„Vi faar at se, vi faar at se,” blev det ved at suse for Elses Øren, mens hun uafladelig knytted Fingrene sammen og løste dem igjen. Aa hvor det gnaved derinde i Brystet.
„Her er et dejligt Sted at være paa,” Bedstemor stod foran Sengen med de rene, magre Hænder foldet om det hvide, sammenlagte Klæde, og rysted sit gamle Natkappehode som i taknemmelig Undren. „Saa rent og godt; men vi faar inte Kaffe — nej, vi gjør inte.”
„Vi faar at se, vi faar at se.” — Nej, men det maatte jo være hans Spøg. — Ja naturligvis, naturligvis. Else blev ved med at slynge Fingrene sammen saa haardt, at det knaged i Ledene.
Men spøge paa et saadant Sted? — Paa denne Afdeling, som de kaldte det. — Og Hieronimus — han saa ikke videre spøgefuld ud. Og desuden saa vidste han jo, at hun ikke kunde ha godt af at ligge der og — —. Nej Spøg var det ikke.
Nej, men han vilde kanske sætte hende paa Prøve — se, hvor taalmodig hun kunde være.” Aa nej Snak, det var jo dog ikke en Opdragelsesanstalt, hun var kommen ind paa.
Men hvis nu Hieronimus tog sin Opgave saadan? Hvis han gik omkring med en brændende Trang til at hjælpe og reformere, skaffe tilveje Resultater, der skulde hensætte Menneskene i Beundring og være for ham selv en Spore og et Bevis for, at han fortjente det Navn, han havde? Hans Maade og Udseende var saa paafaldende pædagogisk — og teologisk? — Nej, men han var da ikke saa ung, at han handled ud fra Drømme og Teorier. Livet maatte vel ha belært ogsaa ham om, at det eneste det gjælder om at vide, det er, at man ingenting véd. „Vi faar at se, vi faar at se.” — Nej, nu vidste hun det! Han vilde overraske hende imorgen med, at Knut pludselig skulde staa i Cellen. Ja, saadan var det, saadan var det.
Men Du gode Gud, hvor uforsvarligt alligevel at handle saaledes med hende. Hvis han havde sagt at Knut kom imorgen, saa kanske hun havde faat sove inat, men nu. — Nej, Hieronimus var ikke saa klog, som hun havde tænkt.
Og nu havde hun Natten for sig. Natten — Natten. — Endnu en Nat paa dette Sted.
„Naa Fru Kant, hvordan gaar det?” Else fik et gemytligt Dask paa Armen af Reservelægen. „Misfornøjet med Tilværelsen, hvad?”
Hvor er de dog brutale disse Folk, tænkte Else, men saa opfanged hun et medlidende Glimt i Reservelægens flegmatiske Øjne, og gjorde ham stiltiende Afbigt.
„Nu skal vi nok faa Dem til at sove inat,” sa Reservelægen. „De skal faa dobbel Portion.”
„Det fik jeg ogsaa igaaraftes!”
„Nuvel, saa faar De tredobbel. Bild Dem forresten bare ikke ind, at De ikke kan sove. Hvad skulde være i Vejen? De ligger jo godt, og har det udmærket i alle Henseender. Jeg kigger ind til Dem, naar jeg gaar Natstuegang.”
Frøken Hansen tog bort Bakken med Aftensmaden, Te og bart Smørrebrød, som Else ikke havde rørt.
„Hvor det dog er Synd, at De ingenting spiser,” sa hun.
„Jeg kan ikke faa det ned,” svarte Else.
Saa blev der gjort i Stand til Natten, og alt gik til nøjagtig som den foregaaende Aften. De blaatøjsklædte Skikkelser forsvandt fra Gangen. Gasblussene skruedes ned, Frøken Stenberg gik Aftenrunde i Cellerne, og Frøken Suenson indfandt sig til Nattjeneste.
„Hvordan har De havt det idag?” spurgte hun.
„Forfærdeligt,” sa Else og greb begge hendes Hænder.
„De var saa vis paa, at De ikke skulde være her idag,” sa Sygeplejersken og smilte sørgmodig. „Kan De se? Forresten havde jeg tænkt, at De var blet flyttet.”
„Hvordan tror De, Natten blir, Frk. Suenson?”
