Langsomt sneg Natten sig frem. Hver halve Time omtrent saa Frk. Suenson ind til Else, hvem hun altid fandt med vidtaabne Øjne.
„Nu har her været stille i næsten halvanden Time,” sa Frk. Suenson, som atter kom ind. „Og alligevel har De ikke sovet.”
„Hvad er Klokken nu?”
„Lidt over 5.”
Der blev travelt paa Gangen. Døre og Vinduer reves op med Smæld og klirrende Støj, Borde og Stole blev skubbet til Side, og der blev vasket med klaskende vaade Klude. Else følte hver Lyd som Rykninger gjennem Hjærtet, mens Gasblusset over Døren flimred i Trækken værre end før, Og sved i hendes forvaagede Øjne.
Frk. Suenson bragte Else Haandklæde og Vand i en bitte liden Vaskeskaal.
„Lad mig faa mit Tøj, saa jeg kan staa op,” bad Else. „Jeg er saa træt af at ligge.”
„Saa fik jeg nok Professoren paa Nakken,” sa Frk. Suenson afvisende.
„Men min Sæbe og Kam og Tandbørste?”
„Det har Frk. Stenberg. De faar hjælpe Dem uden idag,” Frk Suenson slog op Cellevinduet med en lang Stang, og gav sig ilfærdigt til at sæbevaske Vindusposten og Vægpanelet og Døren, mens Else for at naa Vaskeskaalen laa paa Knæ i Sengen og frøs i Trækken, saa Tænderne klapred.Saa skulde hun frem af Sengen, mens Frk. Suenson redte den, og saa fik hun Te og nogle Stykker Smørrebrød, hvorefter der kom en Kone med en Vandspand og vasked Gulvet, Gasblussene blev slukket, og et graat Dagslys fyldte Cellen. Tilsidst gik Frk. Suenson og fejed Gulvet med en Kost paa lang Stang.
„Gjør De selv rent i alle Cellerne?” spurgte Else.
„Ja,” sa Frk. Suenson stakaandet, mens hun fejed og fejed. „Det eneste, vi slipper, er at vaske Gulvene. Og saa skal Patienterne ha Te, og de fleste af dem maa vi vaske og rede og hjælpe med alt muligt.”
Frk. Stenberg gik Morgenrunde i Cellerne. „Haaber, De har sovet godt,” sa hun til Else uden at høre paa Svaret.
„Saa vil jeg sige Dem god Morgen, Fru Kant,” Frk. Suenson rakte Haanden.
„Hvor De dog maa være træt,” sa Else og betragted hendes unge fine Ansigt, der var graat, med Indsig i Kinderne.
„Ja, jeg er saamænd. Nu har jeg vaaget i 7 Nætter, saa har jeg 7 tilbage. Det er 14 Dage ad Gangen.”
Else blev overfaldet af en lammende Mathed, og sank hen i en Dvale, hvoraf hun hvert Øjeblik skræmtes op. Patienterne var roligere nu, men der var uafladelig Lyde af Døre, der gik, af Vinduer, der klirred og slog, af trampende eller knirkende Skridt, af Nøglerassel og af Menneskestemmer, og hver eneste Lyd blev gjennemtrængende og brutal i dette nøgne, resonnanceopfyldte Rum, og sendte rislende Strømme af Is og Ild gjennem Elses Legeme.
Efter nogle Timers Forløb kom endelig Hieronimus fort og letbenet i hvid lang Lærredskittel fulgt af 5—6 Kandidater og Studenter, der i deres hvide Antræk minded om Bagersvende. Hieronimus tog plads paa en Stol ved Sengen, mens det hvide Følge stilled sig op i en Halvcirkel et Skridt borte. Bag dem stod Frk. Stenberg og lille Thorgren med Hænderne paa Maven, og saa ud som højtidelig tilsagte Vidner.
