Natten havde vært opfyldt af Larm, og Else havde igjen havt en haard Dyst at bestaa med sin Angst og Fortvilelse. Nu var det Morgen, og Stuegangen ventedes.
Else laa stille i Sengen. Hodet gløded, og Trætheden kjendtes, som var hun slaat sønder og sammen i hvert et Ledemod.
Disse Skrald, som hun syntes bragte Sengen til at ryste, og som tvang hendes Legeme til at fare sammen i ulidelig Pine. Det var, som der blev skudt med Kanoner.
„Hvorfra kommer dog disse frygtelige Skrald?” spurgte hun mat Frk. Stenberg. „Det er Gadedøren dernede.” „Nej. Dens Smæld kjender jeg. Men dette? — Hør!” Skuddet var der igjen.
„Jo, det er Gadedøren. Det kommer af Stormen idag.”
Da Reservelægen var der, lod Else som hun blunded. Hun orked ikke at aabne Munden.
„Hun har havt en daarlig Nat,” hørte Else Frk. Stenberg sige. „Det er ogsaa kjedeligt, at her er saa lydt.”
„Ja er her egentlig det?” var Reservelægens Svar.
„Om her er? Det har jeg da ogsaa hørt Professoren klage over, engang han viste nogen om her. Det var en Fejl ved Bygningsmaaden, sa han.”Tiltrods for Skuddene, der stadig blev ved, faldt Else hen i en Døs, og da hun Kl. 11 havde spist Frokost paa Sengen, følte hun sig noget bedre tilmode. Hun tog et af de gule Hæfter og forsøgte at læse.
Saa bragte Lyden af lette, knirkende Støvleskridt hende til at se op, og i det samme kom Hieronimus, flunkende ny fra Top til Taa med elegant Overfrakke, skinnende Støvler og blanke, brune Skindhandsker. Han stilled Hatten paa Bordet, trak Stolen tilrette og satte sig.
„Ja nu har De jo faat Deres Strømpebaand,” begyndte han i lav, fredsommelig Tone. „Det er Kontrabande her, véd De vel.”
„Vil De ha dem igjen?” spurgte Else hvast.
„Ne-ej,” svarte Hieronimus med en let afværgende Haandbevægelse, og efter et lidet Ophold: „Men De maa gi mig et bestemt Løfte om, at De ikke vil misbruge dem.”
„Det er i god Tid, han kommer paa det,” tænkte Else og mindedes atter sit iturevne Lommetørklæde, og saa sa hun med et tirrende Smil: „Det Sejlgarn, jeg fik til Strømpebaand, kunde vel ogsaa ha ladt sig misbruge, hvis jeg endelig havde villet.”
Hieronimus sad en Smule fremoverbøjet mod Sengen og saa ned. Hans Skindhandskehænder hvilte paa Knæerne, og han spriged lidt med Fingrene.
„Der maa gjøres noget ved den Dør!” raabte han pludselig med et nervøst Sæt, og drejed Hodet ud mod Gangen. Skuddet havde lydt to Ganger, siden han var kommen.
Frk. Stenberg viste sig paa Tærskelen og vilde sige noget, men Hieronimus gjorde en afværgende Haandbevægelse. Saa indtog han den forrige Stilling og ytred i den samme lave, fredsommelige Tone og med smaa Bevægelser af Overkroppen, som var det ham magtpaaliggende at fremføre Ordene saa varsomt som muligt: „De erindrer, hvad der passerte med Dem den første Aften.”
,,Kommer De med det nu igjen,” brast det vredt ud af Else. „De tror altsaa, det var Løgn, den forklaring, jeg gav Dem?”
„Naa, siden er De jo falden mere til Ro,” vedblev Hieronimus. „Den Gang talte De om umenneskelig Mishandling.”
„Umenneskelige Pinsler,” retted Else ham. „Og det staar jeg ved! Men jeg skulde jo lære at subordinere mig. — Det var jo derfor, De fik mig ned her — ikke sandt?” Hun sa det iskoldt spottende.
Der gik en Rykning gjennem Hieronimus, som vilde han fare op, men saa tog han sig sammen og fortsatte efter et lidet Ophold uforstyrret fredsommelig: „De har jo ogsaa før havt den Slags Tanker. Saadant kan komme, naar man er ude af Sindsligevægt og føler sig forpint og ulykkelig,” atter rørte han sig paa Stolen og vented et Øjeblik — „men det har dog maaske ikke vært Deres fulde Alvor. — De vil” —
Else flytted sig hastig paa Puden. — „Jeg ønker nu ikke at tale med Dem om det,” sa hun kort og afvisende og dirrende af Harme. „Jeg synes, det kunde være nok nu med denne Komedie, der vilde være komisk, hvis den ikke var saa tragisk. Min Mand har sandelig ikke Raad til at betale 4 Kroner Dagen for at faa mig martret hernede!”
„Komedie — tragisk —” Hieronimus havde rettet sig, og Stemmen var den sædvanlige forte og skarpe. „Jeg synes, det er komisk.” Med ét sprat han op fra Stolen, fo'r hen i Døraabningenog raabte saa det skingred: „Er Fru Kant altid saadan en vanskelig Patient? Spiser hun ikke sin Mad? Faar hun ikke sin Pleje?!”
„Mod os er hun altid elskværdig,” svarte Frk. Stenberg, som Else ikke kunde se. „Hun blev lidt eksalteret i Gaar Aftes, fordi Brevet var aabnet, men siden —”
„Bilder hun sig maaske ind, det er for vor Skyld, vi har hende liggende her?” skingred Hieronimus videre, idet han halvt vendte sig mod Sengen. „Vi vil helst være fri! Vi kan lukke Butikken, og ta i Skoven! Men det siger jeg Dem,” han tog et hastig Skridt hen mod Else og dasked Fingrene mod Haandfladen — „Deres Mand maa ta Dem ud naarsomhelst — Værsgod! Men Besøg af ham faar De ikke!” Saa snapped han Hatten fra Bordet, og væk var han i samme Nu.
„Men Gud dog, Fru Kant,” Frk. Stenberg kom ind og slog Hænderne sammen.
Og Frk. Ræder: „Hvad kan De dog ha sagt, som har sat ham i et sligt Raseri?”
„Jeg er aldeles bestyrtet, Fru Kant,” Thorgrens Kinder var næsten blege. „Jeg hørte ham helt ud paa Cellegangen.”
Saa var Komtessen der ogsaa: „Har De sagt Professoren Sandheden?” Og alle stod de opstillet foran Sengen med forfærdede Ansigter.
Else saa betuttet fra den ene til den anden. Saa gav hun sig til at le.
„Ja Gud maa vide, hvordan dette skal ende,” sa Frk. Stenberg bekymret, idet hun gik.
„Nu er De ikke min Frue mere,” Thorgren rysted alvorligt Hodet.
„De vilde jo ha mig til at le, Thorgren! Nu ler jeg!” —