CADA PIEZA VIVE EN UNA DIRECCIÓN · NADA VIVE EN UNA SOLA SALA  

PoetósferaLa BibliotecaAmalie Skram

Amalie Skram · Modernismo

Professor Hieronimus — XXIII.

danés

Næste Formiddag kom Frøken Stenberg med Elses Sager, som hun bar i sit Forklæde, Pakken havde hun løst op og omhyggelig undersøgt Indholdet, før hun overgav det i Elses Hænder.
Altsaa ingen Seddel fra Knut. Nej naturligvis.
Men Gudskelov, nu havde hun da sine Strømpebaand og blev fri for dette Sejlgarn, som havde strammet saa ondt under Knæerne. Uhret og Uhrnøglen var der ogsaa. Og Neglesaksen og det lille Spejl og Porcelainsdaasen med Læbepomade og Parfumeflakonen. Desforuden et Hækletøj og hendes store Skindkrave. Det var en hel Rigdom.
„Nej, se der har vi jo vores rare Frue,” sa Bedstemor, da Else viste sig paa Cellegangen. Hun sad paa sin sædvanlige Plads, ren og smilende, og snakte om, hvormeget hendes Svigersøn holdt af Kaalsuppe.
„Aa Tak, Tak,” udbrød hun livlig, da Else rakte hende en Kop med Halvdelen af sin Kaffe. Hun greb med begge sine kolde Hænder om den varme Kop. Saa saa' hun sig forsigtig om og luded sig over mod Else, som for at hun skulde skjule hende og slubred i en Fart Kaffen i sig.
„Tak,” sa hun atter, da hun rakte Koppen fra sig, og saa kyssed hun Else paa Haanden. „Det linder saa godt.”
„De skal hver Dag faa Kaffe hos mig, Bedstemor.”
„Hys„—s, „— Nej alle saa spør de, hvor gammel jeg er, og min Svigersøn” — Bedstemors Ansigt havde faat et næsten snedigt Udtryk, som vilde hun ikke, at Sygeplejersken, der netop gik forbi, skulde høre, at de talte om Kaffe. Øjensynlig troede hun, at Kaffe var Verdens forbudneste Frugt.
„Vi leved saa lykkelig sammen, min Mand og jeg fra Begyndelsen af,” Else sad paa Sengekanten hos Fru Syverts, hvis hvide Fingre ivrig la folder paa Lommetørklædet, som hun holdt op foran Ansigtet, og hun talte med den sørgmodigudtryksfulde Stemme, som Else kjendte fra første Morgen. „Men man kan da ikke gjøre for, at man ser godt ud, og at Herrerne synes om en. Og naar vi var ude en sjælden Gang, saa flokked Herrerne sig om mig. Og det syntes min Mand —. Ja, han har vel ikke kunnet lide det. Jeg havde ogsaa altfor meget at ta vare paa. Men det er saamæn ikke mig, der ikke har kunnet la Herrerne være i Fred — det er snarere dem, som —. Hør,” hendes Ansigt lyste pludselig op i et uhyggeligt Smil, og Stemmen blev lav og lysten, „jeg kjendte engang en Nordmand, han var jeg rigtignok Kjæreste med! Jo, De kan tro,” hun nikked og lo smaat, en underlig rusten med dog sympatetisk Latter.
„Ak ja, nu er det altsammen forbi, det var igjen den sørgmodige Stemme fra før, og hun sukked dybt. „At tænke sig, at jeg nu ligger her.” Med ét brast hun i Graad og putted Lommetørklædet i Munden, mens Skuldre og Bryst bevægedes under hendes Hulken.
„Bed Frøken Stenberg om, at jeg skal faa Lov til at staa op, Fru Kant, Nu har jeg ligget stille i mange Dage.” Else nikked.
„De har ogsaa tat min Giftering fra mig,” vedblev Fru Syverts og tørred Øjnene. „Jeg véd ikke mere, om jeg er gift eller ikke. Bare jeg dog kunde faa min Giftering! Saa vilde jeg da ha den til at more mig med.”
Da Else gik fra hende, spurgte hun Frøken Stenberg, om ikke Fru Syverts kunde faa sin Ring.
Frøken Stenberg trak paa det.
