Da Reservelægen gik Aftenstuegang, bad Else om flere af de gule Hefter.
„Jeg maa ikke for Professoren.”
„Han er bange for, at det skal skade mig?” lo Else.
„Professoren vil, at De skal være lidt venligere først.”
„Naa, ja, det kan jeg godt like, Saadan vilde jeg ogsaa være i Professorens Sted. Akkurat saadan.”
Den næste Morgen varte det længere end vanligt, før Stuegangen kom. Else, der havde siddet og hæklet ved Vinduet, la Arbejdet fra sig og gik ud paa Cellegangen.
„Jeg svarte, at jeg vilde ikke blande mig i Fru Lunds Affærer,” sa Bella Holm, der stansed i sin Jagt langs Væggen, da Else saa ind til hende. Hun var i Chemise og kort Trøje, og Ansigtet var endnu mere sortblaat og opsvulmet end før.
„Nej, for man skal holde sig borte fra andres Sager,” vedblev hun henvendt til Else. „Hvad kommer det de andre ved, hvor mange Snapse jeg har drukket til mine Maaltider? Jeg drikker aldrig Snaps uden ved Maaltiderne, og da kan det jo ikke skade Og jeg synes ogsaa, det er højst besynderligt af Fru Lund, at hun vilde være med til at flytte min Komode.”
„Flytted hun Deres Komode?” spurgte Else.„Ja, De ser vel selv. Er her nogen Komode?” Bella Holm saa sig om til alle Sider. „Man er da ikke bleven blind — Ih nej, se der er Kanariefuglen!” hun løb op til Vinduet.
„I Seng med sig,” kommanderte Sygeplejersken, der var kommen til.
„Ja, ja, ja, nu gaar jeg jo i Seng,” svarte Bella Holm i en Tone, der mildt bebrejded Sygeplejersken hendes Urimelighed.
„Man kan dog straks høre, at det er et dannet Menneske,” sa Sygeplejersken.
Else gik ind til Fru Syverts, der sad oprejst i Sengen og redte sit Haar. Bedstemor stod bøjet over hende og snakked og hvisked. Else hented fra Gangen en Stol til Bedstemor.
„Hvor De ligner min Nordmand,” sa Fru Syverts til Else med et spillende Smil, mens hun rensed Kammen fra de afredte Haar, som hun vikled sammen og omhyggelig gjemte i en Stump Avispapir. „Jeg saa det øjeblikkelig den første Morgen.” Hun tørred Kammen af med Avispapir, pusted paa den og la den paa Sengebordet. „Bare jeg nu havde havt lidt Vaskevand,” sa hun og betragted misfornøjet sine Fingre.
„Jeg søgte Dem i Deres Værelse,” Else vendte sig om. Der stod Komtessen i sin sorte blonde besatte Kjole.
„Hvad skal hun her,” udbrød Fru Syverts og pegte paa Komtessen. „Saadan en!”
„Vi er alle Søstre for Gud,” sa Komtessen med sin milde, stille Stemme og la sin Haand paa Fru Syverts Skulder. „Jeg beder for Dem til Jesus. Kjender De Jesus?”
„Man er da baade døbt og konfirmeret, skulde jeg tro,” sa Fru Syverts. „Men De maa ikke røre ved mig, jeg er fedtet paa Fingrene.”
„Aa ja, Jesus, Jesus,” pludred Bedstemor og rysted sit lille Natkappehode. „Naa, her er nok hel Siesta,” Else og Komtessen fo'r sammen og vendte sig. Hieronimus stod i Cellen i sin lange hvide Kittel. Lyset fra den klare Februarsol, der titted ind gjennem Vinduet, faldt lige paa hans Ansigt, og Else blev slaaet af hans Øjnes rene, blaa Farve. Hun, som havde troet, at hans Øjne var blege og vandkolde.
— Og saa mild og indtagende hans Mine kunde være. Hun blev betat, næsten fortumlet, som naar man en tidlig Vaardag paa sin Spaseretur gjennem Skoven pludselig vejrer Foraar i Luften. „Jeg vil gjerne tale med Dem, Fru Kant,” sa han med et fint lidet Smil og gik hurtigt ud af Cellen Else fulgte efter og tænkte paa Thorgrens Stjerneskud.