Hieronimus følte Elses Puls og gjorde hende nogle almindelige Sygespørgsmaal, som hun besvarte med Enstavelsesord, mens hun led under de hvide Fyres nysgjerrige Stirren.
Hvorfor skal der staa saa mange Mennesker der?” spurgte hun uvilligt.
Det er Læger,” sa Hieronimus. „Lider De af Obstruktion?”
Istedetfor at svare gav Else sig til at jamre over Nattens Oplevelser, og sa, at hun ikke kunde holde ud at være der.
„Har hun ikke sovet?” vendte Hieronimus sig til Frk. Stenberg.
„Sovet?” gjentog Else indigneret.
„Naa ja, saa kan De sove nu,” sa Hieronimus kort og rejste sig.
„Nej, det kan jeg ikke! De har ogsaa tat Tøjet fra mig, og nægtet mig at staa op!”
Hieronimus gik mod Døren, og Følget veg ærbødig til Side.
„Faar jeg ikke Lov til at tale med Dem?” raabte Else.
Hieronimus vendte sig halvt om. „Ikke lige straks,” sa han og slog ud med Haanden. Saa forlod han Cellen fort og letbenet, som han var kommen, fulgt af sine hvide Drabanter. Else talte Minutterne, mens hun Time efter Time ihærdig vented paa Hieronimus. Thorgren Bragte hende Te og bart Smørrebrød, det samme, hun havde faat om Morgenen, og bøjed sine rødmussede, altid smilende, Kinder ned over hende med Hænderne stukket ind mellem sine Knæ: „Det blir ikke saa slemt, lille Fru Kant. Bare De er rolig. Vi skal nok bli gode Venner, skal De se. Nu maa De spise.” „Jeg kan ikke.”
„Aa jo lidt — ikke?” hun la Hodet paa skjæve og smilte endda mere.
Ogsaa Frk. Stenberg kom og snakte venligt, og bad hende spise. Men Else rysted Hodet og bare vented paa Professoren.
Ude paa Gangen ved det gule Bord, som stod lige foran Elses Døraabning, sysled en af de hvide Herrer med nogle høje, klare Apothekerglas, som han fyldte med forskjellig farvet Vand. Den unge Pige med det tunge Hode og de hvide Uldsokker vandred som den foregaaende Aften svinglende frem og tilbage, og gamle rene Bedstemor kom nu og da tilsyne, pludrende og nikkende.
Tiden gik, men Hieronimus viste sig ikke. Og heller ikke Knut. Febrilsk lytted Else efter Skridtene derude fra, om hun ikke skulde kunne kjende sin Mands.
De syge havde forlængst tat fat med at larme igjen. Skingrende Hyl, vilde Hvin, Sparken, Trampen, Skjælden og Smælden brød hvert Øjeblik ind til hende. Else begyndte at skælne det Udtryk, hver enkelts særskilte Jammer havde.
— Der blev bragt Middagsmad, og Else fik vide, at Klokken var 3. Fortvilet brast hun i Graad. Saa kom Knut altsaa ikke den Dag. Besøgstiden var jo mellem 11 og 12.
Mens hun graad, kom Frk. Hansen med Madonnaansigtet, og spurgte til hendes Befindende. Thorgren havde fri den Eftermiddag, og Frk. Hansen var i hendes Sted. Else brød ud i højrøstede Klager. Frk. Hansen tog begge hendes Hænder, trykked dem kjærligt, og hvisked: „Jeg har saa ondt af Dem, Fru Kant, og vil Dem saa vel, og derfor ber jeg Dem indtrængende om at være rolig. Jo taalmodigere og stillere De er, jo snarere faar De det bedre. Her nytter det ikke at klage. Det blir bare værre da.”
„Men de kan da umulig ville la mig ligge her én Nat til,” græd Else. „Det er jo at gjøre mig gal.”
Frk. Hansen saa bedrøvet paa hende med sine store, skjønne Øjne, der minded om liden Karin i de svenske Folkesange, og sa ingenting.
