Hun gav sig til at tænke paa alle de forskjelligartede Pinsler og Kvaler, saa mangfoldige Mennesker i Tidernes Løb havde maattet lide i Verden, dem, der havde vansmægtet i underjordiske Fængsler, unge, uskyldige Piger, der var bleven mishandlet og brændt som mistænkt for at være Hekse eller Hekses Haandlangere, de mange Russere og Russerinder, der for sine politiske Anskuelsers Skyld var bleven dømt til Døden og henrettet, Religionsforfølgelsernes mange tusende Ofre, og de skindøde, der var bleven levende begravet, og en uendelig Medlidenhed med alle Jordens ulykkelige fyldte hendes Bryst. Hvad betød hendes Lidelser mod disses?
Hendes Indre blev mildt og stille. „Om en liden Stund skulle I se mig” — havde Jesus sagt til Disciplene engang. Ja, en liden Stund skulde hun være her, men saa om en liden Stund kom Knut og udfried hende. Sikkert. Andet var utænkeligt. Hieronimus bare lod, som han vilde være saa haard. Hvorfor skulde han ville hende ondt? Hun havde jo aldrig i Verden truffet ham før, og aldrig gjort ham nogetsomhelst. Og selv om hun virked frastødende og usympatetisk paa ham, saa var det jo ingen Grund for en Mand som Hieronimus. Tværtom, dobbelt varsom vilde han saa være.Ja Reservelægen havde Ret. Hun skulde ta det roligt. Nu var ogsaa denne dumpe Tuden blet svagere. Senere paa Natten faldt kanske ogsaa Deliristerne til Ro, og saa blev det Morgen, og saa kom Professoren. Gudskelov, nu havde hun Hodet oppe over Brøndkanten.
„De sover ikke?” det var Frøken Suenson, som kom listende ind.
„Fik hun saa Morfinindsprøjtning?”
„Ja. Nu falder hun snart i Søvn. — Reservelægen er rar at tale med. — Ikke?”
„Jo. Han ser snil ud.”
„Men De maa ikke la ham mærke, at De er urolig eller ophidset, Frue. Jeg forstod, at han syntes, De var daarligere i Aften.”
„Daarligere,” — sa Else uvilligt, „hvorledes daarligere?”
„Ja saadan” — Frøken Suenson førte Pegefingeren til Panden.
Else vilde til at synke ned igjen paa Bunden af Brønden, men saa tog hun sig sammen, og jog Tankerne bort. Frøken Suenson havde naturligvis misforstaaet. Det var umuligt, at Reservelægen kunde tyde hendes saa berettigede Klager som et Tegn paa Sindsforvirring.
„Fortæl mig lidt om Dem,” sa Else og la sig med Haanden under Kinden om paa Siden for bedre at kunne se Frøken Suensons fine og lyse Ansigt. „Er De glad ved at være Sygeplejerske?”
„Ja saa glad, saa glad. Nu har jeg vært det i 5 Aar, og ikke en Time har jeg fortrudt det. Det eneste, som gjør mig ondt, er Tanken paa min søde gamle Far, „Du har et trist Liv, min Pige,” siger han altid, og saa sukker han saa tungt og stryger mig over Haaret.”
„Jeg synes dog, det maa være frygteligt at bakses med disse rasende Mennesker. Er De ikke bange? Eller var De det ikke i Begyndelsen?”
„Nej. Aa jo, jeg var vel nok af og til lidt forskrækket i Begyndelsen. Men man vænner sig til det. Saa har man jo ogsaa undertiden Glæde af det, som nu med Bedstemor. Hun er saa sød og taknemmelig. Og den gamle derinde, hun, som smider Sengehestene i Gulvet. Et Par Gange har det hændt, at hun har slaaet Armene om min Hals, naar jeg har staaet bøjet for at pusle hende, og da har hun hvisket: „Tak Alma, hvor Du er sød.” Hun ta'r mig altid for den Alma, som hun fantaserer om. Og det er dog meget af saadan en syg og udpint gammel Stakkel,” Frøken Suenson Smilte rørt og lykkelig.
„Hvad heder hun, den gamle Dame?”
„Fru Fog.” —
„Tror De, Professoren er en snil Mand?” spurgte Else. „Snil?” „Ja, et godt Menneske, mener jeg.” „I Gud ja! Det tror jeg rigtignok. De skulde bare vide, hvordan han kan være, naar det er nogen han kan lide.”
„Holder De f. Eks. af ham, Frøken Suenson?” „Holder af ham,” Frøken Suenson gjentog forskrækket Spørgsmaalet, som var den Tanke, det Indeholdt, altfor formastelig. „Holder af ham? Jeg har saadan en umaadelig Respekt for ham, ja Ærefrygt.”
„Men tror De ikke, han kunde være ond mod dem, han ikke kan li?”
„Ond mod dem, han ikke kan lide?” hun vendte og drejed paa Ordene. „Nej, men han er saa stræng, aa saa stræng, saa stræng. Jeg skjælver af Angst, naar han viser sig paa Gangen, ja, jeg skjælver en hel Time i Forvejen, for jeg er saa bange for, at ikke alt er, som det skal være. Engang mens han gik Stuegang, opdaged jeg, at der om Sæbestykket derude i Krogen paa Vaskeservanten havde viklet sig et Haar. Ja saadan som jeg rysted fra øverst til nederst. Jeg turde ikke gaa hen og ta Haaret bort, ikke røre mig af Pletten, og jeg er vis paa, han saa det. Han ser alt. Hvis jeg havde et Hul paa Spidsen af Strømpefoden, er jeg vis paa, han kunde se det tværs gjennem Skoen.”
„For Reservelægen er De ikke saa bange. Er De vel?”
„Nej, Reservelægen,” Frøken Suenson, hvis Ansigt, mens hun talte om Professoren, havde havt et ængsteligt Udtryk, smilte lettet — „han er jo saa elskværdig.”
„Bare det snart var Morgen,” sukked Else.
„Ja Klokken er straks 4.”
„Gudskelov.”
Idetsamme hørte de Lyden af nøgne Fødder, der sprang paa Gulvet i Cellen ved Siden af, og straks efter dundrende Slag paa Døren og angstfulde Skrig.
„Aa Gud, nu begynder hun igjen!” raabte Else, og satte sig hastig op i Sengen. „De maa ikke lukke op, for saa kommer hun kanske her ind.”
„Nej, vær De blot rolig.”
„Hvem er hun?” spurgte Else.
„En ung Fru Syverts, meget køn.”
Straks efter fo'r en Skikkelse i Chemise og kort Trøje med bøjede Knæ, saa hun næsten sad, og med unaturlige lange Skridt og stærkt svajende Arme forbi den aabne Dør. Sygeplejersken løb øjeblikkelig ud.
Fru Syverts i Cellen ved Siden af blev ved med at dundre paa Døren, udstøde Skrig, tigge og trygle om, at der skulde lukkes op, fortvilet kalde paa Carl og true med Professoren. Else holdt Hænderne stramt om sine Tindinger. Inde bag Panden var der noget, som trykked paa, og det kjendtes, som om Hodet skulde revne.