Else var bleven flyttet. Den store Fløjdør i Cellegangens nederste Ende havde aabnet sig for hende, og umiddelbart udenfor denne laa hendes nye Værelse. Foruden Sengen indeholdt det Chaiselougue, et Bord og en Stol. Ogsaa her stod Døren aaben Nat og Dag ud til en med et gult Bord og 2 Stole møbleret Gang, der liksom Cellegangen var lukket af vel tillaasede Fløjdøre. Værelset stødte paa den ene Side klods op til Cellerne, hvorfra det kun var skilt ved en almindelig Væg, og havde paa den anden Side et Rum med seks Senge, der for Øjeblikket stod tomt. Endskønt Vinduet foroven var behængt med en rødbrun ulden Gardinkappe, virked det dog, højt oppe som det sad, og med sine bittesmaa Ruder ligesaa jerngitret som Cellernes Vinduer, og Elses Indtryk af at være i Fængsel var det samme som før.
Ved Flytningen havde Else faat en ny Dagsygeplejerske, Frøken Ræder, som var kommen op fra Mandsafdelingen nedenunder, en kraftigbygget blond Kvinde henved de 30. Hun bar Lorgnet og havde et muntert og dannet Væsen. Smaanynnende og let vuggende i Hofterne gik hun om ved sit Arbejde, og hun talte til Else om allehaande Ting, for at faa hende til at glemme sine Kvaler. Else var glad ved at ha hende om sig. Idetheletat virked Sygeplejerskerne som blege Solstraaler paa en mørk og isfrossen Vinterdag.„Nu,” sa Reservelægen, da han første Gang tilsaa Else paa det nye Sted. „Nu er De da tilfreds?”
Else, der sad paa Kanten af Chaiselonguen, saa forpint hen for sig. Naar undtages, at hendes Opholdssted ikke var en Celle, og at de syge ikke hvert Øjeblik kunde fare forbi hendes Døraabning eller komme ind til hende, var der ingen Forskel paa før og nu. Larmen og Skrigene hørte hun lige saa tydeligt. Uroen og Forstyrrelserne af Vinduer og Døre og alle Dagens Lyde var de selvsamme. Klokken 5½ a 6 om Morgenen begyndte Rengøringen med den isnende Gennemtræk, og om Natten stod Fløjdøren aaben til Cellegangen, hvor Thorgren, som havde afløst Frøken Suenson, sad Vagt og skulde tilse baade Else og Cellepatienterne. Og saa havde hun den sidste Nat lidt af en voldsom Tandpine.
„Jeg kan jo ikke sove her heller,” sa hun træt.
„Aa Snak.”
„Og saa er det saa skrækkeligt, at jeg aldrig faar vadske mig.”
„Faar De ikke vadske Dem?” Reservelægen gjorde store Øjne.
„Kalder De det for at vadske sig? En halv Pægl Vand i en Skal, som man akkurat kan dyppe Næsen i. Hjemme tog jeg koldt Bad hver Morgen.”
„De kan ogsaa godt faa Bade her. Sig til, at der er i Orden,” han vendte sig til Frøken Stenberg.
„Rørene lækker og Ovnen fejler ogsaa noget,” sa Frøken Stenberg.
„Saa maa det repareres. De skal nok faa Bade, Fru Kant.”
„Tror De, det endnu varer længe, før jeg faar se min Mand?”
„Slaa nu det af Tankerne. Ja, det kan godt være, at det varer længe”, tilføjed Reservelægen som Svar paa Elses fortvilede Blik. „Har De da ikke bedt Professoren for mig?” Reservelægen nikked.
„Aa Gud, hvor det er forfærdeligt,” udbrød Else. „Hvad skal, hvad skal jeg dog gøre? Jeg længes saa usigeligt efter at faa høre hjemmefra.”
„Professoren véd bedst, hvad der er gavnligt for Dem.”
„Gavnligt,” raabte Else og rejste sig. „Ja, jeg kan den Lektie nu!” Hun gik nogle Skridt og satte sig igen. „Hvad Gavn skal jeg ha af at sidde her under Laas og Lukke og lide og sørge, saa jeg er nærved at omkomme? Hvad skal der bli af mig tilsidst, jeg, som aldrig sover! De véd, at det er sandt, at jeg aldrig sover. Selv om De tænkte, jeg tog Fejl, saa har De Sygeplejerskernes Udsagn at holde Dem til. Og jeg kan Ikke komme til at sove her. Jeg har sagt det fra den første Aften, og jeg blir ved med at sige det. Tror De ogsaa, det er mig gavnligt?”
„Hvor De er ilter,” sa Reservelægen paa sin sædvanlige godsliglavmælte Maade. „Det er formelig interessant at se paa.”
„Hvad er han dog for en Mand. den Hieronimus!” vedblev Else. „At han er en Pave i smaat Format, arrogant og selvsikker som en Lægprædikant, forklarer ikke tilstrækkelig hans Adfærd imod mig. „Til mit eget bedste!” Tror han da, at jeg vilde bli vanvittig af at se min Mand — det vilde han forresten vist ikke sørge over —, eller er han bange for, at Hospitalet skal ramle sammen, naar han viser sig?”