„Tror De ikke ganske sikkert, Professoren siger, jeg skal flyttes, naar jeg faar talt rigtig med ham?”
Frk. Hansen rysted Hodet. „De skal heller ikke vente Deres Mand, Fru Kant. Paa denne Afdeling faar ingen Besøg. Tys” — Frk. Hansen la Pegefingeren paa Munden og gik, idet Frk. Stenberg kom ind.
Frk. Stenberg vilde ha Else til at spise. Det gik ikke an, at hun laa der uden at ta Næring til sig. Resolut tog hun Else under Armene, og satte hende op i Sengen, stilled saa Bakken paa hendes Skjød.
Det var Vandgrød uden Sukker, med Melk til I at dyppe i, og en bitte liden, smal Rødspætte, der flød i smæltet Smør.
Else sank nogle Skefulde af Grøden, men Rødspætten lugted gammel, og da hun tog en Bid i Munden, maatte hun spytte den ud igjen. Den havde en ond Smag, og var kogt uden Salt.
Eftermiddagen slæbte sig hen. Else laa i dump Fortvilelse, mens Længslen efter Mand og Barn atter kom over hende. Aldrig havde hun vidst, at Længsel kunde volde en saa kraftig fysisk Smerte. Det var, som om Knut og Tage beggeto laa usynlig paa hendes Bryst og knuged hende sønder og sammen. Lille Tage! Hvordan mon han havde det nu? — Ak, om hun kunde faat et Glimt af ham at se, om det saa skulde vært langt borte fra det fjerneste Fjerne. — —
Vinduerne blev smækket op paa Gangen og i Cellerne. Else krøb sammen under Tæppet for at hytte sig mod Trækken.
Efter en halv Times Forløb blev der atter lukket, og saa kom der nogen trampende paa Gangen, og satte med korte Øjebliks Mellemrum noget fra sig, der haardt smældte mod Væggen. Samtidig blev Skodderne slaat for Vinduerne, og et gult Lys flød ind. Straks efter fik hun Forklaringen paa de trampende Skridt og de haarde Smæld. Det var en Mand med en Stige, som tændte Gasblussene over Celledørene.
Saa med et vimsed Professor Hieronimus ind. Han var i Overfrakke og Spaserestok, og Else blev straks ilde tilmode over det Hastværk, han syntes at ha. Alligevel gik der som en Straale af Haab igjennem hende.
„Gudskelov, at De kom,” sa hun.
„Jeg haaber, De befinder Dem bedre nu,” begyndte Hieronimus med sin spinkle, blege Stemme.
„Nej,” sa Else, „hvordan skulde jeg dog kunne det? Her er saa skrækkeligt.”
„Skrækkeligt! Her er tværtimod meget rart.” — Hieronimus' Tone var belærende. „De skal bare synes her er rart, saa er her ogsaa rart. De har været daarlig i det sidste — ikke?”
„Jo,” svarte Else. „Men her kan jeg ikke bli bedre.”
„Det har nok ikke vært saa godt mellem Dem og Deres Mand. Har De ikke noget at klage over, noget at bebrejde ham?”
„Nej,” hvisked Else, og overvældedes af Graad. „Er han en god Ægtemand, en omhyggelig Far? Har han ikke git Dem Grund til Skinsyge?”
„Nej. Det er en udmærket Mand i alle Retninger,” fik Else fremstammet. „Men han havde lovet at komme idag.”
„Han har ogsaa spurgt til Dem,” sa Hieronimus og talte endda fortere end ellers.
„Hvorfor kom han da ikke ind til mig?”
„Han maatte ikke for mig. De faar jo noget at sove paa, ikke?” Hieronimus gik mod Døren.
„Maatte ikke — men hvorfor? Kommer han i morgen da?” Hun sad oprejst i Sengen og raabte efter Hieronimus.
„Nej, ikke imorgen,” lød det fort og koldt fra Hieronimus.
„Naar da?”
„Vi faar at se.” Hieronimus var borte.