Men Else blev siddende og stirred stivt. Det var altsaa ham, hun havde hørt og ingen Knut.
Hun følte det, som om alt hendes Blod sank ned i Benene, og en vaad Kulde bredte sig fra Hodet og nedover. Kort efter strømmed Blodet tilbage til Hjærtet, og ildvarmt susende stormed det op i Hodet. Alting dansed rundt, hun syntes Sengen svingled som i Søgang. Gribende efter Støtte i Sengebordet la hun sig langsomt tilbage paa Puden. — —
Men hvor kunde hun ogsaa ha bildt sig ind noget saa urimeligt som, at Knut skulde faa Lov til at komme idag, tænkte hun senere. Det vilde vært en altfor vanvittig stor Glæde, Hieronimus havde jo desuden sagt: „Det er da ikke værdt, han ser Dem, saalænge De er her.”
Hvad mente han egentlig med det? Hvorfor maatte Knut ikke se hende, saalænge hun var her? Skulde det da holdes skjult for Knut, hvorledes hun behandledes? Det var jo som en Indrømmelse af Hieronimus om, at han ikke vilde være ved, hvorledes han bar sig ad med hende. Nej, men Hieronimus mente vel, at han bar sig rigtig ad, men at Knut ikke forstod sig paa det, og at han saa vilde gribe forstyrrende ind ved at forlange hende hjem igjen.
Der var intet Værelse ledigt, havde Frøken Stenberg sagt. Men det var dog altfor oprørende, at hun af den Aarsag skulde ligge her og udsættes for at gaa tilgrunde! Det var jo en frivillig Sag, at hun var kommen her. Skulde det saa ikke ogsaa være en frivillig Sag, hvis hun og Knut sa: Vi gik ud fra gale Forudsætninger, da vi indfandt os her, og derfor vil vi gjøre det om.
Nej, atter igjen vidste Else hverken ud eller ind.
Hun grubled og sa tilsidst til sig selv: Naar jeg bare blir flytted idag og slipper for en ny Nats Rædsler, saa skal jeg alligevel være fornøjet. Kanske Kandidaten, som hun havde troet var Knut, havde vært oppe med Besked til Frøken Stenberg? Ja, naturligvis. Hvorfor skulde han ellers være kommen paa denne Tid af Døgnet? Nu gik de og gjorde Værelset istand. Saa kom den glade Thorgren og sa stort smilende over hele sit søde, buttede Ansigt: Nu skal De op, Fru Kant, og følge med mig ind paa et dejligt, stille Sted. Hun vilde slet ikke spørge, men vente taalmodigt. De glæded sig til at overraske hende med det gode Budskab. Ikke foregribe deres Glæde.
Da Middagsmaden, sød Suppe og to lyse, som Boghvedekager udseende, Frikadeller bragtes hende, satte hun sig straks op i Sengen og spiste saa meget, hun var istand til at nedsvælge. Men sød Suppe var det værste, hun vidste, og for Frikadeller havde hun altid havt Modbydelighed. Men hvad gjorde det? Madsorgerne kunde hun sagtens komme over.
Da Else var færdig med at spise, hørte hun det gaa derude med Dørene, som haardt smældte til, og samtidig lød der græsselige Hyl. Et Øjeblik senere kom forbi hendes Døraabning to Portører med en Bærebør, hvorpaa en tynd, graagusten Kvinde sad oprejst med fægtende Arme. Hun hylte ustanseligt. Kort efter kom Portørerne tilbage med den tomme Bærebør, mens Hylene blev vildere og vildere, og samtidig begyndte Fru Syverts, som længe havde vært stille, at rase og skrige i Cellen ved Siden af.
„Dette er Helvede,” tænkte Else. „Den, som har lavet Læren om Helvedes Pinsler, har uden Tvivl ved en Fejltagelse vært paa en eller anden sjette Afdeling, med en eller anden Hieronimus til øverste.”
„Hvad siger De til denne Komedie?” Fru Syverts i Chemise med sine lange hvide, ved Anklen for tykke Ben var kommen ind i Elses Celle, hvor hun hastig gik frem og tilbage med Hænderne i Siden. „Jeg blir gal af at være her. Ja ved Gud blir jeg gal! Min Mand ejer et lille Sted nede ved Kysten. Der skulde jeg ha været. Men saa kom Lægen og sa, at jeg først skulde tale med Professor Hieronimus. Han er en Modepræst, tror De ikke?” Hun stod stille midt i Cellen og saa hvast paa Else. „Alle synes, de skal snakke med Hieronimus,” vedblev hun, „men vi faar jo ikke snakke med ham. Bu, bæ, øh, døh, siger han, og saa er han borte.”
