Else gik fort forbi Damen ind i en lang Gang, oplyst af Gasblus, som sad højt oppe paa Væggen. I det samme blev Døren luket med et Smæld, Nøgleknippet rasled, og Laasen drejedes to Gange rundt.
Det gjøs i Else.
„Det er jo ligesom alle andre Entrédøre,” sa Damen forklarende og saa paa Else med et forskende Blik.
Else gik tøvende ned over den maattebelagte Gang. Paa den ene Side stod der under de høje Vinduer gule aflange Borde, gule Træstole, og her og der Potteplanter i Naturborde. Paa nogle af Stolene sad der kvindelige Skikkelser i løst, blaat Bomuldstøj. En havde Armene korslagt og saa sløvt hen for sig. En anden stirred Else nysgjerrigt og uvilligt i Møde, og en tredje sad ludet over et Strikketøj. Paa den anden Side af Gangen var der Døre med lange Mellemrum.
Else blev ved at gaa, til hun naaede den brede fløjdør for Enden af Gangen.
Da drejed hun Hodet og sa til Damen, som var Stanset et Stykke oppe: „Hvor skal jeg være?”
„Her, mente Professoren,” Damen aabned en af Dørene paa Langvæggen.
Else vendte om og traadte ind i et rummeligt, halvmørkt Værelse med et bredt Vindu midt imod.„Hvorfor er her to Senge? Skal her bo andre end jeg?”
„En Dame, en gammel rolig Dame. Hun er saa stille, at man véd ikke af, om hun er der eller ej.”
„Men har man da ikke et Værelse for sig selv paa første Pleje?” udbrød Else. „Jeg kan ikke sove sammen med nogen,” hun gik ilsomt op og ned paa Gulvet, En pinlig Beklemmelse overfaldt hende. Disse Væsner derude paa Gangen, hvis Tøj ligned Fangedragter, Vinduerne, der med sine høje Skodder minded om dem, hun havde sét i de tyrkiske Haremer, de højtsiddende Gasblus, som man maatte ha lange Stiger for at naa, det raslende Nøgleknippe udenpaa den høje Dames kolde Gummiforklæde — alt foruroliged og opirred hende.
„Nej, vedblev hun heftigt. „Jeg kan ikke sove sammen med nogen. Jeg maa ha et Værelse for mig selv.” Hun blev ved at vandre op og ned paa Sivmaatten, der løb fra Døren til Vinduet, og hun gjentog stadig det samme, mere og mere ophidset: „Jeg maa ha et Værelse for mig selv.”
Pludselig opdaged hun, trykket ind i Hjørnet af Chaiselonguen bag Bordet, en bitte liden, smal og sammenkrøben kvindelig Skikkelse, der fulgte hende med et udslukt Blik.
„Er det hende der?” spurgte Else brat og stansed foran den høje Dame, som opmærksomt iagttog hende. „Jeg vil herfra straks! Straks paa Øjeblikket, hører De!”
En yngre Sygeplejerske var kommen ind. Hun saa et Øjeblik paa Else og veksled derpaa nogle Ord med den høje Dame, som hun kaldte Frøken Stenberg.
„De kan ogsaa godt faa være for Dem selv,” sa nu Frøken Stenberg rolig. Hun forlod Værelset og gik, fulgt af Else ned til den brede Fløjdør, foran hvilken Else før var stanset. Her stak hun Nøglen ind, vred den rundt i Laasen, skjød Dørens ene Halvdel ind i Væggen, gik et Skridt, og stod saa foran nok en Fløjdør, hvis ene Halvdel
hun ligeledes skjød ind, hvorpaa hun sa til Else:
„Kom De kun.”
Else var hurtigt gaat gjennem begge Døre, som Frk. Stenberg omhyggelig trak til og laaste,
og de befandt sig nu atter paa en Gang af samme Bredde og Længde som den forrige. De samme høje Vinduer, de samme gule Borde og Stole, de samme Skikelser i løst blaat Bomuldstøj. Kun var der flere Døre paa Langvæggen, og de stod allesammen aabne. Gasblussene højt oppe sad i Staaltraadsbure anbragt i firkantede Væghuller, et over hver Dør. Der fandtes hverken Potteplanter eller Gulvmaatter, og Indtrykket, Else fik, var endnu mere nøgent og fængselsagtigt end paa den forrige Gang.
