Hvor var hun sød og snil, Frøken Stenberg. Else, som havde tænkt, at hun gik omkring paa dette Pinens Sted uden Følelse for Ofrenes Elendighed, og nu havde hun netop, da Else havde voldt hende Ubehageligheder, vist Kjærlighed og Deltagelse. Aldrig skulde Else glemme hende det!
Forresten de andre ogsaa. Den buttede Thorgren med de røde glade Kinder. Hele Dagen var hun af og til kommen hen til hende og havde talt muntert og venligt, og paa alle Maader søgt at vise sit gode Sindelag, ikke at tale om Madonna-Hansen, hvis store Øjne lyste af Godhed og den inderligste Medlidenhed. Og saa Frøken Suenson, Nattevagten, som ved sin blotte Tilsynekomst virked lindrende paa Elses Kvaler. Gudskelov for Sygeplejerskerne. Tænk, om de havde vært som Hieronimus! Hun havde forøvrigt Fornemmelsen af, at de instinktmæssig ikke vilde røbe den gode Forstaaelse, der var mellem dem og hende. Saasnart Hieronimus kom tilbage, blev de stive og strenge at se til. Det var i det hele tat, som om Atmosfæren frøs til Is, straks han bare viste sig.
„De maa endelig se til at vinde Professoren,” sa de allesammen til hende. „Om vi saa bærer Dem paa Hænderne, nytter det til intet, hvis han er imod Dem.”
„Vinde Professoren,” grubled Else. Var hun
da ikke et lidende Menneske, der med Tillid var bleven betroet i hans Hænder? Om hun havde vært aldeles sindsforvirret, gal, desperat, umulig at styre — kunde hun saa derfor være „imod” hende?
Neji, hun forstod det ikke. Og hvorledes skulde hun bære sig ad med at vinde Professoren? Hun havde jo ingen Opsætsighed vist, kun grædt og klaget sin Nød. Og hendes klage havde vært som et Skvulp paa Oceanet, sammenlignet med den Lidelse, hun allerede havde gjennemgaat. Skulde hun anstille sig ydmyg og angerfuld, lægge sig paa Maven for denne Mand, der syntes saa tyrannisk, gebærde sig som et Kryb af en Undersaat, der trygler Majestæten om en uforskyldt Naade? Nej, og tusende Gange nej! Ikke om hun saa skulde brændes paa Baalet!
Men om hun nu alligevel søgte at „vinde” ham, som de sa? Appellere til hans Hjærtelag og Medfølelse. Han maatte jo dog være i Besiddelse af begge Dele. Ellers havde han vel ikke følt sig som den rette Mand paa dette Sted, hvor Opgaven fremfor alt var at være human og forsigtig, søge saavidt muligt at forstaa og gjennem Forstaaelsen Virke nyttigt og beroligende paa de syge.
Hans Væsen var jo vel kun en Maske, som han af en eller anden Grund fandt det hensigtsmæssigt at anlægge. I Morgen tidlig, naar han gik Stuegang, fik hun prøve igjen.
I Morgen tidlig. En hel Nats Forfærdelser skulde ligge mellem nu og i Morgen tidlig. Altsaa, endnu en Nat paa dette Sted. Det blev den tredje.
Nu blev Tage bragt til Sengs der hjemme. Aa Gud, Tage, Knut, Hjemmet — hvor det gjorde ondt i Hjertet. — Hun vred sine Hænder, og trykked Ansigtet dybere ned i Puden. Lille Tage, monstro han spurgte efter hende? Og Knut. Hvad tænkte Knut? Syntes han da ikke, det var frygteligt, at han ikke fik se hende? Han havde jo lovt saa vist at komme — en indeklemt Stønnen undslap hende.
„Her er Deres Sovemikstur, Frue.”
Else letted sig op paa Puden, og tog Miksturen, som Frøken Suenson gav hende.
„De ser saa rolig ud iaften. Har De det bedre?”
Else rysted paa Hodet.
„Har De ikke sovet idag?”
„Nej. Jeg har opgit at sove. Jeg har opgit alt,” hun skjulte Ansigtet ved Frøken Suensons Bryst, og graad, saa hun rysted.