„Jeg har faaet Deres Brev,” sa han, da de sad i hendes Værelse, „og læst det opmærksomt. Og ikke det alene, men jeg har loyalt lagt det frem for Deres Mand og Deres Huslæge. Nu faar vi se.”
„Tak,” sa Else og saa paa ham med et Blik, derr sa endnu mere Tak end hendes Ord.
„Saa hører De formodentlig fra Deres Mand med det første.” Else takked atter.
„Vil De forresten ikke gjerne se Deres Huslæge? Der er intet ivejen for, at han kan besøge Dem.”
Else tøved med Svaret. Det var Knut, hun vilde se. Andet brød hun sig ikke om.
„Ham har De da Tillid til?” spurgte Professoren.
„Ja. Han har vært min Huslæge i 10 Aar. Men jeg føler ingen Trang til at se ham”
„Naa ikke? De har Interesse af Patienterne, forekommer det mig?”„Ja. Bedstemor er saa sød.” „Naa ja. Godmorgen.”
Else var fuld af Haab og Forventning. Hieronimus havde lagt Brevet frem for Knut og Tvede. Der kunde ikke være Tvil om, hvad der saa vilde ske. Allerede i Dag vilde Knut komme og hente hende. Saa var han alligevel en Mand, som han skulde være, den Hieronimus. Hans foregaaende Adfærd? Naa ja, den forstod hun ikke, og derfor strøg hun en Streg over den.
Men baade den Dag og den næste gik til Ende, uden at der skete noget af det, som Else gik og vented paa. Langsomt forstod hun, at hun igjen havde tat fejl.
Den tredje Dags Aften, da Hieronimus ved Stuegangen havde siddet lidt, sa hun med et: „Min Mand og Dr. Tvede har altsaa fulgt Professorens Raad og besluttet, at jeg skal bli her?”
„Hja,” kom det med bredt Velbehag.
Else grunded lidt. Saa sa hun: „Det er altsaa Professorens Mening, at jeg er sindssyg?”
„Hja.”
Dette „hja”, udtalt paa denne skaanseløst glade Maade virked som Piskeslag, og samtidig var det, som om Fodfæstet under hende brast. Hvad var der at gjøre? Intet. Hun var i hans Vold.
„Ja,” sa hun og rejste sig. „Naar Professoren og min Mand og Dr. Tvede siger, at jeg er sindssyg, saa er jeg sindssyg,” hun gik op og ned paa Gulvet, „Men saa har jeg vært sindssyg hele mit Liv.”
„Det har De maaske ogsaa.”
„Ja, det har De maaske ogsaa,” mumled Else stille hen for sig. „Hvem véd?”
„Hos de fleste Mennesker kan man vel finde et eller andet, der, naar det endelig skal være,
kan stemples som Sindssyge,” sa hun højt og saa paa Hieronimus.
„Jeg har i disse Dage gjort Bekjendtskab med Deres Produktion,” sa Hieronimus. „Den Interesse for det abnorme, som Deres Billeder viser, er ikke tiltalende.” Interesse for det abnorme, tænkte Else. Var det da ikke Professorens Interesse for det abnorme som havde skabt hans Autoritet og stillet ham paa denne Plads?”
„Deres Billeder er for mig et. absolut Bevis paa, at De er abnorm. Ja, jeg gaar altsaa ud fra, at De i Deres Arbejder har søgt at gjengi Deres eget Sjæleliv?”
Else svarte ikke. Bare saa' paa ham.
„Og saa det, at De aldrig sover. Det er ogsaa et sikkert Tegn paa Sindssyge.”
„Har min Mand ikke bedt om at faa se mig?”
„Nej, det har han ikke ytret noget om.”
Dette Svar føltes som et Knivstik i Hjærtet. Hun gik atter paa Gulvet, men maatte sætte sig, fordi Knæerne skjalv saa stærkt.
„Jeg forstaar det ikke,” sa hun omsider, og tørred Sveden af sin Pande. „Han sa til mig, at jeg skulde være her en 8—10 Dager.” „Hm.”