Paa en af de gule Stole sad en ren liden gammel Kone i hvid Natkappe med lyseblaa Øjne i det blide, blege Ansigt. Hun holdt sine skrumpne Hænder foldede om et hvidt sammenlagt Klæde, mens hun godslig snakked med sig selv. En ganske ung Pige med et guldblast, dødtræt Ansigt gik paa hvide Uldsokker langsomt svinglende frem og tilbage. Det brune afklipte Haar strutted ud til alle Kanter, og Hænderne var stukket ind i Trøjeærmerne. Hendes store Hode luded snart forover, snart til Siderne, som var det altfor tungt, mens hun frygtsomt skeled til Else uden at stanse sin Gang. Da hun mødte Elses Blik, gjorde hun surmulende Grimaser og skjulte Ansigtet bag den løftede Arm. I en af de aabne Døre stod en ligeledes ganske ung Pige paa Taaspidserne med de hævede Arme i en Halvrunding om Hodet. „Nattergalen”, hvisked hun, da Else gik forbi. Pludselig slog hun nogle høje klare Triller, hvorpaa hun gav sig til at hulke hysterisk.
„Her,” sa Frk. Stenberg og traadte indenfor en af de aabne Døre.
Else fulgte efter og blev staaende med et stivt og stirrende Blik. Midt i det aflange Rum stod der en Jernseng og ved dens Hovedgjærde et lidet gult Natbordskab. Ellers intet. Vinduet var anbragt højt oppe paa Væggen.
„Her kan De være alene for Dem selv,” vedblev Damen.
„Men det er jo som i et Fangehul,” udbrød Else, da hun omsider fik Mælet. „Ingen Møbler eller nogen Ting. Ikke engang en Stol til at sidde paa.”
„Det behøves heller ikke,” svarte Frk. Stenberg. „De kommer til at ligge.”
„Ligge!” Else var nær ved at le. „Skal man ligge, naar man ingen Ting fejler?”
„Hvorfor er De saa kommen her?” spurgte Frk. Stenberg strengt.
„Ligge,” gjentog Else og lo nu virkelig. „Hvorlænge om jeg tør spørge? En hel Dag kanske?”
„Det kommer an paa. Hvis De er meget rolig, slipper De maaske med en Uge.”
Else vendte hende indigneret Ryggen. Frk. Stenberg stod jo og gjorde Nar af hende. „Er der da ikke et bedre Værelse,” spurgte hun, idet hun gik ud paa Gangen, og saa ind i de øvrige Rum med de aabentstaaende Døre. De var alle nøjagtig ens, en Seng midt paa Gulvet og et lidet Natbordskab. I en af Sengene laa et gammelt udtæret Væsen med et pergamentgult Mumieansigt og indsunkne Øjne. Hun løfted langsomt Armene, da Else viste sig paa Tærskelen og fremstammed noget, der lød som en Anraaben om Barmhjærtighed. I en anden Seng sad et yngre Fruentimmer med vilde, skræmte Øjne og Armene slynget om de optrukne Knæ. Hun rokked med Overkroppen og udstødte en dump Lyd.
Celler, gik det pludselig op for Else. Hun var altsaa paa Celleafdelingen. Men det var der jo ingen Mening i.
„De ser, her er ens overalt,” lød Frk. Stenbergs Stemme bag hende. „De har faat det eneste Rum, som ikke er optat.”
„Men her kan De dog umuligt ville anbringe mig,” sa Else. „Det er jo Celler, og jeg er ikke sindssyg.”
„Naa ja, vi faar at se.”
„Kan jeg ikke faa tale med Professoren?”
„Jo, imorgen tidlig. Reservelægen kommer i Aften. Men gaa nu ind til Dem selv, her maa De ikke bli staaende.” Frk. Stenberg tog Else ved Armen og førte hende ind i Cellen. „Nu maa De klæ af Dem.”
„Ja, De mener vel bare Overtøjet?”
„Nej, De skal i Seng.”
„Nu Klokken 6! Men hvorfor?”
