Aa Gud nej — hun fik det ikke til — hun fik det ikke til!
Det var Aften i Atelieret med stærkt Lampelys.
Fru Else Kant stod fortvivlet foran Staffeliet med det graat i graat bemalte Lærred. Nu havde hun holdt paa Nat og Dag i over et Aar, slidt Sjælen ud af Kroppen paa sig, for at faa frem, hvad hun havde paa Hjærte. Men jo længer det led, jo værre det blev. Denne Skikkelse der i Hjørnet, som skulde være Livsangstens Symbol — ha, ha! En stakkels Tomsing af en Fyr med paaklistrede, sorte Vinger — en Maskeradefigur.
Aa Gud, Gud, hvad skulde, hvad skulde hun gjøre! Hun, som dog engang havde kunnet noget, som havde vakt denne dejlige Forbitrelse hos de „pene” i Publikum. Men nu havde det sagt stop. Pludselig stop.
— Ja, hun kunde jo gi sig til at male og male, søde, yndige Billeder med smilende Landskaber og Flitterstasfigurer. Men det kunde hun altsaa ikke.
Bare hun kunde lægge Malingen ganske paa Hylden, aldrig mere røre ved en Pensel. Tænk for en Fred, der da vilde sænke sig over hende. Leve sit Liv optat af disse, hver Dag tilbagekommende Smaapligter, hvis Opfyldelse skabte Tilfredshed for hende selv og Velvære for hendes Kjære. Bli kvit denne utaalelige Byrde, der altid ved Dag og ved Nat laa over hende som en Mare. Og havde hun endda bare havt dette ene, kunde hun git sig ganske hen til sit Arbejde, og i alle andre Forhold ladt fem være lige. Men naar ikke alt i Huset med Barnet og Maden og Stellet og Pigerne gik, som det skulde, led hun forfærdeligt, og anklaged sig selv som den, der var forsømmelig og efterladende.
Nej, der skulde Kjæmpekræfter til for at gjøre Fyldest paa saa mange Omraader. Paulus havde evindelig Ret, da han forbød Kvinder at optræde offentlig. Gifte Kvinder skulde han ha sagt — skjønt nej — de, som ikke var gift, kunde jo bli det.
Aa for en Jammer. Skulde se paa dette forfærdelige Smøreri, der sved hendes Sjæl som Ildsluer. Ha klart og levende i sig, hvordan det skulde være, og saa — —
Denne Kamp mellem det, hun vilde male, og det, hun malte, skabte et Sammensurium af Elende, der grov sig ind i hendes Hjerne, filtred sig om alt, hvad hun hørte og opleved, lammed hendes Energi og knækked hendes Vilje. Gjorde hende dertil saa urimelig og vanskelig at omgaas. Hendes stakkels Mand — saa oprevet og fortvilet som hun var — ja fortvilet indtil Døden, fordi hun maatte, maatte faa sit Arbejde færdigt, og saa sin Uformuenhed frygteligere og sikrere for hver Dag, som gik.
Hun satte sig paa en Puf, foroverbøjet med Albuerne paa Knæerne og Ansigtet skjult i Hænderne, og mens hun rokked frem og tilbage, graad hun med en dæmpet, jamrende Hulken, der af og til afbrødes af en heftig Hoste.
Hvad kunde det ogsaa nytte, om hun kom bort en Tid, hvorom hun af og til havde talt med sin Mand. Hun tog jo sit Indre med sig, sin Kval og Kvide over det ufuldførte Arbejde, sin Længsel efter Mand og Barn, den dejlige lille Gut, som hun ikke kunde undvære en Dag, uden at føle et nagende Savn. Og saa havde hun heller ikke Raad til at rejse, ikke Raad til nogen Verdens Ting, nu, hun saa længe intet havde faat færdigt og intet havde solgt.
Hun følte en Rykning gjennem Baghodet, og retted sig op med et Sæt. Saa strøg hun Haanden varsomt fra Nakken opover, og kneb Øjnene sammen.
