Om Natten var Frk. Bøhn ofte inde hos Else. Bella Holm i Cellen ved Siden af havde Krampe. Hun skreg og hylte, og undertiden var der tunge Fald og en Lyd, som ligned Hikke.
„Forstyrrer hun Dem?” hørtes Thorgrens Stemme borte ved Døraabningen.
„Ja, hun er slem,” svarte Frk. Bøhn, som stod ved Elses Seng.
„Hun springer hvert Øjeblik i Vandet,” sa Thorgren og kom nærmere. „Hysh, siger hun,” Thorgren la Haandfladerne mod hinanden og holdt dem opover Hodet, mens hun bøjed Legemet, skraat forver, „og saa kiler hun pladsk i Gulvet og faar Hikke. Forresten kom jeg ind for at forsone mig med Fru Kant og be hende endnu en Gang om, at hun skal ydmyge sig for Professoren.”
„Ja, jeg har ogsaa talt om det samme,” sa Frk. Bøhn. „Fru Kant har faat fat paa Professoren fra den forkerte Led.”
„Jeg har jo sagt, at det er mig umuligt at tale med den Mand,” stønned Else.
„Ja, saa skrive da. Kunde De bedre det?”
Else rysted Hodet.
„Os kunde det jo være det samme,” fortsatte Thorgren. „Men for Deres egen Skyld. Stjerneskuddet, véd De. Ja-ja, i ethvert Fald er vi da gode Venner igjen. Ikke?”
Else gav Haanden og smilte.„Naar De skriver, saa er det Dem selv, der fører Ordet,” blev Frk. Bøhn ved, da Thorgren var borte. „Og saa behøved De jo ikke at bli heftig. De skulde vide, hvor elskværdig Professoren kan være.” —
Skulde hun prøve det? Else laa grundende paa Puden, mens hun lytted til Bella Holm, der blev ved at springe i Søen. Søge at forklare ham, hvor forfærdelig hun led ved at være her, og be ham lade hende slippe herfra. Siden dengang i Cellen havde hun ikke klaget sin Nød for ham. Kanske han trode, at hun nu var forholdsvis fornøjet.
Om Morgenen sa ogsaa Frk. Stenberg og Frk. Ræder, at hun endelig maatte skrive til Professoren.
Efter Frokosten bad Else om Skrivesager, og liggende paa Side i Sengen — hun følte sig for udmattet til at kunne staa op — støttet paa den venstre Albu og med Brystet mod Sengebordet skrev hun et Brev, som begyndte saaledes: Højstærede Hr. Professor!
„I den Tilstand af Forpinthed og Udmattelse, hvori jeg befinder mig, er det mig næsten umuligt mundtlig at faa frem, hvad der ligger mig paa Hjærtet”. — Hun gik dernæst over til at skildre Tilstanden, ikke som den virkelig var, men som hun haabed, at Professoren kunde taale at høre den sklidret uden at geraade i Raseri. Hun nævnte sin fortvarende Søvnløshed, og Umuligheden af at kunne sove paa et saadant Sted, Larmen af de syge, de mange Lyde o. s. v. Tilsidst bad hun om, at hendes Mand maatte bli underrettet om hendes indtrængende Ønske om at komme derfra snarest muligt.
Da Brevet var færdigt, tog Frk. Stenberg det, og gik straks til Professoren med det.
Bagefter klædte Else sig paa og gik ud paa Cellegangen, hvor en stram Lugt slog hende imøde.
Lugten kom fra den nederste Celle, hvor Frk. Suenson og Madonna-Hansen under Spøg og Latter var ifærd med at vaske Bella Holms Hode. De skrubbed løs, som var det en Grydebund, der skulde blankskures.
Else traadte nærmere. I en Vandspand paa Gulvet laa en Mængde lange Haar.
„Har Dere klippet hende?” spurgte Else.
„Det var vi nok nødt til, saadan som det vrimled. Men nu skal det Utøj faa sin Bekomst. Lugten af det der,” Suenson hældte noget af en Flaske i Vandfadet paa Sengebordet — „kunde slaa Okser ihjel.” Suenson nøs.
Bella Holm, som Madonna-Hansen holdt fast om Nakke og Skuldre, sad urolig og slog med Armen, og lod den krummede Haand glide gjennem Luften med Bevægelser af Fingrene, som gjaldt det at fange noget.
„I maa da ved Gud la mig faa Lov til at ta min Kanariefugl,” sa hun med et Tonefald, som naar Veninder for Spøg bebrejder hinanden noget. „Se saa! der fløj den.”
Else blev staaende og saa til. Bella Holm fægted og fanged, og snakte om Fugle og hvide Høns.