„Det er Reglementet.”
„Jeg er aldrig vant til at gaa i Seng før efter 12. Aa, lad mig faa være oppe.”
„Det er umuligt, De maa være i Seng, til Stuegangen kommer.” Frk. Stenberg traadte hen til Else og tog Hatten af hende. I det samme lød der Støj og et stygt Skrig, og en Skikkelse i Chemise og Nattrøje fløj paa plaskende bare Fødder forbi den aabentstaaende Dør.
Frk Stenberg løb ud paa Gangen og tog haandfast om Skikkelsen, der sparked og skreg og slog fra sig. En ung Sygeplejerske kom til og hjalp. Hun var firskaaren med tætte kraftigeLemmer, havde røde, runde Kinder og et elskværdigt Ansigt.
„Jeg skal nok magte hende alene,” sa hun til Frk. Stenberg og lo fornøjet. „Saa, Madam Hoff, vær nu rolig, i Seng med sig — saa, saa, ingen Kunster.” Hun klemte sine Arme fast og varsomt om den syge Kvinde, og slæbte hende ned over Gangen.
„Frk. Stenberg!” kaldte en forskrækket Stemme etsteds fra, og Frk. Stenberg skyndte sig af Sted.
Else gik ind i sin Celle og gav sig til at trave paa Gulvet. Hvad var dog dette for et Sted, hun var kommen til? Hun pressed Hænderne mod de feberhede Tindinger, og onde Taarer fyldte hendes Øjne. Og her skulde hun være i hele Nat, mellem gale. Mellem gale altsaa! Knut kom først imorgen, og til da maatte hun holde ud. For det lod ikke til, at de vilde slippe hende ud igjen. Men kanske naar Reservelægen kom? Han vilde naturligvis straks sige, det var en Misforstaaelse, og bringe hende andetsteds hen. Bare dog Professoren selv var kommen. Aa, hvor hun længtes efter at faa tale med ham. En hel Nat paa dette Sted! Hvordan skulde det dog gaa hende? Gudskelov, at hun havde tat Hostedraaberne med, saa kunde hun da skaffe sig lidt Søvn. Hun famled febrilsk i sin Kjolelomme og fik fat paa en liden Flaske, som hun tog Proppen af og førte til Munden.
I samme Øjeblik kom den firskaarne Sygeplejerske, som Frk. Stenberg havde kaldt Thorgren, farende, greb Else bagfra om Armene, og søgte med Magt at aabne hendes Hænder. Else stred imod. Saa var ogsaa Frk. Stenberg der. Med et fast Tag la hun sin Arm paa Elses Skulder og sa myndigt: „De maa øjeblikkelig klæ Dem af i mit Paasyn. Øjeblikkelig!”
Thorgren knapped op Elses Kaabe, som hun febrilsk rev af hende, mens hun hvisked noget til Frk. Stenberg, der ivrig befølende klemte sine Hænder allevegne rundt paa Elses Klær. Else, der uformærket havde faat puttet Flasken tilbage i Lommen, saa forfærdet fra den ene til den anden, mens hun med Ryk og Bevægelser søgte at værge for sig. „Hvorfor gjør Dere saadan med mig?” sa hun indigneret.
„Hvad var det, De havde i Haanden?” skjændte Thorgren med en af Vrede dirrende Stemme, mens hun ilsomt hægted op Elses Kjoleliv med Bevægelser af Fingrene, som om hun gramsed efter noget inde paa Brystet. „Hvor har De gjort af det?”
„Kan jeg ikke faa Lov at klæ af mig selv,” sa Else og brast i Graad. „Jeg er ikke vant til, at man saadan river og slider Tøjet af mig.”
„Saa maa De heller ingen Kunster gjøre,” svarte Frk. Stenberg. „Hvad var det for en Prop, De tog op herinde?”
„Det var jo mine Hostedraaber,” hulked Else. „Jeg vilde tat nogle for at faa sove.”
„Ja, det kjender vi nok. Kom med dem straks,” Frk Stenberg klemte atter sine Hænder omkring Else.
„Kan jeg ikke faa Lov at beholde dem, Frk. Stenberg. Jeg hoster saa om Nætterne. Min Doktor har git mig dem.”