Ja, det var jo ikke saa underligt, saa søvnløs, som hun havde vært nu snart i et Aar. Hele Sommeren da hun laa dernede i Schweits med Barnet, havde hun ikke sovet ordentlig en eneste Nat. Ofte ikke faat Blund i sine Øjne fra hun la sig om Kvælden, og til hun stod op om Morgenen, fordi den lille, som hun for Pigens Upaalideligheds Skyld maatte ha hos sig, laa urolig og vælted sig i den lille Jernseng, der hver Gang gav en knagende Lyd. Saa havde hun ligget og læst den hele, lange Nat ved Lampelys, og om Morgenen, naar Gutten var badet og paaklædt, og gik ud med Barnepigen, havde hun lagt sig igjen, og forsøgt at sove lidt, men var som oftest blet forhindret af Dagens travle Lyde. Og saa dette forgræmmende Slid med det store Billede, som hun naturligvis havde ført med sig, og som hun aldrig fik videre og ikke kunde faa videre. Altid hang hun over det, fordi det uafladelig suged hende til sig, og fordi den Sjælslidelse, hendes frugtesløse Stræv voldte, blev endda større, naar hun flygted fra Arbejdet. Og Søvnløsheden var blet ved, hele Vinteren hjemme. Hun var ligesom i Vane med ikke at sove, hun, som netop altid havde trængt saa megen Søvn. Uden Nattesøvn kunde ingen klare sig i Længden. Selv det stærkeste Menneske maatte bukke under. Derfor var hun nu, som hun var. Aa Gud, disse Rykninger, der ligesom kløved Hodet i to Dele, saa hun undertiden havde Trang til at surre Baand fast omkring det. Og ingen Forandring, ingen Udvej til at undslippe. Leve Livet naglet fast til den Marterpæl, hendes Arbejde mere og mere var blet hende.
Hun tørred Ansigtet og blev siddende ubevægelig, mens Blikket stivned i Kummer. Saa kom Hostebygerne igjen, lange, anstrengende, saa at Øjnene fyldtes med Vand.
Sligt et Vrag, hun var blet.
Og hun kunde ha Mod til at optræde som Dommer og Anklager ligeoverfor andre. Kirsten, som hun havde sagt op, fordi hun stjal, og gjort ulykkelig for Livstid, for nu var hun begyndt at drikke for at døve Sorgen. Hendes hjærteskjærende Graad, da hun fik at vide, at det var kommet op —. Hun hørte den i Ørene og saa Pigens hvide, opspilte Ansigt. Og ingen Plads havde hun faat. Hvad skulde der bli af hende? Hun vilde naturligvis gaa til Grunde, og det var hendes Skyld. Aa den arme, arme Kirsten — Jeg bér Dig om Tilgivelse, om Tilgivelse — —
Ja, hvor hun vendte sig hen, og hvad hun end tænkte paa, var det altsammen ondt og tungt, Gutten, som hun ikke kunde faa til at spise nok, og som laa der om Aftenen Time efter Time uden at ville sove. Andre Folks Børn baade sov og spiste, men hun bar sig naturligvis forkjert ad med ham. Saadan i et og alt. Der var intet Lyspunkt — intet, intet. Og det vilde stadig bli værre og værre. Hun fik jo aldrig Tid til at gjenvinde sine Kræfter, hun, som havde denne nervøse Hoste, der især om Natten var aldeles desperat, og trætted hende ud, saa hun knapt orked at staa op om Morgenen. Hjernen fik aldrig Hvile. Altid var den i boblende Kog om de samme og samme Grublerier. — At dø var det eneste tiloversblevne. Nedlægge Kampen. Forsvinde fra et Liv, der kun var lidelsesfuldt, og som hun gjorde lidelsesfuldt ogsaa for andre. Det var umoralsk at bli ved med at leve, naar man intetsomhelst duede til, naar man vidste med sig selv, at man kun var til Byrde og Plage for dem, man saa gjerne vilde yde det meste og bedste, og endydermere vidste, at det aldrig blev anderledes.
Det var dog underligt, hvor længe et Menneske, selv det ulykkeligste og mest forpinte, kunde vakle og betænke sig, naar det gjaldt om at kaste Byrderne fra sig ved at udslette sig selv fra de levendes Tal. Dybt rodfæset maatte den være, denne Gru for at glide ind i Tilintetgørelsens evige Mørke, siden hun endda blev ved med at slæbe, sig over Dagen, gjennem Natten — over Dagen gjennem Natten.
