Klokken 10 den næste Morgen var Knut hos Huslægen og Vennen, Dr. Tvede.
„Nu maa Du sige, hvad der skal gjøres,” sa Knut. De havde snakket en Stund frem og tilbage om Elses Tilstand.
Dr. Tvede svarte ikke straks, bare saa paa Knut med sine milde, dybtliggende Filosoføjne.
„Der er foreløbig kun ét at gjøre,” sagde han saa. „Vi maa skaffe hende Ro. Hun maa hjemmefra og paa et Hospital. Andre Steder er der ikke den Ro, hun skal ha.”
„En eller anden privat Klinik?” spurgte Knut tøvende.
„Tror Du din Kone vil finde sig i at bo sammen med en Bunke hysteriske Fruentimmere?”
„Aa nej — naturligvis —”
„Vi har jo Professor Hieronimus. Han er den bedste, og for ham har hun Respekt. Hun har læst en af hans Afhandlinger og flere Gange talt til mig om ham.”
„Hun skulde altsaa indlægges paa Hospitalet under ham?”
„Ja. Naar han har skaffet hende Ro og haft hende der en 8—10 Dage, siger han Dig, hvad der skal gjøres. Jeg indsér ikke, at der er noget andet at raade Dig til. Jeg skal skrive en Seddel, gaa med den til Hieronimus paa Hospitalet. Du træffer ham nu. Tal med ham, og tal saa med din Kone. Hun maa naturligvis selv ville.”
Knut. stak Sedlen til sig og gik.
Der var dog et Haab i dette.