Else havde faat de Tanker, at der maatte være noget galt fat hjemme, siden Knut aldrig kom. Han havde jo lovt saa sikkert at besøge hende, og han vidste, at hun aldrig var gaat derned under den modsatte Forudsætning. Hver Morgen havde hun havt et hemmeligt angstfuldt Haab om, at han alligevel den Dag pludselig vilde staa i Værelset, og under Besøgstiden om Formiddagen havde hun næppe kunnet trække Vejret for Spænding. Men aldrig var han kommen. Hvorledes kunde han dog stadig finde sig i at bli afvist? Det skulde vært hende!
Da Frygten for Tilstanden hjemme først havde meldt sig, slap den hende ikke mere, men gik over til de frygteligste Forestillinger. Tage laa kanske for Døden, eller var allerede død, og saa turde Knut ikke komme, fordi han var bange for, at han ved sit sorgfulde Ydre straks skulde røbe det hele. Eller Knut havde faat Difteritis ligesom forrige Aar — nej, Tage havde Difteritis, og saa kunde Knut ikke komme ind paa Hospitalet for Smittens Skyld. Eller der havde vært Ildebrand, og Knut havde reddet Tage ud af det brændende Barnekammer, og var siden død af sine Brandsaar. Efterhaanden som hun grubled over dette, hidsed hun sig op til en vanvittig Angst, der martred hende uafladelig og laa over og under alle de andre Angester, hun led dernede.
Ofte havde hun villet nævne det til Reservelægen, men hvergang hun skulde til det, bandt Frygten for Svaret hendes Tunge. Tilsidst var hun dog kommen frem med det, og Reservelægen havde forsikret hende, at det var absolut Hjærnespind.
Om han da vidste det, og ikke bare trode det? Nej, men hun forstod jo nok at hvis der var sket noget saadant, vilde Rygtet derom være naaet ned paa Hospitalet. Desuden var jo hendes Mand stadig dernede og spurgte til hende. Det var ikke længer end i Gaar, siden Reservelægen havde sét ham. Men nu skulde han forhøre sig om, hvordan Barnet havde det, og han lovte paa Æresord at gi hende rigtig Besked.
Ogsaa Frøken Stenberg og Frøken Ræder søgte at overbevise Else om, at hun kunde være ganske rolig.
Else følte sig ogsaa lettet for en Stund, men Tvilen og Angsten vendte snart tilbage. Det var og blev hende aldeles ufatteligt, at Knut lod hende ligge der uden en eneste Gang at se til hende. Nu havde hun vært der i 12 Dage.
„Hvad vil De, Deres Mand skal gjøre?” sa Frøken Stenberg. „Naar nu Professoren nægter ham Adgang?”
„Men kan han ikke faa mig ud igjen, hvis han Vil?”
„Hvis Deres Mand forlanger det, kan De være ude paa 10 Minutter.”
Et Haab, der brændte som Ild af Gløder, steg op i Elses Sjæl. Et Haab om, at Knut tilsidst Skulde tabe Taalmodigheden og fordre hende udleveret. Det var, som hun fortæredes af Iver paa sin Mands Vegne. Bare han dog ikke vilde vente forlænge! Hvert Minut af Dagen og hvert Sekund af Natten var hende en nagende, sønderslidende Pine.
„Hvorfor be'r De dog ikke Professoren om Lov til at se Deres Mand?” spurgte Frøken Ræder bebrejdende en Aften.
„Reservelægen be'r jo for mig.”
„Men maaske Professoren vil, at De selv skal?”
„Jeg har jo bedt. Da jeg laa derinde i Cellen, bad jeg bestandig. Nu kan jeg ikke mere be' den Mand om noget.” —
— Jo, hvis det bare kunde nytte, saa skulde hun naturligvis med glæde bede ham, Men naar Hieronimus saa ihærdigt holdt Knut borte, saa maatte det vel være, fordi han gik ud fra den, hende ubegribelige Opfattelse, at det var rigtigt. Det sa jo ogsaa Reservelægen. Dette Snak om, at Professoren vilde indrette sin Handlemaade efter den megen eller liden Ydmyghed, hun viste, maatte jo dog være en Fejltagelse. Han var jo Læge!