— Naa ja, men denne sidste Udvej løb jo ikke fra en.
Hun rejste sig hastig, gik hen til Staffeliet og begyndte at male med optrukne Bryn og tæt sammenknebne Læber. Ret som det var, maatte hun holde inde for at hoste. Det gjorde ondt for Brystet og værked i Skulderbladene, og Knæerne var saa matte. Men hun ænsed det altsammen ikke — bare blev ved.
Med ét opklaredes hendes Mine, Øjnene fik et Udtryk af levende Glæde, og hele Ansigtet straalte. Nu fik hun det til — endelig — endelig! Hun la Paletten fra sig, traadte et Skridt tilbage og betragted Billedet.
Pludselig fo'r hun sammen. Var det ikke Gutten? — Hun lytted et Øjeblik og skyndte sig saa gjennem Spisestuen ind i Barneværelset, hvor der brændte Natlampe. Der laa Barnepigen og snorked med aaben Mund, og i den lille Seng paa den anden Væg sad Gutten oprejst med fægtende Arme.
„Søde lille Tage min,” Else bøjed sig over ham og fik ham i en Fart kysset lysvaagen. „Hvad er det, Gutten min? Skal jeg synge for Dig?
„Ja, den om Pussekatten, Mamma.”
Else la Gutten ned paa Puden og dækked ham til. Saa sang hun paa en slæbende Melodi:
Pussekatten ligger under Ovnen
Og klager al sin Nød.
Den har saa ondt i Hoved' sit,
Den tror, det bli'r sin Død.
„Død, hvad er det for noget, Mamma?”
„Det er saa'n som Bedstepappa er.”
„Skal man saa ikke mere komme i Seng om Aftenen og drikke Kakao om Morgenen, Mamma?”
„Nej, for saa er man død.”
„De, som er død, har det godt, De har, Mamma.”
„Nu maa Du ikke snakke mere, men skynde Dig at sove. Husk, det er midt paa Natten.”
„Hvad er Natten for noget, Mamma?”
Glæder eder alle Smaamusene,
For nu er Pussekatten død,
Nu kan I gaa i Spisekammere'
Og spise Smørrebrød.”
„Tog de Ost paa, Mamma?”
„Nej. Men nu snakker Du jo igjen.”
Døren fra Spisestuen gik op, og en høj, bredskuldret Mand med mørkt, skaldet Hode kom ind.
„Pappa!” raabte Gutten, og sad med et Sæt oprejst i Sengen. „Tage er sulten. To Stykker Smørrebrød med Leverpostej, og et med Steg og et med Ost!”
Kant gik hen til Sengen, bøjed sig over Barnet og sa dæggende: „Saa Du er sulten, Pus?” „Gaa nu ind Du og læg Dig,” vendte han sig bønlig til Else. „At Du nu sidder her igjen. — Og Gutten, som Du ikke gir Fred til at sove.”
„At Du vil sige saa'nt Knut. — Jeg, som er saa fortvilet, naar Barnet ikke sover.”
Tage havde staaende oprejst i Sengen slaat Armene om Farens Hals. „Jeg vil ind i Spisestuen med Dig,” sa han indsmigrende.
„Ikke gjøre det,” bad Else.
„Kanske det er ligegodt at trætte ham ud. Saa sover han desto bedre bagefter.” Kant svøbte Teppet om Gutten, tog ham paa Armen og gik ind, med ham i Spisestuen. Der satte han sig ved Bordet med Barnet paa Skjødet, og gav ham Mad.
Else fulgte efter, og satte sig ligeledes ved Bordet.
Tage kom i ypperligt Humør. Han trak Kant i Skjægget, mens han smaasnakked ustanselig og af og til béd i et Stykke Smørrebrød, som han derpaa putted Faren i Munden. Saa havde han faat frigjort fra Teppet den ene Fod og holdt den pludselig op i Ansigtet paa Kant, der var ligesaa henrykt som Barnet.
Else smilte bekymret, og rysted Hodet. „Du ser jo, at han ingenting spiser,” sa hun. Men straks greb saa Tage et Stykke Smørrebrød, og forsikred, at han var meget, meget sulten, og at han vilde spise det altsammen.
„Kan Du ikke gaa ind og lægge Dig, Else?” bad Kant igjen. „Du véd ikke, hvordan Du ser ud.”