„Men hvorfor? Hun savner den saa.”
„Der er dem, som sluger sine Ringe for at komme af med Livet, Fru Kant.”
Der gik en Gysen gjennem Else. Hun mindedes sit iturevne Lommetørklæde.
„Men staa op da ialfald?” bad Else.
„Jeg har saamæn spurgt Reservelægen, men han mente, det var for tidligt.”
Idet Else vendte sig om fra Frøken Stenberg, saa hun den unge Pige med det tunge Hode forskrækket flygte om bag en Dør.
„De skal ikke være bange for mig,” sa Else som fulgte efter.
„Nej, Fru Kant kan hun netop saa godt lide,” bemærked Sygeplejersken. „Ikke sandt, Mariane?”
Mariane skjulte det dødtrætte Ansigt bag den løftede Arm og smilte surmulende og modstræbende. „Det er altsammen ondt og fælt,” sutred hun, „og det blir aldrig bedre.”
„Jo,” sa Else. „Nu blir De snart helt rask.”
„Jeg blir aldrig rask. Nu har jeg vært i Helvede igjen i to Døgn.”
„Hun har vært indestængt i Cellen, fordi Mariane var styg Pige og vilde gjøre Skade paa sig,” forklarte Sygeplejersken. „Hun havde faat fat paa en Saks og havde klippet Hul paa sit Haandled tæt ved Pulsaaren. Lad Fru Kant se Saaret, Mariane.”
Mariane, der fremdeles stod med Armen for Ansigtet og vred og drejed Overkroppen, stak rask den ene Haand bag Ryggen.
„Det er helt lægt,” sa Sygeplejersken, der tog Haanden frem igjen, og viste Else Haandledet, hvor et mørkt toppet Saar var synligt.
„Gjør ikke saadan, gjør ikke saadan,” klynked Mariane.
„Nu skal Mariane være god Pige,” Sygeplejersken klapped hendes tykke struttende Haar. „Om et Par Dager skal hun forresten til „Sct. Jørgen.”
„Det blir naturligvis ikke til noget,” sa Mariane med en misfornøjet Grimase. „Vil hun gjerne?” spurgte Else. „Ja, Stakkel. Hun glæder sig vel til at faa en Forandring. Her har hun vært saalænge.”
— „Nu skal jeg made Fru Fog,” Sygeplejersken tog en Skaal fra en stor dampende Madpakke, som en Pige kom med, og gik ind i Cellen til Fru Fog. Else fulgte med og holdt Skaalen, mens Sygeplejersken gjorde Hodegjærdet højere under den gamle Mumiedame, der med sit halvbrustne Blik saa hjælpeløst spørgende fra den ene t il den anden.
„Spis nu pent,” sa Sygeplejersken og hældte en Skefuld Bouillon med Æg i Munden paa den syge. „Saadan ja.”
„Aah, aah, aah,” stønned Fru Fog, mens hun med et Udtryk af træt Uvilje og en hul Strubelyd nedsvælgte Suppen.
„De véd jo, De maa spise,” sa Else og klapped hendes gustne Pande.
„Ja, men jeg kan inte li det,” kom det hviskende gjennem de tandløse Gummer, mens hun saa paa Else med et Blik, der syntes lamt af Lidelse.
„Saa, saa, lille Fru Fog. Det var flinkt,” snakked Sygeplejersken, mens hun varsomt blev ved med at made den syge, der havde mere og mere vanskeligt for at nedsvælge. Tilsidst gylped hun det op igjen, saa Bouillonen flød ned langs hendes indsvundne Mundviger.
„Jaja, saa skal hun slippe,” Sygeplejersken tørred Fru Fog om Munden og pusled hende. Den syge løfted sin altid krummede, sprukne og skjælbedækte Haand og greb om Elses Fingre. Saa sank Øjnene træt i.
„Tror De ikke, hun dør snart?” spurgte Else, da hun og Sygeplejersken forlod Cellen.
„Man skulde jo tro det, men saadanne Mennesker er saa mærkværdig sejglivede.”
Else gik ind i Cellen til Barselpatienten, der sad oprejst i Sengen med Armene sammenslyngel bag Nakken og udstødte en langelig Stønnen.
