Skulder. „De har tat en Sten fra mit Hjærte.”
Tvede blev ved med at forsikre om, hvor ude af det Knut havde vært, netop fordi han ikke fik se hende.
„Han lyver altsaa, Hieronimus,” sa saa Else og tøred Øjnene, „Javist lyver han, foruden alt det andet fæle han gjør! Det, han sa om mine Spektakler, var det frækkeste Opspind, som det faldt ham ind var hensigtsmæssigt at sige i Øjeblikket”
Tvede svarte ikke.
„Hvad sa Knut, da han havde læst mit Brev?” „Hvilket Brev?”
„Det, jeg skrev til Professoren, som han har lagt frem for Dem og for Knut.”
„Vi har ikke sét noget Brev, hverken jeg eller Deres Mand.”
„Er De vis paa det?” „Ja, Fru Kant.”
„En ny Løgn altsaa! Og endda vil De la mig bli i denne Mands Hænder?”
„Nej. Vi vil ha Dem til „St. Jørgen” saa fort Bom muligt.”
„Aa nej. Ikke til „St. Jørgen,” bad Else. „Hvorfor skal jeg spærres inde mellem Sindssyge? Jeg har havt nok af det her. Og jeg er ikke sindssyg paa den Maade, at det er nødvendigt eller rigtigt at indespærre mig, naar jeg ikke selv vil.”
Tvede rysted Hodet. Det saa ud til, at Samtalen pinte ham.
„Tag mig herfra straks, og lad mig komme hjem, bare saameget, jeg faar se Gutten og pakke min Kuffert,” bad Else ihærdigt og grædende. Saa skal jeg rejse, hvorhen De og Knut vil. Men ikke til et nyt Galehus.”
„Nej, jeg tør ikke tro Dem,” sa Tvede bedrøvet. „Kommer De først hjem, saa — De gjør ikke, hvad De siger. Da den lille var syg nu i Vinter, havde De lovet mig ikke at staa op om Natten og gaa ind til ham, men De gjorde det alligevel.”
Hvad har det med dette at gjøre, tænkte Else jamrende og blev ved at bede for sig. Hun fortalte ogsaa om den fremmede Læges Besøg.
„Ja, det synes jeg ikke burde finde Sted her,” sa Tvede misbilligende. „Det maa jo ha vært pinligt for Dem, Fru Kant.”
„Pinligt!” Else vendte Øjnene mod Loftet, „Hvad tror De, det har vært for mig at ligge derinde i Cellen mellem lutter Vanvittige, uden Søvn Dag og Nat, og hvad tror De, det fremdeles er?”
Tvede saa paa hende med et medlidende Blik, hvori Else dog tillige læste Tvil og en fast Vilje til ikke at la sig røre.
„Vil De saa idetmindste love mig at fortælle alt til Knut, hvorledes Hieronimus har pint mig og løjet og sagt, at Knut ikke vilde se mig?” sa Else tilsidst.
„Ja, Fru Kant,” Tvede tog atter hendes Hænder.
„Fortælle, at jeg har vært i Celle, og at jeg fremdeles lever mellem Vanvittige, og at jeg næsten aldrig har sovet, og at de slipper fremmede ind til mig, der staar og beglor mig som en anden Raritet, Vil De det?”
„Ja, ja. Altsammen.”
„Kan De saa ikke be Professoren om at Knut skal faa komme?” „Bed hellere selv.”
Else hørte Hieronimus' Skridt paa Cellegangen. „Der er han,” hvisked hun hastig. „Men saa maa De hjælpe mig, sige, at det ikke er sandt, at Knut ikke har villet se mig, rigtig skjænde paa ham”
„Naa,” sa Hieronimus, og saa fikserende fra den ene til den anden.
Else tilkasted Tvede et bedende Blik.
„Fru Kant vil saa gjerne se sin Mand,” sa Tvede med en Betoning, der underdanigst bad Professoren om Undskyldning.
„Naa ja, hvis Hr. Kant vil se hende, saa for mig gjerne. Naturligvis. Men jeg har rigtignok faaet det modsatte Indtryk.”
„Jo, det vil han dog nok,” sa Tvede. Hans Tone var saa vaklende, hans Mine saa usikker, at Else blev bange for, at han dog havde narret hende.
„Vil De saa ikke ogsaa se den lille?” spurgte Hieronimus med et pludseligt Omslag i Blik og Stemme.
Atter snapped Else efter Vejret, men denne Gang var det af Glæde. „Tusend Tak”, sa hun.
„Saa skal vi se til at faa arrangeret det. Foreløbig kan jo den Pige komme, som De saa gjerne vil se.”
„Tusend Tak,” gjentog Else.
Tvede gik sammen med Hieronimus. Da Else rakte Tvede Haanden til Farvel, smilte hun over hele Ansigtet. — —
„Nej, men hvad er han dog for en Person!” Komtessen kom ind med et næsten ophidset Udtryk paa sit milde Ansigt. „At tænke sig, at han har Frækhed nok til at sige, at den, der har gjort mest Spektakler, er Fru Kant! Jeg stod derude og hørte det.”
„Ja,” sa Frk. Stenberg, der ogsaa var kommen til „Professoren maa vel ha en Mening med det, som vi ikke fatter.”