„Gaa ind og lægge mig — hvad skulde det være godt for? Sove gjør jeg jo ikke alligevel. Og især nu, da Du sidder der med Gutten!”„Hvorfor græder Mamma?”
„Jo, for Mamma er syg. Stakkels lille Mamma.”
Else gik tilbage til Atelieret og tog atter fat paa at male, mens hun hvert Øjeblik traadte lidt tilbage og stirred paa Billedet med uroligt spørgende Blik.
Gud véd, tænkte hun tvilende, det er vist alligevel ikke blet bedre. Hun var ogsaa saa træt, at hun rysted paa Hænderne. Og saa denne Hoste. Men hun maatte holde paa. Maatte. Imorgen, naar hun stod op, var hun jo endda trættere, og hele Dagen vilde det være op i det samme. —
Knut ogsaa, som ikke kom ind igjen! — Nu sad han der og vented paa, at Barnet skulde falde i Søvn istedetfor ganske rolig at gaa sin Vej, eller da ialfald nøje sig med at vække Barnepigen! Knut talte om hende — de altfor mange Hensyn, hun tog til Barnet, men han var sandelig ikke bedre selv, snarere værre.
— — — Aa, dette Træk ved Munden, dette forfærdelige, opsætsige Træk ved Munden — —! Hun skygged med Haanden for Øjnene og saa paa, hvad hun havde malet. Nu havde hun da faat det til en ren Mumiemaske. — Med Penslen og Paletten i Hænderne tripped hun sagte jamrende op og ned. Saa malte hun igjen, mens Hodet blev glødende hedt, og Sveden sprang frem paa hendes Pande. —
„Nej men Else da,” Knut var kommen ind. Han saa forfærdet paa hende og gik hen og vilde ta Penselen ud af hendes Haand.
„Jeg er jo nødt til at nytte de faa Øjeblikke, jeg syntes, jeg kan arbejde, enten det saa er Nat eller Dag” — hun vristed sit Haandled frit fra hans Fingre. „Sover Tage?”
„Ja.”
Knut gik et Par Ganger langsomt op og ned med sænket Hode. Saa standsed han bagved Else, der stadig malte. Han retted Nakken og syntes at ville sige noget, men opgav det og gik atter op og ned.
„Klokken er halv to, Else. Du véd jo, at denne Natteiver altid kommer, naar Du er som daarligst. Hold dog op for Himlens Skyld. Jeg bér Dig, Else.”
„Gaa Du bare ind og læg Dig, og lad mig skjøtte mig selv. Jeg er forresten slet ikke syg. Det er meget værre med Tage, som hverken spiser eller sover. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om det?”
„Vær nu god, Else,” Knut tog med mild Vold Paletten fra hende. „Du ødelægger Dig, og Du ødelægger ogsaa mig,” han talte lavt, og om de optrukne Øjenbryn laa der et Udtryk af dyb Bekymring.
„Kom nu,” vedblev han, da Else stirred aandsfraværende uden at svare, „Du maa se til at faa sove lidt, — jeg skal gi Dig et Pulver.”
„Aa, hvad nytter Pulvere,” mumled Else. „Ikke om Du saa gav mig 100. Vil Du ikke tale alvorligt med Tvede om Barnet?”
Knut vendte sig bort og begyndte atter at gaa paa Gulvet. Else gjentog sit Spørgsmaal.
„Barnet fejler jo ingenting,” sa Knut forpint.
„Du vil altsaa ikke tale til ham?”
„Jo, jeg skal nok. Slaa Dig bare tiltaals.”
„Imorgentidlig straks?”
„Ja. Vil Du saa lægge Dig?”
Else gik bort og satte sig paa Chaiselonguen.
Knut saa lidt paa hende. Saa satte han sig ogsaa et Stykke borte.
Med ét stod Else og malte igjen.
Knut rejste sig og forlod Stuen. Han fik prøve at gaa ind til sig selv og lægge sig. Det var uudholdeligt at se hende staa der og slide sig op.
Efter en halv Times Forløb kom han listende ind igjen i Slaabrok og Tøfler. Else stod fremdeles og malte.
