Else gik op og ned i sit Værelse. Gjennem den aabne Dør havde hun set Komtessen, høj og statelig i sin sorte finuldne, med sorte Kniplinger besatte Kjole, staa med korslagte Arme i Fløjdøren ud til Cellegangen. Else havde flere Gange talt med hende og havde følt Trøst ved hendes blide stilfærdige Væsen. Men idag var hun i en saa bævende Spænding, at hun helst vilde være alene. Reservelægen havde jo lovet at tale med Knut.
Stakkels Komtessen! Else kunde ikke begribe, at der skulde mangle hende noget paa Forstanden. Jo, først havde hun troet det. Den Historie, Komtessen havde fortalt, lød saa umulig. Med List og Vold var hun bleven lokket ind paa Hospitalet af Hieronimus og en Slægtning, og saa havde hun pludselig faat Besked om, at hun var anholdt som sindssyg og skulde i Seng. Og hun vidste ingen anden Grund end den, at hendes Familje ikke kunde like hende, fordi hun praktiserte Kristendom, og havde antat to smaa Fiskerbørn som sine egne, og i sit Testamente indsat dem som berettiget til at nyde godt af en Del af hendes Formue. Og saa var det Pistolen, som Thorgren havde talt om. Den Pistol havde Komtessen uantastet ejet i 22 Aar. Og et hvidt Pulver i en Æske, der ansaas for at være Gift, men som ikke Var andet end almindeligt Pudder. Ligeledes havde hun en Tid af sit Liv sovet om Natten med tændt Lys, og var beskyldt for at have Anarkistskræk.
Ja, Historien lød mærkelig. Og Else havde delvis antat den for Hjernespind. Men ved at tale med Sygeplejerskerne havde hun ikke kunnet erfare, at der fandtes andre Grunde end dem, Komtessen nævnte, til den Mistanke for Galskab, hvorpaa hun var bleven indespærret.
„Kom ind og sid lidt hos mig. Ja?”
Else, der var paa Vej til Vinduet, vendte sig hastig om. I Døren stod Komtessen med det lidende Ansigt og de dybblaa milde Øjne. Det brune Haar krused sig som smaa bløde Bølger om den hvide Pande, og dækked Tindingerne helt til Ørene.
De fulgtes ad ind i det rummelige Værelse ved Siden af Elses. Det var blevet gjort istand til Komtessen og indeholdt 2 Senger, og imellem de høje, smaarudede, som Jerngitter virkende Vinduer, stod der en Sofa med slidt sort Damaskes Betræk, saa var der et Bord og en gammel Lænestol.
„Hvad tænker De egentlig om Professoren?” spurgte Komtessen, da, de havde, tat Plads.
„Ingenting,” sa Else trist. „Jeg forstaar ham ikke.”
„Men han maa da lade sig overbevise. Ikke sandt? Han maa jo dog kunne mærke, at det er lutter Opspind med min Sindssygdom.”
„Ja, man skulde jo tro det. Men Gud véd.”
„Han maa lade sig overbevise! Guds Ords Kraft skal overbevise ham!”
„Kan De virkelig tale med ham? Jeg formaar det ikke.”
„Ak ja dog,” udbrød Komtessen. „Jeg tror paa den Mand. Han er ikke nogen levende Kristen, men et ærligt Menneske. Det tror jeg, det maa jeg tro.” Komtessen knuged Hænderne sammenog vendte Øjnene opad. „Ak, bare jeg dog havde min Bibel.”
„Kan De ikke be om at faa en Bibel, da?”
„Det kan De vel forstaa, var det første jeg bad om, men jeg har ikke faat nogen. Vilde De ikke ogsaa gjerne ha en Bibel, ja?”
„Aa, jeg véd ikke,” svarte Else, mens et knugende Suk pressed sig frem fra hendes Bryst.
„De tror jo dog paa Gud?”
Else nikked.
„Og paa Jesus Kristus?”
Else nikked atter. Hun syntes ikke, det var Tid eller Sted til at forklare, hvor vantro hun var. Og saa vilde hun saa nødig saare dette ejegode Menneske.
„Saa skal vi bede tilsammen. Hvor to eller tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg selv midt iblandt eder. Nu skal vi bede om, at De maa bli fri for Deres Tandpine. Vi skal bede i samme Stund begge to. Ak, jeg hørte Dem inat, hvor De jamred Dem. Og Deliristerne! — — Men tænk jeg
sov alligevel, ikke hele Natten, nej, men dog noget.”
