Jeg kommer ind for at ta Afsked med
Dem,” sa Thorgren, da Else siden var gaat tilsengs. „Vi har faat Besked om, at Døren til Cellegangen skal være lukket om Natten. De og Komtessen faar nu en Sygeplejerske for Dem selv til Nattebrug ogsaa. Der er hun! Det er Frøken Bøhn.”
„Godaften, Fru Kant,” en høj tynd Dame med et brunet elskværdigstrengt Lærerindeansigt gav Else Haanden.
„Sikken en let og behagelig Plads, De faar.” Thorgren satte sig paa Chaiselonguen foroverbøjet med Armene foldet i Skjødet, „Lad mig nu se at De er god mod Fru Kant,” hun nikked leende. „Andet vil jeg ikke høre. Det er min Frue, maa De vide.” „Vi skal nok komme ud af det med hinanden,” sa frøken Bøhn med et fint Smil og trykked hjerteligt Elses Haand. „Nu kommer jeg med Deres Kloral.”
„Uf ja, den Kloralen. Bare jeg dog kunde slippe for den!”
„Her er vi artige Børn,” sa Thorgren og lo igjen.
„Hvordan gaar det med hende derinde?” spurgte Else og pegte paa Væggen, langs hvilken hendes Seng stod, som stødte op til Selvmorderskens Celle.„Det er snart forbi,” svarte Thorgren og saa stadig smilende paa Else.
„Skal hun saa ligge der inat?”
„Ja, til imorgen. Hun skal jo vaskes og laves istand. Det blir mit og Suensons Arbejde.”
„Gruer De Dem?” spurgte Else med et Gys.
„Nej. Vi er jo saa vant til det, Det vil sige, naar det er et altfor beskidt Lig, saa blir det jo lidt uappetitligt. De kan være slemme paa Fødderne og Benene. Men nu Godnat, lille Fru Kant,” „Vær nu en god og artig Pige.”
„Jeg kan høre hende ralle derinde,” sa Else til Frøken Bøhn, da hun kom med Kloralen.
Frøken Bøhn lytted et Øjeblik. „Nej,” sa hun og rysted Hodet.
„Jo. Naar jeg ligger alene.”
„De tar vist fejl, Frue.”
„Her er mørkere iaften end ellers,” bemærked Else.
„Ja. Jeg har med Vilje skruet Gassen mere ned. For jeg tænkte, om De saa maaske lettere vilde faa sove. Men vil De, jeg skal skrue op igjen?”
„Nej Tak. Lad mig nu prøve. Godnat.”
— Uh, denne Karbollugt, som Else ikke kunde faa bort fra sin Næse. Karbollugt og Selvmord — Selvmord og Karbollugt — det smelted sammen til ét i Elses Forestilling.
Det gik underligt til i Verden.
Nu laa hun her Side om Side med en fremmed Selvmorderske. Hvem skulde ha tænkt det for 14 Dage siden? Men hvis der nu iaften var kommen en anden Patient i Cellen derinde, saa vilde det vært Else, som havde vært Selvmordersken, og den anden derinde vilde ha ligget Side om Side med hende og kanske følt den samme Rædsel og Afsky som nu hun. Disse Livets Tilfældigheder,
som styred og ordned det hele. En Selvmorderske havde reddet hende fra at bli Selvmorderske. En grublandet Taknemmelighedsfølelse gjennembæved hende, og saa stak hun Haanden ind under Pudebetrækket for at forvisse sig om, at det sønderrevne Lommetørklæde laa der. Jo. Gudskelov, at Frøken Ræder ikke havde fundet det, da hun imorges redte hendes Seng. Nu maatte hun skaffe det afvejen imorgen, for iovermorgen skulde der byttes paa Sengen.
Hvor langt mon Dødskampen nu var skreden frem? Hun letted Hodet, la Øret til Væggen og lytted. Nej, ingenting at høre.
Idetsamme hun vilde lægge Hodet tilbage, lød noget, som ligned Hiving i et rustent Pumpeværk.
Kom det derindefra? Else syntes, det havde lydt bag hende lige udfor Nakken. Hun vilde kalde paa Frøken Bøhn, men fik ikke Stemmen op. Angsten pressed Blodet som hurtige Naalestik mod hendes Trommehinder.
Hun holdt Hodet i samme Stilling, lettet op fra Puden. Det var, som havde hun et Stativ i Nakken.
Saa hørte hun som en langstrakt Gurglen. Med Magt gjorde hun Nakken fri fra Stativet, drejed Hovedet og keg ud paa Gangen. Stolen var tom. Saa la Else forsigtig Hodet ned igjen paa Puden.