„Gjør det ondt nogen Steder?” spurgte Else.
Barselpatienten blev stille og saa' paa Else med et Blik, der var mistroisk og frittende, og samtidig bad om Hjælp. Saa løsned hun Armene fra Nakken, greb fast om Elses Haandled og la Hodet op til hendes Skulder.
„Hvad er det, De er bange for?”
„Ja, bange,” sa Barselpatienten. Hun fjerned Hodet fra Elses Skulder og saa' igjen paa hende med det forrige frittende Blik. „Jeg skal sige Dem,” hun holdt inde og syntes at famle og kjæmpe for at finde Ord, mens hun krampagtig strøg og trykked Elses Arm, — „det er Barnet — véd De, hvor Barnet er?”
„Ja, Barnet har det udmærket,” svarte Else, som vidste det fra Sygeplejerskerne. „Det er paa et andet Hospital.”
„Er Barnet ikke dødt?”
„Nej, det er ikke.”
Barselpatienten stirred ind i Elses Ansigt.
Hendes Blik var nu kun hjælpeløst, Saa sneg der sig en Taare ud af hendes ene Øje, en sejg og langsom Taare, som hun bortvisked med Pegefingeren.
I Gangen udenfor sit Værelse mødte Else Komtessen, som græd og vred sine Hænder. „Jeg er nærved at fortvile,” sa hun paa sin sædvanlig stille Maade. „Tænk, mine Børn, mine arme ulykkelige Børn er bleven sat i Pleje hos nogle afskyelige Mennesker, som hader mig og mine Drenge.”
„Hvorledes har De faat vide det?” spurgte Else.
„Gjennem Professoren. Ak, mine Børn, hvad tænker I om Eders Moder! Den ene af dem var med mig i Vognen, da jeg kjørte herned, og saa blev han revet fra mig ved Døren. Dette var dog det tungeste Slag. Ak, mine stakkels, stakkels Drenge” — hun græd heftigt, men lydløst.
„Ja, det maa være forfærdeligt for Dem,” sa Else.
„Og ikke et Brev faar jeg Lov til at skrive. Ikke et Bud faar jeg sende. Og ingen faar besøge mig. Hvad skal der dog bli af mig?”
„Vær ikke saa ude af det, kjære Komtesse,” sa Else. „De, som altid er saa rolig. Dette kan jo ikke vare længe ved. Professoren maa jo dog snart se, at De ikke er sindssyg.”
„Ja, det havde jeg ogsaa troet,” Komtessen tvang Graaden tilbage. „Men mit Haab blir svagere Dag for Dag. Han gaar ud fra, at jeg er gal. Alle hans Spørgsmaal er beregnet paa at lokke mig i en Fælde.”„De maa være taalmodig, Komtesse,” sa Frøken Ræder, der var kommen til. „Finde Dem i at være her en 3 Ugers Tid eller saa. Da maa der jo komme en Afgjørelse.”
„Være her en 3 Ugers Tid,” udbrød Komtessen med et af Graad fortrukket Ansigt. „Men Du gode Gud! Skal man finde sig i pludselig at bli spærret inde paa et saadant Sted, naar man ingenting fejler, og intet har forbrudt?” Hun overvældedes atter af Graad. Saa gik hun stille ind i sit Værelse, knælte ned foran Lænestolen og hensank i Bøn.

Sigue explorando

Por su autor
Amalie Skram · 98 piezas más en la casa
Dónde vive
La Biblioteca

← Professor Hieronimus — XXII.Professor Hieronimus — XXIV. →

Expediente

Autor
Amalie Skram
Título
Professor Hieronimus — XXIII.
Lengua
danés
Época
Modernismo
Sala
La Biblioteca
Identificador
ws-da-professor-hieronimus-xxiii--amalie-skram-a80758
Cita recomendada
Amalie Skram, «Professor Hieronimus — XXIII.», Poetósfera, poetosfera.com/p/ws-da-professor-hieronimus-xxiii--amalie-skram-a80758.html

Las obras de dominio público se reproducen íntegras, con atribución y en la ortografía de su impreso. ¿Ves una errata o conoces una fuente mejor? Escríbenos desde Sobre la casa.