Før Middag var Else i Bad, fulgt af Frk. Ræder. Badeværelset laa nedenunder tæt op til Manndsafdelingen, og var et stort skummelt Rum med Stengulv og et uappetitligt Badekar af Zink.
Det hele ligned en Kjælder. Bagefter maatte Else gaa tilsengs for ikke at forkjøle sig, hed det, og hun spiste sin Middagsmad paa Sengen.
Om Eftermiddagen da Gassen var tændt, sad Else og hækled paa Cellegangen sammen med Bedstemor og Mariane, der gik omkring paa sin sædvanlige svinglende Maade, udstødende Støn og dybe Sukke. Hun var endnu nervøsere end ellers, for imorgen skulde hun afsted til „Sct. Jørgen”.
Frøken Stenberg kom ind fra den rolige Gang. „Bella Holm er ventende,” sa hun til Thorgren, som havde vært inde og puslet Fru Fog.
„Naa, er det nu galt fat igjen !”
Else vilde spørge, hvem Bella Holm var, men i det samme rasled det i Laasen derhenne, Fløjdørene skjødes ind og to Portører kom med en Baare, hvorpaa et kvindeligt Væsen sad oprejst, foroverbøjet, søgende og gramsende paa Tæppet.
„Der er hun allerede,” sa Frk. Stenberg. „Ih Gud forbarme sig, sikken hun ser ud! Den har nok været høj denne Gang.”
„Jeg spørger, hvor jeg er — jeg spørger blot,” Skikkelsen paa Baaren løfted Hodet og greb en af Portørerne om Armen. „Jeg begriber ikke det hele, og det sa jeg ogsaa til Fru Lund, da de vilde flytte min Komode.”
Else, som havde nærmet sig Baaren, veg tilbage med et Ryk. Hun havde set et kuglerundt Ansigt, der var opsvulmet, saa at Øjnene næsten blev borte. Den ene Kind var blaasortflammet med en gabende Rift, som blødte. Dette Ansigt til denne bløde, dannede Stemme!
„Sid blot stille, og pas Deres Smaadyr,” sa den Portør, som Bella Holm havde grebet om Armen. Saa blev Baaren sat ned udenfor den nederste, Celle, som havde staat tom efter Selvmordersken, og Portørerne tog Bella Holm med Tæpper og det hele, og bar hende ind.
„Har hun tat Gift?” spurgte Else Frøken Stenberg.
„Saadan kan man jo gjerne kalde det. Hun har Delirium.”
„Dør hun, tror De?”
„Nej samæn gjør hun ej. Om 3, 4 Dager er hun lige god igjen.”
Da Portørerne var borte, gik Else hen i Celledøren og saa ind. Bella Holm sad oprejst som før paa Baaren og undersøgte ivrig Tæppet, mens hun talte ustanselig med sin bløde, behagelige Stemme.
„Har De ikke en Taar Øl, De der?” sa hun pludselig og saa op.
„Hun be'r om Æl, Frøken Thorgren!”
„Jo, jeg skal gi hende Øl, kan hun tro!” Thorgren stod foran Bella Holms Seng. „Læg sig saa, hun finder saa intet alligevel.” Thorgren tog hende om Skuldrene, og tvang hende ned paa Puden.
„Jamen Hvidtøl?”
„Vil De ha Mælk, skal De faa. Intet andet.”
„Hvad er det, hun søger efter?” spurgte Else.
„Fluer og alskens Kryb. Det gjør altid Deliriumpatienter.” —
„Ja, Stakkel” — slutted senere Frk. Stenberg sine Svar paa Elses ivrige Spørgsmaal om Bella Holm. „Hun er saamæn af pæn Familje. Hendes Fur var Adjunkt, tror jeg. Han var uhelbredelig Spiller, og da han havde bortspillet alt lige indtil Sengeklæderne, skjød han sig en Kugle for Panden. Og Moren var der ogsaa noget galt med.”
„Men hvor kunde De da ta saa koldt imod hende?” spurgte Else rystet. „De viste hende ikke Spor af Deltagelse.”
„Saadan én kan man jo dog ikke andet end foragte. I Begyndelsen naar hun var her, talte jeg godt for hende. Men nu gjør jeg det ikke mere.”
Else gik ind og sa Godnat til Bedstemor, der altid kom iseng Klokken 6. Søde, gamle Bedstemor, den eneste glade, fredopfyldte Sjæl i dette Helvede.
Som sædvanlig, naar Else var derinde, efter at Bedstemor var kommen iseng, trak ogsaa nu Bedstemor Else tæt ned til sig, slog Armene om hendes Hals, og betroed hende det lille, altid det samme tilbagekommende, som hendes Forestillinger rummed.
„Ja,” sa Else, „men nu maa jeg gaa. Godnat Bedstemor.”
„Godnat,” Bedstemor kyssed som hun plejed Else paa begge Hænder. „Imorgen faar jeg Kaffe Igjen. Det linder saa godt.”
„Fru Kant!” raabte Fru Syverts, da Else kom forbi hendes Dør.
„Nu har jeg faat min Ring, se,” Fru Syverts gned med Lommetørklædet paa Ringen og fremviste sin højre Haand. „Det var ikke Carl, som havde tat den tilbage, Frk. Stenberg havde den. De har ogsaa sagt, at jeg maa skrive til min Mand, saasnart jeg kommer op. Men inat var Lægerne ogsaa inde hos mig — Jeg véd ikke, hvad De synes,” det sidste kom hviskende, og saa lo Fru Syverts, rustent og dæmpet, men saa hjærteligt, at hun rysted.