„Knut sad for tredje Gang siden Elses Indlæggelse paa Hospitalet, spændt og urolig i Professorens Venteværelse.
Hvad han hidtil havde faat ud af den ordknappe Professor, havde lydt lidet trøstende og lilet oplysende: „Deres Hustru var urolig ved Indlæggelsen.” — „Ikke tale om Besøg.” — „Nu til en Begyndelse kun Spørgsmaal om at vinde Patientens Tillid” — „Ingen Nytte til at forhøre sig før om nogle Dage.” — „Foreløbig kun det at bemærke, at Deres Hustru synes at være en meget Vanskelig Patient.”
Det var Knut, der under Besøgene havde ført Ordet. Professoren havde lyttet til — ikke saa Interesseret, som han gjærne skulde være, syntes Knut. Hvorfor var denne Mand saa forbeholden, i Grunden kjølig? Sad han med sin Opfattelse færdig, eller havde han ingen Mening dannet sig endnu? Hvorfor var det ikke Lægen, der ledte Samtalens Gang? Den drejed sig jo udelukkende om Patienten.
Nu nikked Betjenten ved Døren til Knut. Det var hans Tur.
„Deres Hustru er udtalt sindssyg.”
Det gav et Sæt i Knut. Ordet greb med næsten legemlig Voldsomhed ind i hele dette pinefulde, varsomt tvundne Spind af Bekymringer, der længe, Stykke for Stykke havde bredt sig om hans Tanker og Følelser.
„Sindssyg?” sa han.
„Ja.”
„Forvirret?”
„Formen for hendes Sindssyge er den næsten fuldkomne Mangel paa Evne til at beherske sit Følelsesliv. Undertiden er hun en ren Furie.”
Det varte lidt, før Knut svarte. Nu var her altsaa Klarhed nok, og en Sikkerhed i Tonen, der ikke lod Plads aaben for den mindste Tvil.
„Og Professoren har tat hendes særegne impulsive Kraft med i Betragtning — den, der kommer frem i hendes Produktion?”
Med saa meget som Halvdelen af et Sekunds Tøven svarte Hieronimus: „Ja.”
„Kjender Professoren min Hustrus Malerier?” „Min stærkt optagne Tid har i de senere Aar desværre hindret mig i at følge med Kunstens Udvikling herhjemme.”
„Maa jeg sende Professoren nogle Gjengivelser af hendes Malerier?”
„Tak. Selvfølgelig vil der i Valget af Emner kunne være en Vejledning til Bedømmelsen af Deres Hustrus Tilstand.”
„Og i Behandlingsmaaden? Det kunstneriske Højdepunkt, der er naaet?” „Ogsaa deri.”
Professoren gjorde nogle Skridt fra Skrivebordet hen mod Kakkelovnen.
„Mit Raad er, at Deres Hustru indlægges paa Set. Jørgens Sindsygeasyl for en ikke altfor kort Tid.”
Atter gav det et Sæt i Knut, som fik han et Stik.
„For hvor længe?” spurgte han. „Et Aar.”
„Hvad skal der opnaas derved?” „Helbredelse,” sa Hieronimus fast og med liksom Antydning af Mishag over Spørgsmaalet. Da Knut intet sa, tilføjed han: „De skal ikke ta Deres Beslutning nu med det samme. Tal med Dr. Tvede. Deres Hustru blir foreløbig her. Det haster ikke.”
„Det forekommer mig dog, at naar der er Tale om Indlæggelse paa et Sindssygehus —.
„Deres Hustru skal først af alt lære Disciplin. Hun er misfornøjet med sit Ophold hos os. Hun vil ikke ha godt af, netop nu at bli flyttet. Det tar ogsaa mindst 10 Dage at faa Sagen ordnet. Giv mig Deres Svar i Løbet af Ugen.”
„Og Professoren er af den Mening, at der ad denne Vej virkelig vil opnaas Helbredelse?”
„Ubetinget. Vi har mange Eksempler derpaa. Det første Halvaar vil hengaa under Protester fra Deres Hustrus Side. Saa vil hun falde til Ro, og endelig forlade Hospitalet med Taknemmelighed i Hjærtet og helbredet.”
„Ad denne rent mekaniske Vej, ved Afsondring og Indespærring?”
„Ad denne rent mekaniske Vej — ja,” sa Hieronimus med en Mine, som om han netop fandt Udtrykket slaaende.
Knut havde Følelsen af, at han stod der og forslæbte sig paa en tung Byrde. Han kunde ikke gaa, og han undlod med Vilje at lægge Mærke til, at Audiensen hos den altid travle Professor var forbi.
„Saa vil De jo ogsaa faa Fred i Deres Hjem,” sa Hieronimus fra sin Stol med noget i Stemmen, der klang som Spot.
Der gik paany et Ryk gennem Knut. Var hans mange, omhyggelig overvejede Ord da blevet. tydet som Klage over egen Nød?Den Mand der i Stolen var dog næppe saa stor en Sjælegransker, som han havde Ord for.
„Der er kun ét at gøre: Følg Hieronimus' Raad,” sa om Aftenen Dr. Tvede til Knut. Den næste Dag sa to Læger af Knuts Bekendtskab det samme til ham: Hieronimus var en Mand, hvis Dom i slige Sager man ubetinget maatte stole paa.
Det er altsaa derpaa din Kraft skal sættes ind, tænkte Knut. Han bandt saa sin Vilje med faste Baand om en Beslutning, der smerted som en ond Byld i Brystet: Hieronimus' Raad skulde følges.