Knut sad ved Frokosten.
„Jeg spiser nu ikke, Mamma,” forsikred Tage, der sad ligeoverfor Else med en stor Spisesmække om Halsen, og stak til Spejlægget og det smaatskaarne Kjød paa sin Tallerken. „Jeg gjør det nu ikke alligevel. Jeg gjør ikke.”
„Naar Du ikke vil spise, saa kan Du gaa fra Bordet,” sa Knut med en Bevægelse, som om han vaagned op. Han trykked paa Bordklokken, og Barnepigen kom ind og fik Ordre til at gaa Tur med Tage.
„Jeg har talt med Tvede idag,” sa saa Knut. „Har Du noget imod at lægge Dig ind paa Hospitalet hos Professor Hieronimus?”
„Har Tvede virkelig fundet paa det af sig selv?” spurgte Else, og der kom et næsten fjendtligt Udtryk i hendes Øjne.
„Ja, han har. Nu gjælder det bare, at Du vil?”
„Jo, jeg vil gjerne,” svarte Else, mens hendes øjne langsomt fyldtes med Taarer. „Jeg maa med Magt rives bort fra mit Billede, ellers kan det gaa galt. For jeg er jo altsaa ikke normal.”
„Bli dernede nogle Dage,” fortsatte Knut. „En halvanden Ugestid i det højeste. Det vilde Du vel sagtens kunne finde Dig i?”
„Jeg kan finde mig i alt, bare jeg faar Fred og Ro. Lidt Puslearbejde kunde jeg vel sagtens ta med. Skitserne til „Børnenes Julebog” f. Eks. ?”
„Naturligvis. Saa faar vi høre hans Mening, om Du bør ta til Schweitz en Tur, eller lægge Dig paa Landet lidt.”
„Det skal bli godt at faa tale med en Mand som Hieronimus. Forklare ham, hvordan jeg har det i ét og alt. Du maa gaa ned til ham endnu idag.”
„Jeg har alt vært der.”
Else blev lidt blegere i Kinderne.
„Hvad sa han?”
„Han havde ikke Tid, men bad mig komme igjen Klokken tre og ta Dig med. Han gjorde et udmærket Indtryk, rolig og betænksom. Forresten ligned han en Lægprædikant i sin luvslidte Overfrakke. Men det var vel Hospitalsdragten. Vær saa parat præcis halv tre.”
Else gik ind i Atelieret og saa paa sit store Billede. Galt og umuligt var og blev det —. Hun krymped sig sammen under den fortærende Smerte over egen Hjælpeløshed, der stadig fyldte hendes Indre, og som hver Gang hun stod foran Billedet ganske tog Magten fra hende. — Intetsigende, uden Liv, meningsløst, Det var, som om en stor klam Haand greb om hendes Hjærte, saa hun kun med Møje kunde trække Vejret.
Om hun forsøgte endnu en Gang, nu i sidste Øjeblik, da hun havde opgit alt og skulde flygte fra det —. Tænk, om det kunde lykkes! Hun syntes, hun havde læst eller hørt om lignende Tilfælde. Fik hun bare noget af det til, Udtrykket i Øjnene f. Eks.? Hun vilde faa Haab og Mod og nye Kræfter.
Ilfærdig begyndte hun at male, men det varte ikke længe, saa kasted hun Paletten og vendte sig bort. Saadan gik det jo altid. Hvor mange Gange havde hun ikke i vanvittig Trang til at vælteSorgen fra sig og fatte nyt Haab tænkt, at netop nu var Øjeblikket, da Aanden vilde komme over hende, men altid havde hendes Anstrængelser vært forgjæves. — Nej, hun maatte bort, bort fra altsammen, fra Arbejdet, fra Mindet om arme Kirsten, fra Synet af Tages Vantrivsel. Det skulde rigtig bli godt at komme ned til Hieronimus.
Ja — fik hun nu bare slippe for at tænke paa Billedet, at hun ikke kom til at sidde dernede og male og male, og se foran sig, hvordan det skulde være, og brænde efter at begynde paa nyt. Men hun vilde gjøre alt for at skyve Tankerne fra sig, sove sig Helbred og Kræfter til under Freden og Stilheden dernede. Otte—ti Næters Søvn vilde gjøre Underværker.
