Timerne gik med Rasen og Buldren, Skrig og Spektakler oppe og nede. Barselspatienten fløj, ret som det var, forbi ude paa Gangen, mens hun med sin langstrakte Gravrøst raabte „Knu'ssen, Knu'ssen!” Tilsidst blev hun lukket inde, og Raabet paa Knu'ssen lød hulere og dumpere end før.
Knuget af Angst og Pine, martret af Længsel og af en fortærende legemlig Uro kasted Else sig frem og tilbage paa sit haarde Leje. Imorgen var det Søndag. Da gik Knut Tur med Tage før Frokost. Ak, om hun havde kunnet være med! Om hun i det hele tat var blet derhjemme? Hun kunde jo være blet der, hvis hun havde villet. Men hun havde følt sig syg og vilde søge Helbredelse ved Ro og Stilhed og Hvile. Hvad var det, hun havde lidt og været hjemsøgt af der mod det, hun nu maatte døje?
Det brune Hestetog? — Hvor var det henne? Ikke en eneste Gang havde hun set det her. Og sit Arbejde havde hun ikke et Sekund tænkt paa. Hvis hun havde vært i rolige, blide Omgivelser, og havde set Knut, og for hver Dag kunnet vise ham, at det blev bedre med hende? —
Saa kom Natstuegangen. Imod Sædvane var det en af Kandidaterne. Else hørte ham borte i Døraabningen spørge, om Fru Kant sov.
„Nej,” sa Frøken Suenson. „Hvordan skal hun kunne sove her?”
„Her er jo roligt.” „Ja i dette Øjeblik,” sa Frøken Suenson indigneret. „Men vent bare lidt, skal De faa høre. Det skulde være en af os, som blev budt det, der bydes Fru Kant.”
„Mig vilde det ikke genere,” svarte Kandidaten overlegent, og gik videre. —
„Maa Fru Kant ikke staa op lidt idag?” spurgte Frøken Stenberg om Morgenen, da Reservelægen var der. „Hun er saa træt af at ligge.”
„Hun har jo holdt sig rolig siden den første Aften,” svarte Reservelægen overvejende. „Jo, De maa gjerne staa op en Timestid, Fru Kant. Efter Frokost. Godmorgen.”
Et Par Minutter senere kom en af de unge Kandidater, en høj slank Fyr med tynd Moustache og et glat vakkert Ansigt, og hilste: „Godmorgen.”
„Hvad skal jeg sige til Deres Mand, Fru Kant, naar jeg nu ser ham?” spurgte han med et hjælpsomt Smil.
Else saa forskende paa Kandidaten, og var Uvis med sig selv, om hun skulde svare ham. Men saa fo'r den Tanke gjennem hende, at han kanske havde ondt af hende, og hun sa indtrængende: „Sig ham, at han maa optræde ganske anderledes energisk for at faa komme ind til mig. Sig ham, at jeg har det saa forfærdeligt, og at jeg blir gal, hvis han ikke kommer snart.”
„Tror De, det vil frugte noget?” spurgte Kandidaten og blev ved at smile.
„Ja, naturligvis vil det frugte. Han tar mig øjeblikkelig med sig, naar han ser, hvordan her er. Han aner ingenting om det — det er det, som er saa, forfærdeligt.”
„De synes altsaa slet ikke om at være her?” Kandidaten drejed sin Moustache og smilte uafladelig.„Sig ham, at han m a a komme, at han skal komme, og sig ham det saadan, at han forstaar, De ogsaa synes det,” bad Else indtrængende. „Jeg vil være Dem saa taknemmelig. Lov mig, at De vil sige det,”
„Deres Mand kan intet gjøre. Han retter sig naturligvis udelukkende efter Professoren. Han véd ogsaa god Besked med, hvordan De har det.”
„Nej,” sa Else med svigtende Stemme. „Han véd det ikke.”
„Ja forresten, saa ser jeg slet ikke Deres Mand.” Smilet paa Kandidatens Ansigt flød ud over hele Ansigtet.
Else sa ikke mere. Hun laa med hurtigt glippende Øjenlaag og greb fast i Lagenet.
Kandidaten stod lidt og strøg sin Moustache Saa gik han med en sagte Fnisen.
Else hverken græd eller rørte sig. Hun var som forstenet i Haabløshed.
Da hun var færdig med Frokosten, bragte Frøken Stenberg hendes Undertøj og Slaabrok. Else bad om forskjellige Smaating, som sine Strømpebaand, Haarnaaler og det lille Toiletspejl. Det var efter Professorens Ordre altsammen bragt tilbage til hendes Hjem, fik hun til Svar. Istedetfor Strømpebaand gav Frøken Stenberg hende to Stumper Sejlgarn.