„Her faar De hvad Medicin, De trænger. Frem med Flasken øjeblikkelig.”
Else udleverte Flasken.
„Kan De se,” nikked Thorgren og slap endelig Else.
„Klæ Resten af Dem,” sa Frk. Stenberg. „Men kan Dere ikke gaa ud? Jeg vil helst være alene.”
„Gaa De, Thorgren, jeg skal selv passe paa.”Atter lød der Skrig og Spektakler paa Gangen, og Thorgren forsvandt hastig.
Frk. Stenberg stilled sig med Ryggen op mod Væggen. Den ene Haand klemte hun fast om Elses lille Flaske. „Jeg er nødt til at være her, indtil De er kommen i Seng, Fru Kant,” snakked hun i en mildere Tone. „Naar De er saadan, saa —. — Det er ingen Manér at komme her med hemmelige Opiumsdraaber.”
„Hvorfor staar disse der og glor paa mig?” Else vendte sig mod den aabne Dør, hvor flere af Skikkelserne i det løse, blaa Bomuldstøj nysgjerrigt havde stillet sig op.
„Det er bare Patienter.”
„Kan De ikke lukke Døren, Frk. Stenberg?”
„Det er imod Reglementet.”
Else klædte af sig og la Stykkerne paa Sengens Fodende. Saa spurgte hun efter sin Vadsæk.
Frk. Stenberg tog Klædningsstykkerne over Armen og gik med dem, mens Else krøb sammen paa Kanten af Sengen, skjælvende og hostende i det bare Linned. Hun støtted Albuerne paa Knæerne og Ansigtet i Hænderne og græd fortvilet. Saa hørte hun sagte Puslen og en blidt snakkende Stemme. Hun løfted Ansigtet. Der stod den rene gamle Kone og den unge Pige med de hvide Uldsokker og det tunge Hode et Skridt borte og betragted hende. Da Else saa op, gjorde Pigen den forrige Grimase og skjulte Ansigtet bag Armen, mens hun fornærmet svajende med Overkroppen vendte Ryggen til. Men den gamle rene Kone traadte tæt hen til Else, luded sig ned til hende og hvisked blidt: „Han holdt saa meget af Kaal min Svigersøn, og saa var det det, at jeg skulde passe de smaa, for jeg heder Bedstemor — ja saamæn, og Kaalen stod der og surred paa Komfyret, men jeg kunde aldrig spise mere end 3—4 Skefulde. Nej, aldrig mere. Men jeg har nogle Penge i en Sparekassebog, min Svigersøn hented af dem — Hvorlænge er der nu til den 11te?”
„Den har nylig vært,” sa Else.
„Nej, ja saa. Jo han holdt saa meget af Kaal, min Svigersøn, men her har vi det saa rent og godt. Det er et dejligt Sted at være paa, men Kaffe faar vi inte.”
Nu kom Frk. Stenberg tilbage og rakte en Natkjole til Else. „Hvad skal De her, Bedstemor,” sa hun saa og tog den gamle Kone ved Armen og den unge Pige ved Haanden og førte dem ud, hvorefter hun straks kom tilbage og overvogted Else, mens denne iførte sig Natkjolen og gik i Seng med Strømperne paa.
„Faar jeg ikke min Vadsæk?” spurgte Else.
„Nej, den blir i min Varetægt.”
„Men der er saa mange Ting, jeg skal bruge — Min Uhrnøgle — har de ogsaa tat mit Uhr?”
„Her er det forbudt at ha noget som helst.”
„Skal Døren staa aaben om Natten ogsaa?”
„Baade Nat og Dag. Det er Reglementet,” Svarte Frk. Stenberg og gik ud.
Else stak Hænderne under Nakken og saa ud paa Gangen, hvor den unge Pige med det tunge Hode stadig gik langsomt og svinglende frem og tilbage, og hvorfra der hvert Øjeblik lød Smæld af Døre og af Vinduer, der smækkedes i, blandet med Lyden af trampende Skridt, der gik og kom. Lyset fra det flimrende Gasblus i Staaltraadsnættet smerted Else i Øjnene, og Hostebygerne kom af og til.