Hun løfted Blindrammen med det store Lærred ned fra Staffeliet og stilled det op mod Væggen med Bagsiden ud. Saa gik hun ind i Barneværelset og eftersaa Tages Tøj. En Bluse, hun havde i Arbejde, mangled Knapper og Snore. Den gjorde hun færdig, samled i en Bunke Linned og Strømper, som skulde repareres af Barnepigen, og la alting pænt tilrette, hvorpaa hun satte sig ved Bordet med det tunge Hode hvilende i Hænderne, Øjnene føltes svidende stive af den lange Søvnløshed, det snurred i Panden, og hun kjendte en pludselig Svimmelhed. Uvilkaarlig greb hun efter Støtte. Mat og dødsens søvnig lod hun Armene falde ned paa Bordet og Ansigtet paa de sammenlagte Hænder. — —
— — Der var underlige Lyde omkring hende, tunge Sukke og en ensformig Sutren, blandet med Rassel af visne Blade. Hun vilde løfte Hodet for at se, hvad det var, men kunde ikke faa det op, alt det, hun stred og sled. Endelig lykkedes det. Hvad er dette, tænkte hun. Der var saa stort omkring hende, og saa højt til Loftet, og Lyset var graaligt blegt, som af fjernt og diset Maaneskin. Og der langs Væggene stod Senger i Rækker med hvide Lagen og nedstukne Tepper, under hvilke der laa Mennesker, som var stivt udstrakte, og som jamred sig. Alt imellem letted de Hoderne og bad med hjærteskjærende Stemmer om, at de stramme Tæpper skulde løses, men ingen svarte. Ved Siden af den høje, smale Dør midt imod stod en Skikkelse med bundne Hænder i lang hvid lysende Kittel og fastholdtes til Væggen af et tykt, mørkt Reb, der var surret om Livet. Øjnene var opspilet, uden Pupiller, med store fremstaaende Hvider, og ud af Munden hang, en lang begfarvet Tunge. Else vilde rejse sig, men det var hende umuligt at røre et Lem. Stiv af Rædsel stirred hun paa Døren. I et Par Spring vilde hun kunde naa den. Men hvis den nu var laaset, og der ingen Nøgle sad i —. Ja, den var laaset, og uden Nøgle, hun saa det tydeligt. Da følte hun sit Legeme bli til en lam Masse, og hun begyndte at glide ned af Stolen, men i det samme aabnedes Døren lydløst, og 4 Mænd kom stille ind, bærende mellem sig en lang lys Kiste med et bueformet Halvtag oppe ved Hodegjærdet. Halvtagets Aabning fortil dækkedes af en Glasrude, og gjennem denne saa Else et Menneskehode, der laa paa skjæve med et indfaldent udslukt Ansigt, hvis Farve syntes blysort mod Kistepudens hvide Betræk. I samme Øjeblik vidste hun, at det var Knut, og at han var død. Kjæmpende for at faa Lyd udstødte hun et Skrig, lod sig falde næsegrus mod Gulvet og vaagned.
Hun fo'r op fra Stolen midt frem i Stuen, hvor hun blev staaende og saa sig om med forvildede Blikke.
Døren fra Spisestuen blev stilfærdigt aabnet, og hendes Mand stak Hodet ind. Ude af sig selv mod oprakte Arme, højt hulkende styrted Else imod ham, rev Døren helt op og kasted sig om hans Hals.
Knut havde Møje med at faa hende beroliget. Han vilde, hun skulde lægge sig paa Chaiselonguen i Atelieret — der var endnu 5 Kvarter til de skulde gaa, men Else klynged sig skælvende til ham og trygled ham om ikke at forlade hende et eneste Øjeblik. Omsider fik han hende til Ro paa Chaiselonguen, hvor hun blev liggende med vidaabne Øjne og stirred og stirred paa Drømmens Syn, mens hun om sig følte som en Verden af Rædsel og Elendighed. Tit havde hun tænkt, at hun var det mest forpinte Menneske paa Jorden. Nu dukked det op i hendes Forestilling, at der for Menneskenes Børn gaves Lidelser og Pinsler af anden og grufuldere Art end hendes. Ved hver mindste Lyd fo'r hun sammen, og rakte ræd Haanden ud efter Knut, som sad med en Bog i en Lænestol tæt ved.