„Som sædvanlig, naturligvis. Her er Deres Sovemikstur.”
„Kan jeg ikke faa slippe for at ta det? Jeg sover saa ikke alligevel.”
Sygeplejersken holdt Miksturen hen til Elses Mund. „De maa aldrig sige nej til noget her. Det er det bedste for Dem selv.”
— — Saa begyndte Rædslerne fra den foregaaende Nat. De samme Hyl og Hvin, de samme Smæld og Slag, den samme rasende, af umenneskelige Brøl gjennemflængede Skjælven og Banden fra Deliristerne nedenunder. Else sad hvert Øjeblik oprejst i Sengen og stred med sin Angst, Hvergang Frøken Suenson saa ind til hende, følte hun som en Lise, og bad hende altid om ikke at gaa fra hende.
Klokken lidt over 11 kom Reservelægen.
„Naa, De sover ikke?”
„Professoren sa, at min Mand ikke kom imorgen heller,” sa Else. „Tror De ikke, det var hans Spøg?”
„Slaa Dem nu bare til Ro, Fru Kant. Hvad vil De være saa utilfreds for? „Utilfreds! Men forstaar De da ikke, at jeg pines tildøde her?”
„De skal værsgod sove. Saa pines De ikke.” „Sove! Hør, hvor de hujer og hyler. Og er her et øjeblik stille, saa ligger jeg og hoster.”
Hvad er nu det for en Indbildning? Lad mig forresten undersøge Dem.” — Reservelægen tog frem et Lytterør, Magen til det, den undersætsige Kandidat havde brugt paa hende den foregaaende Aften.
„De har fortrinlige Lunger. Ingenting ivejen. Kom nu bort fra det Paafund med Hosten.”
„Men saa send Bud hjem og spørg min Mand! Eller spørg Frøken Suenson. Tror De, jeg ligger og lyver for Dem?”
„Naa, naa, naa, godt Ord igjen. Nu skal De faa mere at sove paa.” Reservelægen fjerned sig.
„Nej, jeg vil ikke ha det!” raabte Else. „Skaf mig blot Ro, saa sover jeg. Miksturen gjør det bare være!”
„Hun er jo rent forstyrret,” mumled Reservelægen og skyndte sig afsted.
En stentung Fortvilelse sammensnørte Elses Bryst. Hun saa paa det høje Vindu, der med sine Bittesmaa Ruder virked, som var det jerntilgitret, og hun tænkte paa alle de laasede Døre, som Stængte for dette forfærdelige Fængsel. Hun kunde ikke græde, hun orked ikke at tale til Frk. Suenson, der atter var inde og hældte Sovemikstur i hende, og mildt og venlig dækked hende til. Bare hun havde været troende og kunde ha bedt til sin Barndoms og Ungdoms Gud. Det vilde ha bragt Fred og Fortrøstning. Hjærtet svulmed ved Erindringen om de mange Gange, hun før i Tiden havde fundet Trøst og Styrke i Bønnen. Taarerne kom strømmende varme, husvalende, og hun folded uvilkaarlig Hænderne: Aa Jesus, hvorfor var han dog blot borte fra hende! Saa husked hun paa, hvad Jesus havde lidt, hvorledes han uden en Klage var gaat i den forsmædeligste Død, og paa det ophøjede Eksempel til Taalmodighed i Lidelse, hans Liv og Død var for alle Mennesker, hvad enten de trode eller ikke trode.
Der faldt en dulmende Ro over hende. Øjnene lukkedes, og hun var lige ved at slumre ind, da et hvinende Skrig skræmte hende op. Lyden trængte som en bred og iskold Kniv gjennem hendes Rygmarv. Hun sprang frem paa Gulvet og raabte paa Frøken Suenson, men saa husked hun paa, at det var forbudt at staa op og skyndte sig tilsengs igjen.
Spektaklerne blev ved. Naar den ene holdt op, tog den anden fat, og nedenunder var de som besatte. Else følte sig efterhaanden liksom knust og søndermaset, Tilsidst var det, som om al Larmen og alle Skrigene foregik inde i hende. Det sled i hendes Legeme, snurred og bobled i Hodet, og undertiden ved et pludselig eller særligt skingrende Skrig var det, som om hun sank dybt, og saa langsomt løftedes op igjen. Men et Gode var der: Saalænge hun hvirvledes rundt paa disse Bølger af Angst, hosted hun ikke.