„Uf, hvor Du skræmte mig,” udbrød hun og vendte sig om med et pludseligt Sæt. „Vil Du da gjøre mig rent fortvilet ved at gaa oppe om Nætterne og la det være mig, der hindrer Dig i at faa Ro?”
Knut virred hjælpeløst med Hodet.
„Se lidt paa, hvad jeg har malet iaften,” Sa Saa Else, „og sig, hvad Du synes.”
„Ikke nu. Jeg maa være frisk og klar for at kunne se, og jeg er dødtræt.”
„Naar jeg nu bér Dig saa indstændigt. Jeg skal straks gaa til Ro bagefter.
„Det er netop det, Du ikke gjør,” sukked Knut. Saa gik han hen og betragted Billedet med mysende Øjne. Else stod spændt og vented.
„Ja, jeg véd ikke, Else. Jeg siger Dig jo, at jeg ikke kan se paa denne Tid af Natten. Det er vist godt det, Du nu har malet.”
„Vist — tror Du ikke, jeg kjender Dig? Du skulde meget heller sige din Mening. Aa Gud, aa Gud, saa er og blir det da forgjæves,” hun graad og gik hensigtsløst om i Atelieret, Knut fulgte efter og talte og bad, men hun hørte ikke paa ham.
„Nu skal jeg forresten gaa til Ro,” sa hun omsider, og tørred sit Ansigt, „Nu har jeg intet Arbejde mere. Hvor det dog var godt, at Du sa, hvad Du syntes. Tak for det” — hun tog op fra en Bordskuffe en liden Flaske.
„Hvad vil Du med den?” spurgte Knut, som havde iagttaget hende opmærksomt.
„Ingenting. Lad mig bare være.”
„Nej Else! Giv mig øjeblikkelig Flasken. Jeg véd, hvad Du pønser paa.”
Else saa stivt paa ham. Han stod rolig med Haanden fremrakt og et Blik, der syntes overfyldt af Sorg, og samtidig var saa træt og modløst.
En underlig Mand den Knut. Han havde jo den samme Opfatning af Tilladeligheden i det at ta Livet af sig som hun. De havde tit snakket om det, Og dengang da hans unge Slægtning holdt paa uhjælpeligt at gaa tilgrunde, og hun engang havde sagt, hun var bange for, det endte med, at han skjød sig, havde Knut rolig svaret: „Det vilde ikke være det værste.” Men naar det kom til Stykket, som nu med hende, optraadte han som en almindelig Politibetjent. Det havde han ogsaa gjort engang før, da hun for nogle Aar siden havde syntes, at der ikke var andet tilbage end at dø.
Var det fordi han holdt saa meget af hende?
Ja, han holdt af hende, men altsaa ikke nok til at ville unde hende Døden. Saa havde han heller ikke Mod til at forholde sig som passiv Tilskuer, naar det gjaldt dette sidste, sidste Skridt. „Der maa gribes til Foranstaltninger,” stod han nu og tænkte. „Jeg kan ikke være rolig et Sekund paa Dagen.”
Ja, hvis Foranstaltningerne kunde nytte noget, hvis hun igjen kunde bli som i gamle Dage, kunde sove, arbejde, faa noget færdigt — være glad. — Men det trode ikke Knut, og ikke hun heller. Nej, nej, nej! Hun kunde se det paa ham, at han ikke trode det. Men da var det rent ud lumpent af ham, at han ikke lukked Øjne og Øren og lod hende fare, som hun vilde.
„Det er usselt af Dig,” sa hun.
„Giv mig Flasken,” svarte Knut og saa ubøjelig ud.
„Men hvorfor? Vilde Du nu ikke tænke i dit inderste Indre, naar det først var sket: „Jaja, det var tungt, at det skulde ende saadan, men dog det eneste og bedste? „Nej,” sa Knut.
Else fo'r sammen ved det „Nej”. Der var i hans Tonefald og Mine saa megen Smerte og Kjærlighed og urokkelig Forvisning. Skulde det være muligt, at han ikke syntes, det var bedst, hun døde? Det var, som om en haard Klump inde i Brystet begyndte at smelte.
„Saa skal jeg heller ikke gjøre det,” sa hun sagte. „Men Du maa vise mig den Tillid at ikke ta Flasken fra mig.”
