Da de var ved Hospitalet, mangled Klokken et helt Kvarter paa tre, hvorfor de drev op og ned i en Sidegade, begge to nervøse og spændte, og Uden at tale noget videre.
„Hvad er Klokken nu?” spurgte Else.
„Der er kun gaat 7 Minutter.”
„Er det muligt!”
De gik videre, og Tausheden blev kun afbrudt, hvergang Else gjentog sit Spørgsmaal om Klokken. Knut svarte stadig med det samme, at der kun var gaat nogle faa Minutter.
„Aldrig har jeg vidst, at et Kvarter var saa langt,” udbrød Else. „Men tror Du ikke, at Uhret dit staar?”
Knut rysted Hodet, og Else gav sig til at tælle indvendig. Hvergang hun kom til 60, skulde der være gaat et Minut, og saa begyndte hun forfra.
„Nu véd jeg da, at Klokken er tre,” sa hun med ét og standsed.
Der var endnu 4 Minutter tilbage, men nu kunde de begynde at gaa ind, mente Knut.
De kom gjennem Hospitalsporten og passerte en Del store gruslagte Gaardsrum med indhegnede Anlæg, hvor Bedene var sorte og muldede, og Træerne brune og vinternøgne. Da de havde naaet det inderste Gaardsrum, pegte Knut paa et mindre toetages Stenhus, der laa lidt borte fra de andre lange Bygninger, og sa: „Der er det.”” Else tilkasted Knut et Blik, der spurgte, om han ikke syntes, hun var modig, og gik rask op ad den lille Trappe ind i Gangen, hvor der paa Døren tilhøjre stod skrevet et Bibelsprog, som Else omhyggelig studerte.
„Skal vi banke paa?”
Knut banked paa og da ingen svarte, aabned han Døren og lod Else gaa foran sig ind.
Det var et aflangt skummelt Rum, med bart Gulv, gule Bænker langs Væggene og en stor Spyttebakke fremme paa Gulvet. I Værelset befandt sig to Mandspersoner, en Bonde, som sad foroverbøjet, med Hænderne nede mellem Knæerne og Hodet dybt ludende, og en yngre Fyr, der ligned en Haandværker eller Skolelærer med et gulsmusket, sygeligt Ansigt og en Mængde uklippet, vissentørt Haar.
Knut og Else satte sig paa Bænken ligeoverfor Haandværkeren, der syntes fordybet i en Avis, som han holdt udfoldet mellem Hænderne. Lidt efter gløtted han sky op fra Bladet, og da han mødte Elses Blik, der betragted ham, smilte han halvt forlegen, halvt hoverende, som vilde han sige: De forstaar da vel, at det ikke er for min egen Skyld, jeg sidder her.
Der var stille i Værelset. De eneste Lyde var de dybe Sukke fra den ludende Bonde, hvergang han spytted, hvad han tidt gjorde, og skjønt han hverken forandred Stilling eller løfted Hodet, traf han dog altid midt i Spyttebakken, som stod mindst en Alen borte fra ham.
Døren fra Gangen gik op, og en lang Mand med hjemmegjort Værkensfrakke, smalt tætklippet Hode og Uldsjerf om Halsen traadte ind. Else fik Hjærtebanken og saa spørgende paa Knut, men forstod straks, at det ikke var Hieronimus. Manden blev et Øjeblik staaende og saa sig om, saa gik han paa Tæerne langsomt hen i Værelsets fjerneste Hjørne og satte sig med Ryggen tæt op mod Krogen.
Der gik endnu nogle Minutter. Haandværkeren læste i Bladet, Bonden sukked og spytted, og Munden i Krogen sad stiv og stille som en Støtte.
Da hørtes fra Trappetrinene udenfor lette løbende Skridt, som fortsattes inde i Gangen. Døren blev hurtig aabnet, og ind kom en vims og spinkel Herreskikkelse med et koldt, blegt Ansigt uden Skjæg og glatkæmmet Haar. Han gik tværs over Gulvet uden at se til højre eller venstre, og gjorde i Forbifarten Tegn til den ludende Bonde, der havde rettet Ryggen og nu stod op fulgte den Vimse Herre ind i Sideværelset.
„Nej, er det saadan han sér ud,” hvisked Else. „Men jeg syntes ikke, hans Klær var luvslidte.”
Knut smilte og hvisked tilbage: „Ikke disse”.
Lidt efter kom Bonden ud igjen fra Sideværelset, og paa Dørtærskelen stod Hieronimus. Han saa et Øjeblik skarpt paa Else, vinked saa næsten umærkeligt med Hodet til Knut, der rejste sig og gik ind til ham.
Hvem var det dog, Hieronimus' Blik minded Else om? Hun grunded over det, og saa kom frem for hendes indre Øjne et Menneske, der var bedrøvet og talte indtrængende, og lidt efter et hvidt Slips under en spids Hage og noget vandkjæmmet Haar og saa endelig en Prækestol. —
En Prækestol? — — Ja, nu havde hun det! —
Den unge Teolog, hun havde truffet for mange Aar siden i Onkelens Præstegaard, og som havde præket en Gang Onkel var forkjølet. Ja, ham var det — dette fromme fanatiske Menneske, hvis Øjne havde et Udtryk, som om han gik og sørged over Verdens Synd, og ikke alene sørged, men tillige var fuld af Nidkjærhed og Vrede paa Vorherres Vegne. Hun havde ofte talt med ham om religiøse Ting, og var kommen til at holde af ham, fordi han var saa ærlig, og hans Sind saa rent. Guskelov for det ikke var et usympatetisk Menneske, Hieronimus minded om, siden han nu engang slet ikke ligned, hvad hun havde tænkt sig. Og Guskelov for hun havde fundet ud, hvem det var, han minded om, saa havde hun da ikke ogsaa det at gruble over.
