Dagene gik, og Nætterne gik. Else bevared sin sløve Ro, men over Brystet laa der som en Vægt, der tynged hendes Aandedræt. Og saa havde hun faat en Hovedpine, der aldrig forlod hende. Smerten sad i Tindingerne og hamred saa voldsomt, at det forekom Else, at Tindingerne maatte løsne sig og falde af hende tilslut. Hun, som aldrig i sit Liv havde vidst, hvad Hodepine var.
Engang, da hun paa Hieronimus' Spørgsmaal, om hun led af andre Smerter end Tandpinen, der stadig holdt ved, og for hvis Aarsags Skyld hun nu fik Morfinindsprøjtninger to Ganger i Døgnet, havde hun klaget over denne Hodepine, og tilføjet, at det var noget, hun aldrig før havde havt.
„—Hum,” havde Hieronimus svaret med sit tynde, vantro Smil, og Else havde sendt ham et Blik, der tindred af Foragt, Det var ikke første Gang, han med sit haanlige: „hum” havde stemplet hende som Løgner.
„Uh ja, denne Hieronimus!”
Heldigvis gik han ikke Stuegang saa regelmæssig som Reservelægen. Hver Onsdag Aften udeblev han paa Grund af sine Forelæsninger, og engang havde han vært bortrejst. Else var taknemmelig, naar hun slap for at se ham.
Reservelægen var venlig og spøgefuld som altid, men Else indlod sig ikke mere paa at tale med ham som før. Hun syntes, det var spildte Kræfter, og hun havde saa faa at gi bort.
„Sikken en stoisk Ro,” sa Reservelægen af og til ved Stuegangen til Frk. Stenberg.
Det hændte dog, at Reservelægen paa ny fik se et Glimt af Elses „Ilterhed”. Som engang, han fortalte, at han havde lovet at vise Komtessen, der aldrig havde set Elses Malerier, en Reproduktion af et af dem. „Aa nej, lad være!” udbrød Else i en afværgende Tone. Hun vidste jo, at hendes Produktion ikke kunde være noget for Komtessens Forudsætninger. „Aa, ved De hvad, — De behøver da ikke egentlig at skamme Dem over Deres Arbejder,” var det saa kommet trøstende fra Reservelægen. „Nej virkelig!” havde Else da svaret med en saa spodsk Betoning, at den havde lydt snærrende i hendes egen Øren.
Men som oftest var der nu kun nej og ja i hendes Mund baade til Reservelægen og Hieronimus. Hendes eneste Trøst var Sygeplejerskernes uforandrede, ja stedse stigende Venlighed og Omsorg.
Gjennem Frk. Stenberg havde Else faat Tilladelse til at skrive en Liste paa de Smaating, som hun oprindelig havde havt med sig, og som der nu intet var til Hinder for, at hun kunde faa tilbage. Frk. Stenberg havde vært nede med Listen hos Professoren, som havde lovet straks at sende den til Elses Hjem. Siden havde Else ventet med Utaalmodighed og med et lønligt Haab om, at Knut skulde smugle en Seddel til hende ind i Pakken. Det var nu tredje Dagen efter.
Om Eftermiddagen gik Else i Seng ved Femtiden. Hodet smerted, og Tanden smerted, og hun var saa forpint og udmattet, at hun ikke kunde sidde oprejst. Siden den en og trekvart Times lange Søvn, der forleden Morgen havde vakt Glæde hos Sygeplejerskerne, havde Else atter vært søvnløs. Morfinen virked vel dulmende baade paa Hodet og Tanden, og holdt Smerterne liksom paa Afstand. Men Søvn bragte den ikke. Og det uagtet hun fremdeles blev ved at faa Kloral.
Else laa nu paa Siden i Sengen med Haanden under Kinden og hørte paa Frøken Ræder, der sad i Chaiselonguen med sit Hækletøj og fortalte om sin Barndom i Jylland. Ordene, der bares af en letløbende, lidt monoton, blød og behagelig Stemme, naaede Elses Øren, som kom de langvejs fra, og de Forestillinger, de vakte, stod i Dis og Taage. Saa sad ogsaa Frk. Stenberg paa Chailelonguen ved Siden af Frk. Ræder. De talte sammen, men Else fulgte ikke med.
Pludselig sa Frk. Ræder: „Naa, Karen, hende, som løb bort?”
„Hvor løb hun bort fra?” spurgte Else.
„Saamænd her fra Hospitalet. Lige for Næsen af os.”
„Jeg troede ikke, det var muligt for nogen at slippe ud her?”
„Aa jo. Det har dog hændt”, Frk. Stenberg lo. Denne Karen var nu saa snedig. Hun havde vidst at insinuere sig, saa gav jeg hende Lov at hjælpe til med Rengøringen om Morgenen. Derved fik hun ogsaa Adgang til Kjøkkenet. Og saa nytter hun paa et Øjeblik, hun er alene, og stjæler Nøglen til Køkkentrappen — den hang paa et Søm derude, og væk var hun.”
„Men da hun kom ned fra Kjøkkenet, hvad saa?” spurgte Else interesseret.
„Saa var det bare at gaa over Gaardspladsen Og gjennem den lille Laage ud paa Gaden.”
„Stod Laagen aaben da?”
„Ja. Den staar altid aaben.”
„Og Nøglen hang i Kjøkkenet?”„Ja. Men det gør den ikke mere. At De véd det, Fru Kant, hvis De skulde tænke paa at undvige,” Frk. Stenberg lo igjen og trued til Else.
Det havde Else netop tænkt paa. Som en Iling af Angst og Haab var Tanken faret igjennem hende.
„Der har vi Stuegangen,” Frk. Stenberg rejste sig brat, og gik hen til Sengens Hodegjærde. Frøken Ræder la sit Hækletøj tilside, og rejste sig ligeledes.
Hieronimus traadte ind, og tog Plads paa Stolen ved Sengebordet.
„Professoren har jo sendt min Liste hjem?” spurgte Else, da de sædvanlige Par Spørgsmaal var overstaaet.
„Hja — Det er flere Dage siden.”
„Det fatter jeg ikke,” svarte Else. „Frk. Stenberg siger, der ingenting er kommet.”
„Nej,” bekræftet Frk. Stenberg. „Jeg har ikke modtaget noget.”
„Det er aldeles ubegribeligt,” vedblev Else. „Sedlen kan ikke være kommen min Mand i hænde, ellers vilde han øjeblikkelig ha sendt, hvad jeg bad om.”
„Men jeg har sagt, at det haster ikke,” lød det med langsomt Velbehag fra Hieronimus.
„Naa, saa det har Professoren!” udbrød Else vredt, „Nej, det haster ikke mere end, at jeg hver Dag vilde gaa og fryse af Mangel paa Tøj, hvis ikke en af Sygeplejerskerne havde laant mig et uldent Tørklæde.”
„Naa ja, saa fryser De jo ikke,” sa Hieronimus med den samme velbehagelige Stemme.
„Men hvorfor skal jeg laane, naar jeg selv har Tøj? Hvorfor skal jeg være berøvet de nødvendige Klædningsstykker?” Det kom opbragt og dirrende.
„Man har ingen Skade af at vænne sig til at undvære,” svarte Hieronimus fromt. Else trak paa Øjenbrynene og sa ikke mere.
„En tarvelig Herre, den Hieronimus.”
Hieronimus blev siddende lidt, tilbagelænet paa Stolen. Det var, som faldt han i Tanker.
„Bare han dog vilde gaa!”
Pludselig rejste han sig og fo'r ud med et kort Godnat.