Som den foregaaende Dag laa Else i Sengen, sa Stuegangen kom.
„Jeg har tat med lidt Læsning til Dem, sa Reservelægen og la 2 smaa gule Hefter paa Sengebordet.
„Tak, det var pent af Dem,” Else tog Hefterne. Det var en Subskriptionsudgave af Bertha von Sutners Skrifter og havde til Titel: „Livserindringer”. „En Moder til sin Datter,” eller noget ligende.
„Sig saa, at vi ikke er gode ved Dem,” smilte Reservelægen, da han gik.
Lidt efter kom Hieronimus i Overfrakke og med Hatten i Haanden. Han satte sig ved Sengen, og Else syntes, der var noget, næsten forlegent over ham i Aften. Han luded sig forover mod Bordet, og hans Blik hvilte paa de gule Hefter.
„Nu har De jo faat de ønskede Sager,” begyndte han efter et Øjebliks Taushed og uden at se paa Else.
„Ja, Tak.”
Atter en kort Taushed. Hans ene Haand var kommen op paa Bordet, og han rørte først ved Daasen med Læbepomaden og saa ved Parfumeflakonen.
„Hvad er det for noget?” spurgte han venligt, fremdeles uden at se paa Else.Else sa, hvad det var, mut og kort, som hun plejed.
„Naa, og dette?” Han tog et af de gule Hefter „Det, har Reservelægen laant mig.”
„Naa. Saa har De jo Underholdning.”
Han la Heftet fra sig og blev siddende lidt. Der var noget tvivlraadigt over ham.
Pludselig retted han sig og greb i sin Frakkelomme. „Jeg har forresten en Overraskelse til Dem i Aften,” sa han fort og rejste sig, og i det samme laa der et Brev paa Sengebordet.
„Tak,” sa Else, som øjeblikkelig havde gjenkjendt Knuts Haandskrift, og var bleven varm af Glæde og Sindsbevægelse. Hun greb Brevet, men kasted det i næste Nu fra sig og raabte: „Det er jo aabnet!”
Hieronimus var alt borte.
„De fik Brev, syntes jeg?” Frk. Ræder kom ind sammen med Frk. Stenberg.
„Ja, men jeg vil ikke ha det!” raabte Else og knipsed med Fingrene Brevet henad Bordet, „Tror Dere, jeg vil læse et Brev fra min Mand, som Professoren har aabnet? Han! Revet det op med sine tynde smaa Jordemoderfingre! Se, hvor det er flænset!”
„Nu er De ikke god,” sa Frk. Stenberg og greb med sammenlagte Hænder Else fast om Nakken. „Professoren aabner alle Patienternes Breve.”
„Ikke vær saa sint paa mig, Frk. Stenberg! De maa ikke,” Else graad heftigt og la Hodet til Frk. Stenbergs Bryst.
Frk. Stenberg lod hende græde. „Læs saa Brevet,” sa hun mildt. „De har jo dog længtes saa forfærdelig efter at faa høre noget hjemmefra.”
„Nej, jeg kan ikke, og jeg vil ikke! Hvad kan der staa i det, naar det bare er saa'nt, som Professoren har skullet læse. Tag det bort, Frk. Ræder. Aa tag det bort, jeg taaler ikke at se det!”
Frk. Ræder tog nølende Brevet. „De er en Stivnakke,” skjændte Frk. Stenberg. „Nej, jeg er ikke, Se nu paa Dem, De kunde faa mig til, hvad det skulde være. Undtagen til at læse et Brev, som han har aabnet,” skyndte hun sig at tilføje.
Frk. Stenberg la Elses Hode ned paa Puden. Saa kyssed hun hende paa Kinden til Godnat. „De skulde dog læse Brevet,” bad Frk. Ræder, da Frk. Stenberg var gaat. „Ja, for jeg tror, De piner Dem selv ved at la være,” hendes muntre Stemme lød alvorlig i Aften.
„At tænke sig saa'nt et Menneske!” udbrød Else og satte sig op igjen i Sengen. „Han har naturligvis tat det Løfte af min Mand, at han ikke skulde skrive om noget, som bragte mig i Affekt — I Affekt! — hejsa, sa! Jeg, som er paa dette paradisiske Sted! — Og alligevel! — Tror han da, at alle Mennesker lyver og bedrager? Havde han endda aabnet det forsigtigt og klæbet det sammen Igjen. Men han har revet det op, bare for at ærgre mig.”
„Hm, hm, hm,” det var Thorgren. „Jeg gaar Stadig og venter paa, at Stjerneskuddet skal falde mellem Fru Kant og Professoren, men det har nok lange Udsigter.” Saa gav hun rystende paa Hodet Haanden til Godnat og gik.
Frk. Ræder søgte fremdeles at overtale. Tilsidst gik Else ind paa, at Frk. Ræder skulde læse Brevet og meddele Else Indholdet.
„Ja, der staar forresten ikke noget videre i det,” sa Frk Ræder efter endt Læsning. „Nej, naturligvis, Det kunde der jo ikke.” „Deres Mand skriver, at den lille har det udmærket, og at jo taalmodigere De er, jo før ses De igjen.”
„Taalmodigere,” sa Else og smilte bittert.
„Vil De ikke ha Deres Brev?”
„Ikke røre det med en Finger! Gjør med det, hvad De vil, bare jeg slipper for at se det.”
„Maa jeg komme ind, ja?”
„Nu er jeg roligere,” sa Komtessen og stilled sig op ved Elses Seng. „Professoren var inde og sa, at det forholdt sig ikke saadan med Børnene. De var ikke kommen i Pleje hos de onde Mennesker.”
„Hvorfor havde han da før sagt det modsatte?” spurgte Else.
„Ja, det var vel for at prøve mig. Ser De, at Gud hørte min Bøn? Han er en trofast Fader for sine Børn. Nu skal jeg bede saa inderlig for Dem, at De snart skal faa Deres Mand at se. laften kan jeg gjøre det med saa stærk en Tro.”
„Tak,” sa Else. „De er god.”
„Og tænk, jeg har ogsaa faat min Bibel. Jeg er næsten lykkelig i Aften. Nu læser jeg et Kapitel, og saa gaar jeg i Seng. Professoren var saa god at tale med i Aften. Godnat.”
„Professoren god at tale med.” — At hun virkelig vilde spilde Ord paa den Mand.
Lidt efter kom en af Kandidaterne og gav Else Morfinindsprøjtning for Tandpinen.
Og saa var Frk. Bøhn der med Kloralen.