„De skulde gaa ind og lægge Dem, Fru Syverts,” sa Else formanende.
„Men det er saa forfærdeligt at ligge saadan og glo hele Dagen. Jeg er ikke vant til det.”
„Javist er det forfærdeligt. Nu har jeg ligget her paa fjerde Døgnet. De kom da først igaar.”
„Og saa tyller de mig med Kloral, og det blir jeg saa forstyrret af. De skulde vide, hvordan det suser i mit Hode. Aa Carl, Carl,” hun holdt Haanden for Øjnene og brast i Graad.
„Er Carl Deres Mand?”
„Ja, min Mand, min ejegode, skikkelige Mand. Vi har kun vært gift i otte Maaneder.”
„Gaa nu pent ind og læg Dem, Fru Syverts.
Hvis Sygeplejersken træffer Dem her, saa siger hun bare, De er forfærdelig daarlig og urolig, og saa maa De ligge endnu meget længere.”
„Vær god og taalmodig,” vedblev Else, da Fru Syverts ikke svarte, men blev ved at græde stille. „Det siger de alle til mig, og jeg lar det gaa videre. Det nytter ikke at sætte sig op her. Gaa nu, før nogen ser Dem.”
„Ja, jeg skal,” sa Fru Syverts, og nikked heftig „Jeg skal gjøre det, fordi De be'r mig,” hun gik hurtig ud af Cellen. Nogle Minutter senere fløj forbi Døraabningen en Kvinde, der fra Bæltestedet var indsvøbt i et foran blodigt Lagen. Med hul Gravrøst skreg hun af al Magt: „Knu'ssen! Knu'ssen!” Straks efter blev hun, næsten baaret af Thorgren, slæbt tilbage, mens Raabene paa Knu'ssen blev ved. „Det er en Barselspatient,” sa Thorgren, da hun senere kom ind til Else. „Hun har født for 2 Dage siden.”
„Er det hende, som hyler fremdeles?” „Ja. Men det skal De ikke bryde Dem om. Frisk Mod Antonius,” hun klapped leende Else paa Kinden. „Tænk, hvor godt Patienterne har del her, blir plejet og passet i alle Retninger, rene Lagen paa Sengene to Gange om Ugen. Jeg vilde synes, det var Sjov at være Patient her for en lille Tid —. Vi med vores Professor! Det er ramme Alvor, Fru Kant.”
Hvor kunde det dog være, at disse snille, gode Mennesker var saa afstumpet i deres Følelser for andres Lidelser. Det var det samme urgamle op igjen. Autoritetstroen som i alle Aarhundreder havde bragt Menneskene til at tro paa og bøje sig for det ene Menneske. Det ene Menneske, som havde menneskeforagtlig Frækhed nok til at optræde som den, der førte an og vidste Besked. — „Vi med vores Professor!”
Frøken Stenberg kom ind. Else syntes, hun kunde se paa hendes Mine, at hun havde noget godt at meddele, Men hun vilde ikke la sig mærke med det. Frøken Stenberg skulde selv faa sige det. Men da Frøken Stenberg intet andet sa end de sædvanlige kjærlige Ord, kunde Else ikke dy sig, men spurgte, om hun ikke skulde flyttes.
Nej. Det havde Frøken Stenberg ikke hørt noget om.
„Men tror De ikke, der endnu kan komme Besked?”
„Nej, det kan der ikke. Klokken er 5. Jeg har jo ogsaa sagt Dem, at der intet Værelse er ledigt.”
„Intet Værelse ledigt,” gjentog Else, der frøs og skjalv ved Tanken om Natten, som stunded til. „Men sig mig en Ting: Er det umuligt, at der kan skaffes noget andet Rum tilveje end denne Celle, jeg nu har?”
„Umuligt? — Nej umuligt er det ikke. Der kan gjøres Forandringer hist og her. Der er jo ogsaa Nerveafdelingen, og en Gang derovre i Pavillonen, som vi undertiden gjør Brug af.”
„Kjære, søde Frøken Stenberg,” Else greb hendes Haand og saa hende ind i Øjnene med et Blik, der skreg efter Hjælp, — gjør for mig, hvad De kan. Sig, at jeg omkommer af at ligge her. Aa, vær god, vær god, jegskal huske det hele mit Liv.”
„Ja lille, lille Fru Kant. Vi vil Dem alle saa vel,” hun klapped Else paa Haanden og gik.
„Det er altsaa forbi,” tænkte Else. „Jeg skal bli her i Nat igjen,” og en forhærdet Forbitrelse stivned hendes Sind. De syge tumled og skreg og jamred, og hun syntes, det var et brugbart Akkompagnement til Teksten i hendes Indre.