Hvor var her stille i Aften. Ingen Lyd fra Cellegangen og intet at høre fra Deliristerne nedenunder. Det var liksom de allesammen vidste, at Døden var paa Besøg.
Hun lukked Øjnene og folded Hænderne over Brystet. Hendes Sind fyldtes med en knugende Andagt, og hun trak Vejret lydløst.
Saa med ét laa Selvmordersken ved Siden af hende ovenpaa Tæppet, Hun hørte den skurrendeRallen, fornam Nærheden af det blyfarvede Ansigt med det blaahvide Mundskum, og Karbollugten fyldte hendes Næsebor.
Hurtig sad hun overende og stirred forvildet paa Tæppet ved sin Side. Der var ingenting. Hun trykked Hænderne for Øjnene og søgte, at komme til Samling. Saa kaldte hun dæmpet paa Frøken Bøhn, der straks kom stille ind.
„Hvordan er det med hende derinde?” spurgte Else hviskende.
„Hun er død.”
„Naar døde hun?”
„For et Kvarterstid siden.”
„Hvorledes kan De vide det?”
„Jeg var ude og saa til hende.”
„Hør, det snakker derinde!” Else greb Frøken Bøhns Haand med en saa hastig Bevægelse, at denne fo'r sammen.
„Det er Suenson og Thorgren, som skal pusle Liget, Frøken Bøhn la den Haand, hun havde fri, om Elses Nakke og læned hendes Hode til sit Bryst: „De er da ikke bange, Fru Kant?”
„Jo,” hvisked Else og knuged krampagtig hendes Haand.
„Men for hvad dog?”
„Jeg Véd ikke. Bliv hos mig. Træk Stolen hen til Sengen og sid her.”
„Det er forbudt, Fru Kant. Jeg maa sidde ude paa Gangen. Husk, at jeg ogsaa skal tilse Komtessen.”
„Hun sover.”
„Nej, hun gjør ikke. Jeg var netop derinde, og da sad hun oprejst i Sengen.”
„De maa ikke gaa! Gaa ikke!” Else slog Armene om hendes Liv og klynged sig til hende.
„Gud gi, jeg kunde la være. Jeg vilde saa gjerne, for jeg mærker, hvor ængstelig De er. Men vær nu kun rolig. De er jo saadan en fornuftig Dame, siger de andre.”
„Ja-ja,” sa Else med et krampagtigt Suk. Hun slap Frk Bøhn, og la sig tilbage i Sengen. „Naarsomhelst De kalder paa mig, kommer jeg straks. Jeg hører det øjeblikkelig,” Frk. Bøhn la Tæpperne tilrette over Else, „Det er bedst, jeg skruer Gassen lidt op igjen.”
Else gav sig til at lytte efter Thorgrens og Suensons Stemmer derindefra Cellen. Et Par Gange lo Thorgren, dæmpet, syntes Else. Saa hørte hun Rissel af Vand, og derpaa en Lyd, som om de brugte Børster.
Du Reservelægen gik Natstuegang, talte han spøgende og endda mere venligt end ellers til Else. Men hun svarte kun det allernødvendigste. Hun havde troet, at Reservelægens Venlighed bundet i Forstaaelse, og i Forstaaelsens Medlidenhed. Siden i Eftermiddag vidste hun bedre Besked. Fuldstændig overladt til sig selv var hun. Udelukkende maatte hun stole paa egne Kræfter i Kampen for ikke at gaa tilgrunde her.
„Det glæder mig at finde Dem saa rolig,” sa Reservelægen tilsidst. Han blev staaende et Øjeblik og saa paa hende med et forskende Blik, hvori der ogsaa var et Gran af Forundring. Saa sa han Godnat, og gik.
Nu var der ganske stille i Cellen derinde. Altsaa var de færdige. Saa havde de vel tat Uldtæppet bort, og dækket hende med et Lagen. Vel ogsaa slukket Gassen, saa hun nu laa i sort Mørke. og lukket Celledøren. Nej, laaset den. For ellers kunde en af de syge pludselig rive Døren op, og springe derind. — Gad vidst, om de nu ogsaa virkelig havde slukket Gassen? Plejed der ikke altid at være Lys hos de døde?
— De arme grædende Børn, som ikke havde villet slippe Moren. Nu havde de ingen Mor mere. Men det vidste de ikke. Nu laa hun død her i en af Cellerne for Gale og Forbrydere og Selvmordere. Der havde Else ogsaa ligget. Og nu laa hun tæt ved.