„De er lykkelig, som kan sove,” sa Else.
„Det er Guds Kraft og Naade. Jeg lægger mig hver Aften hen i Jesu Arme, og saa er jeg frelst fra alt ondt. Det skulde De ogsaa gjøre.”
„Ja,” sukked Else.
„Har De endnu ikke faat Løfte om at se Deres Mand?”
„Nej, men idag har Reservelægen lovet at tale med ham. Saasnart min Mand faar ordentlig Besked, kommer han øjeblikkelig.” Else følte Haabet risle varmt igjennem sig.
„Ja, det er mærkeligt, at De skal være her,” sa Komtessen grundende. „Det er jo et Sted for Gale og Forbrydere. Jeg begriber forøvrigt ikke, at De kan gaa derude paa Cellegangen. Idag stod jeg kun lidt i Døren, og jeg led frygtelig ved at se paa dem.”
„Det er jo som et Slags Adspredelse,” svarte Else. „Nu kjender de mig allesammen, og nogle af dem smiler, naar de ser mig.”
„Nej, jeg forstaar det ikke!” udbrød med ét Komtessen og slog Hænderne sammen. „Jeg, som aldrig i mit Liv har været det ringeste nervøs engang! Og min Læge —. Jeg har bedt om at faa et Besøg af min Læge, men det er blevet mig nægtet. Kan De forstaa det? Ja, havde jeg ikke Gud, saa blev jeg gal af at gruble paa det. Men Gud er min Styrke.”
Om Eftermiddagen var Else paa Cellegangen. Bedstemor sad sammenkrøben paa sin sædvanlige Plads ved Kakkelovnslugen, og den unge Pige med det tunge Hode stod gjemt bag en Dør og keg sky paa Else, der langsomt gik op og ned med hænderne paa Ryggen. De andre Patienter laa i sine Senge.
Nu var Klokken halvfem, havde Suenson sagt. Men derfor kunde Knut endnu godt komme og hente hende. Den Aften, hun kom her, var Klokken 6. Kunde man komme ind her Klokken 6, saa maatte man vel ogsaa kunde komme ud herfra paa samme Tid.
Med ét hørte Else hurtige Mandsskridt bag sig. Hastigt vendte hun sig om. Forventningen jog som Kuldegys igjennem hende.
Reservelægen kom imod hende.
„Jeg skal hilse fra Deres Mand,” sa han, og Stemmen var ikke saa lavmælt og langsom som vanligt, der var liksom kommen Fart i den.Else kunde ikke tale. Hun følte sine Øjne brænde og spørge.
„Jeg var saa heldig at træffe ham lige nu her nede i Gaarden.”
„Hvad sa han?” kom det aandeløst.
„Jo. De havde det udmærket, baade han og den lille.”
„Vil han ikke ta mig ud?”
„Nej,” sa Reservelægen, og der kom noget uvilligforundret i hans Blik.
„Sa De ham da ikke, hvordan det var fat med mig?”
„Jeg sa, at De var temmelig angreben.” „Og han vilde ikke se mig? Vilde ingenting gjøre?”
Atter svarte Reservelægen nej med det samme uvilligforundrede Blik.
„Saa har De ikke sagt Besked!” raabte Else, og Stemmen udtrykte hendes anklagende og harmfulde Fortvilelse.
„Jeg forstaar slet ikke, hvad De mener,” sa Reservelægen i irriteret og bebrejdende Tone. „Hvad venter De, at Deres Mand skal gjøre? Han kunde jo ikke ha Dem hjemme. Det er da ved Gud det sidste en Mand griber til: at lægge sin Kone ind paa 6te Afdeling. Nu har han overgit Sagen i Professorens kyndige Hænder, og saa har han kun at forholde sig passiv.”
Else stod og stirred hen for sig. Det var, som hun sank og sank, og mens hun sank blev hendes Indre til Sten, og hendes Legeme til Sten.
„Jeg begriber ikke, hvad De er saa utilfreds med,” vedblev Reservelægen ærgerlig. „Se paa de andre,” hans Blik strejfed den altid glade og pludrende Bedstemor. „De har det jo godt, som De har det, Hvad andet kan De forlange? Jeg har hele Tiden ventet, at De skulde falde til Ro hernede — vi vil Dem jo alle saa vel — men det lader ikke til, at det sker,” han vendte hende Ryggen og forlod hurtig Cellegangen.
Da først gik det til fulde op for Else, hvordan Tilstanden var.