Pludselig lød der et gjennemtrængende Skrig, og derefter en rasende Banken ledsaget af en skingrende Talestrøm. Else rejste sig op i Sengen, Hjærtet slog højt af Angst, og hun raabte paa Frk. Stenberg. Saa hørte hun ilsomme Skridt ude paa Gangen, og en Dør blev stængt og aflaaset, mens den rasende Banken gjentoges, ledsaget af en ustanselig Strøm af Skjældsord.
Lidt efter kom Thorgren ind. „Hvem er det, som støjer slig?” spurgte Else.
„Det skal De ikke bryde Dem om. Læg De Dem bare rolig ned. Men det der, maa jeg faa,” Thorgren tog fat i Elses Haarbaand og vilde løse det op.
„Men hvorfor dog” — Else søgte at fjerne Thorgrens Haand. „Saa falder Haaret ned over Ørene og gjør mig saa varm i Hodet.” Men Thorgren paastod, at hun skulde ha Baandet. Else kjæmped og bad for sig.
„Ja, vent nu til Frk. Stenberg kommer,” sa tilslut Thorgren.
„Er hun den øverste?” spurgte Else.
„Ja, hun er Overassistent.”
„Fru Kant vil ikke af med sit Haarbaand,” sa Thorgren til Frk. Stenberg, som idetsamme traadte ind.
„Jamen maa jeg vel ikke gjerne beholde det!” udbrød Else.
„Det er imod Reglementet. Men nu kan vi vente, til Reservelægen kommer.”
Else la sig ned igjen paa Puden og grunded og grunded. Hvad var dog dette for noget? Baade Frk. Stenberg og Thorgren havde sét ud, som om de beviste hende en Naade ved at la hende beholde det stakkels Haarbaand. Og da Frk. Stenberg gik, blev Thorgren staaende med Haanden paa Hovedpuden tæt ved Haarbaandet. Enten maatte de ha Morro af at ærte hende, eller de var rent ud Idioter.
Efterhaanden forsvandt de blaatøjsklædte Skikkelser fra Gangen og nogle gik og ordnede og satte til rette.
Saa, kom Reservelægen, en rank 30aarig Mand med varm gulladen Teint, mørkt Helskjæg og klare flegmatiske Øjne, iført en lang hvid Lærredsfrakke og fulgt af en ung Fyr i samme Dragt. Han hilste venligt Godaften og satte sig paa en Stol, som Frk. Stenberg stilled frem, mens den Unge blev staaende og saa alvorsfuld ud. Else klaged sin Nød og fortalte opbragt, at de havde slidt og revet Klæerne af hende.
Reservelægen veksled et Blik med Frk. Stenborg og sa saa: „Tag det roligt, Fru Kant.”
„Men denne kategoriske Behandling! Hvorfor skal jeg være mellem gale?”
Reservelægen smilte overbærende: „Vi kan da ikke straks begynde at individualisere.”
„Alting har de tat fra mig,” ivred Else. „Og nu siger de, at jeg ikke engang maa beholde mit Haarbaand!”
Reservelægen betænkte sig og saa atter paa Frk. Stenberg. „Hvor langt er det?” sa han saa.
Else løste Haarbaandet af og rakte ham det.
„Vi klipper det over i to. De kan vel hjælpe Dem med Halvdelen?”
„Ja værsgod, hvis det kan fornøje Dem!” svarte Else med en foragtfuld Betoning. Hun syntes, Reservelægen var ikke klogere end de andre.
Haarbaandet blev skaaret over, og Else fik tilbage den korteste Stump, som hun vikled om sin Fletning, mens Reservelægen gav Besked om Sovemikstur, hvorefter han forsvandt, fulgt af den alvorsfulde Fyr.
Der laa Else, fuld af Vrede og kvalfuld Forbauselse over, at Reservelægen ikke havde sagt, at hun skulde flyttes, og end ikke vist den ringeste Indignation over den Behandling, hun havde vært udsat for. Men imorgen kom Professoren og — Knut. Aa Gud, Gud, bare Natten var overstaaet. —
— „Mit Navn er Frk. Hansen — jeg er Sygeplejerske og skal ta Deres Temperatur,” sa en dæmpet Stemme.