„Saa,” sa Frk. Suenson og gik med Vandfadet og Vaskespanden. „Jeg vil ind og skifte Tøj fra overst til nederst. Det skal være gjort paa et Øjeblik.”
Madonna-Hansen tog Tæpperne af Sengen og trak ned Bella Holms Chemise. Else saa et Par magre, mørke Ben med spidse Knæ og flade knudede Fødder.
„Kom, saa gaar vi,” sa derpaa Madonna-Hansen. Men inden hun og Else havde naaet Døraabningen, var Bella Holm sprunget frem afSengen, og gik langs Væggen paa Jagt efter Kanarifuglen.
Madonna-Hansen lukked og laaste Celledøren, og Else gik op over Gangen.
I Fru Fogs Celle sad der en Herre paa en Stol foran Sengen. Han holdt Hatten i Haanden og betragted det gule ubevægelige Mumieansigt med et Blik fuld af Vemod og Kjærlighed.
„Det er hendes Søn,” hvisked Madonna-Hansen.
„Men De sa jo, at ingen fik Besøg paa denne Gang.”
„Nej. Men Undtagelser sker der jo altid i Livet. Der er blevet sendt Bud efter ham.”
„Skal hun da dø?”
„Ja, der kan ikke være længe til.”
Else gik ind til Fru Syverts og overraskedes ved at finde hende staaende ved Vinduet i en hvid og blaastribet Bomuldsmorgenkjole. Den lange brune Flette hang hende ned ad Ryggen.
„Aa, er det Dem, Fru Kant,” sa hun glad, da Else rørte ved hendes Arm. „Jeg trode, det var en af de andre. Her staar jeg og ser efter min Mand. Jeg kan ikke begribe, at han ikke kommer.”
„Nu har De da faat Lov til at staa op. Er De glad for det?”
„Ja. Men jeg fryser i denne tynde Kjole. Er det virkelig sandt, at det er Dem, som er gift med Hr. Kant?”
„Ja.”
„Han ser da forresten ud til at skulle havt en ganske anden Slags Kone. Ja, for jeg kjender ham,” Fru Syverts nikked livlig.
„Hvad Slags Kone da?”
„Et blondt lille Hængetræ med Fløjelsbaand om Haaret og Nakkeknude. En, som sa søde, tøde dasse du. Nu skal jeg skrive til min Mand.”
„Bed ham saa sende Dem en varmere Kjole,” sa Else og gik ud igjen paa Cellegangen, hvor hun spaserte op og ned. Herren ved Fru Fogs Seng sad fremdeles i samme Stilling, og Mumieansigtet syntes livløst. Lidt efter gik Else ind til Bedstemor, som havde faaet Bronchitis og skulde holde Sengen. „Ja, ser De, nu har de lagt mig tilsengs,” sa Bedstemoder smilende og nikkende, „men jeg dør s'gunte for det. Jeg er født i Februar den 17de. Hvorlænge er det siden?”
„Ja, det kommer an paa, hvad Aarstal det var,” sa Else.
„Nej, se det har nu'nte saa mejet at sige, for forrige Aar stod Kaalen saa rig og frodig. Men maa man inte være glad og Gud taknemmelig for saadant et rent og dejligt Sted at være paa?”
Da Else paa sin Vej nedover Gangen kom forbi Barselspatientens Celle, vinked denne, som sad oprejst i Sengen, paa hende. Else gik derind.
„Barnet,” sa hun og greb krampagtig Elses Haand.
„Barnet har det godt. Det sa jeg Dem jo ogsaa forleden.”
„Jamen, det maatte mejet heller være dødt.”
„Nej, nu snakker De over Dem. De vil jo dog, at Deres søde, lille Barn skal leve?”
Barselpatienten saa ufravendt paa Else, og i hendes Blik kom der noget haardt og vredt: „Vi har saa mange iforvejen, og Præsten siger, at Gud Herren skal kræve hver Barnesjæl af vores Haand.”
„Tænk ikke paa det,” sa Else. „Se nu bare til at bli frisk. Saa gaar det nok godt altsammen.”
„Men det var denne Gryde,” hvisked Barselspatienten, „denne store, sorte Gryde. Der stak saa mange Barnehoder op, og Knu'ssen havde ikke Penge.”
„Saa, saa, læg Dem nu pent ned.”
„Kommer De snart ind igjen?”
„Ja. I Aften.”
Da Else forlod Barselspatienten, keg hun ind i Fru Pogs Celle. Den fremmede Herre sad der i samme Stilling som før. Med ét rejste han sig stille, satte Hatten paa Gulvet, la sig paa Knæ med Hænderne for Øjnene og bored Ansigtet ned i Sengens hvide Uldtæppe.