Reservelægen forsøgte som sædvanlig at slaa det hen i Spøg, og Else hørte paa det uden at bli irriteret. Hun var ham trods alt taknemmelig, fordi han lige fra den første Aften havde været medmenneskelig og venlig imod hende. Saa var der ogsaa dette Glimt af Medlidenhed, der kunde komme og gaa i hans klare flegmatiske Øjne, og som især ved Nattetide, naar hun var allermest oprevet og fortvilet, for et Øjeblik trøsted og dulmed hende. — —
„De er jo overbevist om, at jeg ikke er sindssyg, Frøken Ræder,” sa Else en Eftermiddag, da Gassen var tændt, og Stuegangen ventedes. Hun havde vært oppe nogle Timer, men var gaat tilsengs igjen, udmattet af Tandpinen, som nu havde martret hende paa 3dje Døgnet.
Frøken Ræder, der sad med et stort uldent Hækletøj i Chaiselonguen lige overfor, tog hurtig Lorgnetten af og svarte frejdig: „Ja, jeg for min Del har ikke kunnet opdage det ringeste Tegn.”
„Vil De saa ikke besørge et Brev til min Mand for mig? De gjør en god Gjerning mod mig.”
„Umuligt, Fru Kant! Bed mig endelig ikke om det.”
Else taug. Hun hørte paa Tonefaldet, at det vilde være ligesaa frugtesløst at bede Frøken Ræder, som det havde været ligeoverfor Frøken Suenson.
„De forstaar jo nok, at vi Sygeplejersker ikke kan gjøre saadant. Det vilde være det samme som naar en Mand brød sin Embedsed.”
Ja, Else forstod det kun altfor godt. Ingen Redning, intet Haab. Hun var som levende begravet.
„Deres Mand vilde heller intetsomhelst foretage sig.”
„Aa, hvor kan De tænke!” afbrød Else. „De kjender ikke min Mand.”
„Naar man er under Professoren, saa sker kun det med en, som han vil. De skulde heller sætte alt ind paa at være venlig, allerhelst ydmyg med Professoren. Han er vant til at have det saadan. Men De — De skulde bare vide, hvordan De ser ud, naar han taler til Dem,” Frøken Ræder lo. „Det er ikke klogt af Dem.”
„Ja, han er bleven mig saa led, den Karl,” sa Else med Afsky.
Lidt efter kom Stuegangen. Det var Hieronimus.
„Her har De det som Blommen i et Æg,” sa han, mens han vimsed hen til Sengen.
Else svarte ikke. Hvergang hun hørte Professorens Skridt, fik hun Hjærtebanken og skjalv af Modvilje. Og naar han talte venlig som nu, var hans Stemme saa selvtilfreds skrattende, at den paavirked Else endnu ubehageligere, end naar den var haanlig og opfarende.
„Og her faar De da Ro til at sove. Ikke?” Spørg Sygeplejerskerne om, hvad Ro her er, og om, hvormeget jeg sover,” trykked Else ud af sig. Professoren skulde siddet herinde i Nat og hørt paa.”
„Naa ja, det kommer vel,” han vendte sig for at gaa, men drejed sig hastig paa Hælen, og sa: „De har jo havt Tandpine?”
„Ja.”
„Er det over nu?” „Nej.”
„Vil De ha Tanden ud?”
„Nej. Jeg vil hellere ha en Tandlæge.”
„Naa!” — Vims var han borte.
Om Natten blev Tandpinen aldeles uudholdelig. Ogsaa Hosten, der i de sidste Par Dage syntes at ha været i Aftagende, var igjen blet slem. Intet Under, slig Gjennemtræk som der var Morgen og Aften under Udluftningen. Time efter Time sad Else overende i Sengen og jamred sig højlydt omkap med de rasende Delirister der nedenunder. Thorgren gav hende hede Omslag. Hun sprang hele Tiden til og fra. Saasnart hun blev et Par Minutter hos Else, kaldte Skrig og Spektakler hende tilbage til Cellegangen. Hvergang Else fik Omslaget paa, lindred det lidt, men saa tog Hosten fat. Hun græd over sig selv, saa Taarerne strømmed, og gjentog atter og atter: „Jeg kan ikke holde det ud.”
„Hvorfor vil De ikke ha Tanden ud?” spurgte Reservelægen.
„Det er der ingen Grund til,” svarte Else. Tanden har nylig været plomberet, og kan vare i mange Aar endnu. Lad mig bare faa ta til en Tandlæge. Han kan jo la mig kjøre i lukket Vogn og gi mig et Par Fangevogtere med til Følgeskab.”
„Lægge Dem i Lænker,” foreslog Reservelægen. —
„Nu skal jeg gaa ned og bede Professoren om Lov at kjøre til en Tandlæge,” sa Frøken Stenberg et Par Timer senere. „Det blev saa mig, der kom til at følge Dem.”
