Naa, nu var det altsaa Morgen. Dørene smælded, og Vinduerne sloges op, og Trækvinden suste gjennem Cellen. Konen med Vandspanden og Vaskekluden rumsterte paa Gangen, og Frøken Suenson fo'r til og fra, i endeløst Hast, bragte Vaskevand og Te, hjalp Patienterne og gjorde rent i Cellerne. Frk. Stenberg gik rundt og saa til Patienterne, og alt var som den foregaaende Morgen.
Else laa stille paa Puden med lukkede Øjne og Hænderne foldet over Brystet, Trætheden kjendtes som en Lammelse i Legemet, og det snurred og isned i Blodet. Ak, om hun kunde faat en halv Times Slummer. Men det var umuligt. Enten skreg de syge op, eller der var Skridt paa Gangen og Nøglerassel og Lyd af Døre, som lukkedes op og sloges i. Men iaften, iaften naar Hieronimus kom — —. Nu var Klokken vel otte, fra otte til tolv var fire, fra tolv til halv syv var elleve og en halv. Elleve og en halv Time! — —
Ja, Herregud, det var vel ikke saa farligt.
„Hvordan gaar det, Fru Kant?” Det var Frk. Hansen med Madonnaansigtet, som spurgte.
„Spørg mig ikke, snak ikke til mig,” sa Else mørkt. „Dere er jo allesammen lønnet for at pine mig.”
„Kjære, lille Frue, vi vil alle saa gjerne gjøre det bedst mulige for Dem. Tro mig, det er sandt”— hun bøjed sig helt ned til Else og saa kjærligt paa hende.
„Aa, men jeg er saa forfærdelig forpint,” sa Else med Øjnene fulde af Taarer. „At ligge her og vilde, hvor haarrejsende forkjert det hele er. Og være magtesløs.”
„Ja, det kan jeg saa godt forstaa. Men lad Dem ikke mærke med det, Alting her blir udtydet som Sindssygdom. De skal bare være rolig, rolig og god.”
„Jeg er jo rolig. Jeg ligger jo her saa stille som en Mus.”
„Bare De kunde vinde Professoren. Han er saa udmærket mod dem, han kan lide.”
„Mod dem, han kan lide!” sa Else forbauset. „Men de er jo syge og gale, de, som er her.”
„Ja, ja, ja. Jeg raader Dem, fordi jeg holder af Dem. Vil De ha „Berlingeren”? Den tør jeg nok la Dem læse.”
„Nej Tak. Jeg vil hellere ha Dem. Sæt Dem ned og tal med mig.”
„Det tør jeg ikke. Jeg er paa den rolige Gang og kom kun ind et Øjeblik for at se til Dem. Nu maa jeg gaa.” —
— En stor dorsk Flue surred ustanselig henne over Dørkarmen, og søgte forgjæves at trænge gjennem Staaltraadburet om det slukte Gasblus, hvor en smal Solstribe spilled i Regnbuefarver. Else fulgte dens Bevægelser med sine trætte Øjne og tænkte paa, hvor dum den var, som ikke ganske roligt satte sig et Sted og vented, til Vinduet blev lukket op. Saa kunde den jo flyve ud og ha sin Frihed. — Frihed — aldrig var det faldt hende ind, for en Verden af Lykke det Ord rummed. I Forgaars gik hun frank og fri omkring, uden at føle Taknemmelighed for det, Saa var det da evindelig sandt, at alle Goder først fik sin rette Værdi, naar de var tabte. Pludselig gjorde Fluen højre om og fløj lige mod hendes Seng, og i næste Nu saa hun den dale ned over sit Ansigt. Med Rædsel slog hun fra sig og traf Fluen, der faldt laa Gulvet, hvor den krøb om og forsvandt.
Da Stuegangen kom, bad Else om Lov til at staa op.
„Hvad vil De op for?” spurgte Reservelægen. „De har det jo meget bedre i Sengen.”
„Men det er jo oprørende, naar jeg ingenting fejler. Hvordan skal jeg dog faa Tiden til at gaa! Nu har jeg ligget her i 40 Timer, og ikke et Blund har jeg faat paa mine Øjne.”
Reservelægen saa spørgende paa Frk Stenberg, der som sædvanlig var tilstede ved Stuegangen.
„Nej, Fru Kant vil ikke sove,” spøgte Frk. Stenberg. „Hun har ogsaa hostet noget, hører jeg.”
„Jaja, det kommer vel. Kun Taalmodighed. Godmorgen Frue.” Saa gik Reservelægen ud paa Gangen til det gule Bord, hvor han sysled med de høje Apothekerglas.
„Nu hørte jeg Dem hoste, Frue,” sa han med ét og kom ind igjen til Else. „De skal faa noget Hostesaft.” Saa fik hun Hostesaft og Frokost, bart Smørrebrød med Te, som hun neppe rørte.
„Nu blir her vistnok Ro en Stund,” sa Frk. Stenberg og tog Frokostbakken. „Se nu til at faa Dem en Blund.”
