Den Nat, som paafulgte, blev for Else den skrækkeligste af alle de skrækkelige Nætter dernede. Det var ikke denne sanseløse Angst, der før havde drevet hende til Vanviddets Grænser. Delilisternes Rasen og Bella Holms Puslen og Snakken i Cellen ved Siden af forekom hende nu, som det skulde saa være. Det var heller ikke det, at Hieronimus havde dekreteret, at hun skulde være sindssyg. Hvad brød hun sig om det? Hun var jo ikke sindssyg og blev det aldrig i dette Liv! Havde hendes Hjærne holdt Stand under Opholdet i det hieronimuske Helvede, hun, som var kommen derind i en saa ynkelig Forfatning — hvad skulde saa kunne gjøre hende sindssyg? Men det var dette, at Knut ikke havde villet se hende. At han altsaa for at bli af med hende, havde narret og lokket hende til at
gaa godvillig herned. — — Det havde han jo dog ikke behøvet.
Det kjendtes, som om Sjælen var lagt paa Stejle og Hjul. Hun, som før havde troet, at hun var paa Lidelsens højeste Tinde. — Nu først var hun naaet derop.
Og Tage, Barnet, Gutten, derhjemme, hvad skulde det bli til med ham?
Hun skulde altsaa sendes til „St. Jørgen”, hun ogsaa. Hun mindedes, hvor det var faret gryssende gjennem hende, den Gang i Cellen, daFrk. Stenberg havde sagt om en Patient, at hun skulde til „St. Jørgen”. Men „St. Jørgen?” Ja Herregud, skulde hun holdes indespærret, saa hellere alle andre Steder end her, hvor Hieroninus var Kommandant.
Denne Hieronimus — dette mærkelige Menneske! Ja, det maatte være saadan, at hans Stilling var gaat ham til Hodet som en Rus. Ikke et eneste Spørgsmaal om hendes indre Tilstand havde han gjort hende. Ikke et Ymt om, hvordan det arted sig, naar hun fik sine Fornemmelser i Baghodet, Og om, hvordan det havde vært fat med hende hernede, om hvordan Rædslerne og Haabløsheden og Søvnløshedens nedbrydende Indflydelse havde vært paa Nippet til at gjøre det af med hende for bestandig, derom havde han ikke den fjærneste Anelse. Som en gammeldags Skolemester, der ved Prygl og raa Behandling søger at tugte og knægte de oprørske og uvorne Disciple — saadan havde han behandlet hende.
Og saa bildte han sig ind, at han vidste Besked! Voved at sige ganske kortfattet og frejdig: „De er sindssyg og skal holdes indespærret paa „St. Jørgen”. Og det paa denne glubske glade Maade med en Mine, som om han svælgte en Lækkerbidsken.
Gad vidst, om ikke derunder skjultes et Forsøg paa at bringe hende til Raseri, til at fremkalde en Paroxysme, der kunde bruges til end yderligere Bevis for hendes Sindsyge. For de Beviser, han havde, maatte jo forekomme endog ham selv noget svævende: Hun havde i sin Produktion vist Interesse for det abnorme, hun skulde ha kastet sig i Gulvet og jamret sig, og hun kunde ikke sove paa 6te Afdeling.
Ja, ja, ja, det fik nu være det samme. Hierominus var en Nød, som hun altsaa ikke kunde knække. Han havde vel sine Teorier, hvorefter han handled. Stakkels Hieronimus, en eller anden Dag vilde han staa blank og bar.
Men Knut! Knut! som ikke havde villet se hende.
Bare hun dog snart kunde komme herfra! Sygeplejerskerne vilde hun forresten savne. De, som hjalp hende fra Time til Time over Elendigheden. Men tænk at slippe for Synet af Hieronimus!
„Jeg vil gjærne ha, at De skal se Deres Huslæge,” sa Hieronimus til Else en Dag senere, „Saa faar De høre, at det ikke bare er mig, som finder, at De bør sendes til „St. Jørgen”, men ogsaa og især Dr. Tvede og Deres Mand. Jeg har derfor git Besked om, at Dr. Tvede maa komme ind til Dem, naarsomhelst han mælder sig.”
„De bør ogsaa gaa ned og spasere i Haven,” vedblev Hieronimus. „For at vænne Dem til Luften. „Paa „St. Jørgen” kommer De ud hver Dag.”
„Kom nu med,” sa Komtessen til Else om Eftermiddagen. Hun var i Overtøj, færdig til Turen. „Man skylder sit Legeme det, selv om man er paa et saadant Sted.”
Else, der mange Gange før var blet opfordret til at spasere, gik denne Gang med for at føje Komtessen.
Men da hun efter tyve Minutters Forløb kom op igjen, lovte hun sig selv, at det skulde være første og sidste Gang. Gaa der op og ned paa det af et højt Plankeværk omgivne Stykke Jord, som de kaldte Have, med to Gange mellem de nøgne Træer, fulgt og paapasset som den Arrestant, hun var, og med Gjenbohusenes alle Vinduer gloende nær —, nej — det var en ny Draabe i det Malurtbæger, hun daglig maatte tømme.
Næste Morgen, da Else vilde ud paa Cellegangen, saa hun en fremmed Herre mellem to af de hvidkitlede Kandidater forsvinde i en af Cellerne. Else havde kun den ene Tanke at gjemme sig for dette fremmede Menneske. Hun skyndte sig tilbage til sit Værelse.
Men hvad var dog det? Kom de ind? — Hun hørte de ukjendte Skridt nærme sig, og flygted, dreven af Angst og Uro, op til Vinduet, hvor hun vendte Ryggen til Værelset.
„Her er en Bekendt, som gjærne vil hilse paa Dem, Fru Kant,” sa en af Kandidaterne nede fra Døren.