Da Else var paaklædt, gik hun ud paa Gangen.
„Idag er det Søndag,” smaasnakked Bedstemor, som sad sammenkrøben, tæt trykket op til Metallugen, som lukked for Ovnen indenfor „Rent Tøj fra øverst til inderst. Se bare,” hun holdt det sammenlagte hvide Klæde op mod Else.
„Ja Bedstemor er altid fornøjet,” bemærked Thorgren, som søndagsren og nystrøgen sad ved det gule Bord og læste i en Bog med slidt Shirtingsbind.
Den unge Pige med det tunge Hode og de hvide Uldsokker gik i korte Vendinger svinglende frem og tilbage nederst paa Gangen.
„Jeg har ikke set hende de sidste Dage,” sa Else til Thorgren og pegte paa den unge Pige.
„Nej, hun er ikke at formaa til at gaa forbi Deres Dør. Det er ikke nogen Dame, det er en vild, forfærdelig „Fugl”, siger hun, og saa kryber det gjennem hende af Skræk.”
„Er det mig, hun mener?” spurgte Else.
„Natyrlig,” lo Thorgren.
Else keg ind i Cellerne. Fru Syverts sov med halvaaben Mund, saa de hvide Tænder vistes mellem de unge fyldige Læber.
Hun laa med Hodet lidt paa skjæve og Haanden under Kinden, og i de lange sorte Øjenvipper hang en Taare.
Else listed sagte ud og gik ind til den gamle med det gule Mumieansigt — Fru Fog —, som hun havde set den første Aften, og som om Nætterne plejed at kaste Sengehestene i Gulvet. Hun laa med halvaabne Øjne, der lyste graat og grumset som skidne Glasskaar. Ud af Hospitalstrøjens Ærmer, der var gledet op forbi Albuerne stak to brungule Arme, tynde som Bambusrør. Hændernes Hud var fuld af Sprækker og skjællet som naa store tørrede Rødfiske. Da Else nærmed sig, løfted hun som den første Aften liksom besværgende Armene, og sa noget, der visned hen paa de indsvundne blodløse Læber.
„Stakkels Dem,” sa Else og strøg hende sagte over Panden, der var bedækket af bittesmaa Svedperler.
„Søde Alma,” lød det med en mat Hvisken, og den ene Haand kom langsomt op og tog et kraftløst Tag i Elses Slaabrok foran paa Brystet.
Da Else kom ud igjen paa Gangen, stødte hun paa den unge Pige med det tunge Hode. Pigen fo'r skræmt sammen, skjulte Ansigtet bag den løftede Arm og raabte, mens hun svinglende flygted: „Aa fy, fy, den vilde Fugl vil hakke mine Øjne ud!”
I den nederste Celle sad Barselspatienten oprejst i Sengen og vaanded sig stille. Da Else kom ind, saa hun paa hende med et flakkende, hjælpeløst Blik, og smøg saa pludselig Lagenet over sit Hode.
Else følte sig svimmel og skjælvende mat i Knæerne. Bedst at gaa tilbage til sin Celle og krybe i sin Seng igjen. Hun lod Blikket vandre rundt paa den lange nøgne Gang med de forsvarlig lukkede Fløjdøre i begge Ender, og de aabentstaaende Celledøre, og hun tænkte med Gru paa den første Aften, da hun forholdsvis frejdig var kommen herind, uden at ane, at hun paa ubestemt Tid gik ind i et Fængsel, og skulde behandles som en Misdæder, til hvem ikke hendes allernærmeste, end ikke hendes egen Mand, fik Adgang.
Langsomt klædte hun sig af og la sig.
„Græder hun nu igjen?” Thorgren kom med Middagsmaden. „Nu har De jo havt den Adspredelse at være oppe lidt, og nu er her jo saa godt og stille. Man kan ligesom mærke, at det er Søndag.”
Ja, det kunde Else ogsaa, og det gjorde Tilstanden dobbelt trøstesløs.
Hvad var det for Mad idag? Hun satte sig op og tog imod Bakken. Noget gult Vand med smaa kremefarvede Bolleklumper. Og saa en Skive tørstegt Kjød med kogte Poteter, som flød i tyk, lysebrun Melsauce. Ingen Salat, ingen Agurk eller Pikkels, eller nogen af disse Smaaingredientser, som hun var vant til, og som hun satte Pris paa.
Men hun maatte spise alligevel. Hun havde kjendt sig saa kraftløs, rent ud segnefærdig, da hun var oppe, og det var jo intet Under.
Ihærdigt tog hun fat, men det var hende umuligt at spise mere end ganske lidt, for det smagte flout og vont.