„Iaften var jeg nu saa vis paa, at De var bleven flyttet,” sa Frøken Suenson. „De passer ikke paa denne Gang. Hvad siger Professoren?”
„Professoren er et Uhyre,” graad Else.
„Saadan maa De ikke sige, Frue! Professoren er en udmærket Mand. Men De maa endelig se at vinde ham.”
„Ja, ikke sandt?” sa Thorgren, som var kommen ind og nu stod ved Siden af Frøken Suenson med Haanden paa Elses Skulder, som hun kjærlig rysted. „De skal bare se for et Stjerneskud, der falder, naar De har vundet Professoren.”
I Cellen ved Siden af havde den nye Patient holdt paa med at skrige og skjænde og fortvilet kalde paa Carl. Nu gav hun sig til rasende at dundre løs, mens hun bandende forlangte, at der skulde aabnes.
„Er hun lukket inde?” spurgte Else.
„Ja, hun er saa balstyrig. Hun render hvert Øjeblik ud paa Gangen, og siger, hun vil hjem.”
„Ja, hun blir nok god,” sa Thorgren og lo.
„Uh,” sa Else gysende. „Hun maa jo slaa sine Hænder til Blods.”
Saa holdt Bankningen op, og de hørte Lyden af et Legeme, der tungt klaskedes mod Gulvet, hvorefter der lød en hylende Krampegraad.
„Vil De ikke gaa lidt ind til hende?” spurgte Else.
„Det er bedst, hun raser ud. Hun har faat saa meget Kloral, at det varer vist ikke saa længe.” „Godnat, lille. Fru Kant,” Thorgren rakte Haanden og klapped Else paa Kinden. „Godnat, Suenson.”
„Sovemidler hjælper jo ikke,” sa Else, da Thorgren var borte. „Se nu paa mig, det er, som jeg tar Vand.”
„Ja, det er ogsaa mærkværdigt med Dem, Fru Kant.”
„Plejer det ellers at nytte?”
„Ja, naar det ikke er Deliriumspatienter. Men dem gir vi det heller ikke.”
„Sover de da aldrig, Deliriumspatienterne?”
„Jo, naar de første 3—4—5 Nætter er forbi.” — — — Timerne var gaat. De syge havde larmet og skreget, som de plejed, og Deliristerne havde om muligt teet sig endnu vanvittigere end de foregaaende Nætter. Til Patienten i Cellen ved Siden af havde Else den sidste Times Tid intet hørt.
Pludselig begyndte en at udstøde en langstrakt Tuden, ustanselig, ustanselig. Det lød dumpt og hult, som kom det fra noget levende Begravet.
„Frøken Suenson! Frøken Suenson!”
Frøken Suenson kom ind til hende med Munden fuld af Middagsmad.
„Hvem er dette?” spurgte Else med et Ansigt, der var stivt af Skræk.
„En ganske ung Pige.”
„Hvorfor tuder hun saadan?”
„Ja, Gud véd.”„Hvor hun maa lide!”
„Nej. Hun véd ikke af sig. Naar Reservelægen kommer, faar hun sagtens en Morfinindsprøjtning.”
„Kommer Reservelægen snart?”
„Ja. Klokken er straks halvtolv. Han maa være her nu,” Frøken Suenson gik ud til sin Middagsmad.
Else satte sig op i Sengen og lytted efter Reservelægens Skridt, Hun var greben af en jagende Uro, som den idelig fortsatte, dumpe Tuden hidsed op til en sanseløs Angst, Hvor kunde det Menneske dog holde ud at tude saadan! Hvor havde hun Kræfter og Aande til det? Aa Gud, Gud, for en Afgrund af Elendighed at være her.
Saa hørte hun Reservelægen komme stille gaaende ude paa Gangen og veksle nogle hviskende Replikker med Frøken Suenson.
„Godaften Frue. Stadig ligge aarvaagen?”
„Hvor kan De tænke, jeg kan sove?” sa Else ophidset. „Nej, kom nu ikke med dette Snak om, at jeg skal sove og bør sove. De kan jo dog ikke mene det!”
„Hvad skal man svare Dem?” Reservelægen trak paa Skuldrene.
