Deres Ansigt er gult som Voks idag,” sa Frøken Stenberg, da hun om Morgenen kom ind til Else. „Men nu maa der snart ske Forandring.” Reservelægen saa jo, hvor syg De var inat.”
Dagen gik. Else laa stille hen. Til Spørgsmaalet, om hun vilde staa op lidt, havde hun rystet Hodet. Hun gav sig over. Lod sig stille glide ned paa Bunden af Brønden med de grønskede Vægge. Det var unyttigt at kjæmpe. Overmagten var for stor.
Saa med ét stod Hieronimus i Cellen. Else saa ham som gjennem et Slør, men opfanged dog, at hans Mine var mild.
„Nu bliver der gjort et Værelse istand til Dem,” sa han.
„Aa lad mig bare ligge her,” svarte Else forhærdet og trak paa de sitrende Øjenbryn. „Jo mere, jo bedre.”
„Jo mere, jo bedre?” — det kom stakaandet fort gjennem Hieronimus' tynde, graahvide Tænder, og som Aftenen iforvejen letted han sig paa Tæerne og satte Hælene fast tilbage. „Ja, det er ogsaa min Mening, at De har godt af at blive her!” I næste Nu var han forsvunden.