Men hun var ikke død, og hun vilde heller ikke dø. Lille Tages Mor var endnu ilive. „Lille Tage” — Graaden brød et Øjeblik i hende uden at bli til Taarer. Ja, hun vilde leve for Tages Skyld.
Øjnene faldt trætte i, men Søvnen var langt borte.
Saa var Selvmordersken igjen ved Siden af hende. Men nu ralled hun ikke. Stille og ganske nøgen under et Lagen laa hun ovenpaa Tæppet. Else kjendte tydeligt det kolde Gufs fra hendes døde Legeme, og Karbolstanken var blandet med Liglugt.
Else vilde raabe og slide Øjnene op, men det lykkedes ikke. Liget var gledet hen paa hendes Bryst, og laa nu kvælende over hende. Hun stred og kjæmped for at faa Luft, og for at komme til at røre sig. Men ikke en Finger kunde hun løfte. Nu døde hun. — Nu døde hun. Aa Gud, nu døde hun alligevel, kvalt ihjel af denne fremmede Selvmorderske. Hun var allerede død. Blot inde i Hodet, øverst oppe var der en liden Plet, som leved. Der var den sidste Rest af Legemets Liv krøbet op, og der sad Dødsangsten og grov som et glødende Søm.
Saa gav det inde i Hodet et Smæld, som hun tydelig hørte. Else gjorde en sidste uhyre Anstrengelse, og med en Lyd i Halsen, som naar Proppen drages af en Flaske, trak hun Vejret og slog Øjnene op.
Liget var borte. Hun vilde rejse sig og kalde paa Frk. Bøhn, men ingen af Delene formaaede hun. Legemet var som lamslaaet. Hun prøved, om hun kunde løfte Armene lidt. Jo, det gik.
Hvad kunde det ogsaa nytte, om Frk. Bøhn kom ind? Hun turde jo alligevel ikke fortælle hende denne Hallucination med Selvmordersken. „Alting her blir udtydet som Sindssyge,” havde Madonna-Hansen sagt en af de første Aftener. Og det havde gjort hende forsigtig.
Atter sank Øjnene trætte i, men hun skyndte sig at aabne dem. Hun turde ikke ha dem lukket at Frygt for, at Hallucinationen skulde komme igjen. Men tilsidst kunde hun ikke mere. Laagene var saa svidende tunge. Tiltrods for hendes Anstrengelser lukkedes de atter.
Og straks var Selvmordersken ved hendes Side, iskold, tung og lugtende af Karbol og Lig.
„Det er Vanviddet, som kommer,” sa Else til sig selv. Saa rejste hun sig møjsomt overende og raabte paa Frk. Bøhn.
„Vær saa snil at gi mig et Glas Vand,” bad hun.
Sygeplejersken bragte det forlangte, og Else drak lidt, Hun begyndte at spørge Frk. Bøhn om Dit og Dat, for at hun skulde bli lidt hos hende. Frk. Bøhn svarte venligt, men kort. „De véd, de skal sove,” sa hun, idet hun vendte sig og omhyggeligt glatted Elses Hovedpude. „I Nat er her jo stille.”
Else dypped Snippen af sit Lommetørklæde i Vandglasset, som Sygeplejersken havde ladt bli staaende paa Sengebordet, og baded sine Øjne. Saa kanske hun bedre kunde holde dem oppe.
Men hun turde ikke lægge sig ned igjen. Hallucinationen kom vist lettere da. Hun læned Skulderen og Hodet mod Væggen og satte al sin Kraft Ind paa at holde Øjnene aabne.
Alligevel gled de til efter en Stunds Forløb, og et Par Øjeblikke efter laa Selvmordersken ved hendes Side.
Hun retted sig hastig op, knuged Hænderne sammen og vred sig i Angst og Pine.
„Skal Du da virkelig bli vanvittig? Er Kræfterne udtømt nu? Har Hjernen faaet et Knæk etsteds, eller er den nu begyndt at bli til Grød?”
Hvis hun hade faat Lov til at staa op og gaa lidt paa Gulvet, eller Frk. Bøhn havde villet sidde hos hende? —
Skulde hun kalde hende ind og betro sig til hende? Fristelsen var et Øjeblik stor, men hun overvandt den. Frk. Bøhn vilde føle det som sin Skyldighed at fortælle det til Professoren. — De var saa pligtopfyldende disse Sygeplejersker.
Nej. nej, nej! Hun vilde kjæmpe, kjæmpe til det yderste. Endnu havde hun jo sin fulde Forstand. Det var kun, naar Øjnene faldt til, og denne svagt surrende Syden begyndte i Baghodet, det var kun da, at hun tabte Styret over sine Forestillinger.