„Baade Barnet og Deres Mand har det udmærket,” havde Reservelægen sagt om Morgenen. „Paa Æresord,” han havde set Else lige i Øjnene, og hun havde troet ham.
Men alligevel, Tvilen havde atter indfundet sig. Hvis det nu var hans Opgave at skulle bringe hende til Ro ved at lyve? „Gud, Gud, tag denne Kalk fra mig,” stønned hun uvilkaarlig.
„Naa, dette ser jo sørgeligt ud,” sa Hieronimus, da han kom om Aftenen. Else, der sad ved Vinduet med Ansigtet indhyllet i Vat og Omslag for Tandpinen, rejste sig, som hun plejed, naar Stuegangen kom.
„De vil fremdeles ikke ha Tanden ud?”
„Nej.”
Hieronimus tog Plads paa Chaiselonguen, og Else satte sig igjen.
„Jeg kan hilse fra Deres Mand,” sa Hieronimus velvilligt. „Han bad mig sige Dem, at den lille trives fortræffeligt, spiser og sover og har det kun godt i alle Maader.”
Else var stum. Hun kunde ikke faa frem det. Tak, som hun syntes, hun burde sige. Graaden sad hende kvælende i Halsen, og saa stod Frøken Ræder bag Hieronimus og gjorde Miner til hende.
Hieronimus sad lidt og betragted Else, mens et medlidende Smil kruste hans blodfattige Læber. Saa rejste han sig og gik med et koldt Godaften.
„At De nu ikke bad Professoren!” udbrød Frøken Ræder. „I Aften var han saa mild og rar. Han sad formelig og vented paa, at De skulde sige noget.”
„Jeg kunde ikke,” sa Else.
,,I er to store i én Sæk,” lo Frøken Ræder. „Men det er dumt af Dem, Fru Kant. Professorens Mine var helt forandret, da han gik.”
Det var Nat, Gassen var nedskruet, og Thorgren kom med et varmt Omslag til Elses Kind. „Bare De kunde faa sove lidt, Fru Kant. Inat er de rolige.”
Ja, bare hun kunde faa sove lidt. Hvis hun ikke fik sove, maatte hun miste Forstanden tilsidst, Derom var der ingen Tvil. Kunde hun blot dæmpe denne nagende Uro i sit Indre, faa sit Hjærte til at slaa roligt og ikke med disse uregelmæssige, oprørske dumpe Slag, knægte sig selv til fuldkommen Underkastelse, bli stille i Lidelsen, stille, som naar den troende for Guds Ansigt hengivent bøjer sig for hans Vilje. Lidelse virked lutrende. Sorgen kunde virke løftende, den gav Indhold og stemte til Ærbødighed.
Ja, hun vilde lide taalmodigt, lide med Andagt, og i Aand og Sandhed. Noget, der ligned ekstatisk Glæde gjennembæved hende. Ikke alle Mennesker havde Evne til at lide saaledes, at Lidelsen blev til en Vellyst. Det havde hun. —
Lille Tage, din Mamma har det godt i Aften. Og Du har det ogsaa godt. Du spiser og sover og trives udmærket. Du har ikke Difteritis, og der har ikke været Ildebrand, og Du er ikke død. Og ikke Pappa heller.
„Nej ikke Pappa heller. Han er ikke,” lød det pludselig tydeligt med Tages klare, søde Stemme. Else løfted uvilkaarlig Hodet og saa sig om. Hvor kunde det dog være? Ellers naar hun i Erindringen gjenkaldte sig Tages Stemme, hørte hun den inde i sig. Men nu havde den lydt udefra, tæt ved hendes Øre. Var det ikke et Varsel om, at han kanske netop var død?
