Saa kom Skurekonen, og Vinduerne blev smækket op. Frøken Suenson bragte den sædvanlige Smule Vand i et bitte lidet Fad af gulhvid Fajance.
Mens Else laa paa Knæ i Sengen og vasked sig, og Frøken Suenson gjorde rent i Cellen, smutted en Skikkelse i kort Chemise, paa nøgne, hvidt skinnende Ben hastig indenfor Celledøren, hvor hun stilled sig op og stirred paa Else. Hendes Ansigt var gjennemsigtig blegt, Øjnene mørke og straalende. Det sorte brusende Haar runded sig om en smuk formet, klar og aaben Pande og faldt i en lang Fletning frem over den ene Skulder.
Else blev betat af dette hvide Ansigts Skjønhed. Hun betragted hende spændt.
„Hvor hun er yndig, den Kvinde der,” sa Skikkelsen med udtryksfuld, underlig tilsløret Stemme, og pegte paa Else. „Hvor hun er yndig,” gjentog hun drømmende, „og hvor hun ser ulykkelig ud.”
„Gaa ind til Dem selv, Fru Syverts,” sa Frøken Suenson, der som sædvanlig i aandeløs Hast sæbevasked Cellepanelet.
„Til mig selv — ja, lad mig komme hjem til mig selv,” det lød saa skjærende sørgmodigt. Pludselig stamped hun voldsomt med Foden og skreg rasende: „Jeg er en hæderlig Kvinde, siger jeg dem! Jeg vil være en hæderlig Kvinde, og derfor blir jeg ikke her, ikke en Time, ikke et Minut længere! Tror I, jeg vil være mellem sligt Forbryderpak?” hun stamped og stamped med sin nøgne Fod, og bandet stygt. „Her er jo ikke et eneste ordentligt Menneske!”
Frøken Suenson lod Vaskekluden falde ned i det skummende Sæbevand, og gik fort hen, og tog fru Syverts i Armen.
Ikke lukke mig inde!” raabte Fru Syverts angstfuldt bedende. „Ikke lukke mig inde!”
Men saa maa De heller ingen Støj gjøre,” Sygeplejersken trak af med hende.
„Carl, Carl, Carl! hjælp mig, frels mig!” lød det sønderrivende, og saa blev det stille.
„Har De laaset hende inde igjen?” spurgte Else da Sygeplejersken kom tilbage.
Nej. Jeg fik hende tilsengs, og lod Døren staa paa Klem.”
En Stund efter, da Else var færdig med sit Toilette, og laa alene i Cellen, kom Fru Syverts fygende ind igjen. I et Par Spring var hun henne hos Else, løfted Sengetæpperne, og vilde op til hende.
„De er en Mand,” hvisked hun gjennem de hvide sammenbidte Tænder. „Lad mig komme ned til Dem! Tror De ikke, jeg ser, De er en Mand?”
Else rejste sig forfærdet overende, og søgte at støde hende bort.
„Jeg tar Dem med Magt,” hvæsed den syge Frue. Hun greb Else haardt om Armene, og tvang hende saa let, som om hun havde vært et spædbarn tilbage paa Puden. Saa satte hun, uden at slippe Jerntaget om Elses Arme, den ene Fod op i Sengen.
Else udstødte et Raab om Hjælp, og FrøkenSuenson kom straks tilstede og rev hastigt Fru Syverts bort.
„Hun blev bange, sikken en, hun blev bange!” raabte Fru Syverts og lo, mens Sygeplejersken gik med hende.
Else fik et Anfald af Krampegraad. Hun putted Hodet helt under Tæppet og bed i Lagnet, for at ingen skulde høre det. Heftige Rykninger i Nakken trak liksom Baghodet i Folder, det hamred i Tindingerne, og inde bag Panden trykked det paa, og trykked paa. Og saa sled og rev det i Brystet, og Smerten fo'r ustanselig som en krumbugtet Orm lige op i Halsen paa hende.
Langt om længe kom Frøken Stenberg og gav hende Vand.
„Se til at fatte Dem, nu har vi snart Stuegangen. Det nytter ikke, at De gir Dem over.”
Men Else blev ved at græde. „Jeg vil bort, bort, bort! hjem til Knut og Tage!” skreg det uafladelig inde i hende, og Tanken paa disse kjære gjorde omsider Graaden mildere og stillere.
„Fortæl mig nu, hvad De græder for?” Frøken Stenberg satte sig paa Sengekanten og tog Elses Haand.
„Jeg længes saa forfærdelig hjem.”
„Det maa De faa Bugt med. Giv Dem nu trygt over i Troen paa, at det er det bedste for Dem at være her.”
„Nej,” svarte Else heftig. „Det er en stor Fejltagelse, at jeg er kommen her. Min Mand vilde være fortvilet, hvis han vidste Besked.”