„Tak”, sa Else, der hele Tiden var bleven ved med at jamre sig.
Det varte ikke længe, saa kom Frøken Stenberg tilbage. Hun saa skuffet ud.
„Nu?” spurgte Else.
„Han svarte ingenting, bare betyded mig, at jeg kunde gaa.” „Sligt et Uhyre!”
„Jeg har nogle brune Draaber, som har hjulpet mig engang,” sa Frøken Stenberg. „Dem skal vi prøve at gnide Tandkjødet med.”
Om Eftermiddagen, da Else kom ud paa Cellegangen, hvor hun daglig havde Lov til at spasere frem og tilbage, opdaged hun, at der i den nederste Celle var kommen en ny Patient, en Dame,
der trods Hospitalstrøjen og Cellesengens hvide Uldtæpper og grove Pudevaar, gjorde et levende Indtryk af Finhed og Værdighed. Hun laa ganske stille og saa frem for sig med et forstenet Blik, mens Taarerne langsomt og ustanseligt løb ned over det ubevægelige, af Graad opsvulmede Ansigt. Den unge Pige med det tunge Hode var svinglet ind i Cellen, hvor hun nysgjerrig stirred paa den nye Patient, og Bedstemor stod smaapludrende bøjet over hende. Men den grædende Dame ænsed dem ikke. Først da Barselpatienten pludselig fløj ind til hende, udstødende sit sædvanlige hule Jammerraab paa Knu'ssen, fo'r hun angst sammen, og saa sig om efter Hjælp.
„Hvem er det?” spurgte Else Sygeplejersken, som havde været inde efter Barselpatienten.
„En Komtesse.” „Er hun meget forstyrret?” „Det er hun vist. Hun blev taget paa et Hotel, hvor hun gik om med en ladt Revolver, og nu tror hun, at hun er falden i Hænderne paa Anarkisterne.”
„Hvem skulde tro, at det er en gal, som ligger der og sér saa fornuftig-fortvivlet ud,” tænkte Else, som hvergang hun paa sin Marsch kom forbi Komtessens Døraabning ugenert keg ind til hende. Stakkels Menneske —. „Hun har da vel ikke Revolveren hos sig?” spurgte hun pludselig ivrig, og standsed foran Thorgren.
„Jo, hun har to!” svarte Thorgren leende, og tilføjed: „Der fik jeg Dem dog til at smile, Fru Kant. Jeg helmer ikke, før jeg ogsaa faar Dem til at le.” —
„Nej,” sa Else omsider til sig selv. „Jeg vil ikke mere gaa her og kigge paa denne ulykkelige Komtesse. Hun sér hvergang saa smerteligt bebrejdende paa mig. Man skal ogsaa være fintfølende ligeoverfor de gale.”
Else gik ind til Fru Syverts, der fremdeles laa tilsengs, nydelig og proper med velbørstet, flettet Haar og i snehvid broderet Natkjole.
„Hvor er det pænt af Dem, at De kommer ind til mig, Fru Kant,” Fru Syverts greb Elses Haand med begge sine. Det bæved om hendes Mundviger, og de brune Fløjelsøjne fyldtes med Taarer. „Her ligger jeg endnu, hvad synes De? Jeg tigger og bér hver Dag om at faa komme op, men de svarer mig ikke engang.”
„Det er fordi De ikke er rolig nok.”
„Det nytter ikke, om jeg ogsaa er rolig,” Fru Syverts béd i sin Underlæbe, og store klare Taarer trilled ned over de hvide Kinder. „Jeg har forsøgt det ogsaa.”
„Men om Nætterne. De larmer og skriger om Nætterne.”
„Det er fordi jeg er saa angst. Jeg føler mig som i et underjordisk Fængsel, og naar de andre begynder, saa maa jeg ogsaa. Saa er det ogsaa saa underligt med disse Læger, som kommer ind til en om Nætterne. De kan da ikke være anstændige?” Fru Syverts smilte pludselig, og blinked skjælmsk til Else.
„De har jo ogsaa villet springe ud af Vinduet,” sa Else.
„Det gjorde jeg for at drille dem,” hun lo saa smaat, mens Taarerne blev ved at trille. „Det morer mig at drille dette Fangervogterpak. Den Gang jeg skræmte Dem, var det ogsaa bare for at drille. Jeg vilde slet ikke gjøre Dem noget. Forresten er det ikke underligt, om man blir forstyrret i Hodet af at ligge her. Al den Kloral tar Forstanden fra mig. Men sig mig, véd De ikke. hvorfor min Mand er bleven vred paa mig?”
„Det er han sikkert ikke.”
„Jo, for han lovede at komme og se til mig hver Dag. Aa Carl, Carl, hvor kan Du nænne at være saadan” — hun brød pludselig ud i høj Hulken.
Else søgte at trøste hende „Kom snart ind til mig igjen, Fru Kant!” raabte fru Syverts, da Else gik.