Else, som havde lukket Øjnene for det flimrende Gasblus over Celledøren midt imod, aabned dem vidt, og saa et Par store, skjønne, blaa Øjne i et mildt Madonnaansigt, omgit af brusende, gyldent Haar, bøje sig over hende.
„Aa, lad mig slippe,” bad hun. „Jeg er saa træt.”
„Nej, kjære Frue, jeg er nødt til at gjøre det. Det er bare et Øjebliks Sag, og det gjør ikke ondt.”
Else havde Lyst til at slaa Armene om Frk. Hansens Hals og be hende bli der hele Natten. Hendes milde Ansigt og varsomme Maade gjorde saa godt. Men Frk. Hansen nikked blidt og gik
Saa kom Frk. Stenberg og rakte Haanden til Godnat: „Jeg vil gjøre alt for Dem, Fru Kant” — hun strøg hende over Haaret. „Bare De er rolig og god.”
„Tak,” mumled Else og saa forhærdet frem for sig.
Nu var der ganske stille. Gasblussene var nedskruet, og en ung, fintbygget Dame med en svær, blond Nakkeknude gav Else Sovemikstur.
„Hvor her er mange Sygeplejersker,” sa Else forundret. „Er det Dem, jeg faar mest med at gjøre?”
„Ja om Natten, saalænge jeg har Vagt. Om Dagen blir det Thorgren, som De før saa.”
„Er her stille om Nætterne?”
Sygeplejersken smilte: „Nej Fru Kant. Paa denne Afdeling er der aldrig stille. — Der hører De selv.”
Nogle vældige Smæld, som om noget haardt med Kraft blev kastet i Gulvet, lød ind til dem, og sygeplejersken løb ud.
Else havde følt de haarde Smæld som legemlig Smærte. Hun satte sig hændervridende op i Sengen, medens hun lytted til den jamrende Klage, der var fulgt efter Smældene. Klagen kom fra en gammel, brudt og pibende Stemme, og ind imellem hørtes den unge Sygeplejerskes beroligende Tyssen.
„De skulde lægge Dem ned, Fru Kant,” sa Sygeplejersken lidt gnavent, da hun efter en Stunds Forløb kom tilbage. „Her maa De ta det, som det falder.”
„Men Du gode Gud, hvorfor skal jeg være her!” Else rakte de fast knyttede Hænder op over sit Hode.
„Ja, hvorfor er De kommen her?” sa Sygeplejersken ligegyldig.
Else begyndte ivrig at fortælle om, hvordan det var gaat til, men saa mærked hun, at Sygeplejersken ikke hørte paa hende, og brød af med et: „Hvad hedder De?”
„Frk. Suenson.”
„Hvem var det, som larmed derude?”
„Kalder De det for at larme?” Frk. Suenson lo saa smaat. „Det er bare Sengehestene, hun smider i Gulvet, et ældgammelt, skikkeligt Skind, som er saa ussel, at hun ikke kan taale Sengklærene. Hun er forresten saa sød og rar, og fantaserer altid om lille Alma. Det maa vel være hendes Datter.”
„Aa Gud, aa Gud!” raabte pludselig Else forfærdet og kasted sig halvvejs ud af Sengen for at gribe fat i Frk. Suenson, der vendte Ryggen til Døraabningen: En lang hvid Skikkelse, indsvøbt i el Uldtæppe, og med mørke Haartjafser hængende udenfor Natkappen, stod der og skar Ansigter.
„Naa da,” sa Frk. Suenson ærgerlig og skyndte sig hen til Skikkelsen, som hun førte bort.
Else la sig tilbage i Sengen og graad stille.
Lidt efter kom en undersætsig, sorthaaret Kandidat i hvid Lærredsfrakke og satte sig hos Else. Han begyndte at udspørge og undersøge hende.
„Er der ikke nogen, som vil gjøre Dem ondt?” spurgte han.
„Nej,” svarte Else og bed sig i Læben for at stagge Graaden. Hun kunde ikke forstaa, hvad han mente, men fortsatte dog: „Der er ingen, som vil gjøre mig ondt. Mener De kanske hernede?”
„Forfølger og efterstræber Dem? Ikke?” vedblev Kandidaten i forstaaelsesfuld Tone.