Else blev staaende. Blodet strømmed til Hjærtet, og hun maatte gribe i Vinduesposten efter Støtte.
„Goddag, Fru Kant,” sa en fremmed Stemme tæt ved.
Else vendte sig om.
Der stod en tykladen, mørkhaaret Herre og smilte meget.
„Jeg er her for at bese Afdelingen, og saa vilde jeg gjerne sige Goddag til Dem med det samme. De kjender mig da vel igjen?”
„Nej,” stammed Else.
„Jo vist gjør De saa — Det er jo Anton Ringe, som De saa tit var sammen med hos Hahns.”
Jo, nu kendte hun ham. „De har forandret Dem meget,” sa hun af bare Forfjamskelse.
„Naturligvis. Ti, tolv Aar, det er da ikke saa
underligt,” og Else læste i hans Blik: De skulde vide, hvordan De selv har forandret Dem. „Jeg er Mediciner, husker De nok,” Herren blev ved at smile og smile, formodentlig i Mangel af anden Maade at tilkjendegive sin Velvilje paa. „Saa gaar jeg paa Hospitalerne.”
„Aa ja,” sa Else, der ønsked, hun kunde vært sunken i Jorden.
„Hvordan har De det forresten?” „Aa jo,” Else syntes, Stedet hun stod paa var glødende.
„Naa ja, det kan vel gaa over igjen. Adjø da, Fru Kant,” han rakte Haanden. „Det var morsomt at se Dem.”
Morsomt at se Dem, Else kasted sig ned i den store Stol og graad. „Naa, De har jo havt Besøg i Dag,” sa Reservelægen, da han kom om Aftenen.
Else saa paa ham med et harmfuldt Blik.
„Naa ja, det var gjort for at glæde Dem.”
„Glæde mig? Ja naturligvis! Her, hvor a1t, hvad der sker, skyldes Hensynet til, hvad der kan glæde mig! Min Mand maatte jeg ikke se, det taalte jeg gudbevares ikke, men dette fremmede Menneske, som jeg har truffet i Selskabslivet, den Gang mine Vilkaar var som andres!” Hendes Ansigt skjalv af tilbagetrængt Graad.
„Ja, det var ogsaa forkert, Fru Kant,” sa Reservelægen alvorlig, „men det var, som sagt, gjort i den bedste Mening.”
„Den bedste Mening!” Kunde hun med Kanoner og Krudtminer sprænge denne modbydelige Frase ud af Verden.
Dagen efter var Else atter i Bad. Frøken Bøhn, som nu havde Dagvagt istedetfor Frk. Ræder, fulgte med.„Her er altsaa bare det ene Baderum til 6te Afdeling?” sa Else, da hun klædte sig paa. „Og her bader de allesammen, hvad Slags Sygdomme, de end har? Ogsaa Forbryderne, som er indlagt til Observation?”
„Ja.”
„Hun, Konradi Schøller, som kvalte Gutten, har altsaa ogsaa badet i dette samme Kar. Var De med hende?”
Frk. Bøhn nikked.
„Opdaged De saa ikke, at hun var en Mand?”
„Nej, for jeg saa slet ikke paa hende. Naar hun laa i Sengen, faldt det mig et Par Ganger ind, at hun ligned et Mandfolk over Skuldrene. Men hvem kunde tænkt” —
Det skal være sidste Gang jeg gaar i Bad her, sa Else til sig selv.
Oppe paa Cellegangen gik Bella Holm i Hospitalstøj og bukked sig hvert Øjeblik efter noget paa Gulvet.
„Jeg siger Dem, der laa et Kronestykke der.” sa hun til Else. „Naar man ser et Kronestykke ligge og flyde, saa tar man det dog ved Gud op.”
„Hun er jo lige daarlig, som da hun kom,” bemærked Else til Sygeplejersken.
„Ja, for hun har endnu ikke sovet. Det varer længe denne Gang.”
— Om Natten laa Else stille og urørlig Time efter Time og grubled og sørged over dette, at Knut ikke havde villet se hende. Hjærtet føltes som et eneste Saar. Og Tage, søde, dejlige lille Tage — skulde ogsaa hans Hjærte vendes fra hende?
Da hun om Formiddagen kom ud paa Cellegangen, gik hun ind til Fru Fog, der laa med lukkede Øjne og Armene stivt udstrakt ovenpaa Tæppet. „Det er da umuligt, at hun kan være i Live,” tænkte Else og bøjed sig ned for at lytte efter hendes Aandedrag.
Saa slog Fru Fog Øjnene op og saa paa Else med et stort skrigende Blik. Else kjendte det risle koldt igjennem sig. Hvem skulde tænkt, at denne Mumie kunde se saadan?
Fru Fogs Læber bevægedes sagte, og Blikket skreg og bad, Hænderne løftedes og søgte famlende efter hinanden.
„Ja,” sa Else og hvisked ind i hendes Øre. „Vi skal bede sammen?”
Øjnene nikked.
Else tog Fru Fogs Hænder og hjalp dem til at folde sig sammen. Saa folded hun sine egne
og læste Fadervor. Og Mumieansigtets bedende Øjne saa hele Tiden ind i Elses.
Da Bønnen var tilende, faldt Fru Fogs Øjne langsomt til, mens en Trækning som af et Smil bæved om den indsunkne Mund. Hendes Aandedræt var næsten lydløst. Else stod lidt og saa paa hende.
Ti Minutter senere, da Else var paa Vej tilbage til sit Værelse, saa hun atter ind til Fru Fog, der laa som før. En klar gul Farve havde bredt sig over hendes Ansigt, saa det lyste mat. „Skulde man nu ikke tro, at hun var død?” „Hun er død,” sa Frk. Suenson.