Ja, hun vilde kjæmpe, lægge sig paa Knæ i Sengen, folde Hænderne og skrige med Sjælen efter Hjælp. Samle al sin Angst og Gru og Kvide i et brændende Raab til sig selv, til sin Fornuft, til sin Vilje, til sin Legemskraft, der altid havde vært stor. Og til sine Kære, som var døde. Kanske de kunde høre hende og slaa Vagt om hende. Hvem vidste? Spiritisterne sa jo, at de var i Luften omkring os og kunde faas i Tale. Men saa skulde der være et Medium. Og det havde hun ikke. De maatte gøre en Undtagelse, la Naade gaa for Ret —. Hun laa paa Knæ midt i Sengen med sammenlagte oprakte Hænder, og nu var Øjnene vidtaabne, Laagenes Tyngsel og Træthed borte.
Da lød Brøl som af vilde Dyr, og et Bulder, som naar Stormen bryder løs paa Havet.
Else stivned et Øjeblik i Skræk, men saa vidste hun, det var Deliristerne nedenunder, og noget som en Lettelse strøg igjennem hende. Stille la hun sig tilbage paa Puden. Gudskelov for Deliristerne! Saa længe de holdt paa, vilde Øjnene ikke lukke sig, og Selvmordersken ikke komme.
„Ja,” sa Frk. Bøhn, hun stod foran Sengen, og saa bekymret paa Else. „Vi er jo vant til det, men for Dem maa det være frygteligt.”
„Jeg begynder snart at bli vant til det, jeg ogsaa nu,” sa Else med et underligt Smil, og greb Frk. Bøhns Haand, som hun holdt fast i sin.
„Jeg kommer straks ind til Dem og sidder lidt,” sa Frk. Bøhn og løsned sin Haand. „Dette forstaar jeg, maa skræmme Dem. Men først maa jeg se til Komtessen, som ogsaa er vaagen.”
„Godmorgen og til Lykke!” Det var Frk. Bøhns Stemme.
„Til Lykke?” gentog Else og saa forbavset paa hende.
„Ja, De har sovet. Sovet roligt i en og trekvart Time. Deliristerne faldt til Ro Kl. 4. Et Kvarter efter sov De. Nu er den 6. Det er jo første Gang, siden De kom her. Det ser ud til, at jeg har Held med mig.”
„Til Lykke,” sa Frk. Stenberg, da hun gik Morgenrunde, og saa klapped hun Else paa Kinden.
„Til Lykke,” kom Thorgren leende med sine friske Kinder, som ingen Nattevagter syntes at kunne blege, og saa rakte hun Else begge sine hjertelige Hænder. „De maatte dog til det tilsidst!”„Til Lykke,” hilste Suenson med sit lyse Smil og gav stilfærdigt Haanden.
Frøken Ræder var der ogsaa og Madonna-Hansen, og alle var de glade, fordi Else havde sovet.
„Til Lykke,” tænkte Else. Men ingen af dem vidste, hvad de to Ord betød for hende. Taler og handler vi da alle i Blinde her i Verden?
Ja. I Blinde.
Men Elses Indre undergik nu en Forandring. En sløv Ro drog ind i hendes Sind, en tungsindig Given sig hen i Skjæbnen. Var hun ikke, bleven vanvittig disse sidste to Nætter, saa maatte hun vel ogsaa kunne redde sig videre fremover. Og Tanken paa Selvmord var tusinde Mile borte. Nu kunde hun bære alt, hvad der saa kom. Hun følte sig brudt og knækket, men samtidig styrket.
Som sædvanlig stod hun op for at vaske og stelle sig, hvorefter hun plejed at gaa tilsengs igjen og bli liggende et Par Timer. Hun kjendte sig saa udmattet, at hun paa de vaklende Ben knapt kunde naa hen til den lille Servante i Krogen. Det svimled og sortned for hendes Øjne, saa hun maatte søge Støtte langs Væggen, og Hodet var, trods Søvnen, tungt som en Blyklump.
Før hun gik tilsengs igjen slæbte hun sig ud paa Cellegangen og keg gjennem Glasgluggen i den lukkede Dør ind til Selvmordersken. Hun laa i Sengen paa en bar Sækkelærredsmadrats, indhyllet i et Lagen, der slutted tæt om Legemet, saa det ligned en lang uformelig Bylt, Maven var saa højt opsvulmet, at Else kun kunde se Omridset af Hodets øverste Del under det dækkende Lagen.
Og der var intet andet i Cellen. En bleg Solstraale faldt ind gjennem Vinduet og lyste graa-gult paa den opsvulmede Mave.