Han tror, jeg er gal, tænkte Else og vendte Hodet bort.
Kandidaten blev ved med at banke hende paa Brystet og lytte med et Rør, mens han spurgte og spurgte. Endelig var han færdig.
„Er De derude, Frk. Suenson!” raabte Else halvhøjt, da Lyden af Kandidatens Skridt var døet hen paa Gangen.
„Ja, jeg sidder her og læser,” Frk. Suensons lille lyse Hode kom et Øjeblik tilsyne ved Døraabningen. „Nu maa De sove, Fru Kant.”
Sove, tænkte Else. Hvordan skulde det være muligt, hun, som selv under de gunstigste Forhold havde saa vanskeligt for det, og som stadig bag i Halsen følte denne sammensnærpende Kildren, der tvang hende til at hoste.
Knut skulde vide — —
En sugende Længsel efter Mand og Barn overfaldt hende. Det var som et smærtefuldt Sting i Kjærtet og som en kvælende Byrde over Brystet. Hun kunde vanskelig aande.
Saa, med ét lød der et dundrende Slag, vilde Skrig og en rasende Skjælden. Det forekom Else, at det var umiddelbart under hendes Seng. Hun fo'r op i heftig Angst.
„Frøken Suenson, Frøken Suenson,” kaldte hun.
„Hys, det er bare dem dernede,” sa Frk. Suenson, som gispende kom ind. „Her er saa lydt. Læg Dem kun rolig ned, de kan ikke gjøre Dem noget.”
„Er der da gale nedenunder ogsaa?”
„Ja, det er Mandsafdelingen. Tse — de er da ogsaa rent forstyrret iaften.”
Skrigene og Slagene blev højere og stedse mere rasende. En præked med gjennemtrængende Røst og udstødte Eder og Forbandelser.
Else klamred sig til Frk. Suenson og gjemte Ansigtet hos hende. „Er der da ikke nogen, som snaker godt for dem, liksom heroppe?”
„Det nytter ikke. Det er Delirister, som maa rase ud. Saa, lille Fru Kant, vær ikke bange, De forstaar jo nok, at ingen af dem kan komme her op.”
„Ja, jeg véd det nok — jeg véd det nok,” Else la fuld af Angst Hodet bagover og virred med det. „De er naturligvis indelaaset liksom vi. Men jeg kan ikke hjælpe for det. Jeg er saa bange! Aa Gud, Gud!” Hun kasted sig atter ind til Frk. Suenson.
„Bare De vilde sove, Fru Kant. Hør, nu er der lidt roligere.”
„Han præker jo endda lige frygteligt.” „Tilsidst holde han vel op. Saa læg Dem nu ned. Føler De Dem slet ikke døsig efter Miksturen?”
„Ikke Spor.”Frk. Suenson la Tepperne tilrette over Else. „De har Strømperne paa,” sa hun overrasket. „Hvordan kan det være gaaet til?” Hun vilde trække dem af.
„Jeg vil helst beholde dem paa, for jeg er saa iskold paa Fødderne.”
„Det har De ikke Lov til, Fru Kant. Jeg forstaar ikke — Og Strømpebaand — lange sorte Strømpebaand” — Frk. Suenson saa bestyrtet ud.
Else satte sig op i Sengen og trak Fødderne til sig. „Ja, Strømpebaand,” sa hun. „Hvad ondt er der i Strømpebaand?”
Frk. Suenson saa paa Else, og hendes unge, lyse Ansigt fik en usikker Mine. „Nej,” sa hun saa, „jeg tør ikke andet, Det er min Pligt at være mistroisk.” Hun greb hastig efter Strømpebaandene.
Mistroisk? Else saa fortabt ud. „Hys, hvem er det, som kommer?”
„Det er Reservelægen, som gaar Natstuegang.” Frk. Suenson dækked Else til. „Nævn ikke noget om Strømpebaandene,” hvisked hun. „Thorgren blir ulykkelig, hvis det kommer op.” Hun gik ud paa Gangen, hvorfra Else hørte sagte Tale.
Saa kom Reservelægen listende ind og udtrykte sin Beklagelse over, at Else ikke sov, skjønt Klokken var over 11.