Else vendte sig mod Væggen og begyndte næsten straks at døse hen. Men et Øjeblik efter fo'r hun sammen ved en sagte raslende Lyd ude fra Gangen. Lyden kom igjen og igjen med korte Mellemrum, og i den uvante Stilhed blev den skarp og gjennemtrængende. Tilsidst letted Else sig op paa Albuen og keg ud paa Gangen. Der sad Frk. Stenberg og læste Avisen.„De er da ogsaa et vanskeligt Menneske,” sa Frøken Stenberg; siden, da Else svarte nej paa hendes Spørgsmaal, om hun heller ikke nu havde sovet.
Da Timerne havde slæbt sig hen, fik Else Middagsmad, Vandgrød og kogt Fisk, nøjagtig det samme som den foregaaende Dag. Hun kunde kun synke et Par Mundfulde.
Ud paa Eftermiddagen hørte hun jamrende Graad og klynkende Snak i Cellen ved Siden af.
„Hvem er det, som græder derinde?” spurgte hun Frk. Stenberg, da denne saa ind til hende.
„En, som skal til Sct. Jørgen.”
„Vil hun ikke?”
„Vil? Det vil de aldrig.”
„Stakkels arme Menneske! Tænk at bli sendt til Set. Jørgen”. — Else gjøs.
„Det er saamæn ingenting. Paa Sct. Jørgen har de det udmærket.”
„Skal saa hendes Celle staa tom?”
„Nej, vi venter en ny Patient. Derfor maa den anden flyttes. Til Sct. Jørgen rejser hun først imorgentidlig.”
En halv Time senere kom den nye Patient. Det lød for Else, som var der Slagsmaal derude. En skingrende Kvindestemme skreg fortvilet, skjændte og trued, mens de tumled om og slæbte en nedad Gangen.
„Hvem vover at røre ved mig!” hørte Else. „Jeg skal slaa alle dem, der kommer mig nær, sønder og sammen! Hvor er min Mand, Carl, Carl! hjælp, hjælp, frels mig, hører Du, Carl! Aa Gud, aa Gud! Mor, Mor! I har ikke Lov til at ta Tøjet af mig! La mig være, la mig være!” Det holdt længe paa. Omsider blev det stille. Saa hørte Else den skingrende Stemme kalde: „De Dame derude!” og spørge efter Professoren, og da Frk. Stenberg havde svart, skreg Stemmen: „Ja, I Kan tro, jeg skal klage for Professoren. Han er da vel en dannet Mand, som véd, hvad man skylder en Dame!”
Else frøs af Skræk og Medlidenhed. Ak, ja, Professoren. — Bare han dog kom engang.
Endelig kom han, fulgt af Frøken Stenberg. Som den første Morgen gjorde han Else nogle almindelige Sygespørgsmaal, og vilde gaa igjen, men Else bad om at maatte faa tale alene med ham.
„Om et Øjeblik,” han vimsed ud saa fort, at den lange, hvide Kittel flagred ham om Benene. Nogle Minutter senere kom han tilbage og satte sig ved Elses Seng.
„Jeg vilde saa gjerne forklare Dem det med Opiumsdraaberne forleden Aften,” begyndte Else, og saa fortalte hun det hele omstændeligt og endte med at sige: „Hvis Professoren vil spørge min Mand, saa skal De høre, det er sandt, at jeg af og til har tat Opiumsdraaber for Hosten. Der er intet andet, som har hjulpet.”
„Naa ja, men her faar De ingen Opiumsdraaber,” sa Hieronimus hurtig med sin tørre, tynde Stemme, der lød som kom den fra et sygt Bryst.
„Nej, naturligvis,” sa Else ydmygt og forfjamsket.
„De maa i det hele taget lære at subordinere Dem,” fortsatte Hieronimus i tilrettevisende Tone. „Begyndelsen lover ikke godt. Der bragte De med Dem Bøger og Tegninger og en hel Del Gjenstande, som De ikke har Lov til at have. Det var stik imod Aftalen. Jeg sagde udtrykkelig: noget Linned og en Smule Toiletsager — intet videre.”
„Jeg forstod det ikke saaledes,” stammed Else, „ja, det vil sige, jeg fik ikke Tid til at spørge. Og min Mand vidste det heller ikke. Han gav mig selvBøgerne og lovte at bringe flere, naar han kom.”
„Hum,” sa Hieronimus med en spodsk Trækning om den tynde skjægløse Mund.
„Han tror, jeg lyver,” tænkte Else forbauset. „Professoren kan jo spørge min Mand,” sa hun med en Stemme, der skjalv af tilbagetrængt Krænkelse. „Forresten kan jeg aldeles ikke holde ud at være her — bare det, at jeg umuligt kan faa sove.”
„Saa—aa, hvorfor ikke?”
„Tænk, at komme fra sit rolige, gode Soveværelse.”
Professoren afbrød tørt og skarpt: „Den Ro, De har lavet paa Deres rolige Soveværelse baade for Dem selv og for Deres Mand, er det nok ikke værdt at tale for højt om — hvad?”