Saa fik Else atter at høre, at det jo var hendes Mand, som havde lagt hende ind her, og at hun dog maatte ha fejlet noget, siden hun var kommen her.
Ja, sa Else, fejlet noget havde hun, men gal havde hun ikke vært. „Har De mærket nogen Galskab hos mig, kanske?”
Nej. Men det kunde man jo aldrig vide. Der var saa mange Arter Galskab og Sindssyge, De, som syntes mest kloge, var ofte de værst angrebne — og naar man var kommen her, saa —
Else saa paa Frøken Stenberg med et jammerfuldt Blik. „Jeg maa jo fortvile,” mumled hun og vendte Hodet bort. — — —
Hun laa i halv bevidstløs Tilstand med uhyre høje, grønskede Mure tæt omkring sig. Foroven hælded Murene sammen, saa der kun var en ganske liden firkantet Aabning, og denne var dækket af et Staaltraadbur, i hvilket der sad en Gasflamme. Et blegt Tusmørke flød ned langs de grønskede Vægge, og hun hørte dæmpet Sus som af et Hav, der rulled ensformigt langt, langt borte. Ingen kunde se hende, og aldrig skulde Staaltraadsburet, som dækked for Aabningen, tages bort, og aldrig skulde hun bli draget op fra dette Dyb til Livet og Tiden, hvis Larm hun svagt fornam. Hun skulde ligge her bestandig, bare ligge og ligge med stive Arme og strakte Ben. „Nu sover hun da?”
Else slog Øjnene op. Der stod Reservelægen og en af Kandidaterne og ved Sengens Fodende Frøken Stenberg. Hun saa sig forvildet om, strøg sig over Panden og husked det hele.
„Hendes Øjne er opsvulmede,” sa Reservelægen.
„Ja, hun har grædt saa meget. Hun længes hjem, siger hun.”
„Professoren skulde jo komme idag,” sa Else.
„Han blev forhindret. De faar ta tiltakke med min Ringhed,” svarte Reservelægen med sit godslige Smil.„Har Professoren ikke sagt, at jeg skulde flyttes?”
Reservelægen saa paa Frøken Stenberg, som rysted paa Hodet.
„Nu kan jeg ikke mere, nej jeg kan ikke mere,” jamred Else. „Træffer De Professoren idag?”
„Vil De saa ikke sige det til ham?” vedblev Else, da Reservelægen havde nikket ja. „Aa, gjør det, Reservelæge! Ikke sandt, Frøken Stenberg — jeg holder ikke ud længer. Kan jeg vel?”
„Der er intet Værelse ledigt,” Frøken Stenberg saa' liksom frittende paa Reservelægen. „Det er netop det gale ved det.”
„Hvordan er det med Appetitten?”
„Hun spiser næsten ingenting.”
„Det maa De,” Reservelægen trued med Pegefingeren. „De blir ikke flyttet, saalænge De ikke spiser.”
„Hvor skal jeg kunne spise her! Desuden hvad er det for Slags Mad, jeg faar? Bare Vandgrød og kogt Fisk hver eneste Dag.”
„Det er Feberkost.”
„Men jeg har jo ingen Feber!”
„Har Fruen ikke havt Feber?” spurgte Reservelægen med et hurtigt Blik paa Frøken Stenberg.
„Nej, hun har ikke havt Feber.”
„Naa ja, det gjør forresten ingenting. Nu kan vi jo sætte Dem paa anden Kost, Jeg skal skrive en Spiseseddel. Godmorgen.”
„Sig endelig til Professoren, at jeg maa flyttes!” raabte Else efter ham.
— I uudholdelig Spænding vented Else hele Formiddagen paa, at en eller anden skulde komme med Besked fra Professoren om, at Fru Kant skulde bringes over i et andet Værelse. Den Tanke at skulle være her endnu en Nat kunde og turde hun ikke tænke. Hvergang Thorgren eller Frøken Stenberg viste sig, letted hun Hodet fra Puden og saa aandeløs spørgende paa dem. Engang hørte hun en Mandsstemme paa Gangen og syntes, det var Knuts. Det gav som et Skrig af Jubel inde i hende. Med en lynsnar Bevægelse sad hun oprejst i Sengen og rakte Hænderne frem. Stemmen blev tydeligere, og Herreskridt nærmed sig. Det var Knut! Hun hørte det tydeligt. Aa Gud, Gud, saa var hun frelst, frelst, frelst! Den velsignede Professor, som alligevel havde villet overraske hende —. Alle hendes Ansigtsmuskler skjalv i Smil og Fryd, Øjnene fyldtes med gode Taarer, og Hjærtet slog højt og varmt. Saa gik en af Kandidaterne forbi Døraabningen, „De har ikke Lov at sidde op i Sengen,” sa han i Farten til Else og forsvandt.