„Ikke mere!”
„Se nu at falde til Ro. De skal faa noget mere at sove paa.”
Da Reservelægen var gaat, gav Frk. Suenson Else endnu en Portion af den rødbrune, ildesmagende Mikstur, og saa var det atter Strømpebaandene, som Frk. Suenson febrilsk forlangte udleveret.
„Men hvorfor, hvorfor?”
Svaret lød forblommet. Endelig gik der et Lys op for Else. De var bange for, at hun skulde ta Livet af sig.
„De har jo ogsaa villet tømme en Opiumsflaske,” sa Frk. Suenson. „Og vi er blet underrettet om at passe paa Dem.”
Else blev liggende maalløs. Derfor havde altsaa Frk. Stenberg og den lille firskaarne Thorgren faret over hende, som var hun en Forbryderske. Og derfor Scenen med Haarbaandet og Reservelægens Blikke til Frk. Stenberg. Knut havde altsaa sagt det til Hieronimus. Ja, naturligvis. Skjønt Gud gi, han havde ladt være. Hun følte sig oprørt og ydmyget, som havde hun paa et offentligt Sted faat en ufortjent Tugtelse.
„De kan tro, her forefalder lidt af hvert mellem Aar og Dag,” vedblev Frk. Suenson. „Og sker der noget galt, er det os Sygeplejersker, som har Ansvaret. Thorgren var helt hvid af Forskrækkelse ved Tanken om, hvad der kunde ha hændt.”
„Ja, nu forstaar jeg det altsammen,” mumled Else.
„Men forresten er alt mig ligegyldigt; imorgen er jeg her ikke mere.”
„Tror De?” sa Frk. Suenson og saa tvilende ud.
Et vildt Skrig skar skingrende ind til dem.
„Saa, nu har hun Krampe igjen,” udbrød Frk. Suenson og fo'r ud paa Gangen, hvorfra Else hørte hende bakse med nogen, mens Skrigene blev voldsommere og ligned Rallen.
Else kunde ikke holde ud at ligge stille. Hun rak frem af Sengen og, kjæmpende mod en Trang til selv at skrige, ud paa Gangen, hvor hun saa Frk. Suenson trække afsted med en hylende Kvinde, hvis stive Legeme i den flængede Chemise slæbte henad Gulvet. Saa forsvandt de i en af Cellerne.
Else satte sig paa Kanten af en Stol og pressedHænderne mod Hjærtet, der hamred, som vilde det ud af Brystet. Det varte længe, saa sagtnedes Skrigene, og Frk. Suenson kom atter tilsyne. Hun fo'r lidt sammen, da hun fik Øje paa Else og sa uvilligt: „Men Gud er det Dem, Fru Kant! De maa aldrig staa ud af Sengen, aldrig. Hvis De gjør det, er jeg nødt til at klage over Dem, og saa blir der tat Forholdsregler.”
„Vær ikke sint,” bad Else og rakte Haanden ud. „Jeg vidste ikke, at det var forbudt, og jeg var saa angst, at jeg maatte.”
„Tror De, her blir stille nu da?” spurgte Else, da hun atter laa i Sengen.
„Jeg har jo sagt Dem, Frue, at her aldrig er stille paa denne Afdeling.”
Hun havde neppe talt ud, før der nedenunder paany begyndte en Rasen og Larmen værre og vildere end før.
Else var ved at fortvile.
„Aa bliv herinde, snille Frk. Suenson! Bliv endelig herinde.”
„Nej, nu skal jeg ud og ha min Middagsmad. Vi sover jo om Dagen, naar vi har Nattevagt, saa maa vi spise om Natten.”
„Hvad skal De ha i Nat?”
„Suppe og Kjød.”
„Aa, giv mig lidt med.”
„Det tør jeg ikke.”
„Men jeg er saa frygtelig sulten. Jeg kunde ikke smage Smørrebrødet, de før satte ind til mig. Bare en bitte, liden Smule. Der er jo ingen, som faar vide det.”
Men det var forgjæves. Frk. Suenson forsikred bedrøvet, at hun ikke havde Lov til det.
Og hun havde heller ikke Lov til at være saa meget derinde, tilføjed hun.