Det var Søndag. Dr. Sejer havde besørget Stuegangen, og Else havde spaseret i Haven med „Veninderne”.
Efter Middagsmaden satte hun sig til at skrive til Fru Hein. Der lugted i hendes Værelse af Markblomster og af nye Grangrene, som Frk. varmt og fort af Glæde, den foraarsaged hende dag, og denne Duft af Vaar og Skov i Løvspræt, der ellers altid bragte Elses Hjærte til at banke varmt og fort af Glæde, den foraarsagede hende nu en vagt stingende Smerte, som hun forgjæves anstrengte sig for at holde paa Afstand.
Det blev et trøstesløst Brev hun skrev. Hvis Overlægen havde sagt til Tvede, at hun ikke burde bli der længere, saa maatte han siden sikkert ha skiftet Sind. Hun fortalte omstændelig, hvad der var foregaaet de sidste 3—4 Dage, gjengav sine Samtaler med Overlægen, og bad Fru Hein om ikke mere at besøge hende. Det virked blot oprivende at se nogen derudefra. Der var intet andet at gjøre end at overlade hende til sin Skjæbne. Hvorlænge hun vilde kunne holde ud, vidste hun ikke. Sin Undergang gik hun naturligvis imøde, enten paa den ene eller den anden Maade. Fru Hein maatte love at se til Tage, være ham lidt i Mors Sted o. s. v.
„Jeg opgir nu Kampen for og Haabet om at komme herfra,” endte hun Brevet. „Gjør ogsaa Du det samme. Mod danske Sindssygelægers Visdom og Indsigt „kämpfen selbst die Götter umsonst”.”
Hun var netop færdig med Brevet, da Maren kom ind for at skifte Vand paa hendes Karaffel.
„Bring Overlægen dette,” sa Else og leverte Maren Brevet, som hun, efter modtat Ordre fra Begyndelsen af, lod være ulukket.
Saa gik hun ned i Haven. Frk. Thomsen var Gudskelov ude med de andre, og Frk. Hall var idag forkjølet og laa tilsengs.
Hun havde vel vært dernede en halv Times Tid, da Maren kom farende og sa, at Stuegangen var der, og at Overlægen havde spurgt efter hende.
Else skyndte sig mod Haveporten, men i det samme blev et Vindu aabnet deroppefra, og Overlægens Stemme raabte: „De kan lige godt bli hvor De er Fru Kant. Jeg kommer ned i Haven.”
Straks efter var Overlægen der. Else havde aldrig set ham med saa vredt et Udtryk paa sit Ansigt.
„De har skrevet et Brev,” begyndte han. „Maa jeg spørge, er det til Fru Hein eller til mig, at Brevet er adresseret?”
„Er det noget at spørge om? De ser jo, at det er til Fru Hein.”
„Det er et højst uforskammet Brev. Hvor kan De tillade Dem at skrive saaledes?”
„Er det uforskammet at sige, hvad der er sandt?”
„Sandt,” sa Overlægen. „Sandt?” gjentog han. „Har vi her ikke gjort, hvad vi har kunnet for Dem? Og nu vil De gi det Udseende af, at jeg vil gjøre Dem til gal?”
„Saalænge De holder mig tilbage, her, er det saa ikke, fordi De mener, jeg er gal?” Else strøg fort forbi Overlægen, der var standset foran hende, midt i en af Gangene. Overlægen fulgte efter.
„De kunde nok ha godt af at bli her,” sa han. „Hvis jeg nu slipper Dem ud, pas saa paa, at den Dag ikke kommer, da De siger: Gud gi, jeg var bleven paa Sct. Jørgen, og hvor De ber om at faa vende tilbage.”
„Deres Omsorg for mig strækker sig virkelig ud over alle Grænser,” svarte Else haanlig. „Overlægen kan da ialtfald vente, til den Dag oprinder. Naar jeg saa vender tilbage, er det Tid for Dem til at triumfere over mig. Nu synes jeg, det eneste logiske er at holde sig til, hvad der i Øjeblikket foreligger.”
„Ja, jeg véd ikke, hvad der foreligger,” svarte Overlægen vredt.
Else, der var bleven ved at gaa fulgt af Overlægen, vendte sig med et Sæt om imod ham og sa: „De skal ikke faa mig indbildt, at De, som har en saa mangeaarig Erfaring som Sindssygelæge, og som dertil ikke er besat af nogen Slags Hovmodsdjævel eller Stormandsgalskab — at De ikke ved, aldeles bestemt véd, at jeg ikke er sindssyg.”
„Det kommer s'gu an paa, hvad man forstaar ved Ordet,” sa Overlægen i en truende Tone.
„Netop,” svarte Else. „Der kunde en vakker Dag komme en Professor, som var overbevist om, og som paastod, at De f. Eks. var sindssyg.”
„Saa vilde det da være godt, at jeg allerede er paa en Sindssygeanstalt,” der var et stikkende Smil i Overlægens Øjenkroge.
Else stod lidt og saa paa ham. Der var saa meget, saa meget hun kunde anføre til Bevis for, at hun ikke var sindssyg, saa mange Argumenter, hun havde paa Haanden, men hun orked og gad det ikke. Det nytted jo til intet. Den Lære havde hun blodig dyrekøbt høstet i denne skrækkelige Tid.
„Ja, saa er der vel ikke mere at tale om,” sa hun, idet hun vendte sig og gik.
„Jo der er!” Overlægen var atter efter hende. „Dette Brev sender jeg ikke.”
„Naa ja, De har jo Magten,” svarte Else. „Det kan ogsaa være akkurat det samme, enten Brevet kommer frem eller ej.”
„I ethvert Tilfælde skriver jeg en Kommentar til det,” vedblev Overlægen lidt velvilligere i Stemmen. „Nu kan De vælge, hvad De vil.”
„Saa vælger jeg ikke at sende Brevet.”
„Som De behager. Værsgod,” Overlægen tog Brevet op af Brystlommen og rakte Else det.
Else takkede sa Farvel, og gik hurtig ud af Haven og ovenpaa.