Igjen dette „hm”, der gjorde hende til Løgner. Men nu ænsed hun det ikke. Hendes Tanker kredsed som svidende Flammer om dette ene, at Knut ikke havde villet se hende.
„Jeg forstaar det ikke,” gjentog hun. „Er der da sket noget, mens jeg har vært her, noget, som jeg ikke véd?”
„Nej Men nu, da Deres Mand har faat Dem paa Afstand, ser han ganske anderledes roligt og rigtigt paa Dem.”
„Er han da sint paa mig?”„Sint. De mener vred? Man er ikke vred paa den, som man føler Medlidenhed med,” det kom med mild og værdig Højhed.
Else sa intet. Dette var hendes Livs sværeste Stund.
„Tænk Dem om,” sa Hieronimus, idet han rejste sig og gik hen i Hjørnet af Værelset, hvor han stilled sig op med Albuen støttet mod Væggen og Haanden under Kinden. „De har jo brugt at kaste Dem nøgen i Gulvet og hyle og vride Dem?”
„Aldrig!” sa Else. „Nøgen? Det var mig umuligt at gjøre det.”
„Naa ja, saa maaske det har vært med Klæderne paa.”
Knut havde ikke villet se hende! Knut havde ikke villet se hende! skreg det inde i Brystet paa Else. Hvad var alt andet mod dette? „Det er dog det sidste, man griber til at lægge sin Kone ind paa 6te Afdeling,” havde Reservelægen sagt. Skulde Knut ha narret og forraadt hende?
„De har i det hele tat vært saadan, at der ingen Tvil levnes om Deres Tilstand.”
„Det var Fortvilelse, fordi jeg ikke fik mit Arbejde til.”
„Men det véd De ikke selv,” fortsatte Hieronimus. „De har jo bagefter ikke kunnet huske det.”
„Jo, jeg har kunnet huske det. Men jeg har undertiden ladt saadan, fordi det var mig saa pinligt.”
„Naa ja, det sa jeg ogsaa til Deres Mand!” udbrød Hieronimus triumferende.
„Skal jeg bli her længe?”
„Hja! Meget længe!” Det var igjen dette fede velbehagelige i Hieronimus' Stemme, der for Else satte ham i Klasse med en Bøddel, som frydes ved sin Gjerning.
„Kan jeg ikke bli bragt et andet Sted hen?”
„Jo til Sct. Jørgen!” kom det snerrende.
„Ja. Saa vil jeg heller til Sct. Jørgen. Jo før jo heller.”
Hieronimus gik.
„Professoren var længe hos Dem iaften.” Else, der sad foroverbøjet med Ansigtet skjult i Hænderne, letted Hodet og nikked til Komtessen.
„Var han god at tale med, ja?” Else gjengav Professorens og hendes Samtale.
„Men Du gode Gud!” udbrød Komtessen forfærdet. „Naar han gjør Dem til sindssyg, saa kan
han jo ogsaa sige det samme om mig —. Skjønt det er saa umuligt at tænke det!” Hun gik lidt paa Gulvet med korslagte Arme og stansed saa igjen foran Else, idet hun sa: „Forlangte De da ikke, at han skulde bevise Dem, hvori Deres Sindssygdom bestod?”
Else rysted Hodet: „Det interesserer mig ikke at høre den Mands Mening. Desuden havde jeg mere end nok med det, han sa.”
„Det er oprørende,” ytred Komtessen. „Men jeg vil spørge ham om det imorgen.”
„Det skulde De ikke,” sa Else, „Hvis De vil følge mit Raad, saa spør De heller ikke om Dem selv. Det er spildte Ord. Hvad mig angaar, saa har han sikkert saa nogenlunde straks besluttet sig til at anse mig for sindssyg. Og jeg var jo ogsaa syg, da jeg kom her. Med lidt god Vilje kan man vist forsvare at la det være Sindssyge.”
„Deres Ro er unaturlig,” sa Komtessen.
„Ja, pyt, dette med Sindssyge” — Else rokked hjælpeløst med Hodet. „Men at min Mand ikke har villet se mig” —
„Kom ind til mig, saa skal jeg læse et Kapitel i Bibelen for Dem,” Komtessen tog Else ved Haanden.
Else rejste sig viljeløst og fulgte hende.