Knut kom tilbage, og saa gik Else ind til Hieronimus. Han sad sidelæns ved et Skrivebord, tilbagelænet i Stolen med det ene Ben kastet over det andet og holdt mellem Hænderne en liden Gjenstand, som han vendte og drejed. Med en svag Hodebevægelse tilkjendegav han Else, at hun skulde ta Plads paa en Stol ved Hjørnet af Skrivebordet.
„De har det nok ikke rigtig godt,” begyndte Hieronimus med en spids, bleg Stemme og betragted hende ufravendt.
„Nej,” fik Else med Møje frem.
„De er plaget af Søvnløshed,” fortsatte Professoren og gjorde et lidet Ophold — „Deres Sind er meget nedtrykt” — atter Ophold — „Deres Mand fortæller mig — naa, ja, kort sagt, De har det ikke godt Vel?”
Else vilde svare, men kunde ikke for Graad, hun bøjed Ansigtet ned over Muffen, som hun pressed for Øjnene.
„Deres Huslæge mener, at De burde være her lidt paa Hospitalet. Det har De vel ikke noget imod?” Den sidste Sætning kom fort, og idetsamme retted han sig i Stolen.
Else rysted Hodet.
Professoren rejste sig, aabned Døren, og vinked til Knut.
„Deres Kone kan komme herned i Eftermiddag. Om en Time f. Eks.”
„Aa nej, ikke før i Aften,” bad Else.
„Hospitalsreglementet tillader ingen at komme ind efter Kl. 6.”
„Ja, ja, Kl. 6 da.”
„Saa faar hun med sig en Vadsæk med de nødvendige Toiletsager og noget Linned,” henvendte Hieronimus til Knut, „Intet videre. Paa Kontoret vil De faa vide, hvilken Kautionssum der forlanges og Prisen for første Pleje.”
Else havde forskjellige Ting paa Hjærte, som hun gjerne vilde vide Besked om, men Hieronimus havde allerede aabnet Døren til Venteværelset og de sa Farvel.
„Uf ja,” sa Knut og sukked, da de gik over Gaardsrummene. „Bare det nu er det rette, vi gjør.”
„Hvorfor skulde det ikke være det rette?” svarte Else frejdig, men blev idetsamme underlig benauet over sin Mands tvivlraadigforpinte Mine.
„Ja, vi faar haabe det,” sa Knut og sukked atter.
— De havde spist til Middag, og Else gik inde i Soveværelset og pakked sin Vadsæk.
Knut kom med et Par Bøger. „Det er nok for det første,” sa han.
„Ja tak. Du kan jo altid bringe flere, naar Du besøger mig —. Skjønt for saa kort en Tid” —
„En 8—10 Dage i det højeste,” sukked Knut. „Er Du saa færdig?”
Lidt efter havde Else faat Overtøjet paa. Hun gik ud i Kjøkkenet og tog Afsked med Pigerne og bad dem være snille mod Tage. Saa kom hun tilbage og løfted Gutten op i sin Favn, mens hun kjæmpende mod Graaden lovte at komme snart igjen for at fortælle Historier og lege med ham.
„Nu maa Du komme, Else.”Else kyssed Barnet atter og atter. Saa satte hun det fra sig og hvisked Farvel. —
Drosken kjørte ind gjennem Hospitalsporten over de store Gaardsrum og holdt udenfor den nederste langstrakte Bygning. De ringte paa Gadedøren, men fik af en Dame, som lukked op, at vide, at de gik galt. Dette var Herreafdelingen, og de maatte om Hjørnet til den anden Indgang og gaa ovenpaa.
Her var ingen/ Forhindringer. Gadedøren var uaflaaset og den rummelige Trappegang oplyst af Gasblus. Ovenpaa var der kun én Dør og den ringte de paa. Straks lød der Skridt og Raslen af Nøgler. Knut trykked Elses Haand. Han var noget bleg og sa ingenting.
Laasen blev drejet om, og Døren gik op. Der stod en høj Dame med et fint blegt Ansigt, i Sygeplejerskernes nette Dragt og et stort Nøgleknippe hængende udenpaa det graahvide Gummismækkeforklæde.
„Fru Kant? Værsgod. Lad mig ta den,” hun rakte Haanden ud efter Vadsækken.
„Jaja, Farvel da, Else,” sa Knut med bævende Stemme og kyssed hende.
„Jeg vil ikke ind. Her er jo laaset, som var det et Fængsel,” Else traadte uvillig nogle Skridt tilbage.
„Bryd Dig ikke om det, Else. Den yderste Dør maa jo dog være lukket.”
„Kommer Du imorgen?” Else nærmed sig modstræbende Døren.
„Ja, Else.”
„Sikkert?”
„Ja. Farvel.”
„Farvel.” Hun gav sin Mand et sidste Blik og vendte sig til Damen, som var blet staaende paa Tærskelen med Vadsækken i Haanden.