„Men saa har jeg da sovet lidt om Morgenen, ialfald —”
„Det forekommer mig, Deres Mand sa, at De var bleven ved med at gjøre Scener til Klokken 7—8 om Morgenen.”
Else følte sig fladslaat over denne Hieronimus' Maade, der satte hende paa Anklagebænken, og tog hende i Forhør. „Saa efter Klokken 8 da,” sa hun med dirrende Læber. „Men her er aldrig Stilhed hverken Nat eller Dag.”
„De tager fejl,” sa Hieronimus kort. „Patienterne falder ofte til Ro, Timer ad Gangen”
„Timer! Nej, ikke Timer,” svared Else, „og saa er her jo anden Slags Støj.” Hun talte om de smældende Døre og de klaprende Vinduer og om Gasmanden, der tramped, og Skridtene, der gik, og om det altsammen.
Hieronimus fo'r op fra Stolen og var i et Nu borte i Døraabningen.
„Frøken Stenberg!” kaldte han.
Frøken Stenberg kom øjeblikkelig tilstede.
„De véd, jeg saa ofte har sagt, at her skal tages Hensyn og være Ro ogsaa paa denne Afdeling,” sa Hieronimus strengt. „Patienterne klager ofte over Døre, som smælder, og Vinduer, som slaar.”
„Det er Pigerne, Hr. Professor.”
„Jeg har kun Dem at holde mig til. De maa faa Pigerne til at lystre. Det er Deres Sag.”
„Jeg kan skam ikke, Hr. Professor.”
„De skal. Og nu Vinduerne — er der Kroge, som mangler?”
„Ja, der mangler nok Kroge et Par Steder.”
„Det er dog for galt. Saadan en Uorden! Hvorfor siger De ikke til?”
„Jeg har skam sagt til, Hr. Professor.”
„De behager ikke alene at sige til, men ogsaa staa inde for, at det blir gjort. Forstaar De?”
„Jo, Hr. Professor.”
„Saa er det Gasmanden. Gaar han med Støvler?”
„Ja, jeg tror nok, han gaar med Støvler, Hr. Professor.”
„Han skal bruge Tøfler. De har at paase, at han bruger Tøfler og gaar stille.”
„Jeg skal nok sige det til ham, Hr. Professor.”
„De skal staa inde for alt dette. Det er Deres Bestilling. — Hvordan var det saa med Fru Kant? Hun gjorde jo store Spektakler, da hun kom?”
„Aa, det var nu ikke saa slemt, Hr. Professor.”
„Var det ikke slemt,” bed Hieronimus af. „Vist var det slemt. Jeg véd det jo ogsaa fra Reservelægen.”
„Men jeg har jo forklaret Dem,” begyndte Else, der havde rejst sig op i Sengen og saa paa Professoren med store Øjne.
„Nej, det var virkelig ikke saa slemt,” kom Frøken Stenberg hende til Hjælp —
„Hvorfor lod De hende da komme paa den urolige Gang?” sa Hieronimus skarpt og affejende.
„Hun havde saa meget imod at dele Værelse” —
Hieronimus lod hende ikke tale ud. „De behøver ikke at undskylde Dem. Det var rigtigt, hvad De gjorde. Naa, siden har der jo ikke været noget,” han vendte sig for at gaa.
„Skal jeg blive her en Nat til!” raabte Else angst og bønfaldende. „Aa nej, Hr. Professor, De maa ikke la mig bli her en Nat til!”
„Jeg tænker, De lar mig om at bestemme, hvor længe De skal bli her,” svarte Hieronimus med skjærende Kulde.
„Faar jeg ikke se min Mand imorgen? Aa jeg ber Dem, Hr. Professor!”
Hieronimus, der allerede var ved Døren, vendte sig om og sa i mildere Tone: „Saasnart De kan taale det, Frue. Tro mig, jeg ønsker ikke at pine nogen længere end nødvendigt. Desuden — det er da ikke værdt, at han ser Dem, mens De ligger her.”
Saasnart hun kunde taale det! Hvad maatte hun ikke taale og udholde paa dette Sted Nat og Dag. Else sank tilintetgjort tilbage paa Puden og brød ud i en saa voldsom Hulken, at det var, som Brystet skulde sprænges. Frøken Stenberg, der var gaat sin Vej med en mut Mine, kom tilbage og satte sig hos hende.
„Saa, saa, kjære Frue. Ikke græde saa forfærdelig — saa, saa, bare jeg kunde gjøre noget for Dem.”
Else rejste sig op paa Knæ. Saa kasted hun sig om Halsen paa Frøken Stenberg, og saasnart hun for Hulken kunde faa Magt over sin Stemme, sa hun: „Om Forladelse, Frøken Stenberg, om Forladelse, fordi jeg klaged over Støjen og det” — det kom i afbrudte Stød. „Jeg vidste ikke, at det var Dem, som skulde ha Skjænd, og jeg vidste heller ikke, at han var saadan. Aldrig skal jeg gjøre det mere.”
Frøken Stenberg klapped hendes Haar og kyssed hendes Kind og forsikred, at det skulde hun ikke bryde sig om. Bare lægge sig pent ned og være rolig og taalmodig.