Nu kom Stuegangen snart. Men det var Reservelægen og ikke Professoren. Ja ja, det var akkurat det samme.
Straks efter var Reservelægen der i sin hvide Kittel, fulgt af en Kandidat og Frøken Stenberg. Han gjentog sit evindelige: om hun fremdeles var misfornøjet med Tilværelsen?
Else rejste sig op i Sengen og gav sin Forbitrelse Luft.
Reservelægen svarte intet. Bare saa bedrøvet og mildt paa hende. Men til Frøken Stenberg henvendte han, da han gik: „Hun blir værre og Værre.”
Et Øjeblik efter hørte hun hurtige knirkende Skridt paa Gangen, og Hieronimus i Overfrakke, og med Hatten i Haanden stod i Cellen.
„Jeg skal hilse fra Deres Mand,” sa han.
Else vilde sige Tak, men Struben var som sammensnøret. Hun fik ikke Lyd.
„Han bad mig sige Dem, at han nu havde faat en Kokkepige til den 1ste, som han trode, var god. Det behøved De altsaa ikke at tænke paa.”
„Skal jeg være her i Nat igjen?” spurgte Else med en Stemme, der forekom hende selv hæs og ukjendelig.
„Tja-a,” han sa det „tja-a” bredt og fedt, som var det ham en legemlig Nydelse at sige det.
„Men jeg kan ikke holde det ud! Jeg lider altfor forfærdeligt.”
„Aa-aa,” svarte Hieronimus med en saa snærrende Haan, at det virked som et Slag i Ansigtet paa Else. „Hvordan var det hjemme?”
Da sprat Else op i Sengen, og ude af sig selv, med et fortrukket Ansigt og et Blik, der sprudled Ild og Gnister og bored sig ind i Hieronimus' kolde, blege Øjne, sa hun: „Professoren véd lige saa godt som jeg, at der ikke er Spor af Grund til at holde mig i Celle! Det er kun, fordi De ikke harPlads til mig, men saa skylder De at la min Mand det vide. „Aa-aa,” siger De,” hun efterabed Hieronimus' haanlig snerrende Tone, for saavidt muligt at gi ham Slaget i Ansigtet tilbage. „Men vil Professoren ikke selv ligge her en Nat, bare en eneste en, og la mig faa Deres Soveværelse?”
„Neej,” sa han, og det lød som fjern Hestevrinsken.
„De udsætter mig for umenneskelige Pinsler Dag og Nat!” raabte Else. „Med hvilken Ret gjør De det?”
„Umenneskelige Pinsler!” Hieronimus' farveløse Ansigt var blet graat som Kalk. Han løfted sig paa Tæerne og satte Hælene mod Gulvet. „De trænger nok i høj Grad til at lære Dem Selvbeherskelse! Deres Sygdom er den, at De ikke kan beherske Dem. Jeg havde tænkt paa at flytte Dem” — han klasked sin ene Haands smaa spinkle, plebejisk formede Fingre mod den andes indvendige Flade og næsten skreg: „Men nu skal De faa blive her!” og vips var han ude af Cellen.
„En yndig Mand,” tænkte Else med Foragt og lo indvendig.
„Men Gud, Fru Kant,” Frøken Stenberg stod ved Elses Seng. Hendes fine blege Ansigt var blegere end sædvanlig, og Minen forskrækket bebrejdende. „Hvor tør De tale saadan til Professoren? Jeg hørte det hele.”
„Hvor tør han behandle mig, som han gjør! Det eneste, jeg angrer paa, er, at jeg ikke fik sagt meget mere.”
„Professoren taaler ikke Kritik. Ikke af nogen, og allermindst af en Patient.”
„Det er virkelig Skade for Professoren,” sa Else spodsk.
Siden kom Thorgren og korsed sig skrækslagen. „De maa endelig gjøre Professoren en Undskyldning,” bad hun.
„Han skal faa slaa mig ihjel, før jeg gjør det,” svarte Else.
Ogsaa Madonna-Hansen indfandt sig, og talte forfærdet om Sagen. Inde paa hendes Gang var de aldeles bestyrtet, Aldrig var sligt hændt før. Havde hun ikke hele Tiden bedt Else om at være god og taalmodig, fordi hun holdt af hende og vilde hendes bedste? „Nu maa De ydmyge Dem for Professoren. Lov mig, at De vil det,” endte hun.
„Aldrig!” raabte Else heftigt. Og saa gik Madonna-Hansen med en bekymret Hoderysten.
— Nattevagten var sat, og Frøken Suenson gav Else Kloral. „De ser ud, som om De er vred paa mig,” sa Else. „Nej. Men bedrøvet. Paa den Maade blir De aldrig flyttet.”