Som sædvanlig, naar Patienterne en Stund havde været rolige, begyndte de ogsaa nu at larme og skrige igjen. Fru Fog Kasted Sengehestene i Gulvet, mens hun udstødte en dump Jamren. Barselspatienten fløj forbi med Skrig, som blev hun stukket af Knive, og Fru Syverts teede sig saa voldsomt, at hun maatte lukkes inde. Hun gav sig da til at dundre paa Væggen, som stødte op til Elses Celle, og angstfuld kalde paa Else og Professoren.
„Nu gaar jeg tilsengs, Fru Kant!” raabte hun tilsidst, da Else havde formanet hende. „Nu gaar jeg tilsengs og er god. Hører De, Fru Kant?”
„Ja, jeg hører!” råbte Else tilbage. „Det er pent af Dem, at De nu vil være snil og gaa tilsengs.”
Klokken lidt over 6, en Stund efter at Gassen var tændt, kom Hieronimus. Hans Godaften lød paafaldende venligt.
„Nu, hvordan synes De, at De befinder Dem?”
Else flytted sig paa Puden og svarte ingenting.
„Hvordan har det sig med Appetitten?” vedblev han uforstyrret venlig.
„Jeg er sulten nok, men jeg liker ikke Maden her,” sa Else mut.
„De er maaske vant til andre Slags Retter?”
„Til en anden Tillavning ialfald. Men det gjør ikke noget. Maden kan det være det samme med” — Else flytted sig atter paa Puden.
„Ja, saa er det Søvnen. De sover fremdeles ikke?”Else vented lidt, saa sa hun dirrende af Vrede: „Kan man sove her, hvis man er nogenlunde normal og ikke helt gal?”
„Ja, nu faar vi haabe paa Natten.” Han sa det saa pent og stilfærdigt, at Else maatte undre sig. Hun havde ventet, at han skulde flyve op, ubændig som den foregaaende Aften.
„Haabe,” sa hun med en Betoning fuld af Foragt, og med sig selv tænkte hun: „Kast et nøgent Spædbarn foran en sulten Tiger, og haab saa paa, at Rovdyret ikke æder det.”
„Ja, Fru Kant — havde vi Mennesker ikke Haabet,” Hieronimus talte pludselig langsomt og med præstelig Salvelse, og hans Blik havde det Udtryk, som hun havde set i Venteværelset, og som minded om den unge Teolog.
Else havde trukket Øjenbrynene op, og noget, der ligned et Smil havde kruset hendes Mundviger, og et Sekund efter at Hieronimus havde sagt det om Haabet, sprat han op fra Stolen og var lynsnart som en Taskenspiller ude af Cellen.
— Natten blev forfærdelig. Deliristerne nedenunder holdt uafbrudt paa. Else fik krampelignende Smerter under Brystet. Hun vred sig som en Orm og jamred ustanselig.
Da Reservelægen gik Natstuegang, gav han hende nogle Draaber, hvorefter det blev bedre en Stund, men saa begyndte det igjen og varte ved hele Natten.
„Frøken Suenson,” sa Else i en af Pauserne mellem Brystsmerterne. „De ser, hvor jeg lider, og hvor pinefuldt jeg har det i alle Maader. Ikke sandt?”
„Jo Stakkel. De har det ikke godt.” „Vil De saa ikke bringe min Mand nogle Ord fra mig?”
„Ikke for Guld!” sa Frøken Suenson forfærdet, og med en Fasthed i Stemmen, som Else ikke havde tiltroet hende.
„Sig ikke nej, kjære Frøken Suenson. Jeg er saa angst for, at jeg skal miste Forstanden tilsidst, Giv mig en Lap Papir og et Blyant, saa kan jeg skrive det paa Sengen.”
„Ikke for al Verdens Herlighed,” forsikred Frøken Suenson med den forrige faste Stemme. „Tror De, jeg vilde vove at gjøre sligt for Professoren?”
„Jeg ber og bønfalder Dem! Professoren fik jo aldrig vide det. Jeg vil være Dem taknemmelig hele mit Liv, altid synes, at jeg stod i Gjæld til Dem. Og det vikle min Mand ogsaa.”
„Nej, nej, nej — tænk ikke paa saadant, Fru Kant.” Hun slog ud med Haanden og smilte pludselig: „Hvis jeg gjorde det, kom jeg sikkert til at gaa igjen her, eller at jeg var død.”
„Forresten,” vedblev hun alvorlig, da hun saa Elses stumme Fortvilelse, „vilde det ikke nytte Dem det ringeste. Naar man er paa denne Gang, saa er der ingen, som ænser, hvad man siger. Deres Mand vilde ikke gjøre noget.”