„Hør paa denne Tuden og hør paa Deliristerne dernede, og om et Øjeblik begynder hun derinde i Cellen og alle de andre! Aa Gud, Gud, jeg blir gal!”
„Ikke være saa ilter, Frue.” Reservelægens halvt bebrejdende, halvt dæggende Tone oprørte Else, men hans stilfærdigmedlidende Mine virked forsonende.
„Jeg maa ta mig sammen med al min Kraft,” vedblev Else i vaandefuld Hast, „for ikke at gi mig til at hyle og tude omkap med de andre.”
„Ja, De er jo temmelig hysterisk.”
„Hvordan skal man kunne bli af at være her?” fo'r Else fort, mens hun vred sig i Pine. „Det er uforsvarligt, uforsvarligt. Jeg, som skulde bort fra mit Hjem for at faa Ro og Hvile!” „Alle den Slags Patienter kommer jo her,” sa Reservelægen, og søgte at lægge som tyssende Venlighed ind i sin Stemme. „Det kan jo ikke være værre for Dem end for andre.”
„Alle den Slags Patienter!” raabte Else. „Gud Hjælpe da den Slags Patienter! Men hvorfor faar min Mand ikke se mig? Hvad tror De, han vilde sige, hvis han var tilstede her?”
„Det er jo ham selv, som har lagt Dem ind her. Han har vel anset det for nødvendigt.”
„Der er ingen, som har lagt mig ind her. Jeg er gaat af mig selv, fordi jeg selv har valgt det. Men havde jeg vidst, hvad jeg nu véd —. Og det samme gjælder min Mand. Jeg paastaar, at han ikke har anet, hvordan jeg skulde faa det. Og hvorfor skal han ikke faa Anledning til selv at se og høre? Ligge her. — Her! Og under en Mand som Hieronimus. Gud forbarme sig!” „Han er den bedste, vi har,” sa Reservelægen. „Men hvorfor tillader han ikke min Mand at se til mig?” Hvert Træk i Elses Ansigt dirred i Ophidselse. „Kan De forstaa det, og vil De forsvare det?”
„Professoren er bange for at udsætte Dem for Sindsbevægelser. Det er da let nok at forstaa.”
Else lo. „Sindsbevægelser! At faa se min Mand vilde da være en Sindsbevægelse af glædelig Art, mens det, jeg her udsættes for” — hun holdt inde og skjulte Ansigtet i Hænderne.
„Slaa Dem tiltaals, Frue,” sa Reservelægen, og la sin Haand paa Elses Skulder. „De skal se, det gaar bedre, end De tror.”
Hans milde Stemme og inderlige Tonefald vakte Elses Haab. „Vil De be for mig hos Professoren?” spurgte hun og saa fortvilet paa ham. Reservelægen nikked.
„Og sige, at De synes, han bør la min Mand komme?”
„Ja, naar der er gaaet nogle Dage. Godnat, Frue. Ta det nu roligt.”
Ta det nu roligt — —. Hvad var dog det for Slags Mennesker? Læger kaldte de sig — Bødler burde de hedt. Hvordan skulde det dog gaa hende? Hvorlænge vilde Kræfterne holde ud? Else laa atter paa Puden og udgjød disse ætsende bitre Taarer, hvoraf hun i de sidste Dage havde fældet saa utallig mange. Hun følte det, som laa hun dybt nede paa Bunden af en Brønd, over hvilken der kunde lægges Laag hvad Øjeblik som helst. Aa nej, men det maatte ikke ske — maatte ikke. Hun vilde arbejde sig opover, helt opover, saa hun idetmindste fik Hodet op over Kanten.
Naar nu Professoren kom i Morgen tidlig, vilde hun sige saadan og saadan. Saa blev han rørt og forstod, hvad hun led, og talte venligt og sa, at hun straks skulde faa et andet Værelse. Ja naturligvis, dette var der jo ingen Mening i. For han gik jo ikke ud paa at gjøre hende gal. Hvis hun nu havde vært det, de kaldte sindssyg eller bare mindre klar i Hjærnen, saa vilde hun kanske troet, at han gik ud paa at gjøre hende gal. Men Gudskelov, saa ilde var det dog ikke fat med hende.