Ligesom den foregaaende Nat blev Patienterne noget roligere henad Morgenen, og straks begyndte Else at hoste.
Og saa tænkte hun paa Professoren. Hun kunde ikke forstaa, at han, som var Læge, og til hvem hun havde henvendt sig for at søge Raad og Hjælp, lod hende ligge her, udsat for disse sjælesønderrivende Rystelser. Han vidste jo, hvor søvnløs hun havde vært, og hvor vigtigt det var, at hun fik Ro til at sove. Hun blev behandlet fuldstændig paa samme Maade som de gale, og for hende, der ikke var gal, blev det jo værre end at være paa en Straffeanstalt.
„Nej men Fru Kant, nu trode jeg da, at De sov,” Frøken Suenson havde listet sig ind og stod foran Else.
„Selv om her et Øjeblik er stille, saa har jeg jo denne Hoste,” svarte Else.
„Det har jeg saamæn ikke lagt Mærke til. Her er jo saadan Spektakel.”
„Kommer Professoren imorgentidlig?”
„Nej, det er Reservelægen. Professoren kommer først til Aften.”
Atter faldt Fortvilelsen stentung over Else. En hel Dag til skulde hun altsaa være her. Dødtræt, fortumlet, uden Mulighed for at faa en, om end aldrig saa kort Blund paa sine Øjne, indesluttet af disse Mure, gjennem hvilke intet Bud og intet Skrig kunde naa til nogen udenfor. Ligge udstrakt paa dette haarde Leje, hvor hun ingen Hvile kunde finde for de mødige Lemmer, stirre frem for sig gjennem den aabne Dør ud paa Cellegangen og de blaatøjsklædte Skikkelser. Og Knut skulde ikke komme, ikke hele Dagen. Hun havde ogsaa spurgt Frøken Suenson, om det kunde være tænkeligt, at Professoren havde spøgt eller vilde overraske hende, og Sygeplejerskens Svar havde tat bort al Tvil. Aa Knut, Knut! hvorfor lod han dem handle saaledes med hende! — — Men kanske Hieronimus virkelig trode, at hun var gal. Han havde jo omtrent slet ikke talt med hende, saa han kunde jo ikke vide det. Hvor underligt forresten, at han ikke gav sig bedre Tid for at komme til Klarhed over hendes Tilstand — om det virkelig var nødvendigt at holde hende i Celle. For uden tvingende Nødvendighed blev man jo ikke anbragt her.Eller kanske han trode, hun havde villet ta Livet af sig med de Opiumsdraaber? De andre havde jo trot det, men nu vidste de Besked. Hun havde omhyggelig forklaret Sammenhængen baade for Reservelægen og Frøken Stenberg, og de havde naturligvis fortalt Professoren det. Nej, Else vidste hverken ud eller ind.
Men naar nu Hieronimus kom imorgen Aften, skulde hun tale indtrængende med ham. Og roligt. Se til at faa bortfjernet den Misforstaaelse, der nødvendigvis maatte være tilstede. Saa kunde hun da idetmindste være sikker paa, at dette var den sidste Nat i Celle. Hun klynged sig krampagtig til denne Tanke. Hun blev ved at gjenta og gjenta alt, hvad hun vilde sige, hun lærte det udenad. Hun tænkte sig, hvad Hieronimus vilde svare, og hun formed hans Ord i omhyggelige Sætninger. Hun fik Taarer i Øjnene af Længsel efter ham, af Godhed for ham, denne Mand, der var saa klog og saa human, hvis Liv og Kræfter var viet de ulykkeligste blandt hans Medmennesker, dem, han ikke vidste, hvad godt han vilde gjøre. Ja, imorgen Aften, imorgen Aften vilde Forløsningen komme. Hun vilde faa et roligt Værelse paa et andet Sted, hvor hun intet kunde se og høre til al denne Larm og Jammer, hvor hun kunde leve fredeligt som Rekonvalesent med en af disse gode Sygeplejersker, og daglig faa tale med Hieronimus. Taalmodighed, Taalmodighed — denne Dag gik vel ogsaa. Det gjaldt at samle alle sine Kræfter og al sin Energi paa det at ville holde ud, til Hieronimus kom.