Professoren er en Tølper og en Løgner, tænkte Else med Foragt. Men hvad gjorde det? Nu skulde de jo komme, baade Knut og Tage. Hun fortalte glædestraalende Nyheden.
„Det med Barnet forstaar jeg ikke,” sa Frk. Stenberg. „Her kommer aldrig Børn paa Hospitalet, men det maa jo Professoren om.”
I Brevet til Hieronimus havde Else givet sit Ord paa, at hun, hvis Pigen fik komme, ikke skulde bruge hende som hemmeligt Bud- eller Brevbringer, hvad hun vidste var forbudt. Men nu tog hun i sit Sind Løftet tilbage. Ligeoverfor en Mand, der som Hieronimus løj paa hende og skjældte hende ud i Tvedes Paahør, havde hun ingen Forpligtelse til at holde sit Ord. For Sikkerheds Skyld vilde hun ha et Brev i Beredskab, til Inger kom og be hende gi Knut det. Kanske vilde Hieronimus trække det ud med Knuts Besøg. Det saa jo ud, som han fandt Glæde i at pine hende Og Tvedes Holdning havde ikke vakt noget Haab hos hende. Han havde ligeoverfor Hieronimus set altfor meget ud som en Undergiven.
Ude paa det gule Bord i Gangen fandt hun et Stykke Papir, Blæk og Pen var blet staaende hos hende siden forleden. Hun satte sig straks til at skrive, men hvergang hun hørte Skridt, maatte hun skyndsomst skjule Papiret under sit Hækletøj. Saa godt som det i en Fart lod sig gjøre, skildred hun Tilstanden, og brugte med Vilje ikke stærke Ord, for at Knut ikke skulde tro, at hun overdrev. Alligevel blev Brevet et Skrig om Hjælp fra en Sjæl i Nød, en brændende Bøn om at han straks maatte komme. At han ialtfald, hvis han fastholdt Bestemmelsen om at sende hende til „Sct. Jørgen” hvad hun energisk protesterte mod, absolut maatte se hende først. Under mange Afbrydelser havde hun faat skrevet Papiret fuldt, Saa la hun det sammen og stak det ind paa sit Bryst.
For første Gang, siden hun kom derned, var den tyngende Pine over Brystet borte. Hun gik ud og spaserte paa Cellegangen. Hvergang hun kom forbi Madam Froms Dør, rejste denne sig overende, og udstødte forbitrede Skjældsord.
„De virker paa hende som et rødt Klæde paa en gal Tyr,” sa Frk. Stenberg og stødte Celledøren til.
„Hun er styg den derinde,” sa Bedstemor, idet hun pegte paa Madam Froms Dør, og skutted sig. Saa smilte hun over hele Ansigtet og pludred nikkende: „Nu skal Bedstemor rejse.”
„Skal hun rejse?”
„Hun skal over paa den rolige Gang,” svarte Frk. Suenson. „Der kommer en ny i hendes Celle.”
Else tog en rørende Afsked med Bedstemor. Paa den rolige Gang fik Else ikke Lov til at komme. „Hvem skal nu gi Dem Kaffe, Bedstemor?” „Ja, Kaffe ja,” Bedstemor lo lydløst. „Vores rare Frue kommer nok med Kaffe til Bedstemor,” hun nikked tillidsfuldt. — Fru Syverts laa i Sengen og skjændte højrøstet. „I er Komediantspillere tilhobe,” sa hun, da Else kom ind til hende. „Og hvis den endda var morsom, den Komedie, I laver! Men jeg gider ikke se paa den. Den kjeder mig, ligefrem kjeder mig.”
„Vær nu blot rolig,” sa Else, og tog hendes Haand. „Saa faar De snart staa op igjen.”
„Jeg kommer aldrig op!” skreg Fru Syverts og brast i Graad. „Jeg er saa ulykkelig, saa ulykkelig. De gjør mig gal her!”
Else keg gjennem Glasgluggen i Celledøren ind til Bella Holm. Hun laa rolig i Sengen og sov.
Men Barselpatienten sad oprejst i Sengen og graad, saa Taarerne i stride Strømme flød ned over hendes Ansigt.
„Har De intet Lommetørklæde?” spurgte Else, da Barselpatienten tørred sig i Lagenet.
Hun saa et Øjeblik uforstaaende paa Else, og graad saa atter.
Else gav hende sit Lommetørklæde. „Sikken en Klud,” sa Barselpatienten og holdt Lommetørklædet ud fra sig. Saa klumped hun det sammen i Haanden, og stak det ind under Hodepuden. —
„Nu kommer jo Deres Mand, hører jeg,” sa Reservelægen ved Aftenstuegangen. „Saa blir De vel forsonet med Professoren?” „Ja, og Barnet,” sa Else glad.„Har Professoren sagt det?” spurgte Reservelægen tvilende.
„Ja. Forresten maa De slet ikke tænke, jeg tror det, før jeg ser det,” tilføjed Else. Hun var saa glad og fuld af Haab i Aften, at hun havde Raad til at lade, som om hun var vantro. Selv om Professoren narred hende, saa havde hun jo Brevet, som Inger skulde bringe, gjemt derinde paa Brystet.