„Det kan jeg ikke. Husk paa disse mange Nætter, jeg har gaaet her og ligefrem kjæmpet med Dig om dit Liv. Hvad véd jeg, og hvad véd Du, hvad der stikker Dig i næste Nu?”
„Men nu maa Du tro mig,” brast det lidenskabeligt ud af Else. „Jeg kan ikke holde ud, at Du ikke tror mig!” Hun kasted sig plat ned paa Gulvet, og graad og hulked højlydt.
„Jaja Else. I Guds Navn, saa tror jeg Dig.”
Else rejste sig op og blev rolig. Flasken la hun tilbage i Skuffen, som hun laaste.
„Vil Du saa gaa til Ro, Else?”
Else vilde svare, men saa begyndte Hosten igjen. Det var som hun skulde slides i Stykker.
„Du maa ikke se saa bedrøvet ud, Knut.”
„Jeg synes ikke, der er synderlig Anledning til andet,” mumled Knut og strøg sig over Panden.
„Nej, din Stakker.”
Langt om længe lykkedes det Knut at faa hende til at lægge sig. Hun klædte sig af med en skræmt Mine og saa sig hvert Øjeblik ængstelig lyttende om. Knut gav hende et Pulver og gik ind til sig selv.
Men neppe havde Else lagt sig til, før hun atter blev overfaldet af Hosten. Hun sad oprejst i Sengen, og det lød tilsidst som hikkende, hivende Krampe.
Der kom disse stampende Hovslag op over Trapperne ind gjennem Entrédøren, som sprang op af sig selv. Hurtig, taktfast gik det. Soveværelsesdøren gled op, og ind suste langsomt dette Tog af brune, skjønne Hester, som Else ofte havde set i den senere Tid. Hestenes Hoder og Overkroppe var stive og livløse, og istedetfor Øjne var der store sorte Huller, men de fine spinkle Ben løfted og strakte sig og førte Toget afsted, ind i Spisestuen og Atelieret, ud gjennem Entréen og ind igjen i Soveværelset, taktfast, gjengangerlig uforstyrreligt. Om igjen og om igjen. Og Else sad i Sengen hostende og stirrende og undred sig, men var ikke bange.
Saa pludselig stod Knut der, og Hestetoget var som sunket i Jorden.
„Du faar ta dine Opiumsdraaber,” sa han. „Dette er værre end det værste.”
Men Else vilde ikke. Hun havde tat den foregaaende Nat, og hun turde ikke gjøre for meget af det.
„Saa Du ikke Hestene?” spurgte Else.
„Stuen var fuld af dem da Du kom. Det er da ogsaa sørgeligt, at Du hverken kan se eller høre.”
„Gaa Du bare,” vedblev Else, da Knut ikke svarte. „Jeg er saa vant til at ligge slig.”
„Ja, jeg maa”, svarte Knut, „Jeg falder sammen af Træthed, og imorgen har jeg meget at gjøre.”
„Men det Løfte, jeg gav Dig, om ikke at bruge Flasken, gjælder kun for inat,” raabte Else efter ham. „Saa meget Du véd det.”
Som en Søvngjænger famled Knut ind i sit Værelse og la sig. Han svøbte Tæpperne tæt om sig, vendte sig mod Væggen, og faldt straks hen i en Slummer, gjennem hvilken Lyden af Elses Hoste laa som et Tryk over hans Bryst.
Med ét fo'r han forskrækket i Vejret, sprang ud af Sengen og aabned Døren til Entréen. Der stod Else og iførte sig sin lange Kaabe.
„Hvad er det nu igjen?” spurgte Knut haardt og greb hende om Skuldrene.
„Jeg kan ikke faa Fred,” jamred Else. „Jeg tænker ufladelig paa Kirsten, som vi har jaget. Nu vil jeg hen til hendes Mor og spørge efter hende.”
„Nu paa denne Tid?” „Det er jo midt paa Dagen.” „Ikke tale om det. Øjeblikkelig i Seng med Dig.”
Else vedblev: „Jeg hører stadig det Ord i mit Øre: Du onde Tjener, al Gjælden eftergav jeg Dig, fordi Du bad mig. Burde det saa ikke ogsaa Dig at —”
Knut tog Tøjet af hende, og fik hende omsider til at læge sig.
Og saa faldt hun endelig i Søvn.