Nej, nej, ikke slippe Haabet og Troen. Reservelægen havde ikke løjet. Hans Blik havde vært saa fast og sandfærdigt.
Natstuegangen var der. „Er Tanden slem?” spurgte Reservelægen, og gav Haanden.
„Nej,” svarte Else. „Ikke for Øjeblikket.”
„De skal forresten slet ikke være kjed over, at De har faat Tandpine. Det afleder Tankerne fra det, de idelig kredser om.”
Else smilte svagt.
„Det er mit ramme Alvor,” nikked Reservelægen.
„Hvor længe tror De, jeg skal blive her?” „Chi lo sa!”
„Hvorlænge plejer Patienter at være her? I det længste, mener jeg?”
„Det er forskjelligt — 4, 5, 6 Maaneder.”
„Aa nej, det mener De da ikke,” sa Else med et angstfuldt Smil.
„Jeg véd det virkelig ikke, kjære Frue. Godnat,” han trykked hendes Haand og gik. „Vær nu flink og sov.”
„Fire, fem, seks Maaneder,” gjentog Else. Hun tog Omslaget af Kinden og la det paa Sengebordet. Hvad betød det, at hun havde Tandpine? „De skal ikke være kjed af, at De har Tandpine.”
— Nej, vist ikke nej! Jo værre, jo bedre. Hvor var Brønden henne? Brønden med de grønskede Vægge og det fjerne Sus og det blege Tusmørkelys, og Staaltraadburet, som dækked, og for stedse strøg hende bort fra de levendes Tal? Hvorfor laa hun ikke paa Bunden af Brønden? Hvem havde trukket hende op? Og hvem var det, som stødte dette stingende, glohede Vridbor gjennem Tanden op i hendes Hjærne? Der hang en Barneseng løst i Luften foran hende, en Barneseng med storblomstret Tæppe og Blondelagen. Dette Tæppe — og Puden? De Blonder paa Betrækket havde hun selv hæklet i et Lysthus paa varme Sommerdage. Ja, det var jo Tages Sang, men hvor var Gutten henne? „Tage!” raabte hun og rejste sig. „Kaldte De?” spurgte Thorgren, som stille kom listende.
„Hør, kjære gode Thorgren,” sa Else. „Hvis jeg skulde dø her, vil De saa sige min Mand, at jeg døde af Sorg over at være her, og over, at jeg ikke fik se ham, og ikke fik høre om Barnet. Lover De mig det?”
„Ja, lille Fru Kant,” Thorgren gav Else et fast Handslag. „Men De dør ikke.” Else la sig til igjen.
— Saa, nu var hun paa Bunden af Brønden.Hun saa de grønskede Vægge, kjendte den mugne Kjælderlugt og fornam det fjerne suss-uss-uss.
Pludselig hørte hun et Brøl, som intet menneskeligt havde ved sig, og derefter en Larm, som om tunge Ting af Jern og Bly med Magt blev kastet i Gulvet. Straks derpaa lød der flere Brøl fra mange forskjellige Røster ledsaget af dundrende Slag, af skjærende Skrig af øresønderrivende Skjælden og Smælden. Det var som Gjøen af rasende Hunde, som Brøl af Okser, som Hanegal, som Uglers Tuden, og samtidig blev det ved at buldre og hugge, som om Vægge splintredes af Økseslag.
Else vilde rejse sig, men orked det ikke. Der laa tunge Lænker om Arme og Ben, og paa Brystet en Kjæmpesten. Og Larmen og Brølene fo'r med isnende Smerte som skarpe Zigzagilinjer gjennem hendes Hode og Legeme.
Hun var i et vaadt og dybt Gaardsrum med en vældig Jernport, der stod paa Klem midt imod. Gjennem Portens Nøglehul og ved Hængslerne saa hun slikkende dansende Ildflammer. Foran Porten sad paa en Huggeblok af Jern en sort Kone med skrumpent Ansigt og Øjne, der lyste som Fosfor i Mørke. Hun havde graahvidt Gummiforklæde og en stor Nøglehank hængende ved Bæltet.
„Det er Helvedes Forgaard, og hun skal lukke mig ind,” mumled Else. „Men jeg vil vente, til hun tar mig med Magt.”
Pludselig sad Tage i Natskjorte og med de gule Lokker lysende i Halvmørket paa Skjødet af den sorte Kone. Han vinked med Haanden og raabte glad: „Mamma!”
Else rysted Lænkerne og Kjæmpestenen af sig og var i ét Sæt fremme paa Gulvet.
Saa følte hun sig omslynget af kraftige Arme, og Thorgrens gemytlige Stemme sa: „Saa, lille Fru Kant, ikke staa ud af Sengen, Det véd De jo nok.”
Else klynged sig til Thorgren. „Jeg dør af Angst,” sa hun. „Hør!”
„Ja, det er slemt,” svarte Thorgren. „Der er ti Delister dernede, og de er allesammen paa Spil inat. Forresten laa De saa stille før, da jeg kigged ind til Dem. Jeg trode min Sandten, De sov, saa utrolig det syntes.”
„Hør, hør, nu er de under Sengen min,” udbrød Else hæst, hviskende. Hun kroged sig sammen paa Gulvet foran Thorgren, omslynged hendes Knæ, og skjulte Ansigtet i hendes Kjole.
„Nej lille, søde De, vær nu fornuftig. Husk, at de, som raser dernede, umulig kan komme op der.”
„Aa, men vær herinde! Jeg tør ikke ligge i Sengen. Gaa ikke fra mig!” Else retted sig op uden at slippe Thorgren og trak hende ned med sig paa Chaiselonguen, hvor hun gjemte Ansigtet I hendes Skjød med begge Arme slynget fast om hendes Liv.
Og Brølene og Bulderet dernede fra blev ustanselig ved.
Saa med ét lød der Hvin og Lyden af noget, som væltedes, ude fra Cellegangen. Thorgren gjorde sig hastig fri og rejste sig.
„Lad mig følge med — aa lad mig, lad mig,” bad Else ude af sig selv.
„Umuligt, Fru Kant. Det er forbudt, jeg tør ikke! Straks jeg kan, kommer jeg ind igjen til dem!”
Thorgren løb ud, og Else hopped op i Chaiselonguen, hvor hun krøb sammen liggende paa Knæ og med Ansigtet trykket fast mod Betrækket.
„Det er ikke Helvedes Hunde, og ikke Løver, som brøler, og ikke Tigere, som vil æde mig,” sa hun sagte. „Det er bare Deliristerne dernedenunder. Det er bare Deliristerne dernedenunder.”
Aa, Gud nej, men nu var de jo allesammen kommen ind i hendes Hode. Hvordan kunde det dog være muligt? Alle ti!
„Ikke saa ustyrlig, ikke knuse og sprænge mit Hode. Jeg skal være stille og snil. Aldrig fuske i Regning paa Skolen, aldrig mere.”
Der kom Tage susende og vilde ogsaa ind i hendes Hode. Men nu var der ikke Plads til ham. Aa Gud, der var ikke Plads! Søde dejlige Tage min, sus ikke bort igjen — sus ikke bort igjen —
„Hvor er Pappa henne? Ligger han i den gule Kiste med Halvtaget og Glasruden. Har de brølet og ædt ham ihjel? Knut, Knut, Kom og red mig! Kom og red mig! Hvis Du ikke er død. Er Du død, Knut? Aa, saa vis Dig for mig!”
„Saa, nu har jeg faat dem til Ro derinde,” Thorgren tog om Else, der laa paa Chaiselonguen i samme Stilling. „Skal vi saa ikke pent iseng igjen?”
Else løfted Hodet, slynged Armene om Thorgren og trak hende ned til sig: „Nej, nej, sid her med mig! Jeg tør ikke gaa i Seng!”
„Ja. Et lille Øjeblik.”
De sad som før, Else med Armene om hendes Liv og Hodet i hendes Skød. Thorgren strøg Else sagte op og ned ad Ryggen. Nedenunder var Tilstanden uforandret.
Lidt efter lidt strøg Thorgren svagere og svagere, og saa holdt det op. Straks efter gled Haanden tungt ned fra Elses Ryg.
Else gløtted forsigtig op. Thorgren sov med Hodet skjævt tilbagebøjet mod Kanten af Chaiselonguen.
Den gode snille Thorgren. Saa uanfægtet og rolig hun var. Ja naturligvis. Ellers havde hun ikke duet til at være her. Else la Ansigtet tilbage, og krøb tættere ind til Thorgren.
„Knu'ssen!” skreg det tæt ved, hæst og hult. Else f'o'r op med et Raab. I Døraabningen stod Barselspatienten med et sammenlagt Lagen som en Bandage om Maven.
Thorgren rysted øjeblikkelig Søvnen af sig og løb ud med den syge.
Saa krøb Else i Seng igjen.
— Se saa, nu var de igjen derinde i hendes Hode, disse Løver og Tigre og hylende Hunde. Nej, det var jo Deliristerne. Ti Stykker. Tænk, at de alle havde faat Plads derinde. Bare ikke sprænge hendes Hode. Stykkerne vilde fare rundt til alle Kanter, og det vilde være vanskeligt at finde dem, naar Hodet skulde sættes sammen igjen.
Et Ligtog gik forbi. Mørke langfrakkeklædte Skikkelser, som bar en tom sort Kiste. „Lad mig ligge i den! Bær mig bort, langt, langt bort!” Else rejste sig heftig i Sengen og strakte Armene ud efter Kisten. — — Men der var jo ingen Kiste — — Og ingen frakkeklædte Skikkelser —. Nej naturligvis, hun laa jo her paa Hospitalet — eller var det deroppe mellem Fjældene? Nej, det var paa Hospitalet.
„Du blir altsaa vanvittig,” sa Else til sig selv, og la sig varsomt tilbage paa Puden. „Saasnart Thorgren ikke er her, er Du vanvittig.”
Men saa var det dog bedre at gjøre Ende paa det. Skulde Knut og Tage ha den Forsmædelse? Aldrig.
Og Tilstanden var jo haabløs. Fire, fem, seks Maander. — Længe forinden vilde hun være bleven vanvittig. Og hendes Pine var jo Tusen Gange værre end Døden.
Hun kunde rive sit Lommetørklæde i Strimler, knytte dem sammen og kvæle sig i det.
Aaj! aaj! der go'l en Hane inde i hendes Hode. Nej snak, det var jo Deliristerne.
Om hun nu kunde dø —. Unddrage sig Hieronimus' Herredømme. Tanken var husvalende.
Men selv om hun døde, vilde jo Anstalten leve. Mange Mennesker i samme Tilstand som hun vilde kanske komme herind og faa med Hieronimus at gjøre. Hvis hun slap levende herfra, saa kunde hun fortælle og advare og kanske redde om det blot var et eneste Medmenneske fra det, hun her havde oplevet.
Nej, hun maatte leve.
Men se, nu kom de jo igjen, de gjøende Helvedes Hunde, de brølende Løver, de fræsende Tigre, de tudende Ulve, og vilde ind i hendes Hode.
„Du har ikke andet. Du maa dø.” Hun rev med feberagtig Kraft sit Lommetørklæde istykker, bandt Enderne sammen og la det om sin Hals.
Saa var Thorgren der. „Nu er det snart Morgen,” sa hun og klapped Else paa Haaret.
„Morgen.” Der var som en gammel Mindelse om Haab i dette Ord. Og Thorgrens gode